Frustrerende at vente

Anæstesisygeplejerske Grethe Nielsen: ''Under øvelser foregår meget af behandlingen kun på papiret og kan derfor være hurtigere end ved en virkelig katastrofe.'' Foto: Anne-Li Engström.

''Det var meget frustrerende, at vi måtte stå og vente så længe, inden vi kunne komme af sted ind itunnelen til ulykkesstedet,'' siger anæstesisygeplejerske Grethe Nielsen fra Slagelse Centralsygehus. Hun var en af dem, der blev sendt ind i Storebæltstunnelen for at yde nødbehandling under tunneløvelsen den 22. januar. Grethe Nielsen var en del af det allerførste lægehold på fire personer, en anæstesilæge, en anæstesisygeplejerske, en ortopædkirurg og en skadestuesygeplejerske, der ankom til Korsør, en halv times tid efter at der var slået alarm.

Øvelsesscenariet var, at et fyldt IC 3-tog med 420 passagerer på vej fra Sprogø til Sjælland var kørt mod et godstog i det sydlige tunnelrør. Der var udbrudt brand i den forreste vogn (vogn 15), og der var tilskadekomne i forreste og i bageste vogn (vogn 10). Vogn 14 var blevet deformeret ved sammenstødet, og 10 passagerer var her svært tilskadekomne og – for fleres vedkommende – fastklemte.

Passagererne i ulykkestoget blev spillet af figuranter, der forud for øvelsen havde fået mundtlige og skiftlige instrukser om deres roller. Nogle var sminkede som tilskadekomne. Figuranterne, hvoraf mange var sygeplejestuderende, var blevet instrueret i at spille dynamiske hændelsesforløb med forværringer i tilstanden og positivt og negativt respons på eventuel behandling.

''Under øvelser foregår meget af behandlingen kun på papiret. Sygeplejersken nøjes fx med at skrive, at hun har lagt en venflon og givet medicin. Behandlingen i øvelsessituationer kan derfor være hurtigere end ved en virkelig katastrofe, hvor det kan være svært at finde venen, hvis patienten er dårlig og kold,'' fortæller anæstesisygeplejersken.

Ind i tunnelen

Grethe Nielsen har følgende beretning fra øvelsen:

''Vi bliver hentet af Falck på sygehuset, og først bliver vi ved en fejl kørt helt ud til tunnelmundingen. Derefter tilbage til Korsør,'' fortæller hun:

''Ved Korsør station henvender vi os i kommandostadet. Den ortopædkirurgiske læge går fra som KOOL, og vi andre får at vide, at vi skal gå over til perronen, hvor evakueringstoget holder klar. Vi vil meget gerne have nogle ambulancereddere med, men de er der ikke, og derfor står vi og venter på dem. Imens afprøver vi de udleverede radioer. De virker ikke så godt.

Ambulanceredderne kommer ikke til perronen, men der kommer en gruppe røgdykkere, som kan tage med, og langt om længe lykkes det at komme af sted med evakueringstoget, et IC 3-tog. Undervejs over mod tunnelmundingen passerer vi en gruppe ambulancereddere. De havde stillet sig et forkert sted og kommer derfor ikke med.

Vi kører igennem den raske tunnel. Ulykken er sket inde ved 24.–25. tværtunnel. Men da vi når ind til tværtunnel 19, møder vi en stor gruppe passagerer, der kommer gående på vej ud. Vi er nødt til at tage dem op i toget. De myldrer ind.

Nogle af dem er sårede, og dem samler vi i den ene ende af toget. De begynder at hive i os. Der er mange hårdt kvæstede og dårlige imellem. Blodet løber, én har et øje, der hænger nede på kinden, nogle har respirationsbesvær. Vi begynder at nødbehandle. Det er meget stressende.

Vi får stabiliseret de tilskadekomne, mens toget kører videre hen imod ulykkesstedet med syge og raske passagerer.

Da vi når frem til den rigtige tværtunnel, får vi besked af indsatslederen, brandchefen, om, at vi skal over på den anden side til det tunnelrør, hvor ulykken er sket. Derovre er brandfolkene ved at redde de sårede ud af ulykkestoget. De placerer patienterne på fortovet i tunnelen, hvor vi går i gang med at behandle dem. Vi undlader bevidst at gå ind i selve toget. Vi risikerer, at vi bliver bundet til fastklemte passagerer. Vi er nødt til at prioritere. Derfor beder vi om at få alle kvæstede ud på fortovet.

Vi går i gang med at behandle. Der er hele tiden fem-seks kvæstede linet op på fortovet. Heldigvis fungerer belysningen i tunnelen, ellers havde vi måttet bruge pandelamper, og så bliver arbejdet betydeligt mere besværligt.

På det tidspunkt får vi assistance af en læge og en sygeplejerske fra Fyn-siden. De er selv gået gennem tunnelen fra Sprogø og har undervejs behandlet tilskadekomne passagerer, der var på vej ud.

Efterhånden som vi får de kvæstede gjort klar til transport, bliver de båret over i evakueringstoget. Men mange af vores patienter ligger på fortovet og fryser. Det er koldt, og det trækker i tunnelen.

Da vi er færdige med at nødbehandle, går vi over i den raske tunnel. Evakueringstoget

Side 21

er i mellemtiden kørt ud, og der er i stedet kommet en trolje med en godsvogn, hvor de tilskadekomne bliver lejret på gulvet.

Nu er ambulanceredderne omsider nået ind til ulykkesstedet, og de hjælper os med de kvæstede. De er en stor hjælp, og vi kunne godt have brugt dem tidligere i forløbet.

Til sidst kører vi med godsvognen ud og hjælper til med at læsse patienterne af og få dem over til ventepladsen. Toget er ved en fejl standset før stationen. Derfor må vi bruge stiger for at få dem ud. Var det kørt 50 meter længere frem, kunne vi bare have båret dem ud på perronen.''

Nøgleord: Beredskabsøvelse, katastrofeberedskab, nødbehandling, Storebæltstunnelen.