Studerende i praksis: "Derefter gik jeg i baglås og overtænkte alt, hvad jeg sagde … "

Studerende kan ikke undgå at lave fejl, og det skal de acceptere. Uden fejl - ingen udvikling.

Julie Feldborg
Julie Feldborg
Jeg husker dengang, jeg startede på uddannelsen, hvor et helt specielt udtryk blev introduceret for os: ”Yes, jeg lavede en fejl”. 

På daværende tidspunkt virkede det mærkeligt, og jeg tænkte for mig selv: Meningen er vel at undgå fejl? Nu har jeg gennemført fire praktikforløb og ser nok dette udsagn i et andet lys. 

Fejl behøver ikke at være noget katastrofalt. Man vil lave små fejltrin undervejs. Det er en del af ens læring. Vi lærer ikke alting på skolebænken og bliver derfor nogle gange kastet hovedkulds ud i nye opgaver. 

De vil ikke altid blive løst fejlfrit, hvilket er okay. Noget jeg har lært i mine praktikker, selvom det har 
taget mig lang tid. 

Jeg husker en episode, der ikke ligger så langt tilbage. Jeg skulle have en samtale med en patient, og jeg havde aftalt med min vejleder, at jeg skulle stå for samtalen uden hjælp.

Det var min første selvstændige samtale, og jeg kastede mig med glæde over opgaven.

Det gik også fint sådan ca. de første fem minutter. Derefter gik jeg i baglås og overtænkte alt, hvad jeg sagde og ikke sagde.

Jeg blev nervøs for at sige noget forkert og noget, der ikke passede ind i alle de teorier, vi har lært. Stilheden blev stor, men min vejleder kom mig heldigvis til undsætning.

I situationen blev jeg mildest talt tosset på mig selv, og jeg syntes, det var virkelig pinligt, for vi skulle jo ”bare snakke”. 

Jeg blev rost for mit arbejde og fik lov til at lade mine frustrationer over mig selv falde til jorden. Senere samme uge brugte min vejleder situationen til fælles refleksion.

Vi fik talt om min oplevelse af situationen og den usikkerhed, jeg følte over mine egne kommunikative evner.

Det hjalp, men jeg var helt ærligt stadig frustreret over min egen præstation. 

Jeg har heldigvis haft mange succesoplevelser sidenhen, men disse er også betinget af den fejl, jeg lavede dengang. For episoden har lært mig at stole mere på mig selv og bare være nærværende i det, der sker her og nu med patienten.

Jeg stoler nu mere på, at det jeg kommunikerer, er godt nok, ud fra at jeg altid vil mine patienter det bedste.

Det er helt klart pga. min vejleder, at jeg i dag kan sige sådan. For hun lod mig lave fejlen uden at være skuffet over mig eller forvente, at jeg klarede det bedre.

Hun lod mig være frustreret over mig selv. Og endnu vigtigere, hun hjalp mig med at sætte ord på min oplevelse, så den kunne vendes til noget positivt. 

Selvom det ikke gav særlig meget mening på første semester, så havde mine undervisere ret dengang, og det har de stadig. Det hedder: ”Yes jeg lavede en fejl”.

Alle mine fejl har jeg nemlig lært enormt meget af, og endnu vigtigere så har de udviklet mig og min sygepleje og gjort mig endnu dygtigere. 

Julie Feldborg er sygeplejestuderende på 5. semester, UC Syd, Åbenrå

Emneord: 
Sygeplejestuderende