Vi blev født ind i kaos

Der bliver talt sagte rundt om det aflange bord. ”Han har stadig svamp, som skal smøres”, ”du kan bare rykke borgerens stomipleje over på mig” og ”jeg skal alligevel derud og tjekke op på hans diabetes, så kan jeg lige tage opvasken imens” er nogle af de informationer, der deles i team 6, som er mødt ind til morgenmøde klokken syv. 

Solens stråler kommer både ind fra vinduerne mod vejen og fra oven og rammer den modsatte væg, som er fyldt med tavler og whiteboards. Teamet, som består af sygeplejersker, social- og sundhedshjælpere og –assistenter, sidder og får styr på dagens borgerbesøg og deler relevant viden på tværs af faggrupperne om borgerne. Samtidig får de to vikarer, der er mødt ind denne fredag, udleveret uniformer, telefoner og kørelister. 

Klokken otte minutter over syv siger den første af dagens ni fremmødte farvel, og der kvitteres med et ”god tur” fra de tilbageværende, som nu kun fylder pladserne i den ene ende af bordet. Der er tid og ro til faglig vidensdeling, overskud til vikarer og en generel fredelig stemning, hvilket står i skærende kontrast til teamets opstart og første tid.

En opslidende start

Sygeplejerske Thomas True Christensen husker med gru, hvordan han for halvandet år siden med tunge skridt gik forbi børnehaven, ind gennem skolegården og om på bagsiden af folkeskolen i Kolind. Her holdt han til i et lille lokale oppe under taget sammen med sine kolleger i team 6. Sygeplejedepotet var et gammelt tøjskab. Det var ikke optimale arbejdsbetingelser, men ikke desto mindre var det virkeligheden de første 10 måneder som et selvstyrende team.

Syddjurs er en af de kommuner, som har arbejdet i selvstyrende teams i længst tid. Før, forklarer Thomas True Christensen, mødte sygeplejen ind for sig selv, og man havde hovedsageligt telefonisk kontakt med de øvrige faggrupper. Nu er man én enhed, som arbejder tværfagligt sammen.

Den nye arbejdsmodel bliver fulgt tæt af VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, som løbende laver evalueringer på, hvordan det går med arbejdet. Den nyeste blev udgivet i marts måned, og Thomas True Christensen er godt klar over, at resultaterne af evalueringen ikke var som hverken forventet eller håbet.

I evalueringen står der bl.a., at de oprindelige lokaler var kilde til frustration, og at teamet i Kolind ”er utilfredse og ser frem til, at de forhåbentlig får stillet nogle andre og mere egnede lokaler til rådighed for opgaveløsningen.”

”Det var ret mismodigt, at man i Syddjurs Kommune satte os i verden med gode intentioner, hvor man ville afprøve at samle hjemme- og sygeplejen i selvstyrende og tværfaglige mindre teams, men vi blev født ind i kaos. Det var meget svært at være i,” mindes Thomas True Christensen om tiden fra opstarten i oktober 2021 til sommeren 2022. 

En kedelig konklusion

Det var også i denne periode, at VIVE lavede evalueringen af kommunens udviklingsprojekt, hvor man evaluerede på afprøvningen af tre forskellige teams herunder team 6 i Kolind. I konklusionen er det ikke fordele men udfordringer, der står i kø.

Udover utilfredsheden med de fysiske rammer, så finder evalueringen også, at teamet havde vokset sig alt for stort fra 24 til 31 medarbejdere. 

Derudover var der et stort vikarforbrug, hvor der i gennemsnit blev brugt vikarer 196 gange om måneden, og heraf var 57 af dem forskellige personer. Derfor blev der hverken fundet en bedre kontinuitet, en højere borgertilfredshed, en højere medarbejdertilfredshed eller et lavere sygefravær.

”Det var meget opslidende,” husker Thomas True Christensen tiden med de mange udfordringer:

”Særligt vikarforbruget havde en stor betydning for min arbejdsglæde. For det var hårdt ikke at vide, hvem man skulle arbejde sammen med, når man mødte ind, og det var en stor arbejdsbyrde at skulle sikre sig, at vikarerne fik nok hjælp til at kunne varetage deres opgaver.” 

Evalueringen fra VIVE slår også fast, at ”Teammedlemmerne oplever, at de bruger meget af deres tid på vikarer, og at det går ud over borgerne, at de ikke har ordentlig tid til faglige drøftelser om morgenen” og borgerne stemmer i med, at ”de er trætte af den store brug af vikarer, da det ikke er alle, der er lige venlige og omsorgsfulde – og det heller ikke er alle, der rent fagligt ved, hvordan de skal gribe opgaverne an.”

