Bortvist fra jobbet

 
Bare for at være hjælpsom kørte sygeplejerske Charlotte Jensen en dag i påsken 1993 ud for at se til en mand, der modtog hjemmehjælp hver 14. dag, men som ikke stod på listen over klienter, som modtog sygepleje. ('Charlotte Jensens' rigtige navn er redaktionen bekendt). En veninde til klienten havde ringet til hjemmehjælpen og sagt, at hun var urolig for sin ven, som hun ikke havde kunnet få forbindelse med over telefonen. Charlotte Jensen kendte godt manden fra en gang tidligere, hvor han var kommet til skade. Hun vidste, at han havde et stort alkoholforbrug og at han ikke ønskede at få hjælp til at komme ud af sit misbrug. Manden boede alene og var i begyndelsen af 40'erne.

Døren er ikke låst, da Charlotte Jensen vil låse sig ind. Hun observerer en gennemtrængende alkohollugt, der indikerer, at klienten nok er beruset. Han ligger i soveværelset og sover på ryggen. Charlotte Jensen står og observerer manden i et stykke tid og tænker på, at sådan har han sandsynligvis ofte ligget om dagen og sovet en rus ud. Hans hudfarve og udseende er helt normal, og hun konstaterer, at vejrtrækningen er som ved almindelig dyb søvn. Hun kalder på ham, men han sover videre, hvorefter hun konkluderer, at han skal have lov at sove rusen ud. Hun bemærker, at telefonrøret er løftet af afbryderen og lagt ved siden af. Dette opfatter Charlotte Jensen helt klart som en bevidst handling fra mandens side. Han ønsker ikke at blive forstyrret. Dette er hans egen afgørelse, som hun ikke føler, at hun bør ændre på. Derfor placerer hun ikke telefonrøret på afbryderen igen. Charlotte Jensen skriver ikke i klientens hjemmeplejejournal (som er placeret i hjemmet) om sine observationer. Derimod rapporterer hun om besøget i hjemmeplejens dagbog, som er på kontoret, efter hun er kommet tilbage. Hun ringer til den kvindelige bekendte og fortæller, hvad hun har observeret, og beroliger dermed denne. Til oplysningen om, at telefonrøret var løftet af, fortæller Charlotte Jensen, at hun ikke ændrede på dette, og det har kvinden ingen bemærkninger til.

Charlotte Jensen siger, at når hun dengang valgte ikke at skrive noget om sit besøg i klientens hjemmeplejejournal, var det, fordi hun vidste, at klienten ikke ønskede, at hjemmeplejen skulle gøre noget ved hans alkoholproblem. Derfor fandt hun det uetisk at skrive i hans journal, når hun havde fundet ham fuld i sengen, og når alle og enhver ville kunne gå ind og læse i hans journal. Hun havde derimod tænkt sig ved en senere lejlighed at snakke med ham om, at hun havde været der, og at hun eventuelt ville skrive i journalen.

Sidste dag i hjemmeplejen

Inden Charlotte Jensen slutter sin dagvagt påskemandag 1993, ringer hun til den sygeplejerske, der skal have dagvagt næste dag – det er normal praksis i hjemmeplejegruppen. Charlotte Jensen fortæller udførligt, hvad hun har observeret hos klienten, og hun gentager den samme forklaring til aftenvagten, der afløser hende klokken 15.

Derefter tager Charlotte Jensen på ferie i nogle dage, uvidende om at dette skal blive hendes sidste dag på den arbejdsplads, hvor hun har været ansat i ca. 12 år. Da hun kommer hjem fra ferie om onsdagen – to dage efter, bliver hun ringet op af områdelederen med besked om, at hun skal til en uddybende samtale med områdelederen og lederen af hjemmeplejen i kommunen. Manden, som Charlotte Jensen havde besøgt, er nemlig i mellemtiden død. Efter Charlotte Jensens vagt ringede mandens veninde igen til hjemmeplejen, denne gang havde hun opdaget, at der manglede 30 stk. 5 mg stesolider i et pilleglas, som hun havde haft stående. Hun var bange for, at hendes ven havde taget dem og spist dem. Aftenvagten kørte derfor efter halvanden time ud til manden, og denne gang mødte der hende et andet syn, end dengang Charlotte Jensen så til manden. Nu var hans ansigtskulør grå, og hun kunne ikke vække ham til bevidsthed. Hun tilkaldte en ambulance, og han blev kørt på sygehuset. Halvandet døgn senere døde han – som følge af en hjerneblødning. Manden havde også haft en hjerneblødning nogle år tidligere.

