Faglig kommentar: Med forbehold

Midt i en sætning kommer en ganske lille pause, og den talende løfter armene til øjenhøjde, mens begge hænder med pegefinger og langemand let krummede foretager et par synkrone, kloagtige bevægelser ud i den tomme luft. Vi har alle set denne besværgende bevægelse et utal af gange, og nogle kan måske endda genkende den fra sig selv.

Denne mystiske bevægelse, der har været moderne et par år, skal forestille et par nonverbale gåseøjne, anførselstegn eller citationstegn omkring et ord eller en vending, som kommer ud af den talendes mund. Det skal markeres over for lytteren, at den talende er ironisk, tager forbehold, distancerer sig fra det sagte, godt ved bedre, eller noget af samme skuffe. Det skæres ud i pap, at den talende i virkeligheden er klogere end det, der kommer ud af munden.

Så er det, man kan spørge sig selv, hvorfor folk ikke siger det, de egentlig mener.

For nogen tid siden faldt jeg over en artikel af en rockanmelder, Mads Kastrup, der har det på samme måde med samtidens manerer med at sætte citationstegn om snart sagt hvert andet ord. Han finder, at den udstrakte brug af anførselstegn karakteriserer en ungdom, der ''aldrig helt siger, hvad den mener, og aldrig helt mener, hvad den siger.''

Hvis jeg nu ville have fornærmet samme Mads Kastrup, kunne jeg have kaldt ham 'rockanmelder'. Jeg kunne også have skrevet, at jeg 'var faldet over' en artikel af Mads Kastrup. Herved kunne jeg prøve at sikre mig imod, at dumme læsere troede, at jeg bogstavelig talt var faldet og havde slået mig. Samtidig med, at jeg havde demonstreret, at jeg godt kender folkelige udtryk og metaforer og kan variere min tale med dem, men at jeg i virkeligheden godt ved, at der burde have stået, at jeg havde læst samme artikel.

Som regel unødvendige

Manererne med anførselstegnene er nemlig ikke forbeholdt konversationen. Vi finder dem ustandseligt på tryk. Også i de manuskripter, vi modtager på redaktionen. Her fjernes de under redigeringen, for de er som regel ganske unødvendige, undtagen når det drejer sig om direkte citater, eller hvis tegnet skal markere en titel på en bog, et firma eller noget andet, som kan forveksles med navne på personer, ting eller steder. Vi skriver fx 'Sygeplejersken', når der henvises til Tidsskrift for Sygeplejersker og ikke til personen sygeplejerske i bestemt form. Jeg har såmænd selv fjernet oceaner af anførselstegn fra noget, jeg tidligere har skrevet, da det skulle revideres. Sat ved siden af hinanden ville de formentlig fylde flere sider.

Man kan fx se visse patienter omtalt som 'tunge' patienter, selv om udtrykket ikke optræder i en sammenhæng, hvor der er tale om sygepleje til overvægtige. Hvorfor nu dette anførselstegn? Der findes næppe den sygeplejerske, som ikke kender og bruger udtrykket. Det er endda blevet så alment og officielt accepteret, at man har indført begrebet plejetyngde. Tunge patienter er patienter, det på en eller anden måde er belastende for sygeplejersken at pleje. Det kan være patienter med dødelige sygdomme, der slider på følelserne. Det kan være patienter, hvis pleje indebærer fysisk hårdt arbejde, fx idelig vending, løft, vask og bleskiftning. Det kan være patienter, der efterlader sygeplejersken med følelsen af, at intet lykkes. Meget tidkrævende patienter osv.

Det er tungt arbejde, som en del af sygeplejersken gerne ville flygte fra, og når hun ikke gør det, er det fordi pligtfølelsen er større. Et anførselstegn skal så markere, at den skrivende eller talende i virkeligheden tager forbehold over for udtrykket, for det er ikke pænt at kalde en patient for tung.

Den indstilling må da accepteres, men det hjælper dog ikke meget, hvis udtrykket alligevel bruges. Altså enten står man ved, hvad man skriver, eller også må man finde et udtryk, der bedre dækker ens mening. Somme tider kan man dog få det indtryk, at meningen ikke er dybere, end at det blot skal markeres, at hverdagssproget bruges, for at læseren skal kunne følge med. Herved bliver det læseren og ikke kun et enkelt ord, der tages forbehold over for. Nuancerne er fine.

Afslørende tegn

En sekretær i redaktionen (jeg har lovet ikke at nævne navnet) sendte en rejseplan og et par flybilletter til mig og en kollega. I ledsagebrevet stod der: ''Hermed som aftalt rejseplan og flybilletter til 'damerne'.'' At sætte et ord som dame i anførselstegn er næsten det samme som at sige, at vedkommende er helt uden dannelse og godt og vel løs på tråden. Damer, det er de i hvert fald ikke. Det morede vi os over det efterår.

Men anførselstegn kan være mere end blot en dårlig vane, mere end et overflødigt tegn, der blot kan fjernes under redigering.

Anførselstegnene udtrykker et forbehold fra skribentens side. Et forbehold, der også kan udtrykke nogle meget kedelige holdninger, fx til patienter og pårørende.

Ordrette gengivelser af, hvad en patient eller pårørende har sagt, skal selvfølgelig i citationstegn i rapporter og journaler. Men der kan snige sig nogle kedelige undertoner ind, hvis anførselstegn bruges, uden at der er tale om et citat:

''Patienten 'kræver' at få sin insulin i nakken.''

Ak, ja. Ingen sygeplejerske tør mene eller sige andet, end at patienter skal lære at stille krav. Og så kan man alligevel komme til at afsløre sin mening om den ting med et par gåseøjne.

''Pårørende 'forlanger', at patienten får ført væskeskema.''

Tydeligere kan man vel ikke markere sin holdning til patientens familie. Det er helt fint at medinddrage pårørende, når de skal informeres om, hvad sygeplejerskerne har tænkt sig at gøre. Men fri os for pårørende, der blander sig i sygeplejen.

Til rockanmelderens betragtninger kunne tilføjes, at vi med anførselstegn også kan komme til at afsløre os mere, end vi er klar over.