Caption 

Sygeplejerske Thomas Tue Christensen (bagerst) og hans kolleger i team 6 holder morgenmøde hver dag kl. 7.00 til 7.15.

Attribution 

Foto: Mikkel Berg Pedersen

Fra kaos til klarhed

I dag går Thomas True Christensen på arbejde med markant lettere skridt. Solen er akkurat stået op over parkeringspladsen, og sygeplejersken smiler til de kolleger, han møder på vej ud til bilen, der holder parkeret ved Ringparken. Et tidligere plejehjem, som nu bl.a. huser team 6. 

”Vi har endelig fået et ordentligt sted at være, en passende størrelse på 10 personer i indmøde i teamet, der er kommet styr på vikarforbruget, bl.a. ved at det er de samme vikarer, som kommer ved hjælp af et internt vikarkorps, og så har vi lært at håndtere de udfordringer, vi måtte støde på. Bl.a. behøver det ikke at være så kaotisk, når der er mødt vikarer ind om morgenen. For der er en helt anden grundlæggende ro nu,” fortæller sygeplejersken. 

Det mest kaotiske Thomas True Christensen står over for denne morgen, er da også af en helt anden karakter: Systemet til at booke en bil driller, og der er ikke mere af den ordentlige håndsprit ude på lageret. 

”Der er klarhed på tingene nu, som selvfølgelig også hænger sammen med, at vi har lært hinanden og vores fagligheder i teamet at kende. Der er blevet placeret ansvar, og det giver mig meget ro og arbejdsglæde,” forklarer sygeplejersken på vejen i bilen ud til den første borger på dagens rute.

Caption 

Thomas True Christensen hjælper Dorthe Gregersen med dosering af hendes medicin, men kommer også for at give rum og tid til psykisk støtte pga. de svære behandlingsforløb, hun har været igennem og netop nu gennemgår.

Attribution 

Foto: Mikkel Berg Pedersen

Fortrolig med Thomas

Thomas True Christensen er færdig med sit første, andet og tredje besøg hos borgere, han kender godt og kommer ved fast. Nu blinker bilen til venstre, og han drejer ind på en gårdsplads. En lille, korthåret hund kommer susende fra hovedhuset. 

”Det er bare Obama, han gør altid af mig,” siger Thomas True Christensen på vej ind til Dorthe Gregersen. Kort efter sidder de sammen ved spisebordet, hvor æsker til 14 dages medicinforbrug er linet op.

”Jeg plejede at dosere medicinen selv, men engang fik jeg givet mig selv for meget morfin, og det var en virkelig ubehagelig oplevelse. Så nu kommer Thomas på andet år, og det er så dejligt, fordi der er tillid imellem os,” siger hun.

Dorthe Gregersen er netop startet i behandling på sit fjerde kræftforløb, og hun sætter stor pris på, at det er den samme sygeplejerske, der kommer i hendes hjem.

”Før, de indførte teams i kommunen, var her et rend af forskellige mennesker. Men vi er blevet fortrolige, Thomas og jeg. Han kender min historie, så vi kan blot tale videre ved hans besøg, i stedet for at man skal starte forfra hver gang, fordi det er en ny, der træder ind ad døren.”

Dorthe Gregersen sætter også stor pris på den faste sygeplejerskes grundighed. 

”Nogle gange kommer der selvfølgelig vikarer, hvis Thomas har fri eller er syg, og de er altså ikke helt lige så gode til eksempelvis at tælle efter. Jeg ved, at det bare kører uden fejl med Thomas,” forklarer hun. 

”Det passer,” siger Thomas True Christensen og hæver blikket. Han har haft hovedet begravet i de mange æsker og piller, som han netop er blevet færdig med at sikre sig er korrekt doseret. Han siger hurtigt farvel og på gensyn til Dorthe, som har et gymnastikhold på computeren, der venter.

De vilde svaner

Arbejdsdagen lakker mod enden, og Thomas True Christensen har parkeret bilen tilbage ved Ringparken. Han sidder et øjeblik, mens han taster det ind på telefonen, der skal dokumenteres fra sit sidste besøg. Da han er færdig, kommer der et billede af en gammel vandcykel formet som en svane til syne på hans baggrund.

”Vi kalder os de vilde svaner i team 6. Vi er et godt sted i teamet i dag med overskud til også at lave sjov. Svanen giver anledning til anekdoter og grin. Og så er det vigtigt for os, at vi har vores egen fortælling om vores eget team. Vi er mere end bare et udviklingsprojekt og en evaluering,” siger sygeplejersken, inden han smækker bildøren og kalder det en dag.