Charlotte Jensen spurgte, hvad den uddybende samtale skulle handle om, men det kunne hun ikke få noget at vide om i telefonen.

På mødet med områdelederen og lederen af kommunens hjemmepleje, blev Charlotte Jensen bedt om at redegøre for sine observationer

Side 7

Billede

Side 8

endnu en gang, og hun gentog præcis hele hændelsesforløbet.

''Begge ledere syntes, at hele min handlemåde var forkert. De kritiserede blandt andet, at jeg ikke havde undersøgt klientens bevidsthedsniveau, taget blodtryk, lagt ham om på siden, lagt telefonrøret på, og at jeg ikke havde skrevet i journalen.

Lederen af hjemmeplejen fortalte mig, at hun ville bede mig fritaget fra tjeneste. Jeg spurgte, om jeg kunne risikere at miste min autorisation på grund af den efter hendes mening grove fejl, jeg havde begået, og hun svarede, at det vidste hun ikke. Men hun mente, at det var bedst for mig at blive fritaget fra tjeneste, indtil sagen var undersøgt. Åbenbart havde hun ikke forestillet sig, at det kan tage år at få sager om fejl afgjort i Patientklagenævnet, og at sager om fratagelse af autorisation intet har at gøre med at begå en fejl – hvilket jeg senere fandt ud af.

Samtalen med lederne havde mere karakter af et forhør end af en afklarende samtale. Det virkede, som om de var helt ligeglade med at høre mine argumenter, og lederen af hjemmeplejens afsluttende bemærkning var, ''jeg forstår dig ikke.''

Jeg følte det virkelig, som om jeg havde gjort noget kriminelt.

Det havde jeg aldrig forestillet mig kunne overgå mig. Jeg nærmest sad på en stol og stirrede ud i luften i 14 dage og kunne bare ikke fatte det.

Det var meget vigtigt for mig at finde ud af, hvordan praksis var i sådanne sager, hvor en sygeplejerske bliver fritaget fra tjeneste på grund af en fejl. Jeg ringede til en jurist i Sundhedsstyrelsen, og hun lød meget forbløffet og sagde ''man sætter da ikke folk fra bestillingen på grund af sådan noget.'' Det gav mig en fornemmelse af, at mine lederes måde at håndtere sagen på ikke kunne være rigtig.

Men selvom jeg spurgte i Dansk Sygeplejeråd, kunne jeg ikke få noget svar på, om andre sygeplejersker, der var anklaget for fejl, typisk var i arbejde eller ej, mens deres sag kørte.''

Ekstraordinært grove fejl

En uges tid efter fritagelsen fra tjeneste fik Charlotte Jensen brev fra kommunen, der var underskrevet af borgmesteren og kommunaldirektøren. I brevet fremgik det, at Charlotte Jensens fritagelse fra tjeneste nu var blevet til en bortvisning. Kommunen begrundede bortvisningen med:

''– at der er tale om en afgørende krænkelse af det nødvendige tillidsforhold i arbejdet, – at misligholdelsen af arbejdsforholdet subjektivt kan tilregnes dig, idet der er tale om ekstraordinært grove fejl, og – at der inden for hjemmeplejeområdet er særlige hensyn at tage til prævention, idet det ikke er muligt sædvanligt at kontrollere hjemmesygeplejerskers arbejde på stedet.''

