Studerende i praksis: "Jeg kunne se i hans blik, at han var tryg ved både min vejleder og mig"

Når sygeplejen lykkes og har den ønskede virkning, giver det anledning til stolthed og tro på fremtiden.

Sarah Munksø Lauridsen
Sarah Munksø Lauridsen
Jeg har netop afsluttet min næstsidste klinikperiode. Med godt og vel et år tilbage af min studietid er der mange spørgsmål, der melder sig.

Jeg tænker ofte over, om jeg kan nå at lære alt det, jeg skal kunne, når jeg skal ud og være sygeplejerske på lige fod med de dygtige mænd og kvinder, jeg har mødt i faget gennem de sidste par år.

Jeg har senest været ude i hjemmesygeplejen. Arbejdet i primærsektor er på mange måder anderledes, end det er på hospitalsafdelingerne, fordi der i hjemmeplejen er en helt anden mulighed for at danne relationer, da borgerne er tilknyttet hjemmeplejen i perioder af måneder til år. 

Særligt ét borgerforløb gjorde stort indtryk på mig. Borgeren var en ældre mand, som var bundet til sin plejeseng.

Hans kone gjorde alt for at passe og pleje ham, men han var terminal, og udviklingen gik kun én vej. Jeg og min vejleder kom i hjemmet dagligt, og han blev dermed en borger, der på meget kort tid kom til at have stor betydning for den sygepleje, jeg fik mulighed for at udøve i denne klinik. 

På trods af at hans sprog var meget begrænset, havde vi mange gode samtaler, og jeg kunne se i hans blik, at han var tryg ved både min vejleder og mig som studerende.

Det betød meget for ham og hans kone, at der var kontinuitet, og at det som udgangspunkt var de samme mennesker, der kom i hjemmet, da de i perioder havde plejepersonale i hjemmet 6-8 timer om dagen.

Jeg husker tydeligt en morgen, hvor vi hjælper denne mand med hans morgenrutine – alt fra personlig pleje og påklædning til medicingivning.

Denne morgen var han plaget af utryghed og frygt for at falde, men også af smerter i forbindelse med plejen. Her blev min opgave at berolige ham.

Selvom jeg var pakket ind i handsker, kittel og visir, kunne jeg se ham menneske til menneske. Jeg kunne ikke gøre noget instrumentelt for at hjælpe ham i denne situation, men jeg ville heller ikke bare se til.

Så jeg holdt ham i hånden, så ham i øjnene og prøvede at berolige ham. Og det virkede. 

Netop det lille øjeblik har haft stor indflydelse på min tiltro til mig selv som sygeplejerske. Den effekt, jeg havde på ham og hans frygt, var tydelig, og jeg kunne mærke en enorm følelse af stolthed.

Siden det øjeblik har jeg været overbevist om, at jeg nok skal klare den ude i klinisk praksis, selv om vi gennem vores studietid ikke kan nå at mestre samtlige instrumentelle og tekniske procedurer. 

Denne borger lærte mig, at det vigtigste, jeg skal have med fra min studietid, er måden, jeg møder mennesker på.

Gennem en bevidst menneskelig og empatisk tilgang til borgeren kan jeg gøre den største forskel, og resten skal jeg nok lære med tiden. 

Sarah Munksø Lauridsen er sygeplejestuderende på 5. semester, UC Diakonissestiftelsen.

Emneord: 
Sygeplejestuderende