Sygeplejersker for et sundere samfund

Hvis sundhedsreformens mål om at forebygge over 70.000 indlæggelser om året skal nås, så skal den kommunale sygeplejerske have endnu bedre forudsætninger for at forebygge sygdom, udføre sygepleje og behandling og tage mere ansvar for borger- og patientforløb.

Den kommunale ældre- og sygepleje er første og meget vigtige led i at opdage sygdomsforværring og dermed undgå unødvendige indlæggelser for mange ældre borgere og borgere med kroniske sygdomme.

Potentialet er derfor stort, når sundhedsvæsenet fokuserer på bedst mulig støtte til, at den kommunale ældre- og sygepleje kan sætte tidligt ind med den rette sygepleje og behandling.

Men det kræver flere sygeplejersker i kommunerne, og at flere tager en borgernær specialuddannelse samt en målrettet ledelsesmæssig indsats for at fastholde og udvikle den kommunale sygepleje.

En stærk sygeplejefaglighed i det nære sundhedsvæsen er helt central for, at flere patientforløb kan håndteres uden for hospitalerne.

Specialuddannelsen i borgernær sygepleje har vist sin styrke i forhold til at øge kompetencerne inden for bl.a. forebyggelse af indlæggelser og øget sammenhæng på tværs af sektorer.

Uddannelsen giver en vigtig mulighed for sygeplejefaglig sparring på tværs af faggrupper.

Derfor bør alle kommuner som minimum have 20 procent specialuddannede sygeplejersker i borgernær sygepleje i 2030 og et fortsat stigende antal derefter.

Indsatsen kan finansieres af de 2 mia. kr., som er afsat til tværsektorielle indsatser i sundhedsrådene.

De specialiserede sygeplejefunktioner i kommunerne har stor betydning for at sikre høj kvalitet og undgå sygdomsforværring og indlæggelse.

Derfor skal de specialiserede sygeplejefunktioner fortsat løses af den kommunale sygepleje og bør ikke indgå i de opgaver i helhedsplejen, som private aktører kan byde ind på at løse.

Det handler bl.a. om specialiseret sygepleje inden for kompleks sårbehandling, basal palliation, demens, psykiatri, kontinens og stomi samt for borgere med kronisk sygdom som fx KOL og diabetes.

Den specialiserede sygepleje skal ske i tæt samarbejde med de tværfaglige teams, så borgerne oplever høj kvalitet og nærhed i en helhedsorienteret indsats uden ventetid.

Det er ofte hos ældre og svækkede borgere, at potentialet for at opdage forværring i tide og sætte ind med hurtig behandling og sygepleje er størst.

Derfor skal der være flere sygeplejersker på plejehjem og omsorgspladser i alle døgnets timer.

Sygeplejersker har kompetencerne til at påtage sig det kliniske lederskab i et tæt tværfagligt samarbejde og kan gøre en faglig forskel i forhold til at forebygge akutte indlæggelser.

Udbredelse af det forbeholdte virksomhedsområde for sygeplejersker vil betyde, at især de kommunale sygeplejersker kan påtage sig et større ansvar for borgerens forløb og sætte tidligere ind med den rette behandling uden at skulle afvente en ordination fra lægen.

En sygeplejerske, der hurtigt kan reagere i tilfælde af for eksempel forstoppelse eller lette smerter, kan reducere risikoen for sygdomsforværring eller en indlæggelse. Samtidig frigøres der tid til
andre opgaver.

Derfor skal alle kommuner prioritere mulighederne i det forbeholdte virksomhedsområde, så potentialet udnyttes til gavn for borgerne.

Derudover bør flere områder indgå i det forbeholdte virksomhedsområde; fx muligheden for at igangsætte antibiotika i kendte forløb eller anvende  dosisdispensering.

Med stadigt stigende forekomster af virus og multiresistente bakterier er det nødvendigt, at der i alle kommuner er en hygiejneorganisation med en hygiejnesygeplejerske i spidsen.

Hygiejneorganisationen skal styrke den smitteforebyggende indsats bredt i kommunen fra daginstitutioner til plejehjem.

Særligt for borgere, der i forvejen er svækkede og syge, kan infektioner have alvorlige konsekvenser.

Flere hygiejnesygeplejersker vil styrke forebyggelsen af indlæggelseskrævende sygdomme hos svækkede borgere og reducere antallet af sygedage hos både børn, voksne og personale i kommunen.

Forskning i forebyggelse af indlæggelser, mere lighed i sundhed, smidige samarbejdsløsninger på tværs af forløb, tidlig opsporing m.v. er en helt central viden, der bidrager til at indfri ambitionerne i sundhedsreformen.

Derfor skal kommunerne forpligtes til at forske i det nære sundhedsvæsen på lige fod med regionerne.

Det betyder også, at både regioner og kommuner bør øge antallet af ph.d.-forløb for sygeplejersker og skabe stillingerne til dem efterfølgende.

Kalundborg og Esbjerg kommuner har satset på specialuddannelsen i borgernær sygepleje. Det betyder, at sygeplejersker med en særlig uddannelse har fået en tydelig rolle i de komplekse borgerforløb.

De tager ansvar for helheden, koordinerer på tværs af sektorer og spotter tidlige tegn på sygdomsforværring. Samtidig fungerer de som en faglig sparringspartner for kolleger i både hjemmeplejen og på plejehjem, som oplever, at de nu står stærkere i hverdagen.

Resultater
Erfaringerne viser bedre kvalitet i sygeplejen, styrket patientsikkerhed og hurtigere faglig sparring til kolleger. Kommunerne oplever også færre indlæggelser og bedre sammenhæng i borgerforløbene.

Hvad skal der til?
At kommunerne afsætter midler til specialuddannelsen og fastlægger lokale måltal, så en langt større andel af sygeplejersker kan videreuddannes.

I Københavns Kommune har akutteamet givet sygeplejersker adgang til at udføre opgaver, som tidligere krævede lægens godkendelse.

Det kan være at tage en blodprøve og hurtigere få iværksat en behandling. Før betød det ofte lang ventetid og besvær for borgeren, mens sygeplejersken stod i telefonkø til en læge.

Nu kan sygeplejersken handle selvstændigt inden for en ramme og dermed reagere langt hurtigere på borgerens behov.

Resultater
Borgerne får hurtigere behandling, antallet af unødvendige indlæggelser er faldet, og sygeplejerskerne oplever, at de får frigivet tid til at hjælpe flere.

Hvad skal der til?
At kommunerne implementerer det forbeholdte virksomhedsområde fuldt ud og sikrer, at der er rammer til det, og at de nødvendige instrukser og kompetencer er til stede.

Vallensbæk Kommune har haft et konkret mål om, at alle plejehjemsafdelinger skal have en sygeplejerske ansat.

Det mål er nået, og sygeplejersker er nu en del af hverdagen på alle kommunens plejehjem.

Resultater
Kommunen oplever markant færre akutte indlæggelser blandt plejehjemsbeboere, landets laveste andel af ufaglærte i sosu-stillinger og et lavt sygefravær blandt medarbejderne.

Hvad skal der til?
At kommunerne sikrer flere sygeplejersker på plejehjemmene.

Læs Sygeplejerskens nyhed "Centersygeplejersker forebygger indlæggelser".

Hjemmebehandling rummer enormt potentiale – både for planlagt behandling og for borgere med akutte problemstillinger. Sygeplejerskerne spiller en nøglerolle i udbredelsen af hjemmebehandling i et tæt samspil mellem hospitalet, almen praksis, akutsygeplejen og den kommunale sygepleje. Teknologiske løsninger er en del af svaret på at lykkes.