Kommunen tilbød hende tre måneders løn, selvom hun ikke havde krav på løn, når hun blev bortvist. De tre måneders løn blev derfor givet 'af personalepolitiske grunde'. Dansk Sygeplejeråd protesterede mod bortvisningen, men kommunen var først villig til at tage sagen op på ny, hvis afgørelsen i Sundhedsstyrelsen og Patientklagenævnet ville bringe væsentligt nye eller ændrede oplysninger ind i sagen.

''I begyndelsen kunne jeg simpelthen slet ikke tænke på at begynde at arbejde igen, jeg reagerede både psykisk og fysisk på bortvisningen. Men efter et par måneder indså jeg, at hvis jeg nogensinde skulle i arbejde igen, så skulle det være nu. Jeg søgte et sommervikariat i hjemmeplejen i en anden kommune og blev kaldt til samtale, men jeg følte ikke, at jeg kunne tage arbejde uden at fortælle om den verserende sag. Områdelederen og lederen af hjemmeplejen i den anden kommune var dog helt uforstående over for den måde, min kommune havde tacklet sagen på, og de så ingen problemer i at tilbyde mig arbejde. Den ene leder sagde som kommentar til sagen, at ''det er da sådan noget, vi alle ville kunne komme ud for.''

''Efter et stykke tid blev jeg opfordret til at søge en ledig stilling, og det betød meget for mig, at de på den måde viste, at de havde tillid til mig.''

Manglende omhu

Omkring et år efter episoden med den alkoholiske klient i hjemmeplejen i foråret 1994 kom Sundhedsstyrelsen med sin udtalelse.

Sundhedsstyrelsen fandt ikke grund til kritik af Charlotte Jensens skøn om, at klienten blot var beruset og sov rusen ud.

Derimod skriver Sundhedsstyrelsen, at Charlotte Jensen burde have taget skridt til at sikre klienten mod risikoen for at blive kvalt, hvis han eventuelt skulle kaste op i dybt sovende eller bevidstløs tilstand. ''Undladelse heraf må efter Sundhedsstyrelsens opfattelse betegnes som manglende omhu, jævnfør sygeplejerskelovens paragraf 5.''

I paragraf 5 stk. 1 står: ''En sygeplejerske er under udøvelsen af sin gerning forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed.''

På grund af, at Sundhedsstyrelsen fandt grund til kritik i form af Charlotte Jensens 'manglende omhu', blev sagen sendt videre til Patientklagenævnet, som har kompetencen

Side 9

til at uddele påtaler, som mere populært kaldes næser.

Omkring fire måneder senere kom Patientklagenævnets afgørelse. Sagen endte med, at Patientklagenævnet gav Charlotte Jensen en påtale efter paragraf 5 – en påtale, der svarer til en 'almindelig næse' i modsætning til de lidt 'strengere næser', hvor Patientklagenævnet endvidere giver en tilrettevisning i form af, at man i sit fremtidige virke skal udvise større omhu og samvittighedsfuldhed. Charlotte Jensen fik altså den mildeste form for sanktion, man kan få, når man har begået en fejl.

Hvor Sundhedsstyrelsen udtalte kritik over, at Charlotte Jensen burde have taget skridt til at sikre klienten mod risikoen for at blive kvalt, så skrev Patientklagenævnet, at hun burde have sikret sig, hvilket bevidsthedsniveau klienten befandt sig på.

''Det er jo meget interessant, at Sundhedsstyrelsen og Patientklagenævnet ikke er enige om, hvad man egentlig skal gøre for at undgå fremover at komme i den situation, jeg havnede i,'' siger Charlotte Jensen.

Hvis man vil have det mest sikre bud på, hvad den rigtige praksis er i en given situation, er det dog Sundhedsstyrelsens vurdering, man skal holde sig til, da det er Sundhedsstyrelsen, der fører tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, og dermed må udstikke retningslinierne.

