"Jytte var det første danske ord, jeg lærte"

I efteråret 2000 ankom 6-årige Mozhgan Haidari til Center Sandholm sammen med sin familie efter syv måneders flugt fra Iran. Her tog sundhedsplejerske Jytte Birthe Jensen imod hende, og det har hun aldrig glemt. I dag er Mozhgan blevet sygeplejerske, og vi er taget med hende tilbage til Center Sandholm. Der er nemlig noget, hun i mange år gerne har villet sige til Jytte
På vej ind og på vej ud. Sundhedsplejerske Jytte Birthe Jensen er netop gået på efterløn efter et langt arbejdsliv. Mozhgan Haidari blev uddannet sygeplejerske i 2018 og har lige taget hul på sit.
Foto: Nikolai Linares
Title

Jytte Birthe Jensen er 63 år og netop gået på efterløn efter 20 år som sundhedsplejerske for Røde Kors i Center Sandholm

Mozhgan Haidari er 25 år og sygeplejerske på Bispebjerg Hospital

”Det er 20 år siden, jeg var her sidst, men jeg kan sagtens genkende de gule bygninger. Og den røde port. Jeg kan tydeligt huske, at vi blev sat af dér ude på vejen og gik op til porten for at melde vores ankomst. Det var sådan, det hele startede.”

Ordene er den 25-årige sygeplejerske Mozhgan Haidaris. Vi holder parkeret ude foran Center Sandholm en solbeskinnet dag i maj, og hun er en smule nervøs.

Den gule hovedbygning tårner sig op bag en massiv jernport, der begrænser adgangen ud og ind. På den anden side af vejen er landskabet indhyllet i grønne græsmarker, der bugter og bøjer sig. Her er nærmest billedskønt, og det er svært at forestille sig, at stedet her danner rammen om en på mange måder svær del af Mozhgans historie.

I dag skal hun gense en kvinde, hun ikke har set i mere end 20 år, men som har haft afgørende betydning for hendes liv. Det var i efteråret 2000, her i Center Sandholm, at en lang rejse sluttede. Og en ny begyndte.

Mor sagde, vi skulle på eventyr

Mozhgans forældre er oprindeligt fra Afghanistan. Pga. Talebans indtog i landet flygtede de til Iran i starten af 90’erne i håbet om et bedre liv. Her blev Mozhgan født i 1994. I Iran spidsede situationen hurtigt til for den lille familie.

De havde ingen juridiske rettigheder og risikerede hvert øjeblik at blive deporteret tilbage til Afghanistan. En aften fortalte Mozhgans mor hende, at de skulle på eventyr.

På parkeringspladsen triller en bil pludselig op ved siden af os og parkerer. Ud af bilen stiger Jytte Birthe Jensen, der har været sundhedsplejerske på Center Sandholm siden august 2000.

”Det må være Mozhgan,” konstaterer hun storsmilende og fortæller, at hun kort forinden har fundet Mozhgan på Facebook.

”Jeg måtte lige se, om jeg kunne kende dig, men du var jo så lille dengang,” siger hun undskyldende, men Mozhgan beroliger hende med, at hun har taget en stak gamle fotos med.

”Jeg kan heller ikke huske dit ansigt,” siger Mozhgan.”Men jeg kan sagtens kende din stemme.”

De står smilende overfor hinanden, og et kort øjeblik opstår der en lidt akavet stemning. Vi befinder os midt under coronakrisen, og der er strikse krav til social afstand.

”Hvad gør vi her?” spørger Jytte lettere forvirret. ”Vi må jo ikke kramme.”

Så bryder de begge ud i forløsende latter. 

Flugten

For Mozhgan blev rejsen ikke noget eventyr. Da det stod klart for Mozhgans forældre, at der ikke var nogen fremtid for dem i Iran, havde de købt sig en vej til Europa. Den aften fløj familien ud af Iran fra lufthavnen i Masshad på falske pas, og de næste syv måneder bragte den lille familie til Turkmenistan, Usbekistan, Kasakhstan.

Ind i Rusland, videre til Ukraine og gennem Hviderusland. Til Polen, Tyskland og endelig til Danmark. Et netværk af menneskesmuglere fragtede familien fra land til land under kummerlige forhold.

