Klog på UTH: Vær opmærksom, når de ældre slår hovedet

Der er særlig risiko for alvorlige skader hos borgere, som slår hovedet, hvis de samtidig er i blodfortyndende behandling.

I Danmark er knap 600.000 personer i behandling med blodfortyndende medicin. Hovedparten af dem er ældre borgere. Der er større risiko for blødninger i hovedet hos borgere, som slår hovedet, hvis de er i blodfortyndende behandling. Dette gælder også for lette hovedtraumer, og det kan have alvorlige konsekvenser, hvis ikke det bliver opdaget i tide.
Der findes forskellige typer medicin til længerevarende blodfortyndende behandling, f.eks.
•    Vitamin K antagonister (VKA) 
•    Direkte orale antikoagulantia (DOAK – tidligere kaldet NOAK)
•    Trombocythæmmere (omfatter bl.a. Acetylsalisylsyre og Clopidogrel).

Case
En ældre mand på et plejehjem falder en aften. Manden er dement og i blodfortyndende behandling. Efter faldet har han fået en lille bule i panden, men viser ellers ingen tegn på ændringer i sin almene tilstand. Personalet er ved en fejl ikke opmærksomme på, at han er i blodfortyndende behandling, og da han virker upåvirket, gør man ikke yderligere, han hjælpes som vanligt i seng.
Da personalet senere på aftenen kommer ind til ham, er han ukontaktbar. Han indlægges, og man finder en blødning i hovedet.

Vær opmærksom på
Når en borger slår hovedet, er det vigtigt at være opmærksom på: 
•    Om borgeren er i behandling med blodfortyndende medicin.
•    Om borgeren skal vurderes af en læge.

Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed

Emneord: 
Traume