Langt mere behandling og udredning flytter ud af hospitalerne og foregår i stedet i borgerens eget hjem, på plejehjem, på de kommunale sygeplejeklinikker og på de midlertidige pladser.

Det er en god udvikling, der sikrer et bæredygtigt sundhedsvæsen og kan lette borgerens hverdag.

Og der er allerede mange gode erfaringer fra hjemmebehandling. Dem skal der bygges videre på.

Det handler om at etablere et tæt samarbejde omkring patienten, hvor den faglige viden fra hospitalet kobles med den nærhed til borgeren, som akutsygeplejen og den kommunale sygepleje er kendetegnet ved.

Indsatsen skal understøttes af teknologiske løsninger – blandt andet i forhold til hjemmemonitorering, dialog med borgeren og videndeling.

Hjemmebehandling forudsætter, at der er en klar behandlingsplan, at der er nem mulighed for faglig sparring og let tilgang til relevant og tidstro data via fælles digitale løsninger.

Borgeren skal have én kontaktperson – en koordinerende sygeplejerske, der tager ansvar for forløbet.

Det er den rette kompetence, der sikrer høj kvalitet i behandlingen, uanset hvor den finder sted.

Derfor skal den specialiserede viden og faglighed fastholdes, selvom behandlingen rykker hjem til borgeren. Det betyder, at hjemmebehandlingen skal organiseres, så den rette afdeling på hospitalet fortsat er en tæt del af forløbet, mens den konkrete indsats i hjemmet foretages af akutsygeplejen eller den kommunale sygepleje.

Alternativt kan der være udkørende sygeplejersker direkte fra hospitalet.

Der skal bygges videre på det gode samarbejde mellem akutsygeplejen og den kommunale sygepleje. Det betyder, at der skal fastholdes et smidigt samarbejde i det nære sundhedsvæsen uden visitationsbarrierer.

Kommunale sygeplejersker skal kunne få hjælp fra en akutsygeplejerske nemt og uden forsinkelse, når behovet opstår, så borgeren ikke skal vente unødigt, og indlæggelse kan undgås.

Så vidt muligt bør akutsygeplejen fortsat placeres i den enkelte kommune eller i kommunale samarbejder. Det sikrer nærhed til borgerne og styrker samarbejdet mellem personalet på tværs af sektorer.

Borgeren kan i eget hjem modtage både almindelig helhedspleje, specialiseret kommunal sygepleje, genoptræning og hjemmebehandling for en eller flere sygdomme og med mulig kontakt til både akutsygepleje, almen praksis, hospital m.v.

Derfor skal borgeren kunne stole på, at forløbet er koordineret på tværs af indsatser og vide, hvem de skal kontakte.

Alle i hjemmebehandling bør tilknyttes en kommunal sygeplejerske, der kan tage det kliniske lederskab for forløbet i borgerens hjem.

Den planlagte hjemmebehandling bør tilrettelægges i et lokalt samarbejde i sundhedsrådene – og med tæt inddragelse af de fagligheder, der indgår i behandlingsforløbet.

Det skal sikre, at der er klarhed om opgaver, dataadgange, og hvem der har ansvaret for at koordinere og sikre opsporing af sygdomsforværring og behov for opfølgning.

Øget brug af teknologiske løsninger er et væsentligt redskab, når mere  behandling flyttes til hjemmet. Her kan sygeplejersker hjælpe med udbredelsen af løsningerne som brobyggere mellem teknologi og
patient.

Sygeplejersker kan identificere behov hos patienten, vejlede i brugen af teknologiske hjælpemidler som for eksempel telemedicin og monitoreringsudstyr og tilpasse løsningen til den enkelte
patient.

Den tætte kontakt med borgerne gør sygeplejersker til nøglepersoner i at skabe tillid og tryghed ved nye teknologier.

Viborg, Skive og Silkeborg kommuner kan ældre borgere over 65 år modtage hospitalsbehandling i eget hjem som alternativ til indlæggelse.

Tilbuddet gælder ved nyopstået sygdom som infektioner, KOL og hjertesvigt og er en del af et forskningsprojekt, der skal dokumentere effekten af den nære behandling.

Behandlingen foregår i hjemmet og omfatter fx intravenøs medicin, ilt og tæt sygeplejefaglig opfølgning.

Hospitalets akutafdeling har det faglige ansvar og arbejder tæt sammen med kommunale sygeplejersker, som står for den daglige sygepleje.

Patienten modtager besøg i hjemmet og har døgnet rundt mulighed for kontakt til hospitalet.

Resultater
Patienterne føler sig mere trygge, kommer sig hurtigere og undgår forvirring og funktionstab i forbindelse med indlæggelse. Samtidig oplever personalet styrket samarbejde og arbejdsglæde.

For både kommune og region betyder indsatsen besparelser på sengepladser og transport.

Hvad skal der til?
At flere kommuner og regioner indfører fælles modeller for hjemmebehandling, hvor sygeplejersker og akutafdelinger samarbejder om behandling i trygge omgivelser tæt på borgeren.

I Middelfart har et tværfagligt projekt styrket samarbejdet mellem akutsygeplejersker, praktiserende læger og Middelfart Sygehus.

Akutsygeplejerskerne er udstyret med POCT-apparater, som gør det muligt at stille hurtige diagnoser direkte i borgernes hjem. De har samtidig adgang til lægefaglig sparring, så de kan handle hurtigt og kvalificeret, når en borger bliver dårlig.

Projektet bygger på rammedelegation, hvor sygeplejerskerne kan udføre avancerede opgaver inden for en fastsat lægefaglig ramme.

Resultater
Indsatsen har reduceret behovet for indlæggelser, skabt mere smidige sektorovergange, øget arbejdsglæden blandt personalet og  dokumenteret økonomiske besparelser.

Hvad skal der til?
At sygeplejersker i borgerens hjem har adgang til udstyr og sparring, der gør, at de hurtigt kan reagere på forværring og undgå indlæggelse.

På Herlev og Gentofte Hospital kan borgere med svær KOL modtage hjemmebehandling med non-invasiv ventilation (NIV).

Behandlingen foregår i borgerens eget hjem med en tætsluttende maske, som forbedrer vejrtrækningen og reducerer kuldioxid i blodet.

Sygeplejerskerne spiller en nøglerolle, fordi de underviser og støtter borgerne i at bruge udstyret korrekt og selv reagere tidligt på symptomer.

Det skaber tryghed og giver borgerne mulighed for at mestre deres sygdom i hverdagen.

Resultater
Antallet af indlæggelser for borgere med svær KOL er faldet med omkring 30 procent.

Borgerne oplever øget livskvalitet, mere frihed og større handlekraft i dagligdagen.

Hvad skal der til?
Hjemme-NIV og lignende eksempler kan udbredes til flere kommuner og regioner, så borgere med for eksempel svær KOL kan få behandling i hjemmet. Her er sygeplejerskerne garant for støtte, oplæring og hurtig indsats.

Kolding Kommune har som de første i Europa oplært og certificeret akutsygeplejersker til at udføre fokuserede lungeultralydsscanninger (FLUS) i borgernes hjem.

Samtidig er de blevet oplært i at tage venøse blodprøver.

Sygeplejerskerne er udstyret med bærbart udstyr, der gør det muligt at opdage alvorlige problemer tidligt og sætte ind på stedet.

