Fra plejehjem til en medicinsk afdeling

Da smittekurven skød i vejret i december og Danmark for anden gang blev lukket ned, tog de situationen med ophøjet ro på Møllegården Plejeboliger.

Som andre steder i landet havde den flere måneder lange dans med corona medført mange nye regler og rutiner, men foreløbig havde personalet på plejehjemmet i Gladsaxe Kommune formået at holde covid-19 fra døren. 

Det fortæller Rie Sarauw, der er sygeplejerske på plejehjemmet. Sammen med kollegerne Susanne Hostrup og Mie Bengtson havde hun derfor også fuld tiltro til, at de gode takter ville fortsætte.

”Vi tog selvfølgelig situationen lige så alvorligt som alle andre, men under første nedlukning gik det rigtig fint. Vi havde ikke haft nogen smittetilfælde og følte, vi havde styr på det. Måske tænkte vi endda lidt, at det ikke ville ske for os,” siger hun.

Men det skete. Selv med afstand, brug af værnemidler, hygiejneprocedurer og begrænsede besøg fra pårørende slap virussen indenfor.

På kort tid blev flere af beboerne på plejehjemmets somatiske afdeling testet positiv for covid-19 – og trods forsøg på at opspore og inddæmme smitten, varede det ikke længe, før den bredte sig.

”Vi forsøgte at holde det på 1. sal, hvor de første tilfælde var, men vi har en del personale, som bevæger sig op og ned. Samtidig var vi især udfordret af lange ventetider på podning og testsvar, så selvom vi selvfølgelig sørgede for at isolere beboere med symptomer på covid-19, så var det ofte for sent at isolere de smittede, der ikke havde udvist symptomer,” siger Rie Sarauw.

Da udbruddet på Møllegården var på sit højeste, var næsten alle beboerne på afdelingen og en stor del af det faste personale smittet med covid-19.

Det betød, at det meste af den daglige pleje måtte overlades til medhjælpere eller vikarer, der hverken kendte afdelingen eller beboerne.

”Vi har nogle faste vikarer tilknyttet, men de ville forståeligt nok ikke komme, fordi de var bange for at blive smittet. Derfor måtte vi bruge nye vikarer fra et vikarbureau, ofte sammen med pædagoger og social- og sundhedshjælpere fra vores faste personale. Alle gjorde deres bedste, men når man ikke er sygeplejefagligt uddannet, så har man jo ikke forudsætningerne for at kunne observere og reagere på medicinsk syge mennesker,” siger Susanne Hostrup.

Som resultat blev den basale sygepleje nedprioriteret.

”Nærmest fra den ene dag til den anden blev vi forvandlet fra plejehjem til en fuldt belagt medicinsk afdeling. Der var for mange syge og for få kvalificerede hænder til, at vi kunne give hver enkelt beboer den tid og opmærksomhed, de normalt ville få. De fik selvfølgelig pleje, men det kunne f.eks. være sådan, at man kom ind til en beboer, der var tydeligt præget af mangel på væske eller mobilisering,” siger Mie Bengtson.

Vil inddrages i planlægningen

De mange smittede beboere og manglen på faglighed var hård kost for det tilbageværende personale, og ikke mindst for pædagogerne og social- og sundhedshjælperne, der ikke havde erfaring med at krisehåndtere syge og sårbare demensramte.

”Det var svært at være i for os allesammen, men måske især for det ikke-sygeplejefaglige personale. Beboerne var isolerede i deres boliger, uden ret megen menneskelig kontakt og psykisk omsorg. Nogle af dem døde jo også undervejs. Det betød, at noget af personalet nogle gange stod og græd, når de var kommet ud på gangen, fordi de følte sig overvældet af hele situationen,” fortæller Mie Bengtson.

For sygeplejerskerne var der ikke meget andet at gøre end at hænge i og håndtere smitteudbruddet så godt, som omstændighederne tillod. Det medførte mange timers overarbejde og en følelse af magtesløshed.

”Vi tog det én dag ad gangen og løste problemerne, når de opstod. Jeg synes, vi klarede det godt, men det var hårdt, og det er klart, at der er nogle ting, man ikke får øje på, når man står midt i orkanens øje. Derfor har vi også snakket meget om det efterfølgende for at finde ud af, hvad vi måske kunne have gjort anderledes,” siger Susanne Hostrup.

