Sygeplejersker skal ikke gribe fysisk ind ved selvskade

Snitsår på arme eller ben. Et hoved, der bliver banket hårdt ind i væggen igen og igen. Blå mærker, dybe kradsemærker eller brændemærker fra cigaretter forskellige steder på kroppen. Skoldninger fra kogende vand eller totter af hår, der bliver revet ud.

Selvskadende adfærd kan se ud på mange måder, men den er ikke en diagnose i sig selv. Den er et symptom, der kan ses hos alle grupper af psykiatriske patienter.

Det anslås, at mellem 50 og 75 pct. af unge med tilknytning til psykiatrien har skadet sig selv inden for det seneste halve år. 

For sygeplejersker i psykiatrien – ikke mindst ungdomspsykiatrien – på døgnafsnit og lukkede afdelinger er selvskadende adfærd derfor i høj grad en del af hverdagen.

Det er dog langt fra alle selvskadende patienter, der bliver mødt med den behandling, de har brug for. Det fortæller psykolog Lotte Rubæk.

”Der florerer mange fordomme og sejlivede myter om selvskade, også blandt sygeplejersker og andre personalegrupper i psykiatrien. En typisk fordom er, at patienterne kun gør det for at få opmærksomhed, og at det derfor er bedre helt at ignorere dem, når de gør det. Det kan f.eks. også være, at selvskaden bliver betragtet som et mislykket selvmordsforsøg,” siger hun.

Covid-19 har forøget selvskade

Lotte Rubæk er én af Danmarks førende eksperter i selvskade og har i mere end 10 år gjort sig gældende som forsker på området.

Hun har skrevet bogen 'Selvskadens psykologi' og har siden 2018 været leder i Team for selvskade – et specialiseret team i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden. 

Sammen med tre andre psykologer – og sygeplejerske Christina Holm Hansen, som du kan læse mere om på side 55 – tilbyder hun ambulant behandling til patienter, der skader sig selv.

Team for selvskade udvikler også læringsmaterialer og efteruddanner miljøpersonale i børne- og ungdomspsykiatrien i selvskade.

”Vi oplever stor efterspørgsel på vejledning, fordi selvskadende patienter fylder ekstremt meget – ikke mindst under covid-19, hvor der har været særligt meget selvskade ude på døgnafsnittene,” fortæller Lotte Rubæk. 

”Det kan påvirke personalet, fordi det hober sig op. De kan måske mærke, at de kommer til at indgå i en dynamik med de selvskadende patienter, hvor de ikke oplever, at de hjælper dem, men hvor de heller ikke ved, hvad de kan gøre anderledes.”

Sygeplejersker skal have mere viden

Ifølge Lotte Rubæk er det derfor er vigtigt, at bl.a. sygeplejersker får mere viden om, hvad der ligger bag selvskaden.

”Når du får indblik i, hvad selvskade er for en størrelse, får du også indblik i nogle af de forstærkningsmekanismer, der kan være i din egen adfærd som sygeplejerske. Det kan f.eks. være, at du prompte går ind og giver nærvær, omsorg og støtte, hver gang en patient har skadet sig selv. Helt instinktivt kan patienten så komme til at lave en kobling mellem selvskaden og omsorgen, måske endda fra en yndlingssygeplejerske. Selvskaden bliver en måde at få omsorg på,” siger Lotte Rubæk.

Der er dog flere måder, sygeplejersker og andet miljøpersonale kan komme til at forstærke selvskadende adfærd hos patienter på og gøre ondt værre – f.eks. med straf eller tvang.

”Nogle sygeplejersker reagerer måske ved at skælde patienten ud eller ved at fratage dem privilegier, når de selvskader. Det kan også være, der bliver brugt tvangsfiksering eller magtanvendelse for at stoppe selvskaden,” siger Lotte Rubæk.