Indsatsen er forskningsunderstøttet i samarbejde med Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet.

Resultater
Forskningen dokumenterer, at dødeligheden reduceres med over 50 procent uden at øge mængden af hjemmehjælp, brug af aflastningspladser eller kontakter til egen læge.

Hvad skal der til?
Uddannelse og certificering af akutsygeplejersker samt investering i mobilt udstyr, der kan anvendes i hjemmet.

Region Nordjylland har indført telemedicinsk monitorering til hjertepatienter.

Sygeplejersker opsætter og vedligeholder udstyret, analyserer patienternes data og fungerer som faste kontaktpersoner. De kan reagere hurtigt, når målingerne viser tegn på forværring, og de tilbyder løbende støtte via telefon eller video.

Det giver både tryghed og kontinuitet i behandlingen.

Resultater
Antallet af hospitalsbesøg er reduceret, patienternes livskvalitet er forbedret, og indsatsen muliggør en mere proaktiv og forebyggende tilgang, hvor komplikationer opdages tidligt.

Hvad skal der til?
At telemedicin kombineres med sygeplejefaglig opfølgning, så patienterne har en fast kontaktperson og en sammenhængende indsats.

Læs Sygeplejerskens nyhed "Kim blev indlagt derhjemme".

Både kapaciteten og kvaliteten i almen praksis kan løftes ved at sætte sygeplejersken i front til blandt andet at foretage lettere udredning. Det vil frigive lægens tid til de mest komplekse patienter, og flere sygeplejersker i hver almen praksis vil desuden øge muligheden for at styrke indsatsen inden for kronisk sygdom og forløbskoordination.

I løbet af et år er 5,1 mio. danskere i kontakt med almen praksis.

Med sundhedsreformen får det almenmedicinske tilbud et endnu større ansvar og flere nye opgaver – blandt andet med ansvaret for kronikerpakkerne.

Det kræver et kapacitets- og kompetenceløft, så klinikken samlet set kan modtage flere patienter med kroniske sygdomme.

En del af løsningen er, at sygeplejersker løfter en større del af opgaven i almen praksis.

En konsultationssygeplejerske kan for eksempel være  koordinationsansvarlig for forløb for mennesker med kroniske sygdomme og fungere som specialiseret sparringspartner for andre sundhedsaktører i det nære sundhedsvæsen, herunder den kommunale sygepleje, akutsygeplejen, bosteder og plejehjem.

For at sikre lige adgang for alle og behandling og sygepleje af høj kvalitet er der brug for mere tværfagligt samarbejde i almen praksis, der også gentænker roller og arbejdsdeling i de nære
sundhedstilbud.

Konsultationssygeplejersker kan tage ansvaret for forløbskoordination for flere borgere med kroniske sygdomme.

Det indebærer også den vigtige opgave at koordinere på tværs af sundhedsvæsenets aktører, så almen praksis kan løfte forløbs- og behandlingsansvaret i det nære sundhedsvæsen for et større antal patienter.

Konsultationssygeplejersker kan også foretage tidlig opsporing af sygdomme, vaccinationer, blodprøver og yde rådgivning.

Potentialet er derfor stort, hvis både antallet af konsultationssygeplejersker og deres opgaver udvides.

Det vil lette adgangen til almen praksis for borgere i hele landet uden unødig ventetid og frigive tid til lægen til de mest syge patienter.

Almen praksis kan med fordel organiseres i større enheder med flere sygeplejersker.

Det vil give mulighed for, at sygeplejersker i almen praksis kan specialisere sig inden for sygdomme og tilstande, som ofte ses i klinikken, og som i stigende grad skal håndteres i det nære sundhedsvæsen.

Med flere forløb for borgere med kronisk sygdom i almen praksis kan patienter tilknyttes en sygeplejerske, der har særlig viden om netop deres sygdom og som også kan stå for koordinationen af deres forløb.

Sygeplejerskerne i almen praksis løfter flere og mere komplekse opgaver og kan udvikle rollen yderligere.

I dag er der ikke et uddannelsestilbud specifikt målrettet denne gruppe.

En specialuddannelse til konsultationssygeplejersker baner vejen for, at almen praksis kan tage ansvar for flere og mere komplekse patienter og herunder håndtere pakkeforløbene til mennesker med kroniske sygdomme.

En specialuddannelse kan for eksempel styrke kompetencerne inden for tværsektorielt samarbejde, kroniske sygdomme, multisygdom, tidlig opsporing, kvalitetsudvikling og klinisk lederskab.

En sådan specialuddannelse kan have fælles moduler med uddannelsen i borgernær sygepleje og kan også indeholde elementer fra  behandleruddannelsen – fx sårsyning.

Konsultationssygeplejersker kan også videreuddanne sig på APN-uddannelsen (Advanced Practice Nursing), der styrker de kliniske kompetencer inden for komplekse patientforløb på tværs af sektorer.

I Herlev Lægecenter står konsultationssygeplejersker for de årlige kontrolbesøg af borgere med kroniske sygdomme som KOL og diabetes.

De gennemgår medicinlisten, tager blodprøver, følger op på symptomer og arbejder systematisk med forløbsplaner og kvalitetssikring.

De er rygraden i den daglige indsats for borgere med kronisk sygdom og  har op til ti årskontroller dagligt, samt mellem 10-20 andre konsultationer.

Resultater
Borgerne oplever kontinuitet, tid til samtale og hurtig opfølgning. Lægerne får frigivet tid til de mest syge patienter, og kvaliteten i indsatsen styrkes markant.

Hvad skal der til?
At almen praksis prioriterer og finansierer flere konsultationssygeplejersker, så indsatsen for borgere med kronisk sygdom kan leveres med høj kvalitet, kontinuitet og frigjort tid.

I lande som Irland, England og Holland er der etableret  sygeplejerskeklinikker drevet af sygeplejersker.

Klinikkerne varetager selvstændige konsultationer og håndterer både behandling af akutte lidelser som urinvejs- og luftinfektioner, sikrer opfølgning på kroniske sygdomme, medicinjusterer og laver henvisninger.

Resultater
Erfaringerne viser, at klinikkerne reducerer presset på lægerne, sikrer høj kvalitet og forbedrer sundhedsresultater.

Hvad skal der til?
At Danmark afprøver lignende klinikker, hvor sygeplejersker kan arbejde selvstændigt med blandt andet kroniske sygdomme i tæt samarbejde med læger og andre faggrupper.

Læs Sygeplejerskens nyhed "Sygeplejersker løfter flere opgaver i almen praksis – og patienterne er trygge".

Der skal være et særligt blik på de allermest komplekse borger- og patientforløb. Det er forløb, hvor sammenhæng på tværs af sektorer og mange aktører er ekstra vigtig for at undgå unødvendige indlæggelser, mindske ulighed i sundhed og få økonomien til at slå til. APN-sygeplejersker er en central del af svaret.

Komplekse sygdomsforløb kan se ud på mange måder.

Der kan være flere sygdomme samtidig. Måske psykisk sygdom eller sociale problemstillinger.

Der kan være skrøbelighed, kognitiv svækkelse og udfordringer med at overskue sit sygdomsforløb. Måske er der heller ikke pårørende, der kan hjælpe.

Fælles for de komplekse forløb er ofte, at der er mange aktører  involveret, og det samlede overblik mangler.

Når borgeren ikke selv har ressourcerne til at koordinere sit forløb og mestre sin sygdom, kan det skabe ulighed i sundhed, og kompleksiteten i forløbet kan i sig selv føre til sygdomsforværring og gentagne indlæggelser.

