Formand for verdens sygeplejersker

Et mindeværdigt øjeblik for dansk sygepleje. Sygeplejerådets tidligere formand, Kirsten Stallknecht hyles ved den store afslutningsceremoni som ny formand for ICN's repræsentantskab. 

Side 11

Formand for halvanden million sygeplejersker – fordelt over hele verden fra små øsamfund som Trinidad og Tobago til store lande som USA og Australien. Det er, hvad Dansk Sygeplejeråds tidligere formand Kirsten Stallknecht kan se frem til de næste fire år.

Kirsten Stallknecht blev valgt uden modkandidat i Vancouver, hvor International Council of Nurses (ICN), har holdt sin 21. kongres med tilhørende repræsentantskabsmøde.

Ved afslutningsceremonien skiftede den gyldne formandskæde plads fra amerikaneren Margretta Madden Styles til Kirsten Stallknecht. Det var et stort øjeblik for hende, men med de opgaver, jobbet som formand indebærer, og de problemer, som kom op på repræsentantskabsmødet, er det først og fremmest arbejdstøjet, hun får brug for.

ICN har nemlig vokseværk. Med optagelsen af otte nye medlemsorganisationer tæller ICN 118 sygeplejerskeorganisationer fra lige så mange lande. Det betyder, at der skal bygges bro over lige så mange forskellige kulturer, sprog, uddannelsessystemer, sundhedsforhold og politiske traditioner. Også organisationerne er forskellige. Der er dem, der ligner de nordiske sygeplejerskeorganisationer, som både har forhandlingsret, og som arbejder med den professionelle udvikling af faget. Og så er der de organisationer, som kun arbejder med det professionelle, og dem, der er en del af en større organisation.

''Men heldigvis kan vi snakke sammen. Vi forstår hinanden, enten vi kommer fra Danmark, Japan eller Jamaica, fordi vi har én hel væsentlig ting til fælles, nemlig det, at vi er sygeplejersker,'' siger Kirsten Stallknecht efter valget i Vancouver, hvor 'Sygeplejersken' talte med hende.

28 år som chef-forhandler for de danske sygeplejersker, formandsposter for de nordiske og europæiske sygeplejerskesammenslutninger og næstformandsposten i ICN fra 1985-89. Som garvet organisationspolitiker har Kirsten Stallknecht om nogen mulighed for at få hele det politiske apparat til at fungere i ICN. Men nemt bliver det ikke, for mens det sygeplejefaglige udviklingsarbejde blomstrer i ICN, så er der store spændinger i repræsentantskabet, ICNs politiske forum, hvor de nationale repræsentanter har sæde, og hvor de politiske afgørelser fra tid til anden blotlægger nogle af de grundlæggende konflikter, ICN trækkes med. I år var det spørgsmålet om Brasiliens medlemskab, der optog sindene i to af de tre repræsentantskabsdage, men den til tider meget animerede debat viser, at det ikke kun var Brasilien, det handlede om.

Konflikterne

''ICNs vedtægter og arbejdsform stammer fra dengang, der ikke var så mange lande. Nu er vi blevet rigtig mange, og det har givet nogle problemer,'' siger Kirsten Stallknecht.

''Der er hele sprogstriden, som kom så dramatisk til udtryk på mødet for fire år siden i Madrid, hvor skillelinierne lå mellem de engelsksprogede og de spansk- og fransksprogede. Og så er der kløften mellem de store og små lande, mellem de store og de små sygeplejerskeorganisationer.

Det sidste betyder, at selv små sygeplejerskeorganisationer med under 200 medlemmer har lige så meget at skulle have sagt som de store. Hver organisation har nemlig kun én enkelt stemme, hvad enten man har 350.000 medlemmer som Japan eller 100 medlemmer som Tonga. Det skal så kombineres med økonomien, fordi vi har tre kontingentkategorier, som er fastsat ud fra det enkelte lands bruttonationalprodukt,

Side 12

levestandard og antal medlemmer i de enkelte sygeplejerskeorganisationer. Reelt betyder det, at et relativt lille antal lande med meget høje medlemstal, Norden, Storbritannien, USA, Canada, Japan og nogle få andre, betaler langt den største del af kontingentet, men har kun meget få stemmer i repræsentantskabet, mens hovedparten af medlemslandene betaler det laveste kontingent, men har langt de fleste stemmer og kan bestemme, hvad rådets penge skal gå til.

