Part i en overtrædelsessag

En sygeplejerske møder i vagt på en kirurgisk afdeling og får besked om, at to patienter skal have blodtransfusioner i løbet af vagten, de ligger tilfældigvis på samme stue.

De to blodportioner bliver hentet fra blodbanken, og sygeplejersken kontrollerer efter gængs procedure, at de to blodposer passer til de patienter, der skal have transfusionerne.

Imidlertid bliver de to portioner blod ombyttet, idet sygeplejersken bliver afbrudt i sit arbejde med at sætte de to portioner i gang. Den ene patient dør senere som følge af fejltagelsen, der skete under forhold præget af travlhed og forvirring på grund af en tredje patient, der blev meget dårlig. Den sygeplejerske, der havde begået fejltagelsen bliver naturligvis meget forskrækket og ulykkelig, ikke alene fordi hun har lavet en fejl, men også fordi patienten døde som følge af fejltagelsen, og hvad sker der så? Hvad er sagsgangen nu? Bliver politiet involveret? Klager de pårørende måske over sygeplejersken?

SÅDAN BEHANDLES OVERTRÆDELSESSAGER

Den skematiske oversigt forklarer hovedprincipperne i sagsgangen for en overtrædelsessag. Konkrete sager kan få et anderledes forløb.

Side 17

 
Situationen er konstrueret, men kan meget vel ske i en hvilken som helst vagt, hvis uheldet er ude, og sygeplejersken bliver dermed part i en sag om overtrædelse af 'Lov om sygeplejersker', de såkaldte overtrædelsessager.

Alle autoriserede sundhedspersoner kan blive part i en lignende sag, der afgøres af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Langt hovedparten af de sager, der indbringes til Patientklagenævnet, omhandler læger. Sygeplejerskesagerne udgør kun en relativt lille andel af det totale antal sager, der indbringes. Størstedelen af sygeplejerskesagerne drejer sig om fejltagelser i forbindelse med udførelsen af lægeordineret behandling, såsom fejlmedicinering, blodtransfusioner og lignende.

I det følgende forklares, hvordan en overtrædelsessag behandles, og i hvilken grad sygeplejerskers retssikkerhed varetages. Hensigten er at søge at afmystificere klagesagssystemet og mindske følelsen af kaos og uretfærdig behandling.

Patientklagenævnet

Overtrædelsessagerne behandles og afgøres af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Patientklagenævnet blev oprettet i 1988 som en politisk imødekommelse af en stigende utilfredshed med den eksisterende mulighed for at klage over sundhedspersoner såvel i befolkningen som blandt politikerne.

En overtrædelsessag kan enten være en klage- eller en indberetningssag, hvor forskellen ligger i, hvordan sagen starter. En klagesag starter ved, at patienten indgiver en klage over et forhold, der involverer en sygeplejerske, hvorimod en indberetningssag starter ved, at hospitalsledelsen eller lederen i kommunen indberetter den sygeplejerske, som man tror, har begået en fejl.

Før Patientklagenævnet kan realitetsbehandle en sag, skal en række formelle krav være opfyldt.

Sagen skal udelukkende vedrøre den faglige virksomhed, andre sager henvises til rette instans. Dernæst skal den, der klager, være klageberettiget, og dét er kun den, der har modtaget behandlingen, eller hvis denne er død, så kan kun de nærmeste pårørende klage.

Sagerne kan forældes, idet klagen skal være indgivet inden to år, efter klageren fik kendskab til sagen. Der kan dog efter en konkret vurdering dispenseres fra denne tidsfrist i særlige tilfælde.

Embedslægens undersøgelse

Det er embedslægen, der undersøger sagen, herunder fremskaffer det materiale, der er nødvendigt for at udrede hændelsesforløbet.

Også sygeplejerskeoptegnelser og observationsskemaer indgår, hvilket understreger betydningen af en omhyggelig dokumentation, også af den sygeplejefaglige virksomhed.

Den involverede sygeplejerske vil blive bedt om en skriftlig redegørelse for hændelsesforløbet af embedslægen. Ofte er det først her, sygeplejersken erfarer, at hun er involveret i en klagesag. Drejer det sig om en indberetningssag, vil sygeplejersken naturligt i de allerfleste tilfælde være orienteret af hospitals- eller afdelingsledelsen og har i den forbindelse ofte skrevet en redegørelse.

Det skal her bemærkes, at hvis og når man bliver bedt om udtalelser, har man oplysningspligt. Både i klagesager og i indberetningssager vil sygeplejersken, ifølge Forvaltningslovens bestemmelser om partshøring, have krav på at blive gjort bekendt med og udtale sig om

Side 18

oplysninger, der er væsentlige for afgørelsen i sagen, men sygeplejersken får ikke automatisk selve klagen at se.

Embedslægen udarbejder på grundlag af forundersøgelsen en redegørelse og kan komme med en indstilling om sagens afgørelse.

Den involverede sygeplejerske har i medfør af Forvaltningslovens bestemmelser krav på at få kendskab til og kommentere denne redegørelse og eventuelle indstilling.

