Boganmeldelser

EN KVINDES LIDELSE OG MODNING GENNEM SYGDOM

Tonny Jespersen

Tornedans

København: Olivia 1997
216 sider, kr. 268 

Tornedans er en meget gribende og fin beretning om en yngre kvinde, Lisa, fra hun rammes af sygdom og til hendes død fire år senere. Hun var gift og mor til tre halvvoksne børn, fik mammacancer, først i det ene bryst og året efter i det andet. Operationen fulgtes af kemoterapi og senere stråleterapi. Hele forløbet beskrives i dagbogsform af hendes mand. Det er en ganske almindelig familie, vi alle kunne have kendt, der rammes, og det er en på én gang ganske almindelig og helt unik kvinde, hvis liv fortælles med dyb indføling og kærlighed. Sygdommens gang beskrives indefra, på én gang følelsesbetonet og sagligt. Det er familiens oplevelse af følgerne af det, der er hverdag på et sygehus. Det er også en beskrivelse af en kvindes modning gennem sygdom, så hun vedkender sig sine egne krav og ønsker om at modtage og selv turde vise ømhed og kærlighed, altså at være sig sine egne følelser bekendt.

Der er passager med kritik af behandlersystemet. Den uundgåelige ventetid ved de ambulante sygehusbesøg kritiseres, men det, der især gør indtryk i den sammenhæng, er beretningen om en kirurgisk overlæge, der står i den situation at skulle aflevere beskeden om, at den anden tumor havde metastaseret til lymfeglandlerne. Ægteparret trygler ham om at sige noget opmuntrende. Han svarer, at nu kan patienten i hvert fald ikke få brystkræft mere! Det er et eksempel på, hvad der kan ske med behandlerne. For nogle er afmagten så stor, at de forgroves, mens andre formår at bevare menneskeligheden parret med en faglig indsigt. Det gælder overlægen på onkologisk afdeling, der følger patienten til det sidste. Sygeplejen beskrives kun glimtvis, men dér fornemmer man ingen større svigt, hverken i den primære eller sekundære sygepleje. Det er dog påfaldende, at sygeplejen ikke fylder mere i et så langt og lidelsesfuldt sygdomsforløb.

Det, der virkelig fylder, er dagliglivet beskrevet gennem sygdommen i en følsom prosa. Det er en meget personlig beretning om ægteparrets forhold til hinanden, Lisas forhold til sine børn, forældre og øvrige familie, til sit hjem og sit arbejde og frem for alt forholdet til sin sygdom og behandling. Tvivlen om den etablerede behandlings virkning vokser, og det bekrives, hvordan hun får styrke til at frasige sig yderligere behandling, da standardbehandlingerne ikke hjælper, og hvordan hun i ønsket om selv at gøre noget vender sig mod alternative muligheder. Kost og psykoterapi bliver de områder, hun vælger at sætte ind på, og man fornemmer hendes personlige vækst gennem de terapeutiske samtaler, hun går ind i.

Da terminalfasen sætter ind, følger man gennem en hudløst ærlig beskrivelse, hvor udmattende svært det er at pleje en døende. Træthed og sorg blandes, og beskrivelsen af sygdommens hærgen i hustruens krop parret med ønsket om, at der snart må komme en ende på hendes lidelser, gør dybt indtryk. Forfatteren, som er automekaniker, er et kreativt menneske. Glimtvis kommer hans naturglæde frem i bogen. Når han næsten ikke kan holde til at yde mere, må han male akvareller for at få kræfter til at fortsætte. Derfor forstår man også, at han har kunnet skrive så fint og følsomt. Det er en bog, der gør dybt indtryk, og den vil være givende for alle, der har med uhelbredeligt syge mennesker at gøre.

Af Anne Elsebet Overgaard, sygeplejelærer på Københavns Amts Sygeplejeskole i Herlev. 

HANDLEKRAFTIGE FORÆLDRE

Birgit Steffensen, Jette Møller, Jes Rahbek, Jane W. Schelde (red.)

Muskelsvind hos børn – en bog for forældre til muskelsvindbørn.

