Synspunkt: Synlige sygeplejersker øger anerkendelsen

1995 er gået over i historien som året, hvor danske sygeplejersker strejkede og i fuld offentlighed sagde farvel til 'kaldet'. Vi forsøgte at gøre opmærksom på vore urimelige arbejdsvilkår, og vi prøvede at opnå en bedre betaling for vores arbejdsindsats, men det lykkedes ikke. Nu er tiden kommet til at prøve at overveje, hvad årsagen var til, at vore krav ikke blev honoreret. Det store spørgsmål er, hvilken strategi skal vi lægge for at synliggøre os. Hvordan ruster vi os til den faglige kamp, der tilsyneladende er påkrævet for at blive hørt?

Sygeplejerskegruppen er ikke alene i verden. Vi er en lille gruppe ud af en meget stor gruppe ansatte i sundhedsvæsenet, som alle råber på flere ansatte, bedre løn, bedre arbejdsvilkår osv.

Hvad gør os så specielle? Det er muligt, vi selv kan se det, men vi har fejlet ved at tro, at det har været og er indlysende for alle andre.

Hermed mener vi, at et af vore største problemer er den manglende profilering af faget med forklaringer af, hvad faget kan, og hvorfor vi er så væsentlige for det danske sundhedsvæsen.

Hvis vore omgivelser skal fatte det abstrakte, som sygepleje beskrives til at være, må det gøres konkret. Vi må få vores fag konkretiseret og beskrevet tydeligt, hvorfor sygeplejerskerne har deres eksistensberettigelse.

Uddannelse er en stærk styring af et fags identitet. Faget vedligeholdes og udvikles gennem det præg, som uddannelse sætter på folk, hvilket igen vil påvirke den praksis, man også er en del af. I 1990 fik vi en ny grunduddannelse i sygepleje. Samme år fik vi en kandidatuddannelse i sygepleje, som indeholder muligheden for valg mellem sygeplejens teori og metode og sygeplejens kliniske praksisviden. En kandidatuddannelse er en akademisk uddannelse, og en akademiker er pr. definition en person, der har en eksamen fra et universitet eller det, man kalder en højere læreanstalt, dvs. en læreanstalt, som er et selskab for videnskab.

Den ændring af sygeplejerskeuddannelsen medførte for alle os, der er uddannet efter 56- og 79-modellen, at vi befandt os – og efter vores mening stadig befinder os – i en omstillingsproces. Omstilling fra, hvad vi har kendt som mesterlæren til et studium. Denne udviklingsproces har vi kunnet vælge at se som en trussel eller som en udfordring. Det kendte og etablerede skaber tryghed, men også fastholdelse. Det nye skaber utryghed, men også frihed. Hvis vi vælger at anskue omstillingen ud fra et frihedssyn, får vi mulighed for at tilegne os og være med til at skabe en ny og mere afgrænset fagidentitet, som efter vores bedste overbevisning vil komme sygeplejen til gode på en lang række felter – både inden for det udviklingsmæssige, det fagpolitiske og det praksisorienterede felt.

Vi står idag i en identitetskonflikt. Konflikten mellem, hvad vi tidligere har haft – nemlig en tryghed, som har været skabt ud fra andres terminologier, naturvidenskaben, lægens hjælper – og mellem muligheden for at skabe en egen omsorgsforståelse, der vil medføre en udvikling af en selvstændig disciplin, en selvstændig fagprofil, som er tvingende nødvendig for at opnå accept og anerkendelse i befolkningen.

Vi gemmer os

Vi må give os til kende i samfundsdebatten, når der er tiltag eller diskussioner, der får konsekvenser for både nuværende og potentielle patienter. Er det da ikke sygeplejersker, der fungerer ude i distriktspsykiatrien? Er det da ikke sygeplejersker, der planlægger udskrivelser med patienten, og som ikke kan få de hjemlige forhold til at fungere pga. nedskæringer? Er det da ikke sygeplejersker, som dagligt må fravælge plejeopgaver, fordi tiden ikke er dertil? Er det da ikke sygeplejersker, der i primærkommunerne ser borgere blive behandlet og nedprioriteret på skammeligste vis? Jo, det er! Men hvorfor melder vi det ikke ud?

