Boