Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Læserbrev: Kvalitet og sikkerhed truet

"Jeg er bekymret for risici i forhold til sygeplejens kvalitet og patientsikkerheden."

Sygeplejersken 2021 nr. 6, s. 19

Af:

Kirsten Martine Andersen, sygeplejerske

Kommentar til artiklen ’Vi mangler en bro mellem teori og praksis’ og debatindlægget ’Vi har fostret en forfejlet uddannelsestænkning’ i Sygeplejersken nr. 2/2021.

I Sygeplejersken nr. 2/2021 er der en artikel om sygeplejestuderende Xenia Løwe Scherer samt et debatindlæg af ledende oversygeplejerske Lene Lydia Breum.

Begge debattører påpeger mangler i uddannelsen i forhold til bl.a. brobygning mellem teori og praksis og den nyuddannede sygeplejerskes manglende evne i det basale håndværk samt forståelse for at være en del af et praksisfællesskab.

Min uddannelse er fra en anden tid (1967-71).

Vi lærte den grundlæggende sygepleje ved patienten og sengen, vi blev oplært af erfarne sygeplejersker, var med i vagter, og blev inddraget i den pågældende afdelings øvrige aktiviteter, som f.eks. at komme med til diverse undersøgelser og operationer.

Efter endt uddannelse følte vi os i stand til at tage ansvar.

Jeg er ligesom Xenia bekymret for risici i forhold til sygeplejens kvalitet og patientsikkerheden.

Som pårørende pt. på et kirurgisk afsnit, møder jeg et ungt personaleteam med ansvar for dårlige, pleje- og behandlingskrævende patienter med individuelle forløb.

Indlæggelsestiden er kort, effektiviseringen høj med genindlæggelser til følge (min pårørende blev genindlagt efter tre dage).

At få en lægesamtale før udskrivelsen var en kamp, og sygeplejersken var ikke behjælpelig, så pårørende opgiver og fornemmer sig til besvær.

Jeg er frivillig bisidder i Danske Patienter og har deltaget i mange dialogmøder, hvor manglende information og dårlig kommunikation har været en del af klagen.

Så hvorfor er det så svært at give patienten 10-15 min. kvalitetstid fremfor at modtage klager?

Jeg håber, at debattørerne trænger igennem med deres budskab til de uddannelsesansvarlige!

Hvis vores fag fortsat skal fortjene anerkendelse og respekt, skal debattørernes opråb tages alvorligt og ikke tilsidesættes, fordi der mangler 1.000 sygeplejersker.

Det er nu, vi skal have både de nye og de erfarne til at blive i faget og løfte kvalitet og patientsikkerhed.

Kirsten Martine Andersen er sygeplejerske