Vi gemmer os konstant bag tavshedspligten, som er en af de største mistolkninger set i nyere tid. Sygeplejersker evner i det daglige arbejde at have et overblik og en koordinatorfunktion grundet bred viden, som rækker langt ud over andre faggruppers kunnen, så selvfølgelig kan vi da godt finde ud af at formulere os generelt om det danske sundhedsvæsens tilbud uden at overskride tavshedspligten.

Enhver kan gennemskue, at når vi diskuterer kvalitet i det danske sundhedsvæsen, er det kvantitet, der fokuseres på såsom ventelister, antal indlæggelser og udskrivelser, antal operationer osv. Hvem belyser de kvalitative aspekter? Det er der ingen, der koncentrerer sig om, men det burde sygeplejerskerne gøre, for det er netop på det område, vores ekspertise forefindes. Det ved vi godt selv, men tiden er kommet nu til, at vi begynder at forholde os til vores samfund i fuld offentlighed. Vi må tage stilling og bevise, at vi virkelig har en viden og en kunnen, der gør os uundværlige for det danske sundhedsvæsen, for begynder vi ikke snart på det, er vi bange for, at sygeplejerskegruppen er en uddøende race.

Efterdønningerne fra 1995

Vi vil gerne beskrive noget af den proces, vi har været igennem i Københavns Amtskreds efter overenskomstforhandlingerne i 95. En proces, som vi mener har ført til en klar holdningsændring i gruppen af tillidsrepræsentanter, amtsbestyrelsesmedlemmer og sikkerhedsrepræsentanter. Det vil vi selvfølgelig, fordi vi mener, vi har fundet en brugbar vej til, hvordan vi på én gang får forbedret vores arbejdsmiljø og forholdene omkring patienterne – og banet vejen for en placering i lønsystemet, der bedre end nu harmonerer med vores viden, uddannelse, kompetence og det ansvar, der påhviler os.

I Københavns Amt var vi i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 95 – som i så mange andre amter – vældig aktive. Derfor var det et antiklimaks, da der ved hjælp af regeringsindgrebet blev sat nogle rammer for vores løn, som vi ikke kender nogen, der er tilfredse med, samtidig med, at der blev stillet yderligere krav til os.

Hermed startede det forløb, der skulle få de fleste af os til at se på sygeplejersker i forhold til omgivelserne på en ny måde. Det blev samtidig et forsøg på at skabe dialog og samarbejde imellem de aktive sygeplejersker og tillidsrepræsentanterne.

I februar 1996 blev der arrangeret temadage for tillidsrepræsentanter og sikkerhedsrepræsentanter. Udgangspunktet var vores fornemmelse af manglende gennemslagskraft over for dels forhandlere, dels andre faggrupper. Amtskredsen inviterede derfor en kreds af forskellige personer til at belyse vores situation. Blandt andre Michael von Magnus, overlæge i Sundhedsstyrelsen, som gjorde os opmærksom på, at vi jo blandt andet er svagt stillet i en forhandlingssituation, fordi vi ikke har monopol på noget som helst, ikke ordination og behandling (det har lægerne), ikke medicinadministration (det kan lægerne også), ikke på plejen (det kan sygehjælpere og social- og sundhedsassistenterne også). Kort sagt har vi ikke et virksomhedsområde, der er vores alene! Set i lønsammenhæng må vi indstille os på, at det er en stor ulempe!

Flere oplægsholdere gjorde os klart, at vi heller aldrig har fået den brede befolkning i tale omkring vort arbejdsfelt. De kender stort set ikke forskel på vores og andre faggruppers arbejdsområde. Således fik vi, på disse to meget intense og sine steder svært provokerende temadage, en fornemmelse af, hvordan andre mennesker ude i verden ser på sygepleje, på sygeplejersker, faggrænser, vores kompetence, vores fagkamp og vores sygeplejefaglige identitet.