"De fleste episoder med selvskade skal personalet ikke handle på," siger psykolog Lotte Rubæk

Personale kan blive del af selvskaden

Netop selvskade er én af de hyppigste årsager til tvangsforanstaltninger hos indlagte patienter i psykiatrien. Samtidig viser den seneste statusrapport fra Sundhedsstyrelsen fra 2021, at en målsætning fra 2014 om mindre tvang og en halvering af brugen af bæltefikseringer i regionerne ikke er blevet indfriet.

Tværtimod er den samlede brug af tvang steget i perioden.

Det går med andre ord den forkerte vej – og det er ikke godt for de selvskadende patienter, forklarer Lotte Rubæk.

”Der er flere grunde til, at tvangsforanstaltninger ikke er gavnlige for patienten, medmindre de er direkte til fare for deres eget liv eller selvskader så alvorligt, at de kan give sig selv alvorlige mén. Tvang kan f.eks. blive til dét, vi kalder selvskade-by-proxy, hvor patienten måske indirekte foranstalter, at personalet fastholder dem eller laver en bæltefiksering. Personalet bliver så at sige en del af selvskaderitualet,” siger hun.

Tvang kan øge selvskade

Dertil kommer, at tvangsforanstaltninger ofte er skadelige for tillidsforholdet mellem patient og miljøpersonale.

Det kan påvirke kvaliteten af behandlingen og bevirke, at patienten oplever en forværring af deres trang til selvskade under indlæggelse.

”Der er faktisk mange patienter, der ender med at være mere selvskadende, når de bliver udskrevet, end de var før indlæggelsen. Tvangsforanstaltninger er ikke en konstruktiv strategi, som patienten kan tage med sig, når de tager hjem. En bæltefiksering afbryder måske selvskaden på den korte bane, men på den lange bane får patienten ingen værktøjer eller nye mestringsstrategier, som de kan bruge til at håndtere trangen,” siger Lotte Rubæk. 

Selvskade kan smitte personalet

For at imødekomme efterspørgslen efter mere viden på afsnittene, aflive myter og nedbringe tvang, har det siden i sommer været obligatorisk for miljøpersonale i børne- og ungdomspsykiatrien i Region H at gennemgå et grunduddannelsesforløb om selvskadende adfærd.

Team for selvskade med Lotte Rubæk i spidsen står bag det e-læringsmateriale, som skal klæde sygeplejersker, læger og andet personale på til at kunne håndtere selvskade hos deres patienter. Hun peger på evnen til at mentalisere – at forstå egen og andres adfærd – som én af de vigtigste faktorer.

”Selvskade er en måde for patienten at regulere følelser på – svære følelser, der fører til handlinger, som er uoverlagte eller impulsive. Den er meget fysisk handlende i sin natur, og det kan faktisk smitte af på miljøpersonalet,” siger Lotte Rubæk. 

”Som f.eks. sygeplejerske på et døgnafsnit kan du nemt blive følelsesmæssigt påvirket at være i det her intensive miljø, og når du er følelsesmæssigt presset, så bliver din evne til at mentalisere faktisk nedsat.”

Mentalisering, ikke handling

Psykologen peger på, at en nedsat evne til at mentalisere hos personalet kan føre til impulsive reaktioner på selvskadende adfærd hos patienten – måske i form af hurtige beslutninger om øget overvågning, mere mandsopdækning eller om at øge medicindosis.

”Det er ikke optimalt, for langt de fleste episoder med selvskade skal personalet egentlig ikke handle på. Mange af de her patienter har skadet sig selv i flere år, og det er enten deres foretrukne eller eneste metode til følelsesregulering. Derfor skal vi heller ikke forvente, at de holder op, bare fordi de bliver indlagt,” siger Lotte Rubæk.

Hun opfordrer i stedet til, at bl.a. sygeplejersker lader være med at gribe ind og i stedet møder deres selvskadende patienter i øjenhøjde:

”Et af de vigtigste formål med indlæggelse er at samarbejde med patienten om at forstå, hvorfor de skader sig selv, hvilken funktion selvskaden har, hvad der udløser trangen – og hvor vi kan sætte ind henne, så de får nogle nye strategier, patienten også kan bruge derhjemme.” 

Læs også

Hun lærer unge at håndtere deres selvskade online