Det er hårdt for den enkelte borger og de pårørende. Og det er dyrt for sundhedsvæsenet.

Erfaringer fra blandt andet Aalborg og Aarhus Kommune viser, at APN-sygeplejersker har potentialet til at være en gamechanger.

APN-sygeplejersker kan i de mest komplekse borgerforløb medvirke til at skabe overblik og sammenhæng og få de rette sundhedsindsatser ind på det rigtige tidspunkt.

Alle borgere med særligt komplekse forløb bør tilbydes en indsats med en APN-sygeplejerske, som kan supplere den kommunale sygepleje og øvrige indsatser i sundhedsvæsenet.

APN-teamet bør have en vis størrelse, så der er mulighed for at sparre med hinanden, og så teamet ikke bliver for sårbart.

For mindre kommuner kan det være en mulighed at samarbejde om en fælles APN-funktion.

Når sundhedsrådene skal beslutte indsatserne i deres nære  sundhedsplaner, bør etableringen af APN-funktioner være en central del af de nye indsatser, og der skal følge den nødvendige finansiering med.

Samtidig bør sundhedsrådene understøtte, at der etableres gode snitflader og samarbejder med almen praksis, akutsygeplejersker, hospitalsafdelinger m.v.

Når den kommunale sygepleje har brug for støtte til at hjælpe borgere med komplekse forløb, skal de kunne tilkalde en APN-sygeplejerske, som de kan sparre med, eller som kan tilrettelægge en struktureret APN-indsats hos den enkelte borger.

APN-sygeplejersken har en helt anden rolle end fx akutsygeplejersken, da der ikke er tale om akutte situationer.

De tværfaglige teams i helhedsplejen har derfor brug for begge dele.

APN-sygeplejerskers kompetencer kan bruges i alle dele af sundhedsvæsenet.

Fra den kommunale sygepleje, almen praksis, psykiatrien, akutmodtagelsen og på de medicinske afdelinger til de mest komplekse forløb.

De kan være tovholdere, skabe bedre overblik og sammenhængende forløb af høj kvalitet for en sårbar patientgruppe.

Flere kommuner har indført APN-sygeplejersker i indsatsen for borgere med de mest komplekse forløb.

I Aalborg Kommune har et team af seks APN-sygeplejersker fokus på borgere, der er i risiko for indlæggelse.

APN-sygeplejerskerne tilkaldes eller går selv ind i et forløb, hvis en borger vurderes at være i risiko for indlæggelse.

De foretager en helhedsvurdering i borgerens hjem, taler med  pårørende og øvrige fagpersoner og foreslår konkrete tiltag til egen læge og andre aktører.

I Aarhus Kommune har man siden 2021 haft syv APN-sygeplejersker, der bruges i forløb præget af multisygdom, multifarmaci og mange aktører og ved særlige diagnoser, sklerose, ALS eller Parkinsons.

De bliver tilkaldt via journalsystemet, samarbejder tæt med personalet og bidrager med sparring og opkvalificering.

Derudover har de med en databaseret tilgang bl.a. analyseret mønstre hos udadreagerende borgere for at styrke det forebyggende arbejde.

Resultater
Erfaringerne viser, at APN-sygeplejersker kan reducere indlæggelser markant. I både Aalborg og Aarhus bevarer borgerne i højere grad deres funktionsevne, og der skabes tryghed og sammenhæng i forløbet.

Samtidig aflaster indsatsen det øvrige personale og mindsker kompleksiteten i patientforløbene.

Hvad skal der til?
At flere kommuner etablerer APN-funktioner. Mindre kommuner kan gå sammen om en fælles ordning. Samtidig skal APN-sygeplejerskerne have rammer til at arbejde selvstændigt, opsporende og helhedsorienteret – med ledelser, der kan understøtte udviklingen af funktionen og give faglig sparring i de mest komplekse forløb.

Grundlaget for sundhed og trivsel bliver lagt tidligt i livet. Derfor skal der allerede fra barndommen og ungdomsårene både være konkrete sundhedsindsatser og strukturelle rammer i samfundet, der forebygger sygdom, fremmer mental og fysisk sundhed og mindsker ulighed i sundhed.

Et sundt og godt liv mindsker uligheden i sundhed og skaber trivsel hos børn og voksne. Desværre kæmper flere og flere især børn og unge med sårbarhed og mistrivsel.

Der er brug for bedre opsporing og forebyggelse, så alle får en god  start på livet, og så flere børn og unge kan leve et helt almindeligt  hverdagsliv med skole og kammerater.

Sundhedsplejen skaber sammenhæng i den forebyggende og opsporende indsats for familien og det enkelte barn.

Samtidig er sundhedsplejen en unik brobygger til andre dele af sundhedsvæsenet og socialområdet for eksempel almen praksis, PPR og familietilbud i kommunerne.

Derfor bør ledende sundhedsplejersker også sidde med, når  kommunerne skal omsætte den nye folkesundhedslov til sunde  tværgående indsatser.

Sundhedsplejersken bidrager til indsatser, der styrker børn og unge i at træffe sunde valg, fx ved at forebygge problemer med alkohol, nikotin og andre rusmidler senere i livet.

Folkesundhedsloven skal både sætte de strukturelle rammer, fx for udfasning af tobak og nikotin og samtidig huske de individuelle tiltag, der kan gøre en særlig forskel for den enkelte, og som netop går på  tværs af sundhed, skole- og fritidsliv samt arbejdsliv.

Strukturel og individuel forebyggelse går hånd i hånd, når ulighed i sundhed for både børn og voksne skal reduceres.

99 % af de danske familier får besøg af sundhedsplejen i barnets første leveår.

Men arbejdet med at sikre trivsel og forebygge ulighed i sundhed bør  starte allerede i graviditeten for at understøtte de nybagte familier i at  komme godt fra start med fx amning og tidlig opsporing af  efterfødselsreaktioner.

Når forældrene føler sig godt rustet fra start, får børnene en mere lige start på livet.

De første 1.000 dage af et barns liv har stor betydning for barnets  udvikling og trivsel.

Indsatsen i småbørnsårene skal styrkes, så alle kommuner tilbyder et 3-års besøg fra sundhedsplejersken.

Enten i hjemmet eller virtuelt.

Tilbuddet skal blandt andet have fokus på familierådgivning om fx kost, søvn, opdragelse og skærmbrug.

Det skal bygge bro til barnets vuggestue- og børnehaveliv samt ved behov udføre en mental screening af barnet.

Dårlig trivsel i skolen øger risikoen for at udvikle forskellige sygdomme, skolevægring, frafald fra uddannelse og senere hen svag tilknytning til arbejdsmarkedet.

Brugen af for eksempel alkohol og nikotinprodukter begynder for mange også allerede i folkeskolen.

Et skoletilbud til børn og unge med fokus på forebyggelse og tidlig opsporing er en god investering.

Sundhedsplejerskerne i skolerne kan med fordel samarbejde tæt med de nye lettilgængelige tilbud til børn og unge med psykisk mistrivsel.

Når børnene bliver unge, skal de også have let adgang til et forebyggende sundhedstilbud på erhvervs- og ungdomsuddannelserne, hvor de kan søge råd og vejledning om fx sund livsstil, trivsel, digitalt liv, alkohol, nikotin, andre rusmidler og seksuel sundhed.

En lettilgængelig sundhedsplejerske på uddannelsen kan være nemmere at tale med om disse emner, når behovet opstår i forhold til at skulle booke tid hos egen læge.

