Boganmeldelser

DEN SUBJEKTIVE LÆRING MÅ MERE I HØJSÆDET

Jens Rasmussen

Socialisering og læring i det refleksivt moderne

København: Unge Pædagoger 1996
168 sider, kr. 148,-

Det refleksivt moderne samfund er kendetegnet ved en så høj grad af opsplittethed og individualisering, at det ikke længere giver mening at tale om fællesskaber, hvortil fælles værdier, normer og traditioner kan føres tilbage.

Jens Rasmussens bog beskæftiger sig med, hvorledes det er muligt på en nutidig måde at tale om socialisering og læring i forhold til det moderne. Det gør bogen ud fra nøglebegreber som kompleksivitet, individualitet, værdipluralisme, refleksivitet og konstruktivisme.

Forfatteren er lektor ved Danmarks Lærerhøjskole. Han sætter tingene på hovedet ved at stille mange spørgsmål, som besvares med forskellige anerkendte teoretikere. For eksempel siger han med den tyske pædagogikprofessor Thomas Ziehes udtryk, at vi lever i en brydningstid, hvor mennesket frisættes. Thomas Ziehe ser samfundsudviklingen og menneskets muligheder mindre pessimistisk end andre samtidige. For selv om verden kan opleves som kaos, har mennesket større frihed og øget fleksibilitet. Debatten drejer sig om, hvorvidt vi stadig befinder os i det moderne eller er på vej ind i en ny epoke.

Samfundsudviklingen er gået fra et fornuftstyret samfund til et postindustrielt risikosamfund. Sådan mener Jens Rasmussen, at det kan se ud. Vi ser en masse forandringer og tror, at det er samfundet, der ændrer sig. En anden mulighed kunne være, at det er os, der først nu er blevet i stand til at kunne se samfundet, sådan som det er.

Bogens opfattelse og intention er at trække debatten om mennesket i samfundet frem i et nyt lys, hvilket i høj grad lykkes for Jens Rasmussen.

Mennesket i moderniteten

Første del beskæftiger sig med, hvorledes det er muligt at tale om identitet i den moderne verden. To konkurrerende beskrivelser af det moderne tages op. Det første syn er, at det moderne er en stratificeret orden, der holdes sammen af en overordnet instans. Hvorimod det 'rigtige moderne' ifølge forfatteren, er et højdifferentieret samfund, hvor de enkelte individer varetager forskellige funktioner på grundlag af hver deres fornuft. De to beskrivelser stilles over for hinanden i relation til socialisering, og der vises, hvordan de to beskrivelser fører til helt forskellige opfattelser af børn og unges væremåde.

Jens Rasmussen gennemgår tre modernitetsforståelser, der hører ind under den traditionelle modernitetsforståelse, der ser samfundet som en hierarkisk orden, hvor samfundet opfattes som værende i krise. Inden for denne tradition befinder teoretikere sig som Osker Negt, Thomas Ziehe, Anthony Giddens og Jürgen Habermas, og deres forskelligheder stilles over for hinanden. Jens Rasmussen relaterer de forskellige modernitetsopfattelser til læring og dermed de forskellige dannelsestænkninger.

I kapitel tre gennemgås den moderne modernitetsforståelse. Her benyttes teoretikere som de to tyske sociologer Niklas Luhmann og Ulrik Beck, som begge ser frisættelse som en frisættelse fra industrisamfundets fornuftparadigme til risikosamfundets refleksivitet.

Første del afsluttes med at se på konsekvenserne for den moderne modernitetsforståelse med særlig vægt på autonomibegrebet, hvor mennesket på den ene side er ladt alene med sin egen selvreference og på den anden side er stærkt afhængig af andre. Til slut slås fast, at normer og værdier ikke kan overføres, men de unge må aktivt vælge og konstruere dem selv.

Anden del beskæftiger sig med den konstruktivistiske læringsteori.

Det er en teori, der afviser enhver ide om, at undervisningens indhold kan overføres til eleverne, og som derfor er på højde med det moderne samfunds stærke individualisering. Her er udgangspunktet en differentieret forståelse af det moderne samfund, hvilket danner baggrund for behandling af læring. Sammenhængen mellem den objektive verden og det subjektive menneske problematiseres. Her henvises til den tyske filosof E. Husserl og den amerikanske antropolog G. Bateson, som begge er optaget af, hvilken betydning bevidstheden har for erkendelsen af omverdenen.

Pioneren J. Piaget inden for den konstruktivistiske ide og hans tanker gennemgås. Tyskeren E. von Glasersfeld har videreført Piagets arbejder i en radikal fortolkning og udviklet en konstruktivistisk læringsteori. Pointen er, at viden opbygges af det tænkende subjekt i en aktiv proces.

Sidst præsenteres Niklas Luhmanns operative konstruktivisme. Her viser forfatteren et stort kendskab til Niklas Luhmanns moderne systemteori og hans verdensopfattelse.

