Neuroblomst og actioncard forebygger vold

Det er en tidlig morgen i august. Sygeplejerske Camilla Koch er ved at afslutte sin nattevagt, men inden hun går, skal hun give en patient medicin. Patienten er psykotisk, og efter en god nat er han begyndt at ”køre op”. Han skal have sin tvangsmedicin nu, inden det bliver for vildt.

”Jeg kommer ind og giver ham tilbuddet om at tage medicinen frivilligt. Jeg står længe og taler med ham. Men han er ikke interesseret i at tage medicinen,” fortæller Camilla Koch.

Et par portører står klar til at hjælpe, og det er koordineret med Camilla Koch, hvad der skal ske. Det forklarer hun nu også patienten. Han svarer igen, at det er han ikke interesseret i. Men stemningen er rolig. Portøren fortæller patienten, at ”nu tager vi fat i dig og vender dig om på siden. Og så skal du have det her medicin.”

Sådan ender forløbet. Patienten får medicinen og spørger, hvornår det begynder at virke.

”Det var en rigtig god oplevelse, fordi det skete så roligt. Det var rart, fordi det ikke endte i det helt store, hvor han blev udadreagerende. Jeg kunne mærke, at det hjalp, at jeg brugte meget tid på at snakke med ham. Nogle gange, når vi skal give tvangsmedicin, kan det godt blive meget hektisk. Men den her morgen var det roligt, og patienten var ikke sur bagefter,” smiler Camilla Koch.

Sparket i maven

Men sådan har det ikke altid været.

Camilla Koch er ansat på Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme på Herlev Hospital. For to år siden fik afdelingen et påbud af Arbejdstilsynet, der mente, at det kunne være til skade for medarbejdernes helbred, når de blev udsat for vold og trusler fra patienterne.

I påbuddet fra Arbejdstilsynet bliver der beskrevet en række eksempler på, hvad de ansatte bliver udsat for. F.eks. en episode med en ellers rolig patient, der pludselig sprøjter barberskum på en ansat. En kollega kommer til for at hjælpe, hvorefter patienten kaster sit ur efter vedkommende. De ansatte går ud af stuen, men da patienten forsøger at forlade sin seng, og personalet kommer til for at hjælpe, slår patienten ud efter dem.

”Patienten endte på gulvet og truede med at kaste ting efter de ansatte. Han spændte ben og sparkede ud efter ansatte, når de nærmede sig for at få ro på og hjælpe. Patienten fik fat i en ansats hænder, klemte til, krydsede armene og slog dem mod hinanden,” lyder det i beskrivelsen.

Et andet eksempel handler om en ny patient på afsnittet, der blev vred, da han skulle have medicin. Han var paranoid og troede, at en ansat havde stjålet fra ham. Patienten sparkede den ansatte på armen og i maven og rev vedkommende på armene.

Camilla Koch fortæller, at hun også har været ude for lidt af hvert.
”Jeg er blevet slået, sparket, revet, holdt fast i og truet. Det kan godt være voldsomt. Men eftersom vi har den patientgruppe, vi har, så tænker man også bagefter, at det ikke er noget, de gør med vilje,” fortæller hun.

Derfor var det blevet en del af hverdagen. Man var vant til den risiko.

”Selvfølgelig snakkede vi om det, men vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre ved det. Så der måtte vi bare gøre vores arbejde. Velvidende, at der kunne ske noget.”

Sådan skal det ikke være at gå på arbejde, fastslog Arbejdstilsynet, der krævede, at der blev gjort en særlig indsats for at hjælpe sygeplejerskerne til at forebygge volden og truslerne og bearbejde det professionelt, når det skete.

Det har bl.a. betydet, at alle medarbejdere – 17 sygeplejersker og fire social- og sundhedsassistenter – har været på kursus i, hvordan man forebygger, at konflikter optrappes. Og at afdelingen nu har fem sygeplejersker med yderligere kurser, der fungerer som afdelingens ressourcepersoner på området.

Camilla Koch er en af dem. Det betyder bl.a., at hun er med til at fastholde fokus på nye tiltag i hverdagen, og at hun underviser nye kolleger og studerende på området.

Caption 

Camilla Koch er en af de fem ressourcepersoner på Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme, der løbende italesætter de indsatser, personalet har lært på deres kursus.

Attribution 

Foto: Bax Lindhardt

Sløset holdning

Den morgen i august, hvor hun fik afværget en potentielt voldelig situation, brugte hun flere af de ting, hun har lært på sine kurser.