Sundhedsplejersker har udviklet samtaleredskabet “Kom glad i skole – hver dag”, der hjælper børn med bekymrende skolefravær.

Når en elev har haft fem fraværsperioder på et halvt år, indkaldes familien til en samtale med sundhedsplejersken.

Samtalen afdækker årsagerne til fraværet og indsatsen munder ud i en konkret handleplan, som skolen følger op på.

Resultater
På Nørrebro Park Skole fik 75 % af de deltagende børn reduceret deres fravær.

Forældrene følte, at de blev mødt med respekt, og at de var bedre rustet til at støtte deres barn, og lærerne oplever færre bekymringer og et bedre samarbejde.

Hvad skal der til?
At flere kommuner systematisk bruger sundhedsplejersker på folkeskolerne til at styrke indsatsen i forbindelse med bl.a. skolefravær.

I Ikast-Brande Kommune har sundhedsplejersker udviklet samtalespillet "Sundhed i Spil" til elever i 4. klasse.

Spillet gør det lettere for børn at sætte ord på emner som følelser, søvn, mad og venskaber – temaer, der ofte er svære at tale om i den alder.

Spillet foregår i små grupper, hvor børnene trækker spørgsmål og deler tanker i et trygt og støttende fællesskab.

Formålet er at styrke børnenes mentale trivsel, selvværd og sociale relationer og samtidig give dem konkrete redskaber til at håndtere hverdagen.

For sundhedsplejerskerne er spillet et værdifuldt værktøj til at opbygge tillid og skabe åben dialog med børnene.

Det styrker samarbejdet med både lærere og forældre og giver mulighed for tidlig opsporing af mistrivsel.

Resultater
Børnene får lettere ved at tale om svære emner og oplever øget trivsel.

Sundhedsplejerskerne får en stærkere relation til børnene og bedre mulighed for at støtte og følge op.

Projektet har fået prisen Årets Sundhedsplejerske 2023.

Hvad skal der til?
At flere kommuner giver sundhedsplejersker redskaber og tid til at arbejde systematisk med samtalebaseret trivsel.

I Tønder Kommune tilbyder sundhedsplejen graviditetsbesøg til alle gravide. Også til dem, der ikke venter deres første barn.

Besøgene foregår i hjemmet og giver en tidlig mulighed for at skabe relation og tillid mellem familien og sundhedsplejersken.

Sundhedsplejersken kan støtte forældrene i at forberede sig på amning, tale om efterfødselsreaktioner og hjælpe med at skabe trygge rammer for barnet.

Resultater
Ny dansk forskning viser, at graviditetsbesøg styrker ammeetableringen, giver mere målrettet støtte og får forældre til at række tidligere ud ved problemer.

Forældrene oplever større tryghed, og sundhedsplejen får bedre mulighed for tidlig opsporing.

Hvad skal der til?
At alle kommuner indfører graviditetsbesøg som et tilbud i  sundhedsplejen, så indsatsen starter, allerede før barnet er født.

I Hvidovre Kommune har man etableret UngeLiv – et anonymt tilbud til unge mellem 12 og 25 år, hvor de kan møde en sundhedsplejerske i øjenhøjde.

De unge kan tale om trivsel, seksualitet, stress, digitalt liv og få adgang til gratis prævention eller test for kønssygdomme.

Tilbuddet findes både på ungdomsuddannelser og i en åben klinik.

Resultater
De unge oplever et trygt rum, hvor de kan dele problemer, som de ellers ikke ville have søgt hjælp til.

Sundhedsplejerskerne kan opspore mistrivsel tidligt, og deres indsats kan bidrage til bedre mental og fysisk sundhed blandt unge.

Hvad skal der til?
At flere kommuner opretter åbne sundhedstilbud på ungdomsuddannelserne og giver sundhedsplejersker mulighed for at være synlige og tilgængelige i de unges hverdag.

Borgere med psykisk sygdom skal have sammenhængende tilbud af høj faglig kvalitet i psykiatrien og tæt på deres hverdag. Det kræver mere specialuddannet personale og kontinuerligt fokus på sikkerhed for både patienter og personale.

Borgere med psykisk sygdom oplever alt for ofte usammenhængende forløb med manglende koordination mellem forskellige sektorer i sundhedsvæsenet.

Konsekvenserne er mærkbare: Ringere behandling, senere diagnosticering og større risiko for tidlig død.

En central del af løsningen er at sikre relevant faguddannet personale tæt på borgernes hverdag, hvor sygeplejersker med specialuddannelse i psykiatri løfter kvaliteten og skaber sammenhængende patientforløb.

Sundhedsreformen organiserer psykiatrien under samme ledelse og administration som det øvrige sygehusvæsen.

Men den længe ventede ligestilling af psykiatri og somatik stopper ikke ved sygehusdøren.

Den egentlige integration sker, når den enkelte borger møder kompetent sundhedspersonale, der har kendskab til både somatik og psykiatri.

Den sammenhængende organisering og faglige indsats skal omfatte  hele sundhedsvæsenet, uanset hvor borgeren befinder sig.

I eget hjem, på et socialpsykiatrisk bosted, i ambulant forløb, eller hvis borgeren er indlagt.

Borgere med både psykisk sygdom og en eller flere somatiske sygdomme skal møde sygeplejersker med specialiseret viden om begge dele, når de er i kontakt med sundhedsvæsenet.

Det kan være i form af et særligt team i for eksempel den kommunale sygepleje eller på en fælles akutmodtagelse.

Nogle borgere har brug for at blive mødt på en særlig måde på grund af psykiatriske udfordringer eller misbrugsproblematikker, så det samlede sygdomsbillede håndteres på den mest hensigtsmæssige måde.

Det baner vejen for øget sammenhæng og lighed i sundhed.

Initiativet med fast tilknyttede læger på bosteder skal suppleres med sundhedsfagligt personale i form af flere sygeplejersker på bostederne.

Det er væsentligt, at de sundhedsfaglige udfordringer hos den enkelte ikke overses, og at den rette handling iværksættes.

Udkørende teams med specialviden om det samlede udfordringsbillede af psykiske, sociale og somatiske problemstillinger bør udbredes til hele landet.

Det højner lighed i sundhed både geografisk og på tværs af somatik og (social)psykiatri.

Aktuelt har under en fjerdedel af sygeplejerskerne i psykiatrien en relevant specialuddannelse.

Det tal er for lavt i forhold til at sikre tilstrækkelig høj faglig kvalitet i behandlingen.

Komplekse patientforløb på tværs af somatik og psykiatri stiller krav til sygeplejerskernes kompetencer.

Derfor skal en ligestillet psykiatri have en målsætning om, at mindst 75 % af sygeplejerskerne har den relevante specialuddannelse.

Flere socialsygeplejersker mindsker ulighed i sundhed og skaber sammenhæng for socialt udsatte borgere.

Socialsygeplejersker skal blandt andet skabe og vedligeholde samarbejde med sygeplejeklinikker, sundhedsklinikker, sundhedshuse og inddrage andre relevante kommunale tilbud som fx genoptræning og rusmiddelbehandling.

En del af socialsygeplejerskernes funktion skal også være at formidle viden til andre sundhedsprofessionelle om kontakt, inddragelse og helbredsfremme hos mennesker, der er socialt udsatte, og som kunne have et misbrug.

Vold, trusler og for lidt kvalificeret personale på vagt udgør en sikkerhedsrisiko for både medarbejdere og patienter i psykiatrien.

