Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Viborg amt ønsker kvote

De norske sygeplejestuderende betyder penge ud af amtskassen, men værre endnu – nordmændene rejser hjem efter endt uddannelse. Viborg Amt får derfor ikke glæde af den arbejdskraft, man selv har uddannet og behov for, siger amtsborgmesteren, der er utilfreds med, at undervisningsministeren ikke vil indføre kvoteordninger for norske sygeplejestuderende svarende til kvoteordningen for de medicinstuderende.

Sygeplejersken 1997 nr. 34, s. 4-5

Af:

Grethe Kjærgaard, journalist

SY-1997-34-4-1Norsk studerende på Thisted Sygehus. På skolen i Thisted er 18 ud af 68 studiepladser besat med nordmænd. Foto: Kissen Møller Hansen

Hvorfor betale for noget, man ikke får glæde af?

Amtsborgmester Bent Hansen, Viborg Amt, er vred på undervisningsminister Ole Vig Jensen, fordi ministeren ikke vil indføre en kvoteordning for norske sygeplejestuderende i Danmark. Bent Hansen ønsker en kvote på maksimalt 15 pct. norske studerende på amtets to sygeplejeskoler i Viborg og Thisted.

''Vi tager ministerens afgørelse til efterretning, men det sker under protest,'' siger han og kalder det rent 'københavneri', at undervisningsministeren skal sidde i den anden ende af landet og bestemme, hvad der skal ske i Viborg Amt.

''Ministeren kan tage affære, når det drejer sig om norske ansøgere til det danske medicinstudium, men ikke når det gælder den danske sygeplejerskeuddannelse.

Derfor vil Viborg Amt gøre sin indflydelse gældende, når refusionsordningen mellem de nordiske lande skal genforhandles i november 1997,'' siger han.

Bent Hansen er bekymret over det stigende antal norske ansøgere til amtets sygeplejeskoler. Skolerne er sammen med sygeplejeskolerne i Nordjyllands Amt oplagte mål for norske ansøgere. Eksempelvis er 18 ud af 68 studiepladser på sygeplejeskolen i Thisted besat med nordmænd her til skoleåret 97/98, hvilket er mere end den kvote på 15 pct., som Bent Hansen ønsker.

Den udvikling må der sættes en stopper for, mener amtsborgmesteren. For det handler nemlig ikke kun om penge, men lige så meget om at uddanne og fastholde den nødvendige arbejdskraft i lokalområdet, understreger han.

''Det er lige strengt nok at lave en udvekslingsaftale, som staten tjener penge på, og som vi andre skal betale dyrt for,'' siger han og henviser til, at det er staten og ikke amterne, der indkasserer uddannelsespengene for de norske sygeplejestuderende.

''Men værre er det, at nordmændene rejser hjem igen efter endt uddannelse. Viborg Amt får således ikke glæde af den arbejdskraft, man selv har uddannet og behov for,'' siger han.

Salt i såret

''Jeg synes, man tramper på os. Men det med pengene er ikke det værste. Det er kun ekstra salt i såret. Viborg Amt er ikke København, men et udkantsområde, og det betyder, at vi som region selv må uddanne vores arbejdskraft. Folk flytter ikke uden videre her til amtet. Fx er der stort set ingen mobilitet hverken på Mors eller i Thy, så skal vi have sygeplejerskestillingerne besat i disse yderområder, skal det være med arbejdskraft, der er uddannet i amtet. Derfor kan situationen blive alvorlig for os, hvis den arbejdskraft, vi bruger ressourcer på at uddanne, rejser.''

Ifølge Bent Hansen er der stort set ingen tilbage af de nordmænd, Viborg Amt har uddannet til sygeplejerske inden for de sidste 10 år. Derfor giver han heller ikke ret meget for den spørgeskemaundersøgelse, Thisted Sygeplejeskole har foretaget blandt 26 norske sygeplejestuderende. Kun syv ud af de 26 kan på nuværende tidspunkt sige med bestemthed, at de vil tage tilbage til Norge efter endt uddannelse i Danmark. For de resterende er det ikke nogen fremmed

Side 5

tanke at blive her. Syv har allerede fundet en dansk kæreste.

''Jeg vil selvfølgelig gerne opfordre de unge mænd i amtet til at interessere sig for de norske sygeplejestuderende, men udviklingen har vist, at langt den overvejende del af nordmændene tager hjem igen. Når en del af de studerende siger, at der er stor sandsynlighed for at de bliver, tror jeg det hænger sammen med, at de ikke vil provokere. De vil ikke sige – jo selvfølgelig tager vi hjem igen,'' siger Bent Hansen.