Kommunens egne kriterier

På trods af den udramatiske afgørelse på sagen i Patientklagenævnet, holdt Charlotte Jensens kommune dog stædigt fast på, at bortvisningen var berettiget – ikke ud fra Sundhedsstyrelsens eller Patientklagenævnets vurdering af fejlen, men ud fra kommunens egne kriterier, der baserer sig på '(...) de krav, man må stille til tryghed i servicen over for borgerne', som kommunen skrev i et brev til Dansk Sygeplejeråd. Kommunen henholdt sig i øvrigt til deres egen afskedigelsesret og anså sagen for afsluttet.

Sagen om bortvisningen blev til en ansættelsesretslig sag i og med, at Dansk Sygeplejeråd besluttede at stævne kommunen for uberettiget bortvisning. Udover den menneskeligt psykologiske forskel på at blive henholdsvis afskediget eller bortvist, er der også en økonomisk forskel. Ved bortvisning har medarbejderen ikke krav på løn ud over sidste arbejdsdag. Hvis kommunen derimod ville afskedige Charlotte Jensen, havde hun med opsigelsesvarsel og anciennitetsgodtgørelse krav på seks måneders løn + én. For Charlotte Jensen handlede sagen dog ikke om løn, men om at få oprejsning fagligt og menneskeligt.

''Den advokat, Dansk Sygeplejeråd bruger til at føre civile retssager, Else Præstegaard, viste mig alle de sager, hun havde liggende om sygeplejersker, der har foretaget fejl. Hun fortalte, at ingen overhovedet havde mistet deres arbejde på grund af de sager – heller ikke i de tilfælde, hvor de er blevet idømt bøder efter sygeplejerskeloven på grund af alvorligere fejl. Tværtimod var de blevet bakket op på deres arbejdspladser.''

I foråret 1996 – tre år efter bortvisningen, fik Charlotte Jensen byrettens ord for, at bortvisningen var uberettiget, og hun havde derfor krav på erstatning svarende til det fulde opsigelsesvarsel. Kommunen ventede på, at afgørelsen blev ført til doms. Derefter ventede man fire uger med at udbetale pengene, mens kommunen overvejede, om dommen skulle ankes til landsretten, det valgte kommunen dog ikke at gøre. Endelig i august 1996 fik Charlotte Jensen sin erstatning.

''Ud over den retmæssige løn får man ingenting for svie og smerte, og det synes jeg er hårdt, når man tænker på, hvor meget man må gå igennem i sådan en sag. Når man bliver bortvist, føler man sig nærmest, som om man er kriminel.''

Kritiserer kommunen

Set i bakspejlet er der mange ting, Charlotte Jensen er utilfreds med i håndteringen af hendes sag på jobbet og i kommunen.

''Mine lederes måde at håndtere sagen på har været meget uprofessionel. Det er sådan set helt i orden, at områdelederen indberettede mig, hvis hun virkelig troede, at det, jeg havde gjort, var så alvorligt. Men derfor kunne hun jo godt have behandlet mig kollegialt og vist forståelse over for den situation, jeg var havnet i. Tværtimod ringede hun aldrig til mig efter bortvisningen og spurgte, hvordan jeg havde det.

Den overordnede leder af kommunens hjemmepleje stod for den videre kontakt til personaleafdelingen i kommunen, og ifølge kommunens kommunaldirektør havde hun en høj stjerne i forvaltningen. Derfor valgte kommunen at støtte sig til den sygeplejefaglige leders vurdering.

Jeg synes, at hændelsesforløbet i min sag viser, hvor vigtigt det er, at den sygeplejefaglige leder tænker sig godt om og sørger for at få belyst sagen grundigt, før der træffes beslutninger om indberettelse og bortvisning,'' siger Charlotte Jensen.

Hun er også stærkt kritisk over for kommunens behandling af sagen. Hun forsøgte allerede i juni 1993 at få aktindsigt i sin egen sag, men fik kun lov at se de papirer, hun kendte i forvejen. Samme resultat fik hun efter gentagne rykkere i 1995.