Derfor er der brug for en national handleplan mod vold i sundhedsvæsenet.

Den skal have fokus på markant bedre forebyggelse i form af et vedvarende fokus på sikkerhedskulturen og på videreuddannelse og opkvalificering af personalet, så det bliver mere attraktivt at være ansat i psykiatrien.

Fusionsklinikken i Slagelse samler psykiatri og somatik under ét tag og tilbyder et specialiseret, tidsubegrænset behandlingstilbud til borgere med både psykisk sygdom og diabetes.

Klinikken drives af et tværfagligt team, hvor sygeplejersker er centrale, fordi de har kompetencer i både psykiatri og somatik.

De kan håndtere alt fra EKG og blodprøver til selvmordsscreening og kriseplaner.

Resultater
Patienterne oplever tryghed og stabilitet i et samlet forløb. Der er færre afbrydelser i behandlingen, og livskvaliteten stiger, når patienterne ikke længere skal pendle mellem to adskilte systemer.

Hvad skal der til?
At flere kommuner og regioner etablerer tilbud, hvor borgere med  dobbeltdiagnoser får et helhedsorienteret tilbud med sygeplejersker i en nøglerolle.

På Aarhus Universitetshospital er der etableret et tæt samarbejde mellem den psykiatriske akutmodtagelse og den somatiske akutafdeling.

Sygeplejersker fra begge enheder deltager i fælles kapacitetskonferencer flere gange dagligt, hvor de gennemgår patienterne og planlægger forløbene i fællesskab.

Når en patient med psykiatrisk diagnose bliver indlagt på den somatiske akutafdeling, kan psykiatriske sygeplejersker træde til med støtte og vejledning.

Det tværfaglige samarbejde sikrer, at både den fysiske og mentale sundhed bliver håndteret professionelt og koordineret med udgangspunkt i patientens samlede behov.

Resultater
Patienterne oplever en mere helhedsorienteret sygepleje og behandling og færre skift i kontaktpersoner.

Sygeplejerskerne får bedre mulighed for at samarbejde om komplekse forløb og skabe sammenhæng i akutte situationer.

Hvad skal der til?
At flere hospitaler organiserer tværfagligt samarbejde mellem psykiatri og somatik med sygeplejersker som bindeled.

I Region Hovedstaden samarbejder Rigshospitalets epilepsiklinik med  bosteder for borgere med udviklingshæmning. Sygeplejersker og læger kører ud til bostederne, hvor de møder patienterne i trygge omgivelser og justerer medicin, tager prøver og følger op på anfald i tæt dialog med personale og pårørende.

Resultater
Ordningen dækker 250 patienter på 17 bosteder og forebygger  fejlmedicinering og unødige indlæggelser.

Samarbejdet mindsker også risikoen for fejlinformation, når borgere med  udviklingshæmning ikke møder alene op til kontrol.

Det er med til at sikre, at pårørende og personale føler sig bedre klædt på til at støtte borgeren.

Hvad skal der til?
At flere specialiserede hospitalstilbud flytter tættere på borgeren gennem udkørende teams og faste samarbejder med bosteder og kommuner.

Det er med til at sikre, at bostedets personale og de pårørende føler sig bedre klædt på til at støtte borgeren.

I Nyborg arbejder en socialsygeplejerske håndholdt med socialt udsatte borgere og møder dem i øjenhøjde.

Han hjælper med alt fra at læse breve fra sundhedsvæsenet i e-boks og finde et par specialsko til at sikre, at en borger møder til sin behandling.

Pointen er, at små praktiske problemer kan være det, der afgør, om en udsat borger får adgang til sundhedsvæsenet.

Resultater
Indsatsen skaber tillid og gør, at flere udsatte borgere får den behandling, de har brug for.

Socialsygeplejersken forebygger ulighed i sundhed og bygger bro mellem borgeren og systemet.

Hvad skal der til?
At alle regioner og kommuner ansætter socialsygeplejersker i sundhedsvæsenet og giver dem tid og rammer til opsøgende arbejde.

På Fælles Intermediært Afsnit (FIMA) på Bispebjerg Hospital er  patienterne ofte kritisk syge med både somatiske og psykiatriske problemstillinger. Det gav tidligere mange voldsepisoder.

Afdelingen har nu indført systematisk risikovurdering, faste procedurer for konflikthåndtering, sikkerhedsvagter og daglig læring efter episoder.

Resultater
Både personale og patienter oplever større tryghed, og sikkerhedskulturen er blevet markant styrket.

Hvad skal der til?
En systematisk indsats over for vold. Fx gennem faste procedurer for konflikthåndtering.

Nye organiseringer, planer og prioriteringer i sundhedsvæsenet skal bygge på sundhedsfaglig viden og rådgivning på alle niveauer. Derfor bør der oprettes sundhedsfaglige rådgivningsudvalg til hvert  sundhedsråd med repræsentation af både kommunale og regionale sygeplejersker.

Med sundhedsreformen lægges der op til, at flere borger- og patientforløb starter og slutter i det nære, og at der kommer mere fokus på forebyggelse frem for behandling.

Men det er ikke nye strukturer alene, der får sundhedsvæsenet til at fungere. Det er de fagligt dygtige medarbejdere, der hjælper borgere og patienter igennem systemet, og som både skaber sammenhæng i  forløbene og sikrer patientsikkerheden.

Den sygeplejefaglige analyse og det helhedsorienterede blik for patienten og patientforløbet er derfor meget vigtig.

Sygeplejersker spiller en nøglerolle i at omsætte reformen fra papir til virkelighed, og politikerne i sundhedsrådet bør derfor inddrage det sygeplejefaglige perspektiv, når der træffes vigtige beslutninger om nye måder at tilrettelægge behandling og sygepleje i det nære sundhedsvæsen.

På alle niveauer er der brug for input og viden fra de relevante sundhedsfaglige medarbejdere og ledere til at sætte en fælles, faglig retning i planlægningen af sundhedsvæsenet.

Det gælder både den nationale sundhedsplan, de 17 sundhedsråd og det kommende prioriteringsråd og alle de øvrige steder i  sundhedsvæsenet, hvor faglige input er forudsætningen for at træffe gode beslutninger.

Politikerne i sundhedsrådene skal styrke det nære sundhedsvæsen og sammenhæng på tværs af sektorer og indsatser i lokalområdet.

Beslutningerne bør bero på faglig viden og rådgivning fra blandt andet sygeplejersker.

Det kan være via et sundhedsfagligt rådgivningsudvalg for hvert sundhedsråd, der er sammensat med relevante fagligheder og ledelser fra begge sektorer.

De 17 sundhedsfaglige rådgivningsudvalg bør også have mulighed for erfaringsudveksling og faglig vidensdeling for at koordinere på tværs.

God faglig ledelse spiller en vigtig rolle i at omsætte ambitionerne i reformen til konkrete indsatser.

Det kræver, at de faglige ledere er tæt på de politiske beslutninger i sundhedsrådene.

Omvendt har politikerne også brug for at kende til hverdagen hos fx hjemmesygeplejen, akutsygeplejen, sundhedsplejersken, almen praksis, psykiatrien og hospitalet for at kunne træffe beslutninger, som er tæt på borgere og patienter.

De gode faglige indsigter finder ikke vej til politikerne af sig selv. De skal hjælpes på vej gennem tæt samarbejde og dialog mellem  sundhedsrådene og de faglige ledelser.

Prioriteringsrådet skal have et bredere fokus end produktivitet og medicinsk behandling. Sygepleje og professionel omsorg er en central del af det samlede patientforløb, men bliver ofte nedprioriteret.