1997 og vejen frem

I korte træk kan man sige, at det er gået op for os, at vi sygeplejersker er utroligt fastholdt i vores tankegang om egen fortræffelighed. Vi tror, at alle andre må kunne se, hvor dygtige og kompetente vi er, hvor vigtig en funktion vi har, og hvor godt og bredt uddannede vi er.

Og hermed forventer vi også, at alle andre, inkl. arbejdsgiverne, kan se, hvor dårlig en løn, vi får i forhold hertil.

I efteråret 1996 har vi nedsat en 'strategigruppe', som løbende skal arbejde med vore erfaringer og mål. I denne strategigruppe bruger vi cand.jur. Lars Adam Rehoff som gennemgående ankermand, og den 'udenforstående' person, der – under temadage og debatter – har holdt tråden for os, trukket sammenhængen op, og da også givet os et los bagi, når vi havde fortjent det.

En opfølgende temadag for sikkerhedsrepræsentanter, tillidsrepræsentanter og interesserede aktive sygeplejersker underbyggede stort set indholdet af de første provokerende oplevelser.

Vi er helt enige om, at hvis vi nogensinde skal vende omverdenens opfattelse af sygeplejerskens arbejdsområde og kompetence, må vi starte hos os selv og på alle fronter. Vi tillidsrepræsentanter må arbejde sammen med, og ved siden af, de aktive sygeplejersker, herunder 'Sammenslutningen af Aktive Sygeplejersker af 95', deltage i deres arrangementer, og støtte hinanden ved hjælp af en udviklende debat.

Vi må alle sammen som sygeplejersker manifestere os i den offentlige debat med den viden og inside information, vi har, uden at komme på kant med den hellige tavshedspligt. Vi har jo set adskillige gange, at det koster den enkelte sygeplejerske dyrt, men også at det rykker tingene.

Samtidig må vi kunne forvente fra Dansk Sygeplejeråd centralt, at organisationen i langt højere grad deltager i den offentlige debat, lige så snart den tangerer vores fag.

Vi skal være med i sundhedspolitikken, når den bliver skabt, ikke når tingene er foregået, og vi skal være progressive og forrest i udviklingen omkring patientrettigheder, etiske problemstillinger med hensyn til prioriteringer, informeret samtykke, nedlæggelse af psykiatripladser, ventelister, patientforsøg etc.

Dansk Sygeplejeråd må i den forbindelse købe sig til nødvendig ekspertise til at undersøge og udfærdige rapporter om fagrelevante emner.

Man kunne vel også med rimelighed forlange en større grad af politisk udmelding fra Dansk Sygeplejeråd, således at for eksempel udsagn i pressen om stor lønstigning til sygeplejerskerne bliver imødegået straks og på en mere markant måde, end tilfældet har været.

Det er også både vigtigt og nødvendigt, at Dansk Sygeplejeråd centralt støtter op omkring politiske aktiviteter i amtskredsene, så vi ikke skal sidde og 'fedte med' budgetterne for at aktivere folk.

Alt i alt er der mange ting at tage fat på, både for Dansk Sygeplejeråd centralt, hvor vi håber, man vil bruge foreningens penge lidt mere og lidt mere konstruktivt, og for amtskredsene, hvor vi håber, man vil udvide debatten til at se på os selv udefra. Der er også mange ting at tage fat på i tillidsrepræsentantregi, hvor vi skal blive bedre til at skabe og vedligeholde debat blandt medlemmerne, og hos os alle, som har et medansvar for at få ændret mange urimelige forhold for patienter, udvikle sygeplejen, og ikke mindst udvikle kendskabet til begge dele ved at blande os i debat udadtil.

Når vi er blevet langt bedre til disse ting, er vi sikre på, at også omverdenen vil synes, vi fortjener mere i løn.

Agnete Birktoft er tillidsrepræsentant på Københavns Amts Sygehus i Gentofte, psykiatrisk afdeling A 3222.
Heidi Strømsted Rosenqvist er tillidsrepræsentant ved Sygeplejeskolen i Københavns Amt, Herlev.