Århus: Muskelsvindfonden 1997
208 sider, kr. 350

Jeg har i mit tidligere virke haft god gavn af denne opslagsbog, og anden udgave lever op til mine høje forventninger. Muskelsvindfondens ærinde er at gøre de enkelte forældre handlekraftige ved at stille viden og erfaringer til rådighed. Bogen er opdelt i fordellige emner svarende til kurser, som Muskesvindfonden afholder. Muskelsvindfondens historie går tilbage til 1971. Formålet har hele tiden været at forbedre vilkårene for mennesker med muskelsvind, men også at flytte holdninger i samfundet og blandt muskelsvindramte. Familiens psykiske reaktioner er et emne, som kunne fylde en hel bog, men mindre kan som her også gøre det, hvor der er megen hjælp og støtte at hente. Det præciseres, hvor vigtigt det er at leve med – og på trods af sin diagnose og samtidig bevare håb for en fremtid. De enkelte muskelsvindsygdomme beskrives, hvilke undersøgelser, man skal igennem samt behandling og forskning. Herefter følger et vigtigt kapitel om, hvordan man kan forebygge eller mindske de fysiske følgevirkninger af sygdommen. Her er brugbare instruktioner i ord og tegninger. Relevante hjælpemidler gennemgås og i forlængelse heraf bistandslovens muligheder. Muskelsvindbarnet har behov for udfordringer i opvæksten behandles, og der beskrives grundregler i løfteteknik sammen med fine illustrationer. Til sidst en række nyttige adresser og en litteraturliste. En indholdsrig bog, der glimrende videregiver viden og erfaringer i et forståeligt sprog suppleret med gode illustrationer og billeder. Forældre kan hente hjælp og inspiration, og sundhedspersonale, der har sporadisk omgang med muskelsvindbørn, kan hente nyttig viden.

Af Kirsten Fogh, afdelingssygeplejerske, Skanderborg.

SIDSTE AKT, SET MED LUNE OG NÆRVÆR

Bert Keizer
Oversat fra hollandsk af Aino Roscher

... døden må du lide

Af en læges dagbog
København: Borgen 1996
299 sider, kr. 258

''... døden må du lide,'' og jeg fortsætter automatisk i eftersætningen ''den der kommer allersidst ...'' Linier fra en velkendt børnesangleg.

Da jeg så titlen, spekulerede jeg på, om indholdet mon også kunne rumme noget med sang og leg. Det ville nok være for meget forlangt, men faktum er, at bogen er skrevet – det dystre emne taget i betragtning, med megen humor.

Et eksempel herpå fra et af kapitlerne, 'Kunsten at dø':

''Van Riet er den første patient, jeg møder. Da jeg stikker hovedet inden for døren, siger han med det samme: ''Kom bare, jeg er her endnu'' og fortsætter: ''Jeg er godt nok ved at nå til vejs ende ..., det føles som om noget af min krop bliver anbragt længere og længere væk fra mig og jeg orker ikke at hente dem mere.''

Senere spørges patienten: ''Men hvad vil du så have på, når du ligger i kisten?''

''Min pyjamas.''

''Nej, jeg beklager meget, men det går ikke. Du får dit jakkesæt på og slips.''

''Så siger vi det.'' Patienten er dødtræt.

Lidt senere siger patienten i et lidt mere muntert tonefald: ''Men jeg har slet ikke noget jakkesæt her.'' Og sådan fortsætter dialogen.

I forordet indleder forfatteren med følgende:

''Menneskets problem: At have et sind, at være en krop, er intet sted så pinefuldt og tydeligt som inden for lægevidenskaben. Pinefuldt, fordi det at være en krop betyder, at man skal dø. Tydeligt, fordi det at have et sind betyder, at man ved det.''

Der findes mange måder at beskæftige sig med dette på – og måske den mest almindelige variant er: ikke at beskæftige sig med det. Dette og meget mere handler bogen om.

Forfatteren er læge og ansat på et plejehospital i Holland. Her konfronteres han næsten dagligt med, hvorledes mennesker oplever døden. Han har set de pårørendes reaktioner og iagttaget sine kollegers gerninger og forsømmelser.

