Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Netværk, indsigt, indflydelse og større horisont

Fire nuværende bestyrelsesmedlemmer har valgt ikke at genopstille og løfter her sløret for, hvad de fik ud af at engagere sig i bestyrelsesarbejdet.

Sygeplejersken 2021 nr. 10, s. 50-51

Af:

Henrik Boesen, journalist

logo_kb-lf_valg

Ina Kristensen

Ina Kristensen

  • Ansat i Sygeplejen, Varde Kommune, TR
  • Valgt til bestyrelsen i Kreds Syddanmark 
  • Valgt til kredsbestyrelsen i alt otte gange

Hvorfor gik du ind i bestyrelsesarbejdet? 
Jeg kom med, da jeg havde været TR i knap fire år – var blevet bidt af det organisatoriske. Arbejdsmiljø og -vilkår har altid haft min interesse. I 2003 arbejdede jeg på et lille sygehus, som jeg gerne så repræsenteret. 

Hvad fik du ud af at gå ind i bestyrelsesarbejdet? 
Et større netværk i DSR, indflydelse og ikke mindst kompetenceudvikling – både via kurser og via samvær med de mange andre sygeplejersker, som kommer mange forskellige steder fra og har meget forskellige hverdage.  

Hvor meget (fri-)tid har du brugt på bestyrelsesarbejdet? 
 … et svært spørgsmål. Den overvejende del af tiden har jeg været TR eller FTR samtidig med, og så er der jo overlap. Men der er jo altid læsestof  – især op til et møde/en kongres, og det sker jo i fritiden. Samtidig bor jeg ret tæt på Vestkysten, så jeg har også brugt lang tid på transport  – eller »formøder«, hvis jeg har fulgtes med nogen. 

Er der en særlig situation, du vil huske? 
Det er nok, da vi skulle stemme om den fremtidige struktur, da vi gik fra amtsbestyrelser til kredsbestyrelser  – og afstemningen endte fuldstændig lige. Og så har det også været godt at få 4-årige valgperioder  – især til TR. 

Har du et godt råd til kolleger, som vil gå ind i bestyrelsesarbejdet? 
Lyt, lær, bland dig – og væbn dig med tålmodighed. Fremfor alt: Nyd det – det er en god tid. 

(Privatfoto)

Maria Brinck Krog

Maria Brinck Krog

  • Oversygeplejerske
  • Center for Planlagt Kirurgi, Regionshospitalet Silkeborg, Hospitalsenhed Midt
  • Medlem af Lederforeningens bestyrelse i to perioder

Hvorfor gik du ind i bestyrelsesarbejdet?
Jeg har altid været aktivt deltagende i Lederforeningens møder og konferencer. Da jeg valgte at stille op til bestyrelsen, var det for at være med til den udvikling af Lederforeningen, der var gang i, med den ambition at Lederforeningen fik større betydning for ledende sygeplejersker og større mulighed for at varetage alle områder inden for feltet af ledende sygeplejersker. 
 
Hvad fik du ud af at gå ind i bestyrelsesarbejdet?
Indsigt i det politiske arbejde, der er i DSR, og det at være en del af en bestyrelse. Stor viden om, hvad der rører sig i det danske sundhedsvæsen både kommunalt, regionalt, statsligt og privat. Desuden kendskab til, hvordan det er muligt at få indflydelse til gavn for Lederforeningen. Har fået et stort netværk på tværs af landet.
 
Hvor meget (fri-)tid har du brugt på bestyrelsesarbejdet?
De dage, hvor der har været bestyrelsesmøder, har det betydet, at de ledelsesopgaver, jeg har i min stilling, skulle nås på et andet tidspunkt. Når der ikke er corona, så har jeg i gennemsnit brugt 10 dage om året og nogle aftener.
 
Er der en særlig situation, du vil huske?
Det, at det er muligt at have indflydelse på politiske beslutninger, og hvor meget den rette timing samt tilgang til opgaven betyder, er noget, jeg har lært og noget, jeg kan bruge i mit daglige arbejde som oversygeplejerske.
 
Har du et godt råd til kolleger, som vil gå ind i bestyrelsesarbejdet?
Det er vigtigt, at man har mulighed for at prioritere at komme til møderne, konferencer og andet. Det har stor betydning for arbejdet i en bestyrelse, at man er med til alle møderne, for at der kan ske fremdrift.