Da retssagen var afsluttet, henvendte Charlotte Jensen sig til borgmesteren for at spørge, om hun nu kunne få papirerne i sagen at se. Ved samme lejlighed bad hun om en undskyldning fra kommunen, hvor Charlotte Jensen i øvrigt er borger, nu hvor det var afgjort, at bortvisningen havde været uretmæssig.

''Jeg ville gerne være sikker på, at det kom til at stå sort på hvidt i min sagsmappe, at kommunen havde taget fejl.''

Borgmesteren svarede, at man dengang troede, at man gjorde det rigtige – men i dag kan de se, at de tog fejl. Derudover skrev borgmesteren, at Charlotte Jensen kunne ringe til personalechefen, hvis hun ville se mappen med sagen.

Når Charlotte Jensen tidligere havde søgt aktindsigt, havde hun aldrig fået nogen skriftlig begrundelse fra kommunen for, hvorfor der var nogle papirer i sagen, hun ikke havde fået at se. Hun havde ikke tænkt på selv at bede om en skriftlig begrundelse. (Læs 'Ret til aktindsigt i egen sag' på side 14).

Side 10

Af papirerne kunne Charlotte Jensen nu se, at det centrale spørgsmål for kommunen i hendes sag havde været, hvordan de skulle slippe billigst muligt over sagen.

''Det var ret tydeligt, at kommunen var fokuseret på at undgå at betale mig de sidste tre måneders løn og slippe så billigt som muligt over retssagen. De trak sagen i langdrag, fordi de håbede, at sagen til sidst ville blive forældet. Det er rystende, at de tænker så kynisk. Det er trods alt småpenge for dem, mens det bekymrede dem mindre, hvordan jeg havde det med at blive bortvist. De kunne for eksempel have tilbudt mig støtte i form af tilbud om psykologsamtaler. Kommunen er ellers ikke ked af at prale af sin personalepolitik, hvor 'personalet er i centrum' – det fortæller de gerne, når de holder kurser for de ansatte – men det var ikke lige sådan, jeg oplevede personalepolitikken i den situation, som kommunen havde bragt mig i.''

Svage sygeplejersker

Med domsudskriften med afgørelsen om uberettiget bortvisning i sommeren 1996 sluttede Charlotte Jensens sag formelt efter tre et halvt år.

''Min sag har vist mig, hvor svage vi sygeplejersker er. Havde det været en skraldemand, som var blevet bortvist, så havde kollegerne nedlagt arbejdet – eller på anden måde markeret deres utilfredshed og solidaritet med den bortviste.

I det mindste burde mine tidligere kolleger have reageret for deres egen skyld, ud fra det faktum, at de kan risikere at få den samme behandling af kommunen. De burde have markeret over for kommunen, at sådan en behandling af en medarbejder er med til at gøre arbejdspladsen utryg. Der var dog heller ikke nogen af mine kolleger – bortset fra lederen – der nogensinde kritiserede mig, men de protesterede heller ikke over min bortvisning,'' siger Charlotte Jensen.

Indtil for nylig havde hun ikke været på sin gamle arbejdsplads siden bortvisningen i 1993. Hun var stadig så berørt af sagen, at hun havde svært ved at fortælle om den.

''Jeg havde faktisk aldrig afleveret mine nøgler, fordi jeg aldrig var blevet bedt om det, og fordi jeg ikke havde haft lyst til at tage derhen. I mellemtiden var der kommet en ny områdeleder, og for nylig ringede jeg til hende og sagde, at jeg gerne ville komme forbi og aflevere nøglerne og få sagt ordentlig farvel til mine kolleger. Jeg håbede også, at det ville blive en hjælp at konfrontere sig med stedet.

Det blev en positiv oplevelse. Det var, som om min vrede forsvandt, da jeg talte med sygeplejerskerne. Jeg kom bare til at tænke, at 'de er jo også mennesker, de er også usikre på, hvordan man håndterer sådan en sag'. Jeg har til gengæld lært noget.

Nøgleord: Dokument, indberetninger, Lov om sygeplejersker, klager, Patientklagenævnet.