Bent Hansen vil dog gerne sætte en tyk streg under, at norske studerende bestemt er velkomne på sygeplejeskolerne i Viborg Amt, men, som han siger, de skal ikke blive noget dominerende element:

''Vi vil gerne uddanne sygeplejersker til sygepleje i Viborg Amt, og skal vi herudover også uddanne nogle nordmænd, tager vi det med. Det har vi gjort de sidste 10 år, og det har vi haft det fint med. Men vi skal bare ikke lave sygeplejeskoler for nordmændene.''

Får altid fyldt op

Det er velkendt, at sygeplejeskolerne i landets yderområder har sværest ved at fylde studiepladserne op, men ifølge Bent Hansen er det ikke noget problem i Viborg Amt:

''Det ender altid godt,'' siger han.

''Vi får altid fyldt op, også selv om vi står med ledige pladser efter første optagelsesrunde. Og lad mig understrege, det er med kvalificerede ansøgere. Det kan fx være unge, som har lagt billet ind på uddannelsen til fysioterapeut, ergoterapeut, pædagog eller folkeskolelærer. Får de afslag, er der nogle, der synes, de lige så gerne vil uddanne sig til sygeplejerske. Nogle gange er det tilfældigheder, der afgør, hvor man søger, og hvor man kommer ind. I hvert fald har vi år efter år kunnet fylde vores pladser op på sygeplejeskolerne med kvalificerede ansøgere både på kvote 1 og 2. Det er klart, at centralisterne gerne vil styre det fra et kontor i København, men det kan vi ikke bruge til noget i Viborg Amt. Vi er, som nævnt, et udkantsområde med en helt anden dagsorden end i København. Derfor var vi også de sidste, der kom med i den koordinerede tilmelding. For det er ikke den, vi skal leve af.''

– Hvad gør I så for at få fyldt pladserne op?

''Laver kampagner, hvor vi gør omverdenen opmærksom på, at vi kan tilbyde en fremragende uddannelse. Og så kommer ansøgningerne.''

Ministeren siger nej

Undervisningsminister Ole Vig Jensen mener ikke, der på nuværende tidspunkt er grund til at lave en kvote for optaget af norske sygeplejestuderende, fremgår det af hans skriftlige svar til folketingsmedlem Kirsten Jacobsens (FP) spørgsmål af 29.7.97, om ministeren vil skaffe lovhjemmel, der sikrer, at amterne selv kan fastsætte kvoter for antallet af udenlandske studerende på sygeplejeskolerne.

''Men,'' siger han i sit svar, ''når jeg genoptager forhandlingerne med min norske ministerkollega senere på året om en tillægsaftale for optaget af norske studerende i 1998 og 1999, vil der fortsat være mulighed for at medinddrage uddannelsespladserne på sygeplejeskolerne. Men det er endnu for tidligt at sige noget om, hvordan de sygeplejestuderende skal indgå i de kommende forhandlinger.''

Ole Vig Jensen har fulgt udviklingen tæt i de forløbne måneder, men den norske søgning til sygeplejerskeuddannelsen i Danmark har på intet tidspunkt set alarmerende ud, mener han:

''Der er tale om et uddannelsesområde, hvor Danmark har overskydende kapacitet og desværre vigende søgning. Problemet handler derfor ikke om den store norske interesse, men om at den samlede søgning til de danske sygeplejeskoler er faldende,'' siger han i et skriftligt svar til folketingsmedlem Hanne Severinsen (V), der den 29.7.97 har spurgt ministeren, hvorfor man ikke vil tillade Viborg Amtskommune at lave en kvote for de norske sygeplejestuderende.

På landsplan har 252 norske ansøgere pr. 28.7.97 fået tilbudt optagelse på de danske sygeplejeskoler. Det svarer til 8,8 pct. af de i alt 2.875 studiepladser, der er til rådighed. Kun knap 2.500 af disse pladser var besat, da opgørelsen blev foretaget. Samlet betyder det en tilbagegang på knap to pct. inklusive de norske ansøgere.

''Jeg ser derfor ingen grund til at lave en kvote for optaget af de norske sygeplejestuderende. Heller ikke for Viborg Amt, hvor der fortsat er ubesatte pladser,'' siger undervisningsministeren.

Til gengæld er Ole Vig Jensen villig til at se på den nuværende refusionsordning:

''Jeg har allerede taget initiativ til at undersøge, hvordan amterne får del i de midler, den norske stat betaler i kompensation,'' siger han.

Nøgleord: Kvoteordning, norske studerende, sygeplejestudiet, Viborg Amt.

Norske studerende

Viborg amt ønsker kvote             

Træt af polemik