(Foto: Mikkel Berg Pedersen)

 

Mette Sofie Haulrich

Mette Sofie Haulrich

  • Plejehjemsleder, Hundested Plejecenter, Halsnæs Kommune
  • Erfaring fra tre kredsbestyrelser: Hovedstadens Amtskreds, Frederiksborg Amtskreds, Kreds Hovedstaden
  • Valgt til kredsbestyrelser i alt otte gange siden 2003

Hvorfor gik du ind i bestyrelsesarbejdet?
Jeg havde været aktiv i DSR som talsperson i hele min studietid og var derefter formand for SLS. I den rolle var jeg en del af hovedbestyrelsen. Da jeg bagefter startede som sygeplejerske, blev jeg TR, og det var en naturlig forlængelse af mit hidtidige engagement også at stille op til amtskredsbestyrelsen, som det hed dengang.

Hvad fik du ud af at gå ind i bestyrelsesarbejdet?
Større viden om DSR’s politiske og organisatoriske arbejde, mulighed for indflydelse på lokale sager/aktiviteter og ikke mindst et stort netværk af engagerede sygeplejersker.

Hvor meget (fri-)tid har du brugt på bestyrelsesarbejdet?
Forberedelse til kredsbestyrelsesmøderne svinger, men gennemsnitligt ca. to timer. Derudover planlægning af og deltagelse i diverse arrangementer.

Er der en særlig situation, du vil huske?
Der er mange; kongresser, hvor der træffes store beslutninger for organisationens og medlemmernes fremtid, at være tættere på overenskomstforhandlinger, og når det lykkes at lave aktiviteter, som rammer plet hos medlemmerne.

Har du et godt råd til kolleger, som vil gå ind i bestyrelsesarbejdet?
At vi alle har forskellige perspektiver, så det er en god idé at lytte til dem, der mener noget andet end en selv for at forstå, hvordan verden ser ud fra deres position og huske, at man i bestyrelsen repræsenterer alle sygeplejersker.

(Privatfoto)

Helle Balling Eriksen

Helle Balling Engelsen

  • Valgt i Kreds Midtjylland
  • Har været med i 20 år

Hvorfor gik du ind i bestyrelsesarbejdet?
Jeg blev TR i oktober 1994. I 1997 blev jeg FTR for sygeplejerskerne på Skive Sygehus og fik udvidet mit kendskab til DSR via den post. Jeg blev flere gange opfordret til at stille op til kredsbestyrelsen og blev nysgerrig på, hvad det indebar. Så jeg stillede op og kom ind.

Hvad fik du ud af at gå ind i bestyrelsesarbejdet?
Jeg fik udvidet min FTR-horisont yderligere og fik endnu mere kendskab til den organisation og det politiske arbejde, som jeg var en repræsentant for. Det var spændende, og jeg trivedes med det. Den politiske vinkel blev mere og mere interessant for mig.

Hvor meget (fri-)tid har du brugt på bestyrelsesarbejdet?
Jeg har brugt mange, mange timer på at læse i min fritid til amts-/kredsbestyrelsesmøder. Ikke plads til det på arbejde. Det er gennem årene blevet mere og mere, der skal læses.

Er der en særlig situation, du vil huske fra din bestyrelsestid? 
Jeg har sjældent været så glad som den dag, min amtskredsformand fortalte mig, at HB havde sagt ja til, at FTR’erne kunne starte på diplomuddannelse. Det havde kredsbestyrelsen lagt stor energi i, skulle lykkedes.  

Har du et godt råd til kolleger, som vil gå ind i bestyrelsesarbejdet?
Nye kredsbestyrelsesmedlemmer skal lægge vægt på at få det rent organisatoriske på plads i organisationen DSR hurtigt. Det giver mere plads til at tale politik, når det er på plads. Gør opmærksom på, at du gerne vil have en mentor, man kan henvende sig til i begyndelsen af perioden, hvis der er spørgsmål, undren og behov for anden støtte.

(Foto: Mikkel Berg Pedersen)

Læs også

"Ja, der skal bruges noget tid"

Har vi de rigtige oplysninger om dig?

Der er snart valg til kredsbestyrelserne og Lederforeningen. Det er dit arbejdssted, der styrer, hvor du kan stille op, og hvem du kan stemme på.

Gør følgende, hvis du vil være sikker på at få adgang til valget i den rigtige kreds:

Tjek og opdater din medlemsprofil på selvbetjening/dsr.dk

  • Er dit arbejdssted korrekt, og arbejder du der også den 1. oktober?
  • Er din mailadresse og dit telefonnummer korrekt?
  • Hvis du er leder – er din lederstatus registreret?

Hvis du har et passivt medlemskab, har du ikke stemmeret. Hvis du ikke er i arbejde, er din adresse afgørende for, hvilken kreds du hører til.

Ved spørgsmål er du velkommen til at kontakte DSR Medlemskab på medlemsregister@dsr.dk eller tlf. 4695 4393