Hans pointe om, at undervisning ikke bare er overførsel af viden udført med en afsender og en modtager, ved vi faktisk godt. Problemet er, at vi bare ofte handler ud fra tankegangen om overførsel. Luhmanns definition på læring er, at læring må forstås som en proces, hvori eleverne selv aktivt konstruerer deres viden. Det eneste synlige i læringsrummet er kommunikation og således ikke bevidsthed. Undervisning er den særlige form for kommunikation, der ønsker at forandre personen.

Forfatterens tanker om læring er spændende nytænkning, men også lidt provokerende set i forhold til, hvordan undervisning skal have mulighed for at lykkes. Undervisningssystemet i dag med stoftrængsel i snart sagt alle uddannelser tager ikke nok højde for at skabe plads, tid og rum for den enkeltes læring.

Så hvis denne bog kan være med til at åbne undervisernes øjne for at sætte den subjektive læring mere i højsædet, synes jeg, meget er nået.

De mange henvisninger, letter ikke alle forståelsen af Jens Rasmussens ærinde, medmindre man har læst lige så mange bøger som han.

Jeg finder bogen inspirerende og på en anderledes måde får den slået mange krøller på subjektet i omverdenen. Det er en bog, man ikke er færdig med efter første gennemlæsning, men vil vende tilbage til flere gange, fordi den er skrevet så kompakt.

Bogen henvender sig til alle, der beskæftiger sig med opdragelse og undervisning. Ligeledes studerende ved de pædagogiske og psykologiske studier ved højere læreanstalter. Som sådan kan den også anvendes i sygeplejestudiet til de aktive studerende, der ønsker at opnå en større forståelse for dem selv og deres omverden.

Af Dorthe Overgaard, sygeplejelærer, Københavns Amts sygeplejeskole.

TILBAGEHOLDENHED MED VEJNING AF STORE PIGER

Tove Hvid

Spiseforstyrrelser og livsappetit

Århus: Forlaget Modtryk 1996
219 sider, kr. 195,- 

Forfatteren har selv haft problemet tæt inde på livet, da en af hendes døtre fik anoreksi. I sit psykologistudium havde hun haft ganske overfladisk berøring med anoreksi, en enkelt side i psykiatribogen. Hun blev hurtigt klar over, at virkeligheden var en ganske anden, og også over, hvor lidt hjælp der var at få. Teorien byggede dengang på, at mødrene var skurkene. Mødrene skulle helst holde sig væk. Endvidere var tilbuddet diæter og piller. Det var ikke et brugbart redskab, så familien fandt deres eget.

Tove Hvid koblede sine erfaringer med datteren sammen med sin viden som psykolog og sin viden som kropsterapeut. I bogen behandler hun de forskellige spiseforstyrrelser anoreksi, bulimi og overspisning. Først en beskrivelse, siden en uddybning af de forskellige udsagn om spiseforstyrrelser, som giver et billede af, hvor problemerne opstår, hvordan de udarter sig, og at de i virkeligheden ikke handler så meget om mad, men mere om appetitten på livet, om at gå fra afhængighed til uafhængighed og videre til gensidighed.

Siden følger afsnittene 'Et forsøg på at forstå', 'En udviklingspsykologisk indfaldsvinkel' og 'Udviklingsfaserne og spiseforstyrrelser'. Disse tre afsnit giver en analyse af spiseforstyrrelsernes og livsappetittens komplekse sammensætning. Der gives eksempler fra det virkelige liv, som gør det let at relatere til eget liv med lignende oplevelser i patient/klientsammenhænge.

I afsnittet om behandlingen beskrives hvordan behandleren bliver guide for klienten. En guide i at befri sig fra den nuværende uhensigtsmæssige tilstand til en mere sund tilstand. En tilstand med andre problemløsningsmuligheder end spiseforstyrrelser.

Tove Hvid slutter af med et afsnit med forebyggelsesforslag. Der er forslag på forskellige planer: Kulturelt, på uddannelsesinstitutioner, i husholdningsundervisningen i folkeskolen. Der er et konkret forslag til sundhedsplejerskerne om at være tilbageholdende med at veje pigerne i afgangsklasserne for at vise, at det ikke er så vigtigt med et par kilo mere eller mindre. I stedet kunne sundhedsplejerskerne sammen med lærerne henvise til at deltage i selvtillidskurser og udviklingsgrupper.

Bogen henvender sig til mennesker med spiseforstyrrelser og til deres pårørende. Behandlere kan med stort udbytte læse med om dette stigende problem i samfundet.

Af Mette Breede, sundhedsplejerske i Frederiksberg Kommune.

KATETERBEHANDLING

Anne-Lise Bentsen
Kateter à demeure
- håndbog for sygeplejersker
Herfølge: Rüsch 1996
36 sider, kr. 45,-

Vidste du, at i år 1000 f.Kr. brugte hinduerne guld og træ og kineserne lakbehandlede blade til fremstilling af kateter til blæretømning?

Uroterapeut Anne-Lise Bentsen begynder sin håndbog med et historisk tilbageblik over blærekatetrets udvikling.

Håndbogen fortsætter med en gennemgang af indikationer og risikofaktorer ved at benytte kateter à demeure i patientplejen.