Er det en indberetningssag, foregår den videre sagsbehandling i Sundhedsstyrelsen, som kommer med en udtalelse om, hvorvidt der er grundlag for kritik. Kun hvis der er grundlag for kritik, går indberetningssagen videre til behandling i Patientklagenævnet. Alle klagesager bliver behandlet i Patientklagenævnet. I særlige komplicerede tilfælde kan Patientklagenævnet forelægge klagesagen for Sundhedsstyrelsen og eventuelt for Retslægerådet til vurdering og udtalelse. Sygeplejersken har ligeledes krav på at blive gjort bekendt med og kommentere disse udtalelser.

Sagen bedømmes

Sagen bedømmes og afgøres herefter ved et nævnsmøde, hvor der deltager såvel lægmandsrepræsentanter som repræsentanter for de involverede sundhedspersoner samt en formand, der er juridisk uddannet. Nævnet kan derudover indhente udtalelser og vurderinger fra særligt sagkyndige. Grundlaget for bedømmelsen af den sygeplejefaglige virksomhed er 'Lov om sygeplejersker', hvor det i pligt- og straffebestemmelserne er fastlagt, hvordan virksomheden skal udøves.

I pligtbestemmelsen i paragraf 5, stk. 1 bestemmes det, at der skal udvises ''omhu og samvittighedsfuldhed'' under udførelsen af arbejdet, og at undladelse af dette ifølge paragraf 10, stk. 2 kan straffes med bøde.

I straffebestemmelsen i paragraf 10, stk. 1 bestemmes det, at grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i arbejdet kan straffes med bøde eller hæfte, hvor det dog altid er bøde, der anvendes som sanktion.

Sagsbehandlingen afsluttes med, at Patientklagenævnet træffer en afgørelse, der skal meddeles skriftligt med begrundelse, men uden angivelse af eventuelle mindretalsudtalelser, hvilket jeg synes virker i strid med de ønskede bestræbelser på en øget åbenhed i den offentlige forvaltning og et ønske om at øge tilliden til klagesystemet.

Patientklagenævnets virksomhed er omfattet af Forvaltningslovens regler, hvilket blandt andet betyder, at der som oven for nævnt, skal ske en automatisk partshøring over de faktiske omstændigheder, som skønnes væsentlige for afgørelsen, og som myndigheden skønner, sygeplejersken ikke allerede er bekendt med. Eksempelvis andre involverede læger eller sygeplejerskers forklaringer.

Forvaltningsloven åbner mulighed for at komme med yderligere udtalelser, hvilket dog kræver, at den indklagede eller den indberettede anmoder om det. Det kan derfor være en fordel at benytte sig af muligheden for at kræve aktindsigt i sagen, for derigennem at få kendskab til samtlige oplysninger og udnytte muligheden for at tage til genmæle og forsvare sig mod eventuelle uønskede afgørelser, før afgørelsen bliver truffet. 

Påtaler og tiltaler

Patientklagenævnet kan afvise sagen eller beslutte, at der på baggrund af sagsbehandlingen ikke er grundlag for kritik. Såfremt Patientklagenævnet finder, at det indklagede forhold er kritisabelt, kan nævnet komme med en påtale eller irettesættelse, men det kan ikke idømme en egentlig straf. Det skal i denne forbindelse understreges, at Patientklagenævnet heller ikke har nogen kompetence til at tage stilling til autorisationen, som ofte er det første, de involverede sygeplejersker er bekymrede for. Det er Sundhedsstyrelsen, der behandler og som hovedregel afgør autorisationssager.

Side 19

Spørgsmålet om autorisation har endnu ikke været aktuelt i de overtrædelsessager, der er behandlet, siden Patientklagenævnet blev oprettet i 1988.

Drejer sagen sig om et forhold, der af Patientklagenævnet vurderes som af grovere karakter, bliver sagen videresendt til Statsadvokaten, der vurderer og beslutter, om der er grundlag for at rejse tiltale for overtrædelse af Sygeplejerskeloven og dermed få en retslig afgørelse af sagen.

Anklagemyndigheden kan også komme ind i sagen på et tidligere tidspunkt. Hvis den skete fejl har medført, at patienten er død, bliver forholdet meldt til politiet, som derefter vil efterforske sagen, herunder foretage afhøring af de implicerede parter. Politiafhøringen kan og vil endvidere ofte forekomme, efter at Patientklagenævnet har videresendt sagen til anklagemyndigheden.

Politiets rolle

Politiet kan sigte, men ikke tiltale en person for et forhold, såfremt mistanken samler sig om én person, og efterforskningen direkte retter sig mod denne. Grænsen for mistænkt og sigtet er flydende, og der findes ikke noget bestemt kriterium for, hvornår man er sigtet, men da det er krænkende for et menneske at blive sigtet, bør politiet være opmærksom på, at der ikke rejses sigtelse på et for spinkelt grundlag.