Når sygeplejen og den professionelle omsorg ikke prioriteres, kan det føre til sygdomsforværring og dermed presse sundhedsvæsenet.

Etisk Råd har vist, at omsorgen er under pres, når der er travlt, og ny forskning viser, at den nødvendige sygepleje på danske hospitaler kun bliver udført, når tiden tillader det.

I overensstemmelse med WHO’s anbefalinger bør det sygeplejefaglige perspektiv have en mere central og formaliseret rolle i sundhedsmyndighederne i Danmark.

En sygepleje- og omsorgsdirektør i Sundhedsstyrelsen kan bidrage med sygeplejefaglig ekspertviden i den nationale sundhedsplan og i udviklingen af den nationale sundhedspolitik.

Ligeledes bør der være sygeplejefaglige topledere i regioner og kommuner med ansvar for det nære sundhedsvæsen.

WHO har siden 2015 anbefalet, at alle lande indfører en national sygepleje- og omsorgsdirektør (CNO).

Flere europæiske lande som Sverige, Finland og Irland har allerede oprettet stillingen, og på verdensplan svarer 82 procent af landene i 2025, at de har en CNO. Rollen skal sikre, at sygepleje og omsorg indgår i politiske beslutninger, og at erfaringer fra praksis og forskning bliver en del af det nationale beslutningsgrundlag.

Resultater
Erfaringer fra andre lande viser, at en CNO styrker faglig ledelse, fremmer evidensbaseret praksis og hjælper med at forudse behovet for sygeplejersker. Det bidrager til bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet.

Hvad skal der til?
Danmark bør indføre en sygepleje- og omsorgsdirektør i Sundhedsstyrelsen, så det sygeplejefaglige perspektiv får en fast plads i toppen af sundhedsvæsenets beslutninger.

Udviklingen i sundhedsvæsenet stiller nye og større krav til sygeplejerskernes kompetencer. En del af løsningen er at prioritere grunduddannelsen, sikre den nødvendige kompetenceudvikling og efteruddannelse og sørge for, at flere sygeplejersker tager en special- eller kandidatuddannelse.

Borgere såvel som politikere har høje forventninger til  sundhedsvæsenet. Det kræver medarbejdere i alle sektorer med et højt fagligt niveau.

Derudover stiller stigende kompleksitet i sygdomsbilledet og hastig udvikling i vores sundhedsvæsen øgede krav til sygeplejerskers kompetencer.

Det gælder for alle sygeplejersker i alle dele af sundhedsvæsenet, uanset om de møder borgeren i eget hjem, i akutsystemet eller til planlagt behandling.

Den faldende søgning til sygeplejerskeuddannelsen betyder samtidig, at der på sigt bliver færre sygeplejersker til at løfte opgaverne.

Disse udviklingstendenser peger dels på behovet for at udvikle en sygeplejerskeuddannelse, hvor flere studerende end i dag gennemfører uddannelsen, og dels på en ny strategi for sygeplejefaglige specialuddannelser.

Det vil skabe en god start på arbejdslivet og samtidig pege frem mod flere attraktive karriereveje.

Dette fokus bør også omfatte løbende kompetenceudvikling for de faglige ledere, så der skabes det bedste grundlag for  ledelsesarbejdet i sundhedsindsatsen.

Praktikken på sygeplejerskeuddannelsen skal prioriteres højt, og der skal sikres økonomiske rammer for at skabe praktik af høj kvalitet.

For at det lykkes, skal der på praktikstederne i sundhedsvæsenet være en tydelig strategi for læring, øget vejledning af sygeplejestuderende og øget gennemførelse på sygeplejerskeuddannelsen.

Inkluderende læringsmiljøer grundlægger et godt arbejdsmiljø for de studerende.

Nyuddannede sygeplejersker skal sikres en stærk tilknytning til arbejdet som sygeplejerske.

Det kræver et struktureret introduktionsforløb med fokus på anvendelse og styrkelse af de faglige kompetencer, som den enkelte har opnået  gennem sygeplejerskeuddannelsen.

Introduktionsforløbet skal også synliggøre de mange karrieremuligheder, som en sygeplejerskeuddannelse giver:

Man kan arbejde i forskellige sektorer, man kan fordybe sig i særlige patientgrupper eller problemstillinger, man kan blive leder, man kan videreuddanne sig, og man kan forske.

Det skal sikres, at alle sygeplejersker gennem hele arbejdslivet har mulighed for at tilegne sig ny viden og nye kompetencer i takt med udviklingen i sundhedsvæsenet.

Det kræver, at der prioriteres tid til de eksisterende uddannelsesmuligheder, fx inden for sårbehandling, inkontinens, opvågning m.v., og at der løbende udvikles og investeres i nye efteruddannelsesmuligheder både af kortere og længere varighed bl.a. inden for den borger- og patientnære sygepleje.

Der skal være en specialuddannelse på alle større områder med behov for specialiserede sygeplejefaglige kompetencer.

Derfor bør Sundhedsstyrelsen lave en faglig vurdering af, hvor de nuværende specialuddannelser skal suppleres af nye.

Som minimum bør der oprettes specialuddannelser i medicinsk sygepleje, palliation, operationssygepleje, kirurgisk sygepleje, pædiatrisk sygepleje og konsultationssygepleje.

Uddannelserne kan med fordel tilrettelægges langt mere fleksibelt og med større synergi på tværs af de enkelte uddannelser.

Fx gennem modulopbygning, så uddannelserne samlet set imødekommer sundhedsvæsenets forskellige behov.

Sundhedsstyrelsen bør for hver enkelt specialuddannelse fastsætte nationale måltal for antallet af specialuddannede sygeplejersker på feltet.

Behovet for at justere antallet af uddannelsespladser skal monitoreres løbende, så måltallet nås, og så der ikke opstår mangel på fx anæstesisygeplejersker eller sundhedsplejersker.

De nationale måltal omsættes til lokale måltal i hvert sundhedsråd.

For at sikre den bedst mulige sygepleje og behandling bør alle arbejdsgivere udarbejde strategier for, hvordan flere sygeplejersker får  en kandidatuddannelse, fx som APN-sygeplejerske, og at flere tager en ph.d.

De stigende krav til sundhedsvæsenet og sygeplejen medfører et behov for, at flere sygeplejersker får kompetencerne til at yde avanceret klinisk sygepleje og koordinere komplekse behandlingsforløb for multisyge på tværs af sektorer og specialer samt udvikle og forske i sygeplejen.

Det vil samlet set forbedre sundhedsvæsenets evne til at håndtere stigningen i de komplekse patientforløb både på og uden for hospitalerne.

Sjællands Universitetshospital har indgået et strategisk samarbejde med Syddansk Universitet om at uddanne tre hold sygeplejersker på erhvervskandidatuddannelsen i klinisk sygepleje.

Det første hold startede i 2023.

Uddannelsen gennemføres sideløbende med klinisk arbejde på nedsat tid, så de studerende kan omsætte ny viden direkte i praksis.

En central styrke ved indsatsen er, at man er mange af sted samtidigt, og at ledelsen er aktivt involveret i forløbet.

Det skaber en fælles forståelsesramme, styrker faglig sparring og giver et bredt løft af det kliniske niveau på tværs af afdelinger.

Resultater
Kandidatuddannelsen bidrager til et stærkere fagligt miljø, højere kvalitet i den daglige sygepleje og bedre fastholdelse af erfarne sygeplejersker.

