Studerende i praksis: "Jeg havde et stort behov for at gemme mig bag uniformen"

Sygeplejersker må gerne bruge deres personlighed i kontakten med patienter. Det er hverken uprofessionelt eller tegn på dårlig sygepleje

Nathalie Kjær Bach
Nathalie Kjær Bach
Privatfoto
I begyndelsen af min studietid var jeg ganske fokuseret på at afgrænse mig som en professionel person, når jeg var i klinik. Jeg havde et stort behov for at gemme mig bag uniformen og ikke vise for meget af min personlighed.

Dels fordi jeg havde fået en forståelse af, at det var uprofessionelt, dels fordi jeg var bekymret for, om patienterne ville komme ind under huden på mig, så jeg ikke ville være i stand til at lægge arbejdsdagen fra mig, når jeg gik hjem.

I takt med at min faglige erfaring og selvtillid er vokset, er jeg blevet mere bevidst om, hvor væsentligt det er at kunne bruge sig selv og sin personlighed professionelt.

Jeg er blevet meget inspireret af nogle af de sygeplejersker, jeg har mødt på min vej gennem studiet.

Alt fra sygeplejersker som ifører sig nissehue og julelys, når de er på arbejde i december, til sygeplejersken som sætter sig ned i øjenhøjde med patienten og siger ”det er da også en møgsituation, du er havnet i, sådan ville jeg også reagere”.

Sygeplejersker, som har formået at bruge deres personlighed til at yde professionel omsorg for patienten.

Der er forskellige måder at bruge sin personlighed på, og jeg er stadig i færd med at finde min egen vej.

Essensen er dog, at jeg tror, at patienten i krise har brug for at blive mødt af et menneske – ikke en kittel.

5. semester omhandler sygepleje til patienter i et kritisk sygdomsforløb. I den forbindelse har undervisningen været præget af det åndelige og eksistentielle aspekt i sygeplejen til denne patientgruppe.

Min underviser sagde i sit oplæg, at trods det naturlige, asymmetriske magtforhold, der er i relationen mellem sygeplejerske og patient, er det i den åndelige og eksistentielle omsorg, sygeplejersker får lov til at gå ind i det rum, hvor vi er ligeværdige med patienten.

Menneske overfor menneske. Det er her, vi kan yde den bedste omsorg, men også her vi kan lære meget om os selv, tror jeg.

En af mine medstuderende havde en oplevelse med en terminal patient, som sagde til hende, at nu måtte hun love ham, at hun ville gå ud at gøre de ting, hun havde lyst til og ikke vente, til hun blev gammel.

Det er en beretning, der i andet led berører mig, når min medstuderende genfortæller den. Livet sættes i perspektiv, og de små problemer med hjertesorg og eksamensstress, jeg går med, kan pludseligt ses gennem helt andre linser.

Jeg mener, at dette er en gave og berigelse, som sygeplejersker får med i arbejdet.

En gave, som det kan være vanskeligt at tage imod, da patienter kan komme ind under huden.

Det er stadig en udfordring for mig og noget, jeg formentlig skal lære at forholde mig til og navigere i de næste mange år. 

Nathalie Kjær Bach er 5. semester-studerende på UC Diakonissestiftelsen

Emneord: 
Sygeplejestuderende