Synspunkt: Hvorfor dog sådan et hastværk?

En ubehagelig fornemmelse, helt ulig forårets normale kåde fornemmelser, har her i løbet af april måned taget ophold i mit sjæleliv. Jeg føler mig udsat for et politisk overgreb.

Og jeg må desværre konstatere, at min tillid til, at den centrale ledelse i Dansk Sygeplejeråd har vilje til at dyrke demokrati som en nærende og kostbar afgrøde, er skrumpet i betænkelig grad. Jeg frygter for, at min chance for at genvinde den skal fortone sig som en hypotetisk mulighed i en eller anden fremtid.

Jeg vil i det følgende begrunde min aktuelle tilstand af mismod.

''Hvorfor dog sådan et hastværk?'' er et spørgsmål, nogle blandt Dansk Sygeplejeråds medlemmer efter Jette Søes vurdering vil stille, når hun i sin leder i 'Sygeplejersken' nr. 16/97 bekendtgør, at hovedbestyrelsen har besluttet at fremrykke de strategiske diskussioner om brugen af de ny lønformer.

''Hvorfor dog sådan et hastværk?'' er også et spørgsmål, der mange gange i de forløbne overenskomstmåneder har cirkuleret i mine tanker. Mit spørgsmål tager bare udgangspunkt i, hvorfor det har været så vigtigt for Jette Søe – og bag hende et flertal i Dansk Sygeplejeråd – at forcere et nyt lønsystem igennem ved overenskomst '97.

Når hovedbestyrelsen ved deres møde i maj ''tager fat på drøftelser af helt overordnede strategier for brugen'' af vores nye overenskomst, kan det umiddelbart synes som et naturligt led i en nødvendig og ganske rimelig beslutningsproces.

Når spørgsmålet ''hvorfor dog sådan et hastværk'' retorisk bliver stillet i forhold til hovedbestyrelsens fremskyndede behandling af strategier som opfølgning på overenskomstresultatet, er der i Jette Søes leder imidlertid en vinkel på problematikken, hun ganske lader ude af betragtning: 'Vinklen', jeg bedst kan belyse med spørgsmålet: ''Hvorfor har debatten om et nyt lønsystem ikke sit udspring blandt og med medlemmerne af Dansk Sygeplejeråd?'' har på elegant vis næsten været helt udeladt af årets overenskomstdebat.

Når det er nødvendigt at tage grundlæggende strategiske diskussioner i hovedbestyrelsen efter indgåelsen af en ny overenskomst, så er det simpelt hen fordi, resultatet er blevet til på et grundlag, der aldrig har været i nærheden af en konstruktiv, demokratisk og visionær debat blandt denne forenings medlemmer.

''Det passer ikke'', vil nogle givetvis prompte indvende, og ''Du er bare en dårlig taber, der bliver sur når du ikke får din vilje'', vil andre bifaldende supplere med.

Påstand nummer et er jeg naturligvis ikke enig i, mens nummer to generelt set ikke er en helt vildfaren vurdering af mig. Men beklageligvis er jeg aldrig blevet inviteret til at deltage i en overenskomstdebat/diskussion, jeg p.t. skulle kunne have tabt.

Den nye lønform er blevet sparket gennem Dansk Sygeplejeråds politiske system med en hast, der automatisk har nødvendiggjort en tilsidesættelse af det demokrati, der burde være grundlaget for fundamentale ændringer med betydning for virkelighedens og hverdagens sygeplejerske.

På nuværende tidspunkt forestiller jeg mig, at et nyt spørgsmål ligger standby på nogle læseres læber: ''For pokker da mand, har du fuldstændig glemt, at vi har haft en urafstemning?''

Selvfølgelig har jeg ikke det, og jeg accepterer da også, at et flertal af Dansk Sygeplejeråds medlemmer har stemt ændringen igennem. I forlængelse af min accept bliver jeg imidlertid nødt til at genfremsætte mit spørgsmål fra tidligere: ''Hvorfor dog sådan et hastværk, Jette Søe?''

Urafstemninger er et værktøj i demokratiets tjeneste, men det er altså ikke det enkle og saliggørende værktøj, der sikrer demokrati i en organisation. Urafstemninger – specielt i forhold til så vigtigt et spørgsmål som et nyt lønsystem – bør først finde sted efter en saglig og grundig debat, hvor alle foreningens medlemmer har haft muligheden for at ytre og orientere sig i forhold til alle vinkler i den aktuelle problemstilling.

Om vores nye overenskomst vil opfylde de krav om højere løn, vi allerede for 2 år siden vedholdende stillede med 7 måneders overenskomstkamp og gentog ved opstillingen af dette års krav, ved hverken jeg eller nogen andre medlemmer af foreningen i skrivende stund. Men jeg ved, at overenskomstresultatet er irrelevant i forhold til diskussionen om demokrati i foreningen. Jeg står personligt i en situation, hvor det nye lønsystem – hvis lykken står mig bi – vil betyde en klækkelig lønstigning. Også det er imidlertid uden betydning i diskussionen om demokrati. Men det skal da ingen hemmelighed være, at jeg er ked af, at Dansk Sygeplejeråd har profileret sig med en overenskomststrategi, der for mig at se gør knæfald for en asocial og menneskefjendsk trend, der gennem de seneste år er blevet opdyrket i en samfundsskabt begejstring med den narcissistiske personlighedsstruktur som det optimale mål.

Skuffet og rasende

Men jeg er ikke bare ked af – jeg er dybt skuffet og rasende over – at Dansk Sygeplejeråds centrale ledelse sadler fuldstændig om fra overenskomsten '95 til i dag, uden at turde/ville diskutere det åbent og grundigt i medlemsskaren. Dengang sagde vi utvetydigt og ret enstemmigt: højere grundløn. I dag – med det nye lønsystem – står vi så med en lavere slutgrundløn og resten af lønnen overladt til få centrale og mange decentrale forhandlinger.

I september måned sidste år var jeg så heldig at deltage i en konference, der ikke mindst havde udviklingen af demokratiet i Dansk Sygeplejeråd på dagsordenen. Der blev i løbet af den weekend givet mange spændende meningstilkendegivelser om emnet. Kredsen var ikke stor, men havde heldigvis deltagelse af flere hoved- og amtsbestyrelsesmedlemmer – og både nuværende formand Jette Søe og afgåede formand Kirsten Stallknecht deltog som oplægsholdere. Hele vejen rundt var lysten til at arbejde konstruktivt på at udvikle demokratiet stor.

Jeg håber, at nogle af de ideer til konkret handling, der kom på bordet ved den lejlighed, og nogle af de visionære meningstilkendegivelser, der kom fra såvel menigmand i organisationen, snart vil have gennemslagskraft i Dansk Sygeplejeråds aktive politik.

For hvis dette års overenskomstdebat og afstemning skal være modellen for den demokratiske opbygning i Dansk Sygeplejeråd, så er bolden givet op til en beslutningsform, der aldrig vil kunne bevæge sig op på et niveau, der overstiger det centralistisk magtmanipulerende skindemokrati.