Sygeplejersken
"Jeg mister følingen med patienterne"
Sygeplejerske Daniel Luna er bekymret for sine patienters sikkerhed, når andre faggrupper bliver sat til at udføre sygeplejerskers opgaver. Seniorforsker Tove Lindhardt er enig og mener, der er akut behov for at diskutere patientsikker sygepleje.
Sygeplejersken 2022 nr. 13, s. 34-35
Af:
Helle Lindberg Emarati, journalist
Der er brug for at udvikle anbefalinger til, hvordan sygeplejen organiseres patientsikkert på den enkelte arbejdsplads. Nedenstående spørgsmål er tænkt som en hjælp til lokale drøftelser:
- Hvordan sikrer vi patientsikkerheden for patienten/borgeren?
- Hvilke kompetencer er det væsentligt, at sygeplejersker besidder hos jer?
- Hvordan kan vi sikre, at sygeplejerskerne kan være i patienternes/borgernes umiddelbare nærhed?
- Hvordan sikrer vi sammenhæng i patientens/borgerens forløb, når andre faggrupper ansættes til at varetage delelementer af sygeplejen?
- Hvilke funktioner under patientens/borgerens forløb kan hos jer kun udføres af sygeplejerskerne?
Kilde: Guide til patientsikker sygepleje, Dansk Sygeplejeråd
Når Daniel Luna giver sine patienter et bad, hjælper dem med at spise eller sørger for, at de bliver mobiliseret, er det ikke kun deres fysiske plejebehov, der bliver opfyldt. Det har også betydning for deres sikkerhed.
”Hver eneste gang jeg har kontakt med patienterne, bruger jeg min sygeplejefaglighed til at vurdere, hvordan de har det. Jeg kigger f.eks. på deres hudfarve, deres vejrtrækning, om de virker utilpasse eller som om, de har ondt. Jeg ser hele tiden efter, om der er ét eller andet, jeg skal reagere på,” siger han.
Som sygeplejerske på et sengeafsnit er Daniel Luna vant til at have masser af patientkontakt, når han er på arbejde – men han er bekymret. Han oplever, at det vigtige overblik over patientens tilstand forsvinder, når for mange sygeplejerskeopgaver bliver overladt til andre faggrupper.
”Jeg mister følingen med dem. På papiret kan jeg måske have ansvaret for fem patienter, men hvis det kun er tre af dem, jeg har god kontakt med, fordi det er andre faggrupper, der står for måltidet eller mobiliseringen ved de sidste to, så ved jeg jo ikke, hvordan de har det. Det går ud over patienternes sikkerhed,” siger Daniel Luna.
Konsekvens: Patienter dør
Daniel Lunas bekymring deles af bl.a. seniorforsker Tove Lindhardt. Hun er uddannet sygeplejerske og leder af Forskningsenheden for Klinisk Sygepleje ved Medicinsk Afdeling på Herlev-Gentofte Hospital.
”Det er stærkt bekymrende, hvad der foregår ude på afdelingerne lige nu,” siger Tove Lindhardt. ”Man ansætter andre faggrupper til at varetage sygeplejerskers opgaver, uden forudgående analyse af, hvordan man sikrer patienternes ve og vel.”
Tal fra juni i år viser, at knap halvdelen af alle forsøg på at besætte en sygeplejerskestilling på landets sygehuse har været forgæves fra september 2021 til februar 2022. Som en konsekvens bliver f.eks. social- og sundhedsassistenter, farmakonomer, kliniske diætister og fysioterapeuter i stigende omfang bragt ind for at aflaste de tilbageværende sygeplejersker på hospitalsafdelingerne.
Men der er solid evidens for, at patientdødeligheden og antallet af fejl i somatikken øges, når sygeplejerskenormeringen er lav, fortæller Tove Lindhardt.
”Der er ikke tale om synsninger – det er noget, vi ved med sikkerhed: Hvis man på et hospital vil have, at patienterne overlever, så kræver det, at der i tilstrækkelig grad er en sygeplejerske i patientens nærhed,” siger hun.
Så meget patientkontakt som muligt
Derfor er der ifølge seniorforskeren akut behov for en diskussion om, hvordan man opnår patientsikker sygepleje. Ifølge Tove Lindhardt er ledelse og sygeplejersker nødt til at tale om, hvordan de skal navigere patientsikkert i den aktuelle virkelighed, hvor der ganske enkelt ikke er nok sygeplejersker til at løse opgaverne.
”Det handler ikke om, at andre faggrupper skal dunkes i hovedet. Alle faggrupper i sundhedsvæsnet er vigtige og bidrager til patientplejen inden for deres særlige fagområder,” siger Tove Lindhardt og fortsætter:
”Det handler om, at det, der sikrer patientsikkerheden på somatiske afdelinger, er den viden og de kompetancer, sygeplejersker har i kraft af deres uddannelse. Den gør dem i stand til at vurdere og observere patientens kliniske tilstand.”
For at hjælpe samtalen på vej har Tove Lindhardt i samarbejde med Dansk Sygeplejeråd og sygeplejerske, ph.d. og forskningsleder Ingrid Poulsen udviklet en guide med råd og anbefalinger til patientsikker sygepleje. Håbet er, at guiden kan give anledning til lokale drøftelser om, hvordan de tilbageværende sygeplejerskers faglighed udnyttes bedst muligt.
Men hvordan skal de sygeplejersker, der er ude på afdelingerne nu så sættes i spil, hvis der ikke er nok af dem til at løse alle opgaverne?
”Det er næsten nemmere at sige, hvad sygeplejerskerne i hvert fald ikke skal: De skal ikke fylde op i depotet, tømme skraldespande, vaske op, sidde på kontorer, udfylde rapporter og koordinere. De skal tværtimod have så meget af patientkontakten, som det overhovedet muligt,” siger Tove Lindhardt.