Jytte Birthe Jensen og Mozhgan Haidari
Der er store følelser i spil, når man endevender sin fortid. Når Mozhgan bliver bevæget, er Jytte lynhurtig til at vende stemningen, så der også bliver plads til grin og smil. Det er en arbejdsskade, fortæller Jytte.
Foto: Nikolai Linares
Nogle snød dem, kørte dem i ring og stjal deres penge. Andre var voldelige. Undervejs blev Mozhgan flere gange adskilt fra sine forældre i dagevis, når de i nogle lande blev tilbageholdt og afhørt af myndighederne.

Ved jernporten finder Jytte sit adgangskort frem og tjekker ind hos vagten, så vi kan komme ind på Center Sandholms område. Hun og Mozhgan bevæger sig ned gennem lejren. Forbi bygningerne, rundt om hjørner og over veje, mens snakken går om løst og fast. To unge mænd sidder i solen og ryger en cigaret, mens de kigger opmærksomt efter dem.

På vej ned til Jyttes kontor vender hun og Mozhgan deres holdninger til sygeplejen og finder lynhurtigt ud af, at de har en masse til fælles. De har bl.a. begge valgt at være tillidsrepræsentanter og mener begge, at det er mere end på tide med bedre løn og vilkår for sygeplejersker. Pludselig standser

Mozhgan brat op.

Jeg kan kende den bygning! Den har jo slet ikke ændret sig. Vinduerne er præcis de samme,” udbryder hun.

Det viser sig, at sygeplejeklinikken er flyttet ind i de selvsamme lokaler, hvor Mozhgan og hendes familie boede, da de opholdt sig på centret for mange år siden. Mozhgan bliver et øjeblik stille og skal lige samle sig.

”Når jeg ser på de bygninger, så vækker det noget i mig. Det er så genkendeligt. Og jeg bliver så glad for, hvor jeg er i dag,” siger hun og tørrer en stille tåre væk fra øjenkrogen. Jytte smiler og giver hende et øjeblik.

”Det er helt forventeligt, at du reagerer, som du gør, Mozhgan. Det er jo en del af din livshistorie, det her.”

Mozhgan smiler og nikker. Så er der stille lidt, indtil Jytte bryder tavsheden.

”Skal vi ikke gå indenfor og sætte os lidt? Er du klar?”

En ny begyndelse

Da den lille familie langt om længe nåede Danmark, blev de sat af på Københavns Hovedbanegård med besked på at henvende sig til den første politimand, de så. Da Mozhgans forældre havde søgt asyl, gav betjentene på det dengang lille politikontor dem instrukser om ruten til Sandholm og købte deres billetter.

Efter ankomsten til Center Sandholm blev Mozhgan straks adskilt fra sine forældre, der skulle interviewes om deres baggrund, helbred og bevæggrunde for at være flygtet til Danmark. Mens Mozhgans forældre blev undersøgt i sygeplejeklinikken, fik Jytte ansvaret for at tage sig af den kun 6-årige Mozhgan. Mozhgan, der dengang hverken talte dansk eller engelsk, forstod ikke, hvad der foregik.

”Da jeg mødte dig, vidste jeg ikke, hvad der skulle ske. Jeg vidste ikke, om jeg nogensinde fik mine forældre at se igen. Jeg var så bange. Under hele flugten havde der været angst, vrede og råben. Du og jeg talte ikke samme sprog, men dit stemmeleje var så roligt. Jeg kan huske, at du aede mig og tog mig i din favn. Da vidste jeg bare, at jeg var i sikkerhed. Og det var første gang i syv måneder,” fortæller Mozhgan, mens Jytte lytter intenst.

Vi sidder i sygeplejeklinikkens tekøkken og personalestue, der i år 2000 var et af Center Sandholms ”familieværelser”. Mozhgan har fundet stakken med fotos frem, og hun og Jytte gennemgår dem et for et. På det første billede sidder Mozhgan med en masse bamser. Det er taget i Iran, før familien flygtede.

”Hvor mange fik du med hertil?” spørger Jytte.

”Ingen,” svarer Mozhgan. ”Det måtte vi ikke, der var ikke plads.”

Der bliver stille. Jytte smiler og nikker anerkendende. Det er tavs indforståethed. Hun har set det mange gange før. Alt det, der må efterlades. Alt det, man ikke får med.

”Jeg kan huske, du sagde ”Jytte”,” indskyder Mozhgan. ”Jeg forstod dig ikke, men jeg var med på, at du forsøgte at fortælle mig, hvem du var. Derfor har jeg altid sagt, at Jytte var det første danske ord, jeg lærte.”

