"Jeg havde mit drømmejob. Så kom covid."

Det startede med, at jeg fik ondt i maven. Jeg var lige kommet tilbage fra sommerferie i august 2020 og begyndte at få kvalme.

Når jeg sendte en mail, vidste jeg, at det ville betyde minimum 10 nye mails tilbage, hvilket jeg pludselig ikke kunne overskue. Så jeg mistede overblikket. Og mit faglige drive. 'Op på hesten igen,' sagde jeg til mig selv. ”Det går jo nok.” 

Men det gjorde det ikke. 

Jeg sad ellers i min drømmestilling. Jeg var gået direkte fra, hvor jeg havde taget en overbygning på min sygeplejerskeuddannelse, til en konsulentstilling i Region Sjælland, hvor jeg havde det sundhedsfaglige ansvar for alle sociale botilbud i regionen.

Det var et fantastisk job. Jeg var vild med det. Det var udfordrende, udviklende, kompliceret. Men det var også et job med en arbejdsuge på 50-60 timer samt ubegrænset mobil og pc. 

Alligevel var det ikke så meget antallet af timer, der var problemet. Det var heller ikke det forholdsvis store ansvar eller dét, at jeg på flere måder sad alene med mit ansvarsområde og skulle sætte mig ind i detaljerne af både psykiatrilov samt sundheds- og socialloven. For jeg blev udvist stor tillid.

Så kom covid. 

Ingen vidste, hvor stort det ville blive. Jeg kan stadig huske den første gang, jeg gik ind på Sundhedsstyrelsens hjemmeside og læste en instruks og efterfølgende sendte den ud til bostederne. 

Den 16. marts 2020 blev vi sendt hjem. Så sad jeg der med min mand og vores fire hjemmeboende børn. 

Og så begyndte det.

Lørdag kunne jeg ikke stå op af sengen 

Lynhurtigt var det ikke kun min nærmeste chef, jeg skulle kommunikere med. Det var de helt store chefer. Alt blev løftet op i et helt andet luftlag, end jeg havde været vant til.

Samtidig gik jeg all-in på at skulle bære de her botilbud gennem krisen. De var i forvejen presset med at skulle passe på sårbare borgere: psykisk syge, handicappede.

Så fra marts til juli 2020 gik 95 pct. af min tid med covid, op mod 70 timer om ugen, hvor de kunne ringe døgnet rundt.

Min oplevelse var, at der ikke var nogen, der lyttede til, hvordan man havde det på bostederne, så jeg så det som mit ansvar at løse den opgave. 

Udfordringen var, at jeg, udover det arbejde, der i forvejen fyldte et årsværk, lige fik et helt årsværk – et covid-årsværk – oveni. 

Så jeg så frem til mine tre ugers sommerferie. 

Der gik ikke lang tid, før symptomerne kom snigende, efter ferien var slut, og da min chef i midten af august kom og fortalte, at der skulle ske nogle organisationsændringer, var det den berømte dråbe, der fik bægret til at flyde over. 

Det var helt reelt. Organisationsændringerne var ok. Der var intet i det. Jeg vidste bare, det sekund hun fortalte det, at dét skulle jeg ikke. Min krop sagde simpelthen fra. 

Så jeg søgte nyt job om onsdagen, var til samtale torsdag, fik det, sagde op og gik på weekend om fredagen.

Lørdag morgen kunne jeg ikke stå op af sengen. Det var fysisk umuligt. Da jeg prøvede igen om søndagen, lykkes det heller ikke. Mandag ringede min mand til lægen, der sygemeldte mig. 

Jeg nåede aldrig tilbage til min tidligere arbejdsplads.

Jeg skal sige fra langt tidligere

Jeg er ærgerlig over, at jeg brugte tre år på at bygge noget op, som jeg vitterligt var utrolig stolt af, og som jeg ikke fik fulgt til dørs.

Men i dag er jeg landet et godt sted. Jeg har 37 timer som sygeplejerske og klinisk vejleder i psykiatrisk akutmodtagelse på Fjorden, Region Sjælland. Jeg har ingen arbejdstelefon, og jeg sagde nej, da jeg fik tilbudt en computer. 

Jeg havde forsvoret, at jeg nogensinde skulle tilbage til en stilling som basissygeplejerske, og hvis det ikke havde været for corona, tror jeg ikke, jeg ville være her, hvor jeg er. 

Men livet er forunderligt. Ekstreme situationer har det med at skubbe os i retninger, vi ikke havde forventet. 

Jeg har lært meget om mig selv i den her proces. Jeg har lært, at jeg ikke vidste, hvor langt ude jeg var, før jeg faldt sammen.

I dag ved jeg, at jeg aldrig nogensinde skal derud, hvor jeg har så travlt, at jeg ikke kan mærke mig selv. Jeg ved nu, at hvis der nogensinde kommer en situation, en ekstrem situation, som covid jo var, da det var på sit højeste, så skal jeg sige fra langt tidligere.

Lige nu nyder jeg bare, at jeg holder af mit job. At jeg er lykkelig, hvor jeg er. 

Læs også

"Er det nu, jeg skal gøre det?"

"Corona vækkede noget til live igen"

Erhvervspsykolog: "Kriser åbner for muligheder"