Alle ved, at der ofte opstår komplikationer i forbindelse med længerevarende kateterbehandling. Håndbogen beskriver grundigt en lang række af disse og giver gode råd til behandling og forebyggende pleje.

De seksuelle problemer, der ofte kan opstå, opfordres der til, at patienten bliver grundigt informeret om – noget der ofte forbigås.

En fin billedserie viser én af måderne, man kan benytte ved anlæggelse af kateter à demeure både hos kvinder og mænd.

Håndbogen giver et forslag til en god patientpjece, og hvis man ønsker at fordybe sig yderligere i emnet, er der en lang referenceliste.

Håndbogen er velskrevet og kan anbefales til alle plejegrupper, der kommer i forbindelse med patienter med kateter à demeure.

Af Tove Tækker Jepsen, afdelingssygeplejerske og uroterapeut på Skejby Sygehus.

DEMONSTRATION AF FORTÆLLINGENS MAGT

Else Munck

Psykoterapi og etik
– debatoplæg

København: Munksgaard/Rosinante 1996
160 sider, kr. 198,- 

Speciallæge i psykiatri Else Munck har skrevet et debatindlæg om forholdet mellem psykoterapi og etik. Det, at det er et debatindlæg, gør nu ikke, at forfatteren er kortfattet og kontant polemisk. Bogen er reflekterende, og der gøres meget ud af de teoretiske begrundelser.

Når Else Munck påhæfter undertitlen 'debatoplæg', skyldes det, at bogen er gennemsyret af hendes personlige erfaringer som klient/analysand i en psykoanalyse. Bogen er subjektiv på både godt og ondt.

Bogens emne er forholdet mellem psykoterapi i al almindelighed og etik, men eksemplerne og de teoretiske diskussioner stammer fra psykoanalysen og psykoanalytisk terapi. Det er bogens centrale pointe, at forholdet mellem klient og psykoterapeut er et magtforhold, som derfor også må analyseres og vurderes ud fra etiske værdier og ikke kun tekniske kriterier.

Forholdet mellem psykoterapeut og klient skal forstås både som et terapeutisk forhold ud fra dets teoretiske referenceramme: Psykoanalytisk, systemisk, kognitivt etc. og som en almenmenneskelig relation, hvor vi er hinandens skæbne og indfanget i hinandens fortællinger. Else Muncks beskrivelse af det almenmenneskelige forhold er inspireret af teologerne K.E. Løgstrup og Svend Bjerg. I psykoanalytisk terapi handler det etiske problem om forholdet mellem overføringen og den reelle relation mellem behandler og patient.

Overføringen på terapeuten tolkes som et udtryk for patientens tidligere relationer til typisk forældrene, men patienten forholder sig naturligvis også til terapeuten som den, han eller hun er. Sammenblandingen af disse niveauer rejser en etisk konflikt.

Else Munck gennemgår diskussionen af forholdet mellem etik og terapi hos psykoanalysens centrale teoretikere: S. Freud, objektrelationsteoretikerne og Lacan.

Særligt hos den amerikanske psykoanalytiker H. Kohut finder Else Munck et positivt udgangspunkt for at udvikle en sammenhæng mellem en terapis tekniske kriterier og almenmenneskelige etiske værdier. Der argumenteres for et slægtskab mellem Kohut og K.E. Løgstrups etiske filosofi: 'Det sunde selv (iflg. Kohut) magter at være i afhængigheden af andre mennesker og ... Visionen kommer tæt på den menneskeforståelse, vi, som skitseret, finder hos K.E. Løgstrup: Menneskers grundvilkår er at være udleveret til hinanden i tillid og gensidig magt'.

Forfatterens forsøg på at lade Kohut og Løgstrup befrugte hinanden, synes jeg, er inspirerende i forhold til en mere dynamisk forståelse af sygeplejerskens omsorgsrelation.

Nu tilbage til bogens subjektive side. Ca 1/3 af bogen er en 'fortælling' om forfatterens egen psykoanalyse. Analysen foregik hos to analytikere, og det centrale i historien viser, hvordan den første analyse mislykkes på grund af analytikeres etiske og tekniske (?) fejlgreb. Omdrejningspunktet i fortællingen er Else Muncks mislykkede forsøg på at blive kandidat til en psykoanalytisk uddannelse. Fortællingen er gribende, men ... Der er ikke tvivl om, at fortællingen illustrerer de teoretiske pointer, bogen indeholder. Ulempen er dog, at den personlige fortælling kommer til at dominere de systematiske spørgsmål, som diskuteres i debatoplægget.

Som læser fanges man ind af Else Muncks konflikt med det psykoanalytiske selskab. Den konkrete konflikt – som naturligvis er alvorlig og væsentlig for forfatteren – sætter de principielle spørgsmål i skyggen. Uden tvivl demonstrerer bogen dog således en af sine filosofiske grundantagelser, nemlig: Fortællingens magt.

Af Agnete Iversen, chefsygeplejerske, Psykiatrien i Århus Amt.