Det skaber nogle voldsomme spændinger indimellem. Vi så det i 1993 i Madrid og i 1995 i Harare. Men da repræsentantskabet lige har vedtaget ny valgprocedure med nye valgområder, tror jeg, det vil tage lidt af spændingerne. Vi får en bedre balance i tingene end før. I vores del af verden betyder det, at vi har fået et ekstra mandat, fordi der er kommet flere nye medlemslande til fra Central- og Østeuropa.''

Sydafrika, der er blandt de otte nyoptagne medlemslande, er blandt dem, der ikke er tilfreds med de nye afstemningsområder, men ifølge Kirsten Stallknecht har de ingen grund til surhed:

''Hvis sydafrikanerne har troet, at de som den største organisation i Afrika med 75.000 medlemmer har været selvskrevne til hurtigt at få en plads i ICNs bestyrelse, så er det klart, at de er skuffede, men det går ikke, hvis de ikke først har snakket sig til rette med de øvrige afrikanske lande.

Som gamle koloniområder synes afrikanerne også, at de tidligere koloniherrer, først og fremmest Storbritannien, skylder dem noget, ligesom de synes, det er en selvfølge, at det er de store lande, der skal betale. Og i den sammenhæng er Danmark stort, når det drejer sig om medlemmer. Men de glemmer jo, at grunden til, at vi er så mange, er den systematiske måde, vi har arbejdet på gennem mange år. Vi har jo heller ikke fået alting forærende. Det har de svært ved at forstå.''

Brasilien

I sagen om Brasilien, hvor den hidtidige medlemsorganisation erstattes af en større og mere repræsentativ sygeplejerskeorganisation, er der elementer af den blokdeling, der er set tidligere: De spansktalende lande sluttede op om den vragede organisation og var i det hele taget utroligt følelsesladede omkring den beslutning, de selv havde stemt om pr. brev, men nu åbenbart fortrød:

''Jeg kan godt forstå, at man havde det dårligt med, at en organisation, som har været medlem af ICN i mere end 68 år, nu skal ud til fordel for en anden. For den situation har vi ikke stået i tidligere. Men både ICNs love og den samfundsmæssige udvikling gør, at vi ikke kan udelukke store grupper af sygeplejersker verden over, blot fordi nogen små grupper for år tilbage kom ind i ICN. Vi kan ikke stå i FN, WHO, eller hvor vi nu ellers kommer, og sige, at vi repræsenterer verdens sygeplejersker. Den italienske organisation har f.eks. kun 2.000 medlemmer. Det er et stort land med mange sygeplejersker. Får vi en skønne dag ansøgning om medlemskab fra en anden langt større italiensk organisation, ja, så må den gamle ud, hvis den nye opfylder kriterierne for optagelse. Det er ikke en rimelig udvikling at fastholde nogle små organisationer på bekostning af nogle store. De små organisationer må enten styrke deres position eller slå sig sammen med andre nationale organisationer. Det er det, der skal til, hvis de vil repræsentere deres lands sygeplejersker. Og det, som hele arbejdet i ICNs Socio-Economic Welfare Committee går ud på.

Jeg tror, der er flere organisationer, der er begyndt at tænke sig om efter Brasilien-debatten. Jeg har i hvert fald talt med nogle stykker, som er bekymrede, fordi de risikerer at blive udfordret af de store organisationer i deres respektive lande.''

Rigtige sygeplejersker

I forlængelse af debatten om det nye brasilianske medlem kom også spørgsmålet om ICNs og de enkelte landes defitioner på en sygeplejerske op. Det var helt klart, at nogle følte sig bedre end andre, og rigtigt er det, at der er forskellige uddannelsesmæssige niveauer.

Ifølge ICNs love er det hvert enkel medlemsland, der definerer, hvad en sygeplejerske er i det pågældende land:

''I Danmark er sygeplejersketitlen beskyttet. Her har vi kun én kategori af registrerede sygeplejersker. I mange andre lande registrerer man sygeplejersker på flere niveauer, og det er det, der er tale om med den nye brasilianske organisation, der nu kommer ind med sine 350.000 medlemmer og afløser den gamle med dens 6.000 medlemmer. 60.000 af de 350.000 er sygeplejersker på højeste niveau. Så er der en gruppe på mellemniveauet, og endelig er der tale om en gruppe, som svarer til vores gamle sygehjælpere.

