Sygeplejersken
Kampklar
Målrettet og rebelsk. Kirsten Stallknecht blev smidt ud af sygeplejeskolen i Holbæk, men slog dørene ind på fagets vegne og forvandlede Dansk Sygeplejeråd fra tanteforening til fagforening.
Sygeplejersken 2021 nr. 6, s. 52-53
Af:
Nana Toft, journalist
Knaldrøde boksehandsker. Sådan et par prydede væggen på Kirsten Stallknechts kontor i årevis.
Hun havde fået dem af den daværende chefredaktør for Sygeplejersken, Peter Skeel Hjorth, der ville rose hende for hendes præstation i en tv-duel med den daværende formand for Fremskridtspartiet, Mogens Glistrup.
Kirsten Stallknecht havde ingen ambitioner om at slå folk ud. Men at hun elskede en god kamp, var der ingen tvivl om. Det fortæller både Trine Gjesing Antvor fra Dansk Sygeplejehistorisk Museum og Susanne Malchau Dietz, nær ven og sygeplejehistoriker.
“Kirsten var stolt af de handsker. Men de passede også til hende. Uforfærdet som hun var. Absolut ikke bange for en konflikt og med et skyhøjt drive,” forklarer Susanne Malchau Dietz.
“Men hun opnåede jo også meget. Det var hende, der forvandlede Dansk Sygeplejeråd fra dét, der før var blevet kaldt en tanteforening, til en decideret fagforening med konfliktret,” konstaterer Trine Gjesing Antvor.
Opgør med de pæne pigers klub
Konfliktretten benytter Kirsten Stallknecht sig af i december 1973, hvor den første sygeplejerskestrejke begynder. Resultatet bliver, at de nederste løntrin i overenskomsten forsvinder. Lønmæssigt gør det ikke den store forskel, men signalet er vigtigt.
“Det er et endegyldigt opgør med de pæne pigers klub og forestillingen om, at dét at være sygeplejerske er et kald, der hverken skal have respekt eller aflønnes ordentligt,” fortæller Trine Gjesing Antvor, der kalder Kirsten Stallknecht en kvinde “rundet af sin samtid”.
“Da hun som 30-årig, i øvrigt som yngste kvinde nogensinde, får formandsposten i 1968, befinder samfundet sig midt en brydningstid. En tid, der kaldte på forandring.
Det havde hun blik for,” siger Trine Gjesing Antvor, og uddyber:
“Og det er det blik og den indstilling, der driver hende. I en sådan grad at andre i hendes samtid kalder hende kontant. Ligefrem diktatorisk.”
Blev smidt ud af sygeplejeskolen
Som først tæt samarbejdspartner og senere nærmeste ven, kan Susanne Malchau Dietz ikke genkende det diktatoriske, men mere det rebelske i form af en styrke, en selvstændighed og en trang til at gøre op med samtidens normer.
En fortælling, som Kirsten Stallknecht i øvrigt har grinet af flere gange siden, er den om, at hun blev smidt ud af sygeplejeskolen i Holbæk. Fordi hun havde haft “mandfolk på værelset.”
“I dele af faget skulle man stadig være dydig og nonneagtig. Men den slags normer lå Kirsten ikke under for, og efter lidt forhandlinger fortsatte hun sin uddannelse på Rigshospitalet, hvor man var lidt mere liberale,” fortæller Susanne Malchau Dietz.
“Historien er karakteristisk for Kirsten. Hun lod sig virkelig ikke slå ud, når der var en sag at kæmpe for,” siger Susanne Malchau Dietz.
Trine Gjesing Antvor fremhæver også anekdoten om den berømte kande, der havde tilhørt Florence Nightingale, og som Kirsten Stallknecht satte alt ind for at skaffe. Så hun kunne give den til Sygeplejehistorisk Museum.
“Hun snuppede den for næsen af museumsfolkene fra Florence Nightingale-museet i London. Før den overhovedet kom på auktion. Det tror jeg virkelig, hun frydede sig over,” fortæller Trine Gjesing Antvor.
Gik efter magten for sagens skyld
Hvad der ikke er blevet fortalt så mange gange i beskrivelser af Kirsten Stallknecht, handler om den ydmyghed, hun også besad, fortæller Susanne Malchau Dietz.
I de mange år, hvor Susanne Malchau Dietz var formand for Dansk Sygeplejehistorisk Selskab, og senere i andre anledninger, fulgtes hun og Kirsten Stallknecht ad på konferencer og faglige møder.
Her satte Kirsten Stallknecht sig konsekvent på bageste række.
“Hun vidste, at hun ville tiltrække opmærksomhed, men roret var overgivet til andre, og sådan ville hun have det. Sådan var hun også: En der gav rum og plads til den anden,” fortæller Susanne Malchau Dietz.
For nok gik Kirsten Stallknecht efter magten. Hun vidste, at hvis man ville have indflydelse, skulle man være der, hvor magten var, eller kende dem, der havde den.
Kirsten Stallknecht fik derfor et imponerende netværk i både ind- og udland.
“Men jeg synes, det er væsentligt at pointere, at hun gik efter magten – ikke for egen vindings skyld, men for sagen,” understreger Susanne Malchau Dietz.
Et sidste farvel
I disse uger forsøger Susanne Malchau Dietz at fordøje tabet af sin nærmeste ven gennem mere end 20 år. Det er svært. For hvor Kirsten Stallknecht var klar til at dø, var Susanne Malchau Dietz ikke klar til at sige farvel.
Det kunne ikke være anderledes, og derfor er hun dybt taknemmelig for, at Kirstens familie lod hende være med, da hun døde.
“Når jeg på fredag er med til at bære kisten ud af kirken, så tager jeg endegyldigt afsked med min bedste ven. Danmark og sygeplejen, nationalt som internationalt, siger farvel til en stor og betydningsfuld personlighed i fagets historie. Kort sagt var Kirsten Stallknecht, med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens ord “en af sit århundredes største, kvindelige politikere,” lyder det fra Susanne Malchau Dietz.
“Selv ved jeg, at det var Kirsten magtpåliggende at blive husket for den person, hun var, og den faglige styrke, hun besad. Det var hendes ønske til sit eftermæle,” siger Susanne Malchau Dietz.
Læs også