Dokumenterer i jeg-form

”Når du kommer ind om morgenen, har jeg brug for, at du kun tænder det lille lys og ruller gardinerne op stille og roligt.” 

Det er bare et eksempel på, hvad der står i beboernes journal og døgnrytmeplan på Hundested Plejecenter. For ca. ni måneder siden begyndte medarbejderne at dokumentere alt om beboerne i ”jeg-form”, med input fra beboernes selv hvis muligt og/eller deres pårørende. Områdeleder i Fjordhuset Tina Antonsen uddyber: 

”Før ville vi måske have skrevet, at ”beboeren gerne vil ud at gå tur eller kan blive udadreagerende, hvis man tænder alt lyset på en gang.” Nu skriver vi ”Jeg vil gerne ud og gå” eller ”Jeg kan godt lide at vågne stille og roligt”. På den måde tydeliggør vi beboernes behov på en helt anden måde, og det fungerer megagodt,” siger Tina Antonsen og uddyber: 

”Det er ikke en opgave, men et menneske, man som medarbejder skal ind til. Det gør altså en forskel, især for vores vikarer, som ikke kender beboerne lige så godt som de faste medarbejdere.” 

Et værdigt sprog

Udviklingssygeplejerske Stine Kistrup Sall har bragt personcentreret dokumentation til Hundested. Hun er især inspireret af Benediktehjemmet i Fredensborg og dets arbejde med personcentret omsorg, som hun stiftede bekendtskab med i sit tidligere arbejde. 

”Personcentret omsorg handler jo netop om, at alle patienter og beboere er unikke – at vi skal se personen og ikke sygdommen først. Alle har forskellige behov, der skal respekteres. Og det skal helst også give genklang i dokumentationen, hvilket man må sige, det gør, når vi dokumenterer i jeg-form, som også er et mere værdigt sprog.”

Med jeg-formen er det også lettere at fortælle beboerens livshistorie, som er særlig vigtig for at kunne forstå og håndtere mennesker med kognitive udfordringer som f.eks. demens. Har man en beboer, som vandrer tidligt om morgenen, kan det måske skyldes, han var landmand og vant til at stå tidligt op. Kender medarbejderne livshistorien og beboerens behov tidlig morgen som f.eks. en kop kaffe og en ostemad, kan netop dét være det, der få ham til at falde til ro. 

Stine Kistrup Sall fortæller, at mange medarbejdere i begyndelsen var skeptiske over for dokumentationsformen. 

”Det var lidt grænseoverskridende for dem. Det er mere krævende, og det er som om, at denne form for dokumentation forpligter medarbejderne mere. Enten fortæller beboeren selv, hvad der skal stå, eller også skriver medarbejderne på vegne af beboerne, hvad de har behov for. Og som medarbejder er man derfor nødt til at sikre sig, at det man skriver, reelt er det beboeren ønsker,” siger udviklingssygeplejersken, men tilføjer: 

”De er alle positive for dokumentationsformen nu. De kan se, at sprogbrugen ændrer deres tilgang til beboerne. Og det synes jeg også afspejler sig i større arbejdsglæde.” 

Læs også:

Kram, dans og evidens