Så griner vi alle.

Tak for alt

Mozhgan og hendes familie var heldige. De fik opholdstilladelse allerede året efter deres ankomst til Danmark og fik kommune i Ans i Midtjylland.

Herfra gik hverdagen sin gang. Først børnehave, så dansk folkeskole og senere Viborg gymnasium. To yngre søstre kom til i 2001 og 2003.

Mozhgans forældre lærte dansk, tog deres studentereksamen og fik fast arbejde. Familien blev, som tiden gik, en integreret del af både det lille lokalsamfund og Danmark.

Jytte og Mozhgan bladrer videre gennem stakken med billeder, mens de taler om de ting, Mozhgan oplevede under flugten. Hun forklarer, at mange af minderne stille og roligt er ved at forsvinde fra hendes hukommelse. På det næste billede i bunken ligger en storsmilende 7-årig Mozhgan på en seng mellem to store bamser.

”Her har vi lige fået opholdstilladelse. Det er i vores nye villalejlighed i Ans, og der fik jeg endelig bamser igen. De var mine bedste venner i en periode,” forklarer Mozhgan, og Jytte nikker igen.

”De var måske også nemmere at knytte sig til? På det tidspunkt har du jo været vant til, at de mennesker, der var her i dag, ikke nødvendigvis var der i morgen. Det ser vi ofte. Jeg er glad for, at det er ved at forsvinde fra din hukommelse. Og for at du kom så godt videre.”

Der bliver stille et øjeblik, hvorefter Mozhgan fokuserer blikket på Jytte.

Mozhgan Haidari
6-årige Mozhgan med de første bamser hun fik i Danmark. Billedet er taget kort tid efter, at Mozhgans familie fik opholds- tilladelse og flyttede til Ans.
Privatfoto
”Det var vigtigt for mig at komme her i dag og fortælle min historie og få sagt tak til dig. Det er ikke alle, der kan gøre det, du gjorde. Jeg er helt sikker på, at den måde du tog imod mig på, har været med til at udvikle mig som menneske. Du er en del af grunden til, at jeg er blevet sygeplejerske. Jeg skal også hilse dig fra mine forældre og sige tak. Tak fra os alle sammen,” siger Mozhgan, og stemmen knækker igen.

”Det var så lidt, Mozhgan. Det er dejligt at høre, at man har gjort noget godt. Tak for at have husket mig, og for at du tør stå frem og fortælle din historie, som i øvrigt er helt enestående,” siger Jytte roligt. ”Der er ikke mange sygeplejersker, der har oplevet det, du har.”

På gensyn

I 2015 flyttede Mozhgan fra barndomshjemmet i Midtjylland for at læse til sygeplejerske i København. Hun blev færdiguddannet i 2018, og arbejder nu på Bispebjerg Hospital, hvor hun senest har været en del af Covid-beredskabet.

Vi har forladt klinikken, og bevæger os nu tilbage mod indgangen. På vejen passerer vi Center Sandholms børnehave, hvor Mozhgan legede for mere end tyve år siden.

”Det sværeste ved arbejdet har altid været ikke at vide, hvad der blev af jer alle sammen, når I forlod Sandholm,” siger Jytte, da vi er forbi legepladsen og de legende børn.

”Fik I lov at blive i Danmark? Blev I sendt tilbage til det, I flygtede fra? Jeg har ikke kunnet love nogle familier noget. Mit arbejde har alene bestået i at behandle alle, som om de skulle være her til evig tid. I skulle have det bedste af det bedste.”

Tre timer efter vi ankom, er vi igen nået tilbage til parkeringspladsen og skal til at tage afsked. Heller ikke nu må der krammes, men der bliver vinket ivrigt farvel og de to lover hinanden, at kontakten skal holdes ved lige. Da Jytte er kørt, står vi et øjeblik stille og betragter landskabet, der omkranser Center Sandholm.

”Jeg er så lettet,” siger Mozhgan ovenpå en dyb indånding.

“Jeg blev bekræftet i, at det jeg huskede om hende, var rigtigt. Hendes nærvær og udstråling var der stadigvæk. Der var så meget, jeg gerne ville sige i dag. I det mindste fik jeg sagt tak.”

Emneord: 
Flygtning
Indvandrer
Sundhedspleje