Hørt: "Vi har ikke råd til at bo i hus i København"

Melanie Clivaz-Nielsen og kæresten skal til at finde flytte­kasserne frem. For med hendes sygeplejerskeløn er en bolig i København ikke en mulighed. Det er urimeligt, at sygeplejersker får så lav en løn, når de har så stort et ansvar, mener hun.
32-årige Melanie Clivaz-Nielsen mener, at sygeplejersker skal have en retfærdig løn, der afspejler deres arbejdsvilkår og ansvar. I dag får hun en løn, som betyder, at hun og kæresten er nødt til at flytte ud af København.
Foto: Claus Bech

ikon-hoert“Det er uretfærdigt, at der er så stor lønforskel mellem mandefag og kvindefag. Det giver ikke mening med den tjenestemandsreform fra 1969, som gør, at vi ligger så lavt i lønhierarkiet.

Den bygger på et forældet kvindesyn, hvor kvindens løn blot var et tilskud til mandens. Men vi er nu i en anden tid end dengang.” 

Sådan siger Melanie Clivaz-Nielsen, der arbejder på et plejehjem i København.

Hun stiller op for SF til regionsrådet i Region Hovedstaden og håber, at hun ad den vej kan bidrage til at skabe bedre forhold for sygeplejersker, bedre introduktionsforløb og normeringer på hospitalerne.

Men hun ved godt, det ikke er her, at hun ændrer ved den urimelige lønforskel.

“Det slag skal vindes på Christiansborg,” siger hun.

Den uretfærdige løn rører hende så meget, at hun og SF-medkandidaten og sygeplejerske Stine Roldgaard for nylig skrev et debatindlæg i avisen.dk. Og det er ikke bare efterslæbet fra 1969, der får hende til at se rødt, når hun kigger på lønsedlen:

“Mine akademikervenner tjener væsentligt mere end mig, uden at de har samme ansvar. De har samtidig en mere forudsigelig vagtplan. Vi sygeplejersker har skiftende vagter, vi kan ikke altid planlægge frem i tiden, vi er forkludrede i hovedet efter nattevagter og går tit rundt og frygter, om vi nu også kan holde jul, påske eller sammenhængende sommerferie med vores familie. Og det bliver vi nødt til at råbe højt om, hvis vi vil ændre lønnen.”

Stort ansvar trætter

Hun synes, det er urimeligt, at sygeplejerskers høje ansvar ikke bliver honoreret.

“Min kæreste sagde forleden: “Du er meget træt, når du kommer hjem fra arbejde.” Og ja, det er jeg. Vi bruger så meget energi, når vi er på arbejde. Som sygeplejerske på et plejehjem er jeg en af dem med højest uddannelse og ansvar, så jeg bliver hele tiden afbrudt, fordi jeg skal løse forskellige sygeplejefaglige problemer. Så når jeg kommer hjem, har jeg ikke altid overskud til at være den kæreste eller veninde, jeg gerne ville være,” siger hun og tilføjer:

“Vi fortjener en højere løn. Det blev allerede tydeligt for mig som nyuddannet sygeplejerske for 4½ år siden. Der arbejdede jeg på hospitalet og kunne med det samme se, at alle de akutte situationer og det store ansvar, jeg stod med, slet ikke hang sammen med det, jeg tjente.”

Er det så det værd?

På spørgsmålet om, hvorfor hun overhovedet blev sygeplejerske - hun vidste jo, hvad hun gik ind til: lav løn, højt ansvar og ofte et højt tempo - kommer svaret hurtigt: 

“Det er noget andet at prøve det på egen krop. Du får ikke en forsmag på det her under studiet, hvor man er beskyttet af en sygeplejerske, der har et medansvar. Med det samme man er uddannet, står man med et kæmpe ansvar. Og en urimelig lav løn – bare fordi vi er i et kvindefag. Vi bor i Valby. Men vi har lige købt hus i Ishøj. Der er flere årsager til, at vi flytter lidt væk fra København. En af dem er min lave løn. Vi har ikke råd til at bo i hus i København,” siger hun og tilføjer:

“Så er det, man spørger sig selv. Er det så det værd?” 

Emneord: 
Løn