Mindre medicin - mere fællesskab

I går stod 31-årige Camilla Møller på en stige. Hun var på vej op på taget af et byggemarked. Hun havde ikke længere lyst til at leve. Udeblevne fødselsdags-lykønskninger havde bragt hende ud på kanten af sit sind.

”Jeg kan huske, at der stod tre politibetjente og fire ambulancefolk og forsøgte at forhandle mig ned. Politiet tilbød mig kaffe og sodavand og spurgte, hvem jeg var,” fortæller hun.

I dag sidder Camilla Møller i spisesalen på sengeafsnit C i Regionspsykiatrien i Randers. Klar til fællessamling og morgensang for både patienter og personale. Solen varmer gennem vinduerne. Foran hende strækker verden sig ud i form af et kort, der dækker hele væggen. 

Camilla Møller foreslår, at de synger ”Livstræet”.

Fællesskab og netværk

Hvis nogle af patienterne ikke er mødt op til den obligatoriske morgensamling kl. 9.30, går læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og andre ansatte rundt og banker på dørene.

”Vi banker på alle 14 døre og siger, så er det nu,” fortæller afdelingssygeplejerske Mette Hartz Hagensen og forklarer hvorfor:

”Det unikke her på afsnit C er fællesskabstankegangen. Vi mener, at det er i fællesskabet, at patienterne skal heles. Mange af dem har ødelagte relationer og sparsomme netværk og isolerer sig i stedet for at komme ud.”

En central del af behandlingen på afsnit C er derfor, at patienterne ikke ligger i deres senge, men i stedet deltager i aktiviteter og gåture. Opskriften er at hjælpe patienterne med at skabe relationer og netværk og at kunne opsøge og indgå i fællesskaber. Både mens de er på afsnit C og endnu vigtigere, når de bliver udskrevet.

”Hos os skal man turde være sammen med andre. Både med personalet og de andre patienter. Der foregår meget i fællesarealerne, og hvis man trækker meget ind på værelset, kommer personalet og tilbyder aktiviteter eller samvær,” siger hun.

Nej tak til flere penge

Sengeafsnit C fik en del opmærksomhed i oktober måned sidste år, efter at afdelingens to overlæger, Kristian Sloth og Anders Lindelof optrådte i et afsnit af podcasten ’Brinkmanns Briks’. 

Her sagde de, at psykiatrien i Randers hverken manglede penge eller sengepladser. Det var samtidig med, at der blev forhandlet psykiatriplan og kæmpet for flere midler til psykiatrien.

De mener, at pengene er givet bedre ud til forebyggelse af psykisk mistrivsel i samfundet – ikke mindst i skolerne.

Afdelingssygeplejerske Mette Hartz Hagensen deler sine kollegaers synspunkter. Hun ser et stigende antal unge mennesker, der ender med at få en diagnose i psykiatrien. Men måske har de det mest af alt svært, fordi de har helt almenmenneskeligt ondt i livet pga. nogle svære omstændigheder.

”Mange af de unge hører egentlig ikke til i psykiatrien. Deres symptomer lugter måske lidt af den ene eller den anden diagnose, men hvis man i stedet kunne ændre lidt på det liv, de lever, ville det måske gøre en endnu større forskel. Hvis de ikke får hjælp, risikerer man, at de bliver varige psykiatribrugere,” siger hun. 

På afsnit C består hjælpen bl.a. af terapi og socialrådgivere, som gennem kontakt til kommunen forsøger at hjælpe med uddannelse, praktikpladser og job, så der er noget at stå op til.

”Hvis man går derhjemme uden arbejde og uddannelse, isolerer man sig også nemmere,” siger Mette Hartz Hagensen. 

Boksning og kagebagning

Inden der synges morgensang, gennemgås dagens aktivitetstilbud. Der er bl.a. boksning, e-sport og badminton på programmet.

”Vi skal også have snakket om, hvem der skal bage til spilaften i morgen,” siger en af de ansatte. 

”Hvad med dig, Anette?” spørger hun en kvinde, der sidder foroverbøjet og kigger ned i skødet.

Kvinden nikker forsigtigt.

”Finder du så en opskrift og skriver en indkøbsliste?” 

Så bliver der sunget. Både harmonisk og højskole-agtigt. Først ”Livstræet”, som Camilla Møller har valgt. Dernæst Kim Larsens ”Åh, Susan Himmelblå”. Nu er det lidt sværere at finde og holde tonen. Til gengæld bringer det flere gange forløsende små udbrud af fnis og latter frem.

Kom forbi

Mens morgensangen klinger ud, og der bliver klappet, dukker Thomas Markholm op. 

Han er tidligere patient på afsnittet, og overlæge Kristian Sloth har spurgt, om han har lyst til at fortælle, hvordan det var at være indlagt på sengeafsnit C og komme ud på den anden side. 

For selv om man er udskrevet, er man altid velkommen til at komme forbi til en kop kaffe, en snak og en omgang fællessang. Især om tirsdagen. 

Overlæge Kristian Sloth fortæller:

”Noget af det, vi har erfaret, er, at det der med at blive afsluttet fra en indlæggelse er ret grænseoverskridende for mange. Hvis de har fundet ro her og synes, at de har fået vendt deres liv, kan det være svært at give afkald på det igen.”

”Sådan var det i hvert fald for mig,” indskyder Thomas Markholm.

Kristian Sloth fortsætter:

”Men hvis man siger: ”Vi slipper dig ikke, du er stadig indlagt, men du sover hjemme. Eller du er faktisk ikke indlagt, men vi slipper dig ikke. Du kan komme ind igen i morgen og resten af ugen og få morgenkaffe”, så er det meget nemmere for borgeren at tage hjem.”