Han påpeger, at læger ofte i vage formuleringer siger fx til de pårørende til en 92-årig, der med al tydelighed er ved at dø: ''at man efter grundige overvejelser er nået til den konklusion, at man i denne situation måske bør afstå fra behandling.'' Sagt ligeud: Vi kan vælge ikke at gøre noget. Det er ofte noget sludder at sige på et plejehospital, hvor sandheden er, at vi simpelthen ikke kan gøre noget, påpeger forfatteren.

Man kan ikke rive nogen ud af dødens gab.

De pårørendes reaktioner er ligeledes beskrevet på forskellig vis. Fx fortæller han, hvorledes han ser de pårørendes motiver til at sidde hos den døende som uklare.

''En søn, der kun besøgte sin mor en gang om året, da hun stadig levede og havde det godt, sidder nu nat efter nat og gør bod ved et legeme, som mor forlængst har forladt. For ligesom hovedet kommer først ved en fødsel, forsvinder det først, når man dør.''

Mange pårørende oplever det umuligt at sidde hos en døende, især når denne er i gang med det store forsvindingsnummer bag en skærm af morfin. En kommen og gåen. En sidste akt af et vejrtrækningsdrama. Her plejer de vågende at bønfalde lægen om at gøre en ende på det. ''Det kan man da nu om stunder,'' siger de. Sagen er, at det kun er muligt at afslutte livet, hvis deres mor eftertrykkeligt beder om det. Det betyder, at hun skal være i stand til at tale sammenhængende om sit ønske om at dø. ''At de pårørende ikke kan holde ud at sidde ved et sådant dødsleje har ikke noget med den døende at gøre, for hun er for længst væk,'' siger forfatteren i første kapitel.

Man følger forskellige patienters livsafslutning og får således et fint indblik i, hvad der sker, når et menneske dør, og hvordan døden omgås med værdighed.

Bogen fortæller også om, hvorledes den lovfæstede dødshjælp i Holland praktiseres under stor respekt og kontrol som et tilbud til håbløst syge mennesker.

Beretningerne er skrevet med lune og nærvær fra forfatterens side – og indimellem måske lidt for langtrukkent. Bogen kan indgå i debatten om dødshjælp og være et bidrag til at fjerne tabuerne omkring døden.

Af Inger Jerichau, uddannelsesleder i Roskilde Amts Sygehusvæsen  

UDVIKLING AF ÆLDRES SELVVÆRD OG IDENTITET

Brita Løvendahl

Det levede liv

En håndbog om minders betydning i arbejdet med ældre
København: Dafolo 1997
144 sider, kr. 198 

En håndbog om minders betydning i arbejdet med ældre' af Brita Løvendahl.

Håndbogen indledes med et afsnit, som filosoferer om det at ældes og mindes, og som fastslår vigtigheden af at arbejde med minderne som ældre menneske.

Det er lidt tankevækkende, at det skal præciseres, at ældre mennesker kan fastholde deres identitet og selvværd ved at arbejde med deres minder og fortsat udvikle sig, når vi i øvrigt som voksne psykologisk set ofte må arbejde med vores egne oplevelser som børn og unge for at være i stand til at komme videre med vores eget liv. Det siger noget om den måde, vi ser på alderdommen, som et sluttrin, hvorfra vi ikke udvikler os mere eller ikke evner at udvikle os mere.

Hvis man som professionelt arbejdende med ældre inden for sundhedsvæsenet ikke kender til denne metode og disse simple håndgreb, er det en stor mangel i ens viden, som hurtigst muligt bør afhjælpes, og til hvilket formål denne håndbog vil være glimrende. Den giver lige præcis det, den lover, er velskrevet, veldisponeret og en gave til dem, der gerne vil have et hurtigt overblik og gerne selv vil i gang.

