Hørt: Ingen har lov at dø

De ældste i samfundet bliver holdt i live, fordi andre har bestemt, at alternativet er udelukket. For tænk, hvordan det ser ud på statistikken over danskernes levetid. Sygeplejerske Brynhild Bassøe Neshamar oplever, at svage patienter ikke vil genoplives.
”Når de ældre lever, så lad det være meningsfuldt, men når de er klar til, at livet skal stoppe, så skal de også have lov til at tage herfra, uden at vi per automatik finder hjertestarteren frem,” siger sygeplejerske Brynhild Bassøe Neshamar.
Foto: Robert Wengler

ikon-hoert”Det er tydeligvis vildt egoistisk, at Johanne på 95 år har sluttet fred med tanken om at dø fem år efter sin søns død og 30 år efter sin livspartners død! Tænk dog på statistikkerne, Johanne!” Sådan skriver Brynhild Bassøe Neshamar i Politiken. 

Hun er sygeplejerske i Svendborg Kommune, og hun oplever, at svage, ældre patienter giver udtryk for, at de ikke vil genoplives: 

”Vi sigter så meget efter at helbrede, at vi glemmer at tænke på, hvad der følger med, hvis vi forlænger livet,” siger Brynhild Bassøe Neshamar, som mener, at der nok er en grund til, at hjertet på en 95-årig stopper med at slå. 

”Når de ældre er i slutfasen af deres liv, så lever de en skrøbelig tilværelse. Det er respektløst overfor dem, der har levet så længe og har et ønske om at dø, at vi ikke lytter,” siger sygeplejersken om det faktum, at der som oftest tyes til genoplivning.

Hun svarer i samme ombæring på hvorfor: 

”For så har vi gjort noget. Men jeg synes hellere, at vi skal respektere ønsket om at dø. Især fordi man genoplives til et sundhedsvæsen, der har effektiviseret kvaliteten væk, og i sidste ende tjener det ikke de ældste borgere.”

Alternativet til døden

Sundhedsvæsenet har formået at effektivisere sig fra verdens bedste til ét i en sørgelig forfatning, påpeger Brynhild Bassøe Neshamar i sit debatindlæg fra den 24. januar: 

”Og der er fjernet alt overflødigt fra patientplejen. Tilbage står kun det allermest nødvendige: At sikre, at de, der har brug for hjælp, trækker vejret længe nok til, at de kan udskrives fra sygehuset og overtages af en primær sektor, der er lige så tyndslidt. For så dør de i det mindste ikke under en indlæggelse.” 

”Så længe de ældre trækker vejret, er de i live, så om de lever livet, det er vel knap så vigtigt,” siger hun sarkastisk. Men netop derfor skal folk have lov til at dø, for hvad er alternativet?

”Jeg ser frustrationen hos de ældre, når de har været igennem et kompliceret indlæggelsesforløb, og de kan se frem til at skulle igennem endnu et, hvis de bliver indlagt igen,” forklarer Brynhild Bassøe Neshamar.

Når livet er levet

Hun synes, at vi glemmer, at det skal give mening at leve.

”For gav vi så i det mindste de ældre en ordentlig alderdom – men under pandemien er de få aktivitetstilbud, der kunne være til gavn for dem, blevet lukket ned, enten som følge af smitte eller af regeringens evige restriktioner,” siger hun.

Hun pointerer, at hvis livskvaliteten mangler hos folk, der har været mætte af dage i årevis, folk, hvis fysiske legeme er så opslidt og tungt, at hver dag er en kamp at komme igennem, folk, der ikke har noget selskab, har mistet og er ensomme, så skal de have lov til at dø: 

”Man må gerne fravælge livet, når det er levet.” 

Emneord: 
Livskvalitet
Ældre