Hun peger blandt andet på vejledning omkring grundig håndvask, afspritning og korrekt brug af værnemidler som et potentielt svagt punkt.

”Personalet vidste jo godt, hvordan man gjorde, men teori er jo én ting – der er noget andet, når man står i det og samtidig er i krise. Derfor skal vi måske have mere fokus på hyppig og konkret gennemgang af hygiejneprocedurerne, hvis vi skal stå stærkere. Det kunne f.eks. også være en idé, at personalet skal gå med uniform, da tøj jo kan være en smittekilde og vasketøjet måske ikke bliver håndteret helt korrekt derhjemme,” siger Susanne Hostrup.

Rie Sarauw er enig. Hun ser derfor gerne, at sygeplejerskerne bliver inddraget i beredskabsplanlægningen både før og under en lignende krisesituation, så deres erfaringer kan komme i spil.

”Vi er i dialog med ledelsen omkring det, og der kommer til at være et efterspil, hvor vi skal evaluere på forløbet i fællesskab. Vi fandt f.eks. først ret sent i smitteudbruddet ud af, at vi faktisk har mulighed for at låne plejepersonale fra andre plejehjem i kommunen. Det er nyttig viden, for det gjorde en mærkbar forskel for os og beboerne, at vi havde flere sygplejefaglige hænder til rådighed,” siger hun.

Caption 

”Vi har sparret meget med hinanden for at blive klogere på, hvad vi måske kunne have gjort anderledes og hvad vi kan lære af det,” siger Rie Sarauw (th). Her sammen med kollegaerne Mie Bengtson (midt) og Susanne Hostrup (tv).

Attribution 

Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Der skal være en hånd på roret

Da stormen var redet af, og coronaen havde sluppet sit tag i Møllegårdens beboere og personale, begyndte leder af Møllegården Jessie Lykke også at spekulere over, hvad man kunne have gjort anderledes i forløbet.

Hun roser først og fremmest sygeplejerskerne og det øvrige personale for deres indsats, men er samtidig enig i, at erfaringerne skal omsættes til noget konkret.

”Man kan sige, at vi i høj grad har lagt skinnerne, imens vi kørte toget. Ingen af os havde prøvet noget lignende før, og vi har været meget udfordret på mange fronter. Derfor vil der naturligvis være ting, vi kunne have gjort bedre – og det skal vi tage med videre,” siger Jessie Lykke.

Lederen har haft fokus på, at der skal være to til tre faste ansvarshavende personer, som tager teten ved alvorlige smitteudbrud, og at plejehjemmets beredskabsplan – de såkaldte ”action cards” – skal opdateres, så det er klart for personalet, hvordan de skal agere i situationer som dén, der opstod i december. 

Hun fortæller, at der bl.a. er blevet oprettet en arbejdsgruppe, som har til formål at evaluere på forløbet. Selv har Jessie Lykke erfaret, hvor vigtigt det er, at der altid er én, der har hånden på roret, når krisen rammer.

”Der skal være et fyrtårn, som personalet kan rette sig mod, når sådan noget her sker. Den daglige leder på afdelingen var sygemeldt, og det har naturligvis påvirket trygheden hos de ansatte. Samtidig ændrede vi jo nærmest retningslinjer fra dag til dag i takt med, at situationen udviklede sig, og derfor har det også betydet enormt meget, om der var nogen til at samle personalet op, når de følte sig modløse eller overvældede – én, som kunne sige, ”dét her gør vi i dag og dét her gør vi i morgen,” siger Jessie Lykke.

Også for sygeplejerskerne har det været værdifuldt at reflektere over, hvad der skete, da covid-19 fandt vej indenfor. De opfordrer andre plejehjemssygeplejersker til at gøre det samme – og ikke mindst til at sparre med hinanden på den anden side af corona. Mie Bengtson:

”Jeg kunne godt tænke mig, hvis vi måske kunne arrangere noget faglig sparring med andre plejehjem, måske bare her i kommunen. På hospitalerne og i regionerne udveksler de jo ofte erfaringer med hinanden, når kriserne er overstået. Måske kunne vi gøre det samme?”