25.000 kr. ekstra for ikke at sige op

Pengekassen var lukket, da sygeplejerskerne strejkede for at få mere i løn. Men manglen på sygeplejersker er nu så problematisk, at regioner og sygehuse åbner for flere lønkroner. Bare ikke varige lønforhøjelser. Vi har ellers råd, siger sundhedsøkonom.
Illustration: Mikkel Henssel

Hvis du stadig er her 1. maj 2022, får du en bonus på 15.000 kr. Og der vanker 10.000 kr. ekstra, hvis du ikke har sagt op 1. oktober. 

Sådan lyder en ny aftale for omkring 20 sygeplejersker på Medicinsk Afdeling på Sygehus Sønderjylland, Aabenraa. Indgået mellem sygehuset og Dansk Sygeplejeråd, Kreds Syddanmark. 

”Det var nødvendigt at gøre noget. Vi har brug for, at nogle af de rutinerede sygeplejersker bliver, så der er nogen til at lære nye op,” siger Jesper Møller Iversen, økonomi- og planlægningschef på Sygehus Sønderjylland. 

Den medicinske afdeling har i længere tid haft problemer med at rekruttere og fastholde sygeplejersker. Derfor de ekstra penge til lønbonus, som tilføres afdelingen.

”Det er ikke ekstra penge, vi har fået af regionen. Det er penge, vi finder inden for sygehusets budget på 2,1 mia. kr.,” fortæller Jesper Møller Iversen. 

Flere engangspenge på vej

Fastholdelsestillægget til gruppen af sygeplejersker på Sygehus Sønderjylland viser, at der er penge at hente. Hvis det står slemt nok til. 

I regionerne er politikerne også ved at forstå, at der er massiv sygeplejerskemangel. En efter en melder de ud, at de har fundet særlige midler til at løse de akutte problemer. Men der er primært tale om engangsvederlag. 

Region Syddanmark meldte i slut-november ud, at der var ”et større millionbeløb” på vej for at afhjælpe de mest belastede områder på sygehusene, og i Region Hovedstaden har regionsrådet besluttet at lave en ”vinterpakke” på 30 mio. kr. til fordeling mellem hospitalerne.

Bl.a. med særlig fokus på lønmidler via engangsmidler, initiativer, der understøtter klinikken og kompetenceudvikling. 

I Region Sjælland er der afsat 15 mio. kr. til varige kompetencetillæg og 15 mio. til engangstillæg til plejepersonalet på medicinske afdelinger og akutafdelinger. 

En midlertidig milliard

I begyndelsen af december blev regeringen så enig med sine støttepartier om en del-aftale til finansloven for 2022 – en såkaldt coronavinterpakke.

En milliard kroner skal gå til midlertidige løntillæg til alle faggrupper i sundhedsvæsenet for at fastholde personale og motivere til overarbejde.

Men som finansminister Nicolai Wammen (S) understregede:

”Der er ikke tale om et permanent løft. Det er en midlertidig løsning.”

Ifølge Kjeld Møller Pedersen i Børsen kan de midlertidige midler ende med at være som at tisse i bukserne: 

“Man får varmen ved at vise, at man har sendt penge afsted, men det løser ikke det grundlæggende lønproblem hos sygeplejerskerne og andre faggrupper i sundhedsvæsenet.”

”Der ER råd til lønstigning”

Spørger man en anden professor i sundhedsøkonomi, Jes Søgaard, er der rent faktisk råd til at give landets sygeplejersker den månedlige lønstigning på 5.000 kroner, som de ønsker.

”2-2,5 mia. kr. ekstra om året kan Finansministeriet sagtens klare. Men der vil nok komme andre faggrupper, som så også vil have mere i løn. Til gengæld vil stat og kommuner jo så få en del af pengene tilbage i skattebetaling. Så jeg mener, der er råd til det,” siger han til KøbenhavnLIV.

Læs mere om løn og midler i dette nummer af Sygeplejersken

Emneord: 
Løn