Det mest simple er mange gange det mest geniale. At arbejde med minder i forbindelse med ældre er noget, vi nok alle gør mere eller mindre bevidst som afledningsmanøvre i nogle kedelige situationer, som kontaktmulighed og af ægte interesse. Hele forskellen er, at man arbejder bevidst med det, så det også professionelt kommer ældre mennesker til gode. Undervisning og vejledning af andre personalegrupper om metoden er relevant, også af frivillige, som gerne vil gøre et stykke arbejde for andre mennesker, og som har behov for at få kvalificerede input til, hvorledes det både kan komme dem selv og de mennesker, som de arbejder for, til gode. Et afsnit er specielt rettet mod frivillige.

Den første gang, jeg hørte om mindearbejde eller 'remembrance', som begrebet hedder på engelsk, var, da min datter i 1993 arbejdede som frivillig på Age Exchange i London, hvor hun efter en tidligere arbejdsperiode som uuddannet hjemmehjælper fandt metoden yderst relevant i arbejdet som hjemmehjælper.

Metoden blev hentet til Danmark af Ældresagen via Pam Schweitzer, den kunstneriske leder af Age Exchange, og hendes ældregrupper med henholdsvis foredrag og forevisning af teaterstykker. Ved den lejlighed overgav jeg mig umiddelbart med entusiasme og lyst til at deltage. De ældre signalerede masser af glæde og begejstring. Gennem min datter var jeg også klar over bagsiden af medaljen, som var almindelige menneskelige omgangsproblemer, men også sammenhold og venskab. Hertil kom, at dødsfald i aldersgruppen af ældre deltagende ofte forekom. Det krævede improvisation af de ældre, men berørte nok mindre dem end de yngre hjælpere.

Ældresagen og Brita Løvendahl skal have tak for så tidligt at have gjort opmærksom på disse enkle håndgreb, som Brita Løvendahl nu har fulgt op med en håndbog. Der er gode anvisninger og forslag til dem, som skal hjælpes lidt i gang med gode ideer om temaer, metoder, gruppearbejde og praktiske råd.

Interesse for historielæsning, slægtsforskning og søgen efter identitet ligger i vor tid. Pointen er, at mindearbejde kan være til glæde for såvel den, der hjælper, som for den, der har behov for hjælp.

Hvis vi følger intentionerne i denne håndbog kan vi med den professionelle assistance medvirke til, at ældre mennesker får udviklet bevidstheden om deres egen personlige historie. Tilmed skulle ældre mennesker med hukommelsesbesvær lettere kunne fastholdes i nutiden, ved at disse metoder anvendes.

Af Bodil Ludvigsen, konsulent. 

RENSET FOR SYGEPLEJE

Eva Björkman, Karin Karlsson

Grundläggande medicinsk teknik for sjuksköterskor

Lund: Studenterlitteratur 1997
172 sider, kr. 229,-

Her er så bogen, der beskriver sygeplejerskeopgaver, men som er totalt renset for sygepleje. Som titlen indikerer, beskriver bogen detaljeret de teknikker, der anvendes ved anlæggelse og pasning af perifere og centrale venekatetre og ved intravenøs indgift af væske, ernæring og medicin.

Derudover beskrives procedurer for injektionsteknik, blodprøvetagning, blodtransfusion, sondeernæring, blærekateterisation og iltterapi. Da bogen fokuserer på svenske forhold medtages også opgaver, der ikke primært ligger inden for sygeplejerskers arbejdsopgaver i Danmark.

Ved hvert afsnit er der en beskrivelse af de anvendte produkter, af anlæggelse og anvendelse af produkterne, hvorledes produkterne passes og endelig sygeplejerskens ansvar ved de forskellige teknikker.

Relateret til en sygeplejerskeuddannelse, hvor fokus er helheden i sygeplejerskens samarbejde med patienten, må dette siges at være en ret amputeret bog. Den siger intet om sygepleje, men udreder en del teknikker, så de vil kunne gennemføres af enhver fabriksarbejder. Jeg garanterer dog ikke for kvaliteten.

Skulle man alligevel fristes til at anskaffe sig bogen, kan jeg sige, at dens indhold bearbejdes langt mere nuanceret og sygeplejerelateret i Dansk Sygeplejeråds lærebogsserie for sygeplejestuderende.

Af Jens Bydam, sygeplejelærer, cand. phil., Københavns Amt, Sygeplejeskolen.