Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Fag & Forskning

Når få sekunder gør en stor forskel

Aspirationsteknik I: Smerter og ubehag ved aspirationen bliver ikke mindre, hvis sygeplejersken bruger længere tid på aspirationen. Til gengæld bliver prøven af en bedre kvalitet, hvis aspirationen foregår hurtigt.

Fag & Forskning 2016 nr. 2, s. 20-21

Af:

Anne Witthøfft, journalist

Mette Grønkjær
"Når sygeplejersker undrer sig over noget i praksis, kan de tage kontakt til os,” fortæller Mette Grønkjær, forsker på Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje på Aalborg Universitetshospital.
Foto: Cathrine Ertmann
Det kan være smertefuldt at få udtaget en knoglemarvsprøve i forbindelse med mistanke om f.eks. leukæmi eller lymfekræft. Så for at mindske patienternes smerteoplevelse var sygeplejerskerne på hæmatologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital lige så stille begyndt at trække kanylen lidt langsommere i bund. Og selv om de oprindeligt var blevet oplært til at foretage hurtig aspiration, begyndte de efter nogen tid at spørge sig selv, om en lidt langsommere aspiration mon overhovedet havde nogen betydning for kvaliteten af knoglemarvsprøverne. For hvad nu hvis man kunne reducere smerteoplevelsen for patienterne, uden at det gik ud over kvaliteten af prøverne. 

Da de konsulterede litteraturen, fandt de ikke nogen brugbare svar. Og deres undren førte dem derefter videre til Mette Grønkjær, som er forsker på Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje på Aalborg Universitetshospital.

”Som forskningsenhed er vi centralt placeret, og vi laver praksisnær forskning. Når sygeplejersker undrer sig over noget i praksis, kan de tage kontakt til os,” fortæller Mette Grønkjær. 

”Sygeplejersken oplevede, at patienterne ofte var forpinte, og at det gjorde ondt. Og de havde en hypotese om, at hvis man trak knoglemarv lidt langsommere ud, så ville det være mindre smertefuldt. Omdrejningspunktet for forskningen var, om langsommere aspiration ville gå ud over kvaliteten i prøverne,” fortæller Mette Grønkjær.

Med hjælp fra statistikere blev der designet et randomiseret studie, hvor 482 patienter blev inkluderet. Prøvernes kvalitet blev målt på antallet af celler og marvpartikler, mens patienternes smerte blev målt på VAS-scoren, en måleenhed, hvor patienterne placerer deres smerteoplevelse på en skala fra 1-10.

”Det, vi ikke vidste, var, om den hurtige metode var bedre end den langsomme. Og derfor var den randomiserede metode vigtig,” forklarer Mette Grønkjær om metoden, som bygger på et omfangsrigt statistisk materiale.

Læs også: Det gør fortsat ondt på patienten

Studiet var blindet, og sygeplejerskerne trak kuverter, der angav, om de skulle foretage hurtig eller langsom aspiration på patienterne. Hverken patienterne, som efterfølgende skulle vurdere deres smerteoplevelse, eller patologen, som skulle vurdere knoglemarvsprøvens kvalitet, vidste, om der var blevet foretaget langsom eller hurtig aspiration.

Den hurtige metode var bedre kvalitetsmæssigt. Prøverne af den hurtige aspiration viste sig – målt i odds ratio – at være dobbelt så gode.

”Resultatet var, at den hurtige aspirationsmetode var bedst. Det har vi nu fået evidens for,” siger Mette Grønkjær.
2016-2-nypraksis-illuDen hurtige aspirationsmetode viste sig dog at være mere smertefuld end den langsomme. ”Forskningsresultatet viste, at hurtigere aspiration gør lidt mere ondt, men forskellen er ikke så stor,” siger Mette Grønkjær og forklarer: ”Forskellen på hurtig og langsom aspiration var 1 point på VAS-scoren.” 

Ledelsesmæssig opbakning

Ud over det forskningsmæssige resultat har projektet ifølge Mette Grønkjær også vist en række andre interessante ting. Bl.a. hvordan sygeplejersker kan drive evidensbaseret praksisforskning, og hvad der sker, når sygeplejerskers refleksioner bliver anerkendt og lyttet på.

”Forskningsprojektet er et godt eksempel på, at man ved at undre sig og reflektere kan sætte mange ting i gang.” 

”Vi snakker tit om, hvem der skal lave forskningen. Det her er et eksemplarisk eksempel på, at vi skal samarbejde. Det tværfaglige og tværvidenskabelige og det, at vi hver især har forskellige kompetencer, har været afgørende. Sygeplejerskerne kunne ikke have lavet det alene. Det kunne jeg heller ikke. Det var et klinisk forankret projekt, hvor sygeplejerskerne havde viden fra praksis, og jeg kunne bidrage med, hvordan man laver en protokol og skriver en videnskabelig artikel,” fortæller Mette Grønkjær og peger på, at den ledelsesmæssige opbakning har været afgørende for, at projektet kunne lykkes.

”Den ledende overlæge og den afsnitsledende sygeplejerske har deltaget i projektet, og sygeplejerskerne har fået forskningstid i vagtplanen, så de kunne sidde i et mødelokale og læse artikler eller mødes med mig til vejledning. Og når projektet trækker ud, og tidsplanen ikke holder, er det vigtigt, at man har en ledelse, der bakker op,” fastslår Mette Grønkjær. 

Læs også: Det gør fortsat ondt på patienten