Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Skiftedag: "Jeg sætter mit lille fodaftryk på BørneRiget"

"Mit hjerte banker for arbejdet med familier med børn i alle aldre"

Sygeplejersken 2021 nr. 7, s. 66

Af:

Laura Elisabeth Lind, journalist

sy7-2021_skiftedag_cecilie-rarup-henriksen
Cecilie Raarup Henriksen, 28 år.

Nyt job: Januar 2021 i en uddannelsesstilling som intensivsygeplejerske på Rigshospitalets neonatalafdeling, der i 2025 bliver til det nye BørneRiget. 
Kom fra: Fem år på Hvidovre Hospitals neonatalafdeling. Desuden knap fire måneder i Nuuk på en medicinsk afdeling.

”Jeg havde længe haft overvejelser om, at der snart skulle ske noget i min karriere. Jeg trængte til udvikling og havde leget med tanken om at søge ind på en kandidatuddannelse.

For jeg synes, at ledelse er spændende.

Men så stødte jeg på det her jobopslag og kunne mærke, at jeg kunne blive klædt bedre på til ledelsesvejen, hvis jeg fik mere klinisk erfaring med fra det neonatale og fra pædiatrien.

Og samtidig kunne jeg mærke, at jeg ikke var helt klar til at svigte det kliniske endnu. For stillingen var virkelig interessant. Det er unikt, at man vinkler det intensive inden for pædiatrien.

Og mit hjerte banker for arbejdet med familier med børn i alle aldre. Så stillingen tiltalte mig meget.

Specialuddannelsen til intensivsygeplejerske tager halv-andet år. Jeg er nu i gang med et halvt års introduktionsforløb i et team, der yder intensiv pleje af stabile børn født til tiden.

Her er vi en højspecialiseret afdeling med intensivpladser f.eks. til børn med kendte hjertefejl, børn født med misdannelser af organer, børn, der har lidt svær iltmangel under fødslen, og der er også et team til de ekstremt for tidligt fødte.

Vi modtager børn fra hele Rigsfællesskabet og har et transporthold, der kan hente børn i en særligt indrettet babylance, med fly eller helikopter.

Jeg har altid været meget fascineret af det hold, når jeg har mødt dem på min tidligere arbejdsplads, og kunne virkelig godt tænke mig, at jeg en dag bliver en del af holdet, der flyver ud til Færøerne og Grønland eller kører til andre danske landsdele for at hente børn til BørneRiget.

For det er et lille hold, der arbejder tæt sammen i de her akutte situationer. Det giver et helt særligt sammenhold og en faglig stolthed, når man klarer de her akutte situationer sammen.

Men foreløbig er jeg her på afdelingen. I min tidligere stilling var de indlagte børn mindre syge end på Rigshospitalet, og der var meget fokus på familiedannelse og amning.

Jeg håber, at jeg kan være med til at bringe en smule af det normale og familiecentrerede ind i det højintensive felt.

Selvom det er intensivt syge børn, vil jeg f.eks. meget gerne fremme hud-mod-hud hos forældrene og alt det, der understøtter tidlig mælkeproduktion.

Det kan også give bedring.

Men det er svært, for familierne har ikke enestuer nu og skal derfor også forholde sig til naboens barn, der pludselig kan blive meget syg – oven i at de selv bearbejder deres egen krise.

På BørneRiget bliver hele miljøet mere familievenligt. 

Vi får en intensiv neonatalafdeling for de helt små og en intensiv børneafdeling for børn fra 28 dage efter fødslen og op til 18 år. Det er virkeligt spændende at være med helt fra start. Jeg sætter mit eget lille bitte fodaftryk på BørneRiget.” 

Savner du inspiration til karrieren?

Hent råd og vejledning om karriere og jobsøgning på dsr.dk Som medlem kan du booke tid til personlig sparring om jobsøgning, efter- og videre-uddannelse eller karrieremuligheder.

Læs mere på dsr.dk/job-og-karriere