Pårørende er vigtige støtter

For pårørende kan det være en skræmmende oplevelse, når en person, de kender rigtig godt, ændrer adfærd på dramatisk vis. 

Marie Oxenbøll Collet husker tilbage på en 58-årig mandlig patient, som havde delirium og var ved at vågne efter 10 dage i respirator. Han hev og flåede i tube og slanger, og Marie Oxenbøll Collet kom lige akkurat tids nok ind på patientstuen til at forhindre, at tuben røg ud. Hans kone stod ved siden af sengen og så ulykkeligt til. 

”Hun fortalte mig, at hendes mand så på hende med øjne, som hun slet ikke genkendte. Hun var grædefærdig, fordi hun havde en oplevelse af, at hun havde mistet den mand, hun kendte,” fortæller Marie Oxenbøll Collet, og fortsætter:

”Jeg inviterede hende til en samtale om, hvad delirium er. Jeg fortalte, at delirium er noget, man kan få, når man er akut kritisk syg. Og at vi kan gøre nogle ting for at lindre det. Jeg fortalte også, at det går over igen, og jeg gav hende en informationspjece, som vi har udarbejdet til pårørende til patienter med delirium.”

”Det fik kvinden til at sænke skuldrene og blive rolig. Det er vigtigt, at pårørende får at vide, at delirium er noget, der går over, og at langt de fleste bliver sig selv igen, fortæller Marie Oxenbøll Collet. 

De fleste vil hjælpe

Pårørende kan være med til at skabe ro og tryghed og bringe en form for normalitet ind på hospitalet, der gør, at patienten genkender elementer fra hverdagen, fortæller Tina Pico. 

”F.eks. ved at medbringe nogle af patientens ejendele som en pude, et billede eller et vækkeur,” siger hun. 

”Hvis patienten er vant til at læse, kan de pårørende læse højt fra avisen, en bog eller læse op af besserwisser-spørgsmål. Eller pynte op på stuen med billeder af familien eller tegninger fra børnebørnene, så der er noget at tale om,” foreslår Tina Pico.

Hun fortæller, at langt de fleste pårørende rigtig gerne vil hjælpe og som regel spørger personalet, hvad de kan gøre for patienten.

”Men når det er sagt, skal vi være opmærksomme på ikke at overlade ansvaret til de pårørende,” siger hun.

Et australsk studie viser, at pårørende kan udføre systematiske opgaver som re-orientering og kognitiv træning lige så godt som en intensiv sygeplejerske (28). I nogle tilfælde kan det derfor give god mening at overlade en plejeopgave til de pårørende, vurderer Marie Oxenbøll Collet.

”Her skal vi overveje, om den pårørende er i stand til systematisk at løfte en plejeopgave i forhold til delirium, eller er for påvirket af hele situationen. Under alle omstændigheder kan den pårørende sagtens være en ressource for patienten alligevel,” siger hun.

Brug enkelt sprog

Sundhedspersonalet kan være en stor hjælp for de pårørende ved at videregive viden om, hvordan man bedst kommunikerer med en person, der har delirium. Så det passer til personens kognitive niveau og er konfliktnedtrappende.
Marie Oxenbøll Collet forklarer:

”F.eks. er det vigtigt at bruge korte sætninger uden for mange informationer og valg, da patientens opmærksomhed og kognitive funktion er væsentligt påvirket. Ved f.eks. at fortælle, at ”det er mandag formiddag, og det er mig Lone, der er på besøg”, kan det hjælpe patienten til at komme ind i den virkelighed, som vi andre befinder os i.” 

Nogle gange kan iagttagelser fra pårørende være afgørende for at opdage delirium hos en patient.

”Når pårørende fortæller, at de synes, patienten opfører sig anderledes, end han eller hun plejer, skal vi som sundhedsprofessionelle straks tænke delirium,” siger Marie Oxenbøll Collet.