Han fortæller, at den mere flydende tilgang til indlæggelser også giver et helt andet flow, som både mindsker presset på sengepladserne samtidig med, at det ifølge erfaringerne fra afsnit C også skaber nye og bedre muligheder for behandlingen. 

”F.eks. i de tilfælde, hvor man tænker, at medicinen ikke er vejen frem. Her er det lettere at sparre løbende med patienterne, hvis de kan komme, når det er nødvendigt,” siger Kristian Sloth.

Medicinfri senge

I det oprindelige koncept for afdelingen havde man opfundet ”medicinfrie senge”. Det blev ikke indført i praksis, fordi enten-eller-tilgangen ikke var frugtbar. For der er nogle patienter og psykiske lidelser, hvor medicin er den rigtige behandling. 

Men typen af senge er med til at fastholde fokus på, at det er samtalen og ikke medicinen, der er det vigtigste.

”Mange patienter kommer med en ide om, at de vil have en pille, for så kan de undgå at mærke noget. Men vi tænker ikke, at der findes en pille, der kan gøre livet godt. Det har vi mange diskussioner med patienterne om. De ved jo også godt, at det er en flugt væk fra alt det, der er svært. Hos os må de gerne mærke det, der er svært, for her er der nogen, der er sammen med dem – også når de har det svært,” siger Mette Hartz Hagensen.

Både nuværende patient Kira Sørensen og tidligere patient Thomas Markholm er nogle af dem, der er blevet udfordret på medicinen, og som i dag foretrækker en anden vej (læs deres historier på side 41-42).

Behandlerstyrede senge

Afsnit C har også opfundet og indført ”behandlerstyrede senge”. 

I modsætning til de i psykiatrien velkendte ”brugerstyrede senge”, hvor patienter kan indlægge sig selv, når de har brug for en seng, så er de ”behandlerstyrede senge” planlagte indlæggelser, hvor patient og behandler allerede under indlæggelsen aftaler, hvornår og hvor længe patienten skal indlægges næste gang.

Det giver afsnit C bedre mulighed for konkret at tage udgangspunkt i og arbejde med de forhold, som gør det svært at være udskrevet og hjemme. 

Samtidig skaber det ro hos patienterne og hjælper dem, der har svært ved at mærke, hvornår det er tid til en indlæggelse i en brugerstyret seng.

Signe Svaneborg er sygeplejerske og souschef på afdelingen og fortæller, at de planlagte indlæggelser er med til at mindske tvang. 

”Det har vist sig at være særligt godt for patienter med personlighedsforstyrrelser og især med borderline, fordi mange af dem føler sig afvist og svigtet fra barndommen,” siger hun og fortsætter:

”Hvis de bliver udskrevet med et ”kom og drik en kop kaffe eller gå en tur eller deltag i torsdagsgruppen”, som er et terapitilbud til udvalgte patienter, hvor man får træning i sociale færdigheder, så er det meget nemmere.” 

Planer giver ro

En af de patienter, som har gavn af de planlagte indlæggelser, er netop 31-årige Camilla Møller, der blev indlagt akut, efter at være kravlet op på en stige ved et byggemarked. 

”Når jeg er blevet bragt ind af politiet, har jeg ofte været meget udadreagerende, er kommet i bælte, blevet tvangsmedicineret og holdt fast. Og det har været rigtig ubehageligt,” siger Camilla Møller  og tilføjer: 

”Når det er planlagte indlæggelser, så er der mere ro.”

”Det er også nemmere for os at snakke med dig, når du kommer planlagt, end når du kommer råbende, og vi bliver nødt til at holde ved dig, så der ikke sker dig noget,” siger Signe Svaneborg.

Afsnittet arbejder ud fra en tankegang om, at det er nemmere at arbejde med patienterne i fredstid, og ikke når de har det allersværest. Det betyder bl.a., at hvis patienterne bliver indlagt akut, som Camilla Møller gjorde i går, får de kun lov til at overnatte en enkelt nat eller to. Så bliver de udskrevet med en aftale om en indlæggelse en uge eller to senere. 

Selv om Camilla Møller denne gang er blevet kørt til afdelingen af politiet, var det mindre voldsomt, end det mange gange har været.

”Efter et par timer havde politiet fået talt mig ned, kørte de mig ud til psykiatrien i Rønde og senere herud. Det hele var bare træls,” fortæller Camilla Møller og fortsætter:

”Jeg havde fødselsdag og havde ikke hørt noget fra min familie. Det blev jeg lidt ked af. Min lillebror og jeg har fødselsdag samme dag, og han fik både hilsner og gaver.”

”Det kan jeg da godt forstå, du var ked af,” siger Signe Svaneborg.

”Men jeg hører, at der var nogen, der sang for dig, da du kom herind,” fortsætter sygeplejersken og smiler. 

”Ja, det blev jeg rigtig glad for,” svarer Camilla Møller, som i det hele taget er tilfreds med den behandling, hun har fået på afsnittet.

”Man glemmer nogle gange, at nogle også får det godt af at være i psykiatrien. Man får altid kun vist det negative, synes jeg. Måske skulle man også lave en dokumentar om, hvor fantastisk psykiatrien kan være, og også vise, at nogle får det godt og bliver raske af at være her.” 

Læs også i dette nummer af Sygeplejersken

• ”Det kunne være rart at leve uden at dope sig selv”
• ”Jeg er ikke længere bange for at føle noget”
• Fællesskab lukker hospital i Japan