Tidligere havde vi en meget firkantet definition af en sygeplejerske i ICNs vedtægter, som betød, at kun sygeplejersker på højt niveau kunne være med. Og det var jo ikke rimeligt. Især ikke, fordi vi så ville udelukke store grupper af sygeplejersker, som i høj grad har brug for professionel udvikling.

Når mange medlemsorganisationer nu stod op og sagde, at de bittert fortrød deres afstemning i Brasilien-spørgsmålet, hænger det også sammen med, at de ikke snakker sammen indbyrdes. De er ikke vant til at afpasse tingene, som vi gør det i nordisk eller europæisk regi. De har ikke forberedt sig ordentligt, også fordi de måske ikke som vi har professionelle sekretariater, men må klare organisationsarbejdet ved siden af deres sygeplejerskearbejde. Når de nu siger, at de ikke har fået information nok, at afstemningen ikke foregik rigtigt, at de gerne vil frafalde, hvad de har gjort, så viser det jo netop, at der er brug for at styrke deres organisationsberedskab.''

At være dansker

Med Kirsten Stallknecht ved roret i den internationale sygeplejerskeorganisation kan det slet ikke undgås, at danske sygeplejersker bliver mere synlige på verdensplan. Selv er hun meget stolt over at være dansk sygeplejerske:

''Det lægger jeg aldrig skjul på,'' siger hun og peger på, at danske sygeplejersker og Dansk Sygeplejeråd har haft et meget godt omdømme internationalt i mange år:

''Vi har så mange medlemmer, der arbejder rundt om i verden, og så har vi været med i ICN siden 1909.''

Men formandsposten og omdømmet er ikke kommet over natten. Det har krævet års arbejde at nå så vidt. Det samme gør sig gældende med den indsats, danske sygeplejersker og Dansk Sygeplejeråd har markeret sig med i Vancouver, understreger hun:

''Nu kommer resultaterne af vores arbejdsindsats. Mange danske sygeplejersker har fået så meget selvtillid, at de nu tør vise internationalt, hvad de kan. For vi kan nemlig meget mere, end vi selv tror. Vi har længe været betaget af de store lande, de kan så mange fine ord og teorier. Det lyder flot i forhold til vores nordiske, mere afdæmpede stil. Men det er vi ved at komme over. Vi både tør, kan – og skal ud og præsentere os i den store verden, også selv om det er på et fremmed sprog. Det er så vigtigt at beskrive, hvad vi laver. Folk bliver jo dybt imponerede, når de hører om vores kvalitetssikringsprojekter, hjemmepleje osv.''

Kirsten Stallknecht har fået bred opbakningtil sit kandidatur til formandsposten, ikke mindst fra Norden og det øvrige Europa:

''Med alt, hvad der er sket i Europa, tror jeg, mange er glade for en europæer, især de østeuropæiske lande. I øvrigt er der sket lidt af et skred ved valgene til ICNs bestyrelse denne gang, idet vi er ikke mindre end fem europæere repræsenteret ud af en bestyrelse på 15 medlemmer. Det er mange år siden, det har været tilfældet.''

En af de fem er Norsk Sykepleierforbunds formand Laila Dåvøy.

Kirsten Stallknecht peger også på, at opbakningen

Side 13

om hendes person hænger sammen med, at hun kommer fra et lille land som Danmark:

''Medlemmerne ved, at jeg som så mange andre må arbejde på et fremmedsprog, at også jeg har været igennem den proces det er at turde gå på talerstolen og tage ordet på et andet sprog end ens eget i en international forsamling.''

Formandshvervet

Kirsten Stallknecht er den tredje danske sygeplejerske, der er blevet valgt til formand for ICN. Henny Tscherning og Margrethe Kruse har siddet i formandsstolen tidligere, Henny Tscherning fra 1915 og Margrethe Kruse fra l969, i øvrigt også valgt i Canada, dengang i Toronto.

