Døden i børnehøjde

To hospicesygeplejersker udgiver undervisningsbog om døden.

spl14-2020_akt_hospice
Hospice i børnehøjde
Bogen ’Hospice i børnehøjde” koster kr. 299,- + porto og kan bestilles gennem Hospice Limfjord på info@hospicelimfjord.dk
Hvad sker der egentlig, når man dør? Gør det ondt at dø? Må man godt give den døde ting med i kisten? Er det ikke sørgeligt at arbejde på et hospice? Hvorfor skal mennesker ikke selv bestemme, hvornår de vil dø, når de er alvorligt syge?

Spørgsmålene er mange, når man går i skole, og ofte svære at svare på, når man er voksen. Det opleves for de fleste som et tabu at tale om alvorlig sygdom, død og sorg. Men to sygeplejersker på Hospice Limfjord i Skive, Susanne Mejdal og Iben Holøv Thomsen, har på nænsom vis gennem mange år italesat de mange tabuer, når de har haft besøg af skole- og konfirmandklasser. Det er der nu kommet et fyldigt undervisningsmateriale ud af.

’Hospice i børnehøjde’ hedder bogen, som på 173 sider leder den voksne gennem formidlingen i form af fyldige og detaljerede forslag til undervisningsforløb på forskellige klassetrin og i konfirmandundervisningen. Emnerne rækker vidt og bidrager til at bryde de sværeste tabuer, f.eks. om assisteret selvmord, om at være ung og uhelbredeligt syg og om at arbejde på hospice blandt mennesker, som afventer dødens komme.

Målgruppen er først og fremmest personale på landets øvrige hospicer, skolelærere og præster.
 

Emneord: 
Død