Uddannelsesmiljøet styrkes, når ledelsen går forrest og prioriterer systematisk kompetenceløft.

Hvad skal der til?
At flere hospitaler og regioner forpligter sig på at understøtte sygeplejerskers videreuddannelse gennem målrettede partnerskaber med universiteterne og aktiv ledelsesopbakning.

Region Syddanmark besluttede i 2020, at 55 % af sygeplejerskerne i psykiatrien skal have en specialuddannelse.

Dette mål blev sat med intentionen om at styrke kvaliteten og fastholdelsen inden for psykiatrien.

Resultater
Andelen er steget til 31 % i 2024, hvilket er landets højeste.

Hvad skal der til?
At alle regioner opstiller konkrete måltal for specialuddannelser og følger op med uddannelsespladser og systematisk kompetenceudvikling.

Teknologiske løsninger kan øge kvaliteten, patientsikkerheden og tilgængeligheden, og de kan være tidsbesparende og forbedre arbejdsmiljøet. Det kræver prioritering og vedholdenhed at udbrede de mange innovative lokale erfaringer hos både borgere, patienter og hos personalet, før vi kan høste gevinsterne.

Teknologi er en del af fremtidens sundhedsvæsen, og rigtig mange teknologiske løsninger er allerede i dag en integreret del af sygepleje og behandling.

Teknologi spænder bredt over apparaturer, digitalisering, bedre brug af sundhedsdata, apps og kunstig intelligens.

Sammen med forskellige andre teknologiske løsninger er det afgørende elementer for at sikre mere hjemmebehandling.

Men feltet er under konstant udvikling. Nye idéer og løsninger opstår både lokalt, internationalt, i erhvervslivet og på andre velfærdsområder.

Derfor skal udbredelse og investeringer i ny teknologi bygge på dokumenteret effekt.

Teknologisk fremskridt er ikke meget bevendt, hvis hverken patienter eller personale kan forstå eller anvende de nye muligheder.

Der skal afsættes tid og midler til både udvikling, afprøvning og evaluering, så det sikres, at nye teknologier mindsker ulighed i  sundhed, højner kvalitet og patientsikkerhed, frigiver ressourcer i sundhedsvæsenet og opleves som en hjælp af borgere og patienter.

Teknologi er ikke et mål i sig selv, men et middel til at opnå et mere bæredygtigt og lige sundhedsvæsen.

Relationer og omsorg er et bærende element i sygeplejen og skal derfor prioriteres i samspil med nye teknologier.

Digital Sundhed Danmark bør sætte retning for forpligtende samarbejder på tværs af regioner, kommuner og almen praksis om at udbrede de gode teknologiske løsninger.

Som en del af indsatsen skal der afsættes de nødvendige midler til udvikling, implementering, drift og evaluering.

Viden om, hvad der virker, er grundlaget for at kunne udbrede veldokumenterede løsninger til alle dele af sundhedsvæsenet og bruge ressourcerne effektivt.

Nye teknologiske løsninger bør vurderes efter faglig kvalitet og dokumenteret effekt, patientsikkerhed, brugervenlighed hos patienter og personale samt potentiale for mere lighed i sundhed.

Derfor skal der forskes i nye teknologier og teknologiers effekt i praksis for både patienter, for arbejdsvilkår og arbejdsmiljø og for en effektiv ressourceudnyttelse.

Det er afgørende, at udviklingsfasen af ny teknologi inddrager de sundhedsprofessionelle, der skal bruge teknologierne, og som kender de faglige behov og udfordringer hos patienter og borgere.

For at opnå effekt og resultater af nye teknologier på bedre borger- og patientforløb skal nye metoder og arbejdsgange også implementeres grundigt.

Det kræver ledelsesmæssig opbakning og prioriterede ressourcer.

Sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle skal have de rette kompetencer og teknologiforståelse for at kunne anvende teknologi til gavn for borgere og patienter.

Sygeplejestuderende skal introduceres til og afprøve teknologier som en del af deres praktik, og allerede uddannede sygeplejersker skal efteruddannes i at kunne anvende og forholde sig til teknologiens betydning for det enkelte patientforløb.

Fx er det nødvendigt at kunne vurdere, om et konkret teknologisk værktøj vil være en hjælp eller en barriere for den enkelte patient.

Derudover skal ledere uddannes til at understøtte nye teknologiske arbejdsgange i arbejdet, så de gode løsninger rent faktisk tages i brug.

På Bornholm kan kræftpatienter få adgang til specialiseret behandling uden at rejse til København.

De møder i stedet på Bornholms Hospital, hvor en onkologisk sygeplejerske sidder med dem under en videokonsultation med Rigshospitalet.

Resultater
Patienterne slipper for lange rejser i en svækket tilstand og oplever større tryghed og tilgængelighed.

Sundhedsvæsenet udnytter specialiserede ressourcer bedre.

Hvad skal der til?
At flere hospitaler indfører videokonsultationer som supplement til fysisk fremmøde med sygeplejersker som faste tovholdere.

Ærø har oprettet et telehospice, hvor borgere i den sidste levetid kan være tæt på familie og venner. Hospicepladsen ligner en almindelig hospiceplads, men med videokontakt til specialister i  Svendborg og på OUH.

Resultater
Omkring ti borgere om året bruger telehospicet. De får mulighed for at dø i trygge omgivelser tæt på pårørende, mens sygeplejersker og specialister samarbejder om plejen.

Hvad skal der til?
At der investeres i teknologier, der gør det muligt med mere  hjemmebehandling, så borgere på bl.a. øer og i yderområder kan få samme adgang til sygepleje og behandling som i resten af landet.

Nye teknologier gør det muligt at monitorere patienters vitale værdier som blodtryk, puls og iltmætning kontinuerligt og præcist.

Med sensorer og kunstig intelligens bliver sygeplejersken kun alarmeret ved reelle afvigelser – ikke ved falske alarmer, som tidligere stjal tid og fokus.

Når AI-assisteret monitorering kombineres med sygeplejerskens kliniske blik, skabes bedre forudsætninger for at opdage forværring i  tide og forebygge komplikationer.

Resultater
Patienterne oplever mere stabile forløb, sundhedsvæsenet undgår unødvendige indlæggelser og genindlæggelser, og sygeplejerskerne får frigjort tid til sygepleje og professionel omsorg.

Hvad skal der til?
At hospitaler og kommuner investerer i teknologi og sikrer  opkvalificering af sygeplejersker i anvendelsen af teknologi.

eHospitalet i Region Sjælland giver borgere mulighed for behandling og rådgivning uden at være indlagt.

Borgeren foretager selv målinger i hjemmet for eksempel blodtryk og blodsukker, som sygeplejersker og læger vurderer digitalt.

Sygeplejersker følger op og koordinerer forløbet med hospital, almen praksis og kommunal sygepleje.

Stuegang kan fx foregå ved, at en kommunal sygeplejerske er fysisk hos borgeren, mens lægen deltager digitalt fra eHospitalet.

Resultater
Borgerne kan blive hjemme, unødige indlæggelser undgås, og ressourcerne i sundhedsvæsenet udnyttes mere effektivt.

Behandlingen bliver dermed ikke en enkeltstående ydelse, men en sammenhængende og fleksibel indsats, hvor digital kontakt kombineres med fysisk nærvær.

Hvad skal der til?
At hjemmebehandling udbredes i samarbejde mellem hospitaler, kommuner og almen praksis, og at sygeplejersker har de rette kompetencer.