”Vi har lært, at når vi går ind til en patient, skal vi have siden til og en lidt sløset holdning. Bøje lidt i knæene og være lidt ydmyg. For det gør virkelig en forskel, hvordan man kommer ind. Og hvordan man siger ting,” siger Camilla Koch og fortsætter:

”Hvis jeg troppede op fuldstændig front mod front og sagde: ”Du skal have det her medicin,” så havde jeg fået en helt anden reaktion.”

Sygeplejerskerne har også lært om zoner i forhold til patienten. Det handler om at holde sig på afstand til at starte med og først gå tættere på og ind i næste zone, når man bliver inviteret til det af patienten.

”Når der tvangsmedicineres, bliver man selvfølgelig nødt til at nærme sig næste zone, selvom patienten ikke er interesseret i det. Men det skal stadig ske på en forsvarlig måde,” siger hun.

Start i fodenden

På det kursus, hun og kollegerne var på, prøvede de selv at ligge i sengen og opleve, hvordan det føles, når der kommer en person direkte hen til ens hoved.

”Det var ikke særlig rart. Men jeg tror, at man kommer til at gøre det på mange afdelinger. I stedet bør man starte i fodenden. Også hvis man skal vække patienten. Og så spørge om det er ok, at man kommer tættere på for at måle blodtrykket,” forklarer Camilla Koch og fortsætter:

”Så siger de jo gerne ja. Og hvis de siger nej, så lader man være. Eller hvis patienten siger skrid, så går vi lige ud i 10 minutter. Og venter til de er i et andet humør.”

For Camilla Koch og hendes kolleger har det krævet en ny måde at arbejde på. Men de er blevet bedre til at ændre dagens skema og tage mere hensyn til de udfordringer, der kan være ved udadreagerende patienter.

”Så må de blive vasket senere, hvis det er det, de er utrygge ved. Eller også prøver vi vores andre tiltag for at gøre det nemmere.”

Actioncard

Det første, afdelingen fik indført, var et actioncard på den truende udadreagerende patient. Her krydser sygeplejerskerne f.eks. af, om det, patienten fejler, er fysisk eller psykisk, hvor mange personer man skal være, når man skal ind til patienten, og om der er særlige hensyn.

”I starten brugte vi det, hvis der var sket noget. Så hang vi det op på vores oversigtstavle på kontoret. Hænger det på tavlen, er det noget vi taler om, når der er overlevering. Så aftaler vi hvilke forholdsregler, vi skal tage,” fortæller Camilla Koch.

Nu bruger sygeplejerskerne også actioncardet før, der sker en hændelse, hvis de ud fra en række faktorer vurderer, det kan være gavnligt. I teamet af ressourcepersoner er man desuden i gang med at udvikle et konkret risikoscoringsredskab til brug ved indlæggelse.

Neuroblomsten

Foto: Bax Lindhardt

Neuroblomsten

Camilla Koch dykker ned i en tyk mappe og hiver en gul tegnet blomst frem, der er udskåret i pap og lamineret.

”Vi kalder den ”Neuroblomsten”. Den vi har brugt mest energi på. Den kan lidt de samme ting som ”Delirblomsten”, men vi har tilpasset den til vores patienter, så der står ikke de samme ting,” forklarer hun og begynder at skrive på et blad med en sort tus.

”Vi har f.eks. et blad, der hedder døgnrytme, som er ret vigtig. Vi har oplevet, at der sker hændelser på baggrund af, at vi f.eks. ønsker, at patienten skal i seng på et bestemt tidspunkt. Men hvis patienten er vant til først at gå i seng kl. 4.00 om natten, så duer det ikke, at vi kommer kl. 22-23 stykker og siger, hun skal sove. For det skaber konflikter.”

Sygeplejerskerne får hjælp af patienten eller de pårørende til at udfylde blomsten, der også har blomsterblade med emnerne familie, interesser og kaldenavn. Og så bliver den hængt op på stuen.

Camilla Koch skriver ”hunde” i feltet med interesser og forklarer, at hvis der f.eks. er en situation, hvor patienten er ved at køre op, kan sygeplejersken læse på blomsten og se, at patienten har en stor interesse for hunde.

”Så kan jeg sige, at jeg har en hund og samtale lidt om det. Vi oplever, at det virker rigtig godt. De giver ligesom fuldstændig slip og begynder at snakke om hunde. Blomsten kan rigtig meget,” siger hun.

Der er mange flere små greb, som de ansatte på afdelingen har taget med sig fra kurset "Stop volden nænsomt", og som har været med til at ændre hverdagen til det bedre. Både for patienterne og for personalet.

”Det er det bedste kursus, jeg har været på, og der er meget, der har sat sig fast. Løbende har jeg haft følelsen af, at det har virket, og jeg oplever, at der er færre hændelser. Jeg synes, jeg går gladere hjem fra arbejde,” smiler hun.

Læs også: Når patienter bliver voldelige