Man kan kun sidde én valgperiode (fire år), og hvervet er ulønnet. Kontoradressen er ICNs hovedkvarter i Genève, hvor ICNs direktør Judith Oulton har den daglige ledelse af hele sekretariatet. Men det bliver ikke her, Kirsten Stallknecht skal slå rod:

''Jeg skal såmænd stadig bo hjemme i Allerød og rejse ud fra København. Med de kommunikationsmidler, vi har i dag, er det helt unødvendigt at bo i Genève,'' siger hun.

''Jeg skal selvfølgelig derned til møder, men ellers består formandshvervet i at repræsentere sygeplejerskerne rundt om i de internationale forsamlinger og så i øvrigt besøge de enkelte medlemslande. Jeg kommer virkelig på farten, men kan selvfølgelig ikke nå at besøge dem alle. Og så skal jeg naturligvis lede repræsentantskabsmøderne.''

Amerikaneren Margretta Madden Styles har haft sin lederstil. Ved repræsentantskabsmødet i Vancouver var der ingen tvivl om, at hun kunne aflæse, hvad der foregik i salen, og forsøgte at afbalancere tingene:

''Jeg vil helst have to vindere i denne sag,'' sagde hun om Brasilien-spørgsmålet og opfordrede til et forlig mellem de to konkurrerende organisationer.

Med Kirsten Stallknecht bliver formen nok lidt anderledes:

''Folk må tage konsekvensen af deres handlinger, hvis de vil tages alvorligt,'' siger hun og refererer til de mange medlemmer, der i Brasilien-sagen ønskede at trække deres afstemning pr. brev tilbage.

''Men folks adfærd hænger også sammen med den lidt gammeldags form, vi stadig kører møderne på i ICN. En form, som er fremmed for mig. I ICN har man ikke de åbne diskussioner, vi er vant til på vores breddegrader. Man siger nærmest undskyld, hvis man er uenig. Selv har jeg ikke tænkt mig at skifte stil. Jeg vil være sådan, som jeg altid har været herhjemme, men selvfølgelig med den tilpasning formandskabet indebærer. Der er nogle kulturforskelle, jeg skal være opmærksom på, men jeg tror, at min åbne og direkte facon vil gøre livet lettere i mange sammenhænge.''

ICN har moderniseret sin struktur og går som en moderne organisation ind i det 21. århundrede. Men det er ikke bare strukturen, der er tilpasset en ny tid, også indstillingen har ændret sig, synes hun. Hattedamernes tid er ved at være forbi. Nu ved de, hvor vigtigt det er at koble udviklingen af faget sammen med udviklingen af moderne lønsystemer:

''Det har varet mange år at få folk til at forstå, hvor vigtigt det er med en slagkraftig organisation. Men nu er man ved at forstå det – og har nok markeret det ved at vælge mig,'' siger hun.

Men organisationspolitik og lønsystemer er kun en del af ICNs virksomhed. Det faglige, de mange programmer med udviklingen af den professionelle sygepleje, det er det virkeligt spændende og det, danske sygeplejersker har mest ud af ved at være med i ICN, synes hun:

''Det giver ny viden og nye netværk både på uddannelsessiden og praksisområdet. Og på en verdenskongres som denne møder man de store navne. Det giver inspiration, også selv om man i første omgang synes, at det vist ikke er noget for os. Men gang på gang har det vist sig, at vi er med på bølgen et par år efter.''

Medmenneskeligheden

Der er tradition i ICN for, at hver præsident vælger et watchword, og Kirsten Stallknechts motto, der blev afsløret ved afslutningsceremonien, er humanity – medmenneskelighed.

''Der bruges millioner på at udvikle lægevidenskaben, men alle de 'trivielle', 'uinteressante' sygdomme, som kræver en stor sygeplejeindsats – plejen af ældre, handicappede, døende – de bliver mange steder ladt i stikken. En meget stor del af verdens sygeplejersker, det gælder også de danske, ved alt om mulighederne for at yde den bedste pleje og omsorg, men har ikke ressourcerne dertil. Når jeg har valgt humanity – medmenneskelighed, så er det, fordi det – på trods af ressourcer, på trods af ny teknologi – er det bærende i sygeplejen. Vi skal være dygtige sygeplejersker, dygtige håndværkere, vidende og kritiske, men hjertet, omsorgen, medmenneskeligheden – den skal altid være en del af sygeplejen.''

Nøgleord: Canada, formandskab, ICN, repræsentantskabsmøde, Vancouver.