Ingen kan pålægges at afgive nogen forklaring i forbindelse med en afhøring, dog er man forpligtet til på forlangende at opgive navn, adresse og fødselsdato til politiet. Såfremt man er sigtet, skal man have dette oplyst og gøres bekendt med sin ret til at nægte at udtale sig. I forbindelse med afhøringen vil der blive udarbejdet en politirapport med det væsentlige indhold af den givne forklaring, og hvor særlige vigtige dele af forklaringen så vidt muligt skal gengives med den afhørtes egne ord.

Den afhørte sygeplejerske skal have mulighed for at se politirapporten og komme med eventuelle rettelser og tilføjelser, der skal medtages i rapporten. Man har ikke pligt til at skrive politirapporten under. Men såfremt man er enig i indholdet, er der ikke noget i vejen for at underskrive, og det kan da anbefales, at man underskriver hver enkelt side i rapporten. Disse regler er fastsat i retsplejeloven.

Hvis den involverede sygeplejerske har henvendt sig til sin lokale amtskreds i Dansk Sygeplejeråd i forbindelse med overtrædelsessagen, vil hun få tilbudt at få en faglig sekretær med som bisidder ved politiafhøringen.

Når politiet har afsluttet efterforskningen, videregiver politiet det udarbejdede materiale til statsadvokaten, der på grundlag af alle de oplysninger, der herefter foreligger i sagen, vurderer, om der skal rejses tiltale eller med andre ord, om der skal startes en retssag. Det er altså en juridisk vurdering og beslutning, om der skal rejses tiltale for overtrædelse af sygeplejerskeloven, og ifølge denne lovs paragraf 11 er det statsadvokaten,

Side 20

der har denne kompetence. Statsadvokaten kan også beslutte, at der ikke er grundlag for at rejse tiltale og retsforfølge sagen yderligere, og så slutter den hér. Men rejses der tiltale, føres sagen for en dommer, der på grundlag af dét, der fremføres mundtligt i retten, træffer en beslutning og afsiger en dom. Når det er besluttet, at der skal være en retssag, vil sygeplejersken blive indkaldt til byretten og vil i den forbindelse blive tilbudt advokatbistand af Dansk Sygeplejeråd.

Ansættelsesmyndigheden, for eksempel hospitalsledelsen eller kommunen, vil blive underrettet af Patientklagenævnet om afgørelsen og kan da vælge at tillægge afgørelsen betydning, men man er ikke bundet af denne. Det er kun ansættelsesmyndigheden, der kan afgøre, om den indberettede/indklagede handling skal have ansættelsesmæssige konsekvenser, og det ville i så fald være en selvstændig sag – en ansættelsesretslig sag med selvstændig sanktion. Dansk Sygeplejeråd kender kun til to tilfælde, hvor en overtrædelsessag har haft ansættelsesmæssige konsekvenser.

Retssikkerheden

Overtrædelsessagerne rejser en række retssikkerhedsmæssige problemstillinger, hvor det største problem nok opleves i forbindelse med den meget lange tid, der går, fra forholdet skete og til en endelig afslutning på sagen. Der er her tale om flere år, hvis sagen også har været afgjort ved domstolene.

Jeg synes også, det kan være retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at Patientklagenævnet består af ét centralt nævn, hvis afgørelser ikke kan indbringes for anden myndighed, idet den manglende ankeadgang er et brud på to-instanssystemet, der i retsplejen anses som en væsentlig retssikkerhedsgaranti. Indførelsen af ankeadgang må dog forudsætte, at den samlede sagsbehandlingstid ikke øges yderligere.

Andre betænkeligheder ved retssikkerheden angår de begrundelser, som Patientklagenævnet afgiver ved afgørelserne. Disse begrundelser er ikke fyldestgørende og angiver ikke klart, hvad der indgår i bedømmelsesgrundlaget. Som hovedregel er de skrevet i et sprog, der medfører, at de pågældende sygeplejersker står uforstående over for afgørelsen. For eksempel kan man undre sig over, hvad det er, der gør, at man har handlet med 'manglende omhu og samvittighedsfuldhed' eller sågar 'grovere forsømmelse'. Og man kan spekulere over, hvad der egentlig menes mere konkret med disse begreber.

Det er, ifølge årsberetningerne fra Patientklagenævnet, nævnets mål at påvirke de regler, der gælder for sundhedspersoners virksomhed. Der ønskes en debat blandt sundhedspersonalet for, at nævnsafgørelserne og nævnet derigennem kan få en regelregulerende og – fastsættende funktion. Det kan på den baggrund undre mig, at nævnet ikke vælger at afgive mere dækkende og uddybende begrundelser, der muligvis ville gøre afgørelserne mere forståelige og øge oplevelsen af, at der bliver truffet indholdsmæssige rigtige afgørelser hos de involverede sygeplejersker. Mere forståelige afgørelser kunne muligvis også være med til at afmystificere klagesystemet og kunne indgå mere kvalificeret i debatten blandt sygeplejersker og dermed være med til at mindske risikoen for lignende fejl fremover. 

 
Birgit Bredahl Nielsen er ansat som juridisk konsulent i Dansk Sygeplejeråd. 

Nøgleord: Autorisation, dokument, indberetninger, klager, Patientklagenævnet.