Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Praktiksteder hyldet med pris

God start. Sygeplejestuderendes Praktikpris 2019 gik til fem praktiksteder, som giver de studerende opmærksomhed og tid til et godt afsæt til fremtiden. Juryen fandt de fem vindere blandt 106 indstillinger.

Sygeplejersken 2020 nr. 3, s. 50-51

Af:

Maya Bille, journalist

Praktikpris5

Sygeplejestuderende med gode praktikoplevelser havde reflekteret, noteret og indsendt hele 106 indstillinger til Sygeplejestuderendes Praktikpris 2019.

Kun fem – én fra hver regionale landsdel – løb i sidste ende med prisen.

En jury bestående af aktive medlemmer fra Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS) tog de svære beslutninger og udpegede vinderne blandt de mange gode bud.

”Vi tager en stor del af vores uddannelse i kommuner og regioner, og det er nødvendigt, at vi bliver klædt godt nok på til den praksis, vi skal arbejde i, i fremtiden. Derfor uddeler vi Sygeplejestuderendes Praktikpris til de praktiksteder, der er gode til at sætte de bedst mulige rammer for, at vi får de praktikoplevelser, som gør os til dygtige sygeplejersker i fremtiden,” fortæller Kamilla Futtrup, formand for SLS, om vinderne.

Hun glæder sig også over, at der i aftalen om 1.000 flere sygeplejersker også er fokus på uddannelsen i praktikken.

I begrundelserne fremhæver de sygeplejestuderende, at vinderne eksempelvis gør meget ud af trygt læringsmiljø, ugentlige refleksionstimer, sammenhæng mellem teori og praktik, fokus på læringsmål og nytænkning af praktikken.

De fem regionale vindere blev:

  • Nordjylland: Apopleksiafsnit 6Ø, Aalborg Universitetshospital Syd.
  • Midtjylland: Børn- og ungeafsnit, Hospitalsenheden Vest, Herning Sygehus.
  • Syddanmark: U22 - Urinvejskirurgisk Afdeling A - Sønderborg Sygehus.
  • Sjælland: Ortopædkirurgisk afdeling H3, SUH Køge, Sjællands universitetshospital.
  • Hovedstaden: Anæstesiologisk afsnit, Opvågningen 434 Hvidovre Hospital.

I løbet af 2020 har vinderne fået – og vil få – overrakt priserne af de sygeplejestuderende fra SLS’ forretningsudvalg og repræsentanter fra Dansk Sygeplejeråd.

Derfor fik de prisen

Juryen begrundede valget af de fem praktiksteder således:

Anæstesiologisk Afsnit, Opvågningen 434, Hvidovre Hospital
I Hovedstaden er vinderen af Sygeplejestuderendes Praktikpris et sted med plads til studerende og læringsmuligheder. Her er der tid til at få vejledning i en studieunit, hvor der faciliteres relevante patientforløb og refleksion løbende. Der er relevante kurser og undervisning under hele forløbet, som generelt er sammenhængene også godt struktureret. Strukturen og prioriteringen af læringen på afdelingen hænger sammen med de skriftlige opgaver, der er i løbet af praktikken.

Børn- og ungeafsnit, Hospitalsenheden Vest, Herning Sygehus
I Midtjylland har dette praktiksted gjort sig fortjent til prisen, fordi der fra start var lagt en plan for hele forløbet med fokus på læringsmål, aktiviteter og progression i forløbet. Hele afsnittet – og særligt klinisk vejleder og koordinerende sygeplejerske - tager ansvar for læring. I praktikforløbet er der planlagt undervisning af en hospitalspræst, udviklingssygeplejerske, hygiejnesygeplejerske og refleksion med studerende fra andre afsnit. Alt sammen er med til at give bedre læringsmuligheder.

Apopleksiafsnit 6Ø, Aalborg Universitetshospital Syd
Vinderen i Nordjylland har fået prisen i år, fordi der på netop dette praktiksted er stor fokus tværfaglighed, sektorovergange og patientforløb. På netop dette praktiksted er der stor opmærksomhed på og tid til studerende – i hele personalegruppen. Med et trygt læringsmiljø, hvor de studerendes læring er i fokus, er der mulighed for at blive dygtig, selvstændig og få opfyldt sine læringsudbytter. Med meningsfulde punktpraktikker, ugentlige refleksionstimer og en fantastisk, erfaren og nytænkende klinisk vejleder, har dette praktiksted gjort sig fortjent til at få Sygeplejestuderendes Praktikpris 2019.

U22 - Urinvejskirurgisk Afdeling A - Sønderborg Sygehus
På det praktiksted, som i år har vundet i Syddanmark, har man som sygeplejestuderende fornøjelsen af en klinisk vejleder, der afholder daglige morgenkonferencer med studerende, og i løbet af dagen samler op og får de ugentlige læringsmål til at passe til den plan, der er blevet lagt fra start. Praktikstedet har tillid til de studerende, og man vil som studerende vokse med sine opgaver med hjælp fra hele afdelingen. Sidst men ikke mindst tilbyder vinderen specialiseret undervisning og ekstra kurser.

Ortopædkirurgisk afdeling H3, SUH Køge, Sjællands Universitetshospital
På Sjælland har vi fundet en vinder, som har nytænkt praktikken. Her er der fokus på læring i en studieenhed med 4 tilknyttede vejledere og en koordinerende klinisk uddannelsesansvarlig, som sørger for at der hele tiden er mulighed for refleksion og feedback. Derudover vægtes de studerendes trivsel og samarbejde på hele afdelingen højt. Alt i alt et trygt, spændende og fagligt udfordrende praktiksted.