Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

DSR: Ny guide til at navigere patientsikkert

Når andre faggrupper overtager opgaverne, har sygeplejersker brug for hjælp, hvis de fortsat skal kunne navigere patientsikkert. Derfor har Dansk Sygeplejeråd udviklet en ny guide til patientsikker sygepleje.

Sygeplejersken 2022 nr. 13, s. 36

Af:

Helle Lindberg Emarati, journalist

”Guiden er født ud af et konkret behov hos medlemmerne. De skal rustes til at tage den her snak ude på arbejdspladserne,” siger Dorthe Boe Danbjørg.
”Guiden er født ud af et konkret behov hos medlemmerne. De skal rustes til at tage den her snak ude på arbejdspladserne,” siger Dorthe Boe Danbjørg.
Foto: Søren Svendsen
”Vi står i en mangelsituation lige nu, hvor sygeplejerskestillinger bliver besat med andre faggrupper. Det fylder rigtig meget hos vores medlemmer. De bliver frustrerede, når de oplever at blive erstattet af andre faggrupper, og når sygeplejen bliver fragmenteret,” siger 2.-næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd Dorthe Boe Danbjørg.

Der er med andre ord brug for en hjælpende hånd til de sygeplejersker, der oplever, at flere af deres opgaver overtages af sosu-assistenter, diætister, fysioterapeuter, ergoterapeuter farmakonomer og lignende sundhedsfaglige grupper. 

Derfor har Dansk Sygeplejeråd i samarbejde med de to forskere og sygeplejersker Tove Lindhardt og Ingrid Poulsen udviklet en ny guide til patientsikker sygepleje. Guiden er tænkt som et samtaleværktøj, der skal sikre, at patientsikkerheden ikke bliver kompromitteret, selvom visse sygeplejeopgaver overtages af andre grupper.

”Guiden er født ud af et konkret behov hos medlemmerne. De skal rustes til at tage den her snak ude på arbejdspladserne, for selvom det er sådan her, tingene er lige nu, så skal vi stadig sikre patienterne og finde ud af, hvordan vi sikrer helhedsplejen,” siger Dorthe Boe Danbjørg.

Ikke en kritik af andre grupper

Næstforkvinden understreger samtidig, at guiden på ingen måde skal opfattes som en kritik af andre faggrupper, men som en afspejling af den aktuelle virkelighed på afdelingerne.

”Der er ingen, der kommer til at høre mig tale imod tværfagligt samarbejde. Tværtimod er tværfaglighed på alle måder supergodt, og mange steder oplever sygeplejersker også, at det styrker plejen. Men når vi helt konkret ved, at sygeplejersker bliver erstattet af andre grupper, så er der jo netop ikke tale om et samarbejde, men om en mangelsituation,” siger Dorthe Boe Danbjørg.

Guiden til patientsikker sygepleje er tænkt som et led i en fornyet indsats, der skal stille skarpt på, hvad en sygeplejerske er – og hvad en sygeplejerske kan. Indsatsen blev vedtaget på kongressen tidligere i år.

”Måske vigtigere endnu så skal guiden ses som et udtryk for, at vi i Dansk Sygeplejeråd mener, at sygeplejersker er vigtige. Vi holder aldrig op med at kæmpe for sygeplejerskerne, og i den bedste af alle verdener bliver sygeplejerskestillinger naturligvis også besat af sygeplejersker,” siger Dorthe Boe Danbjørg. 

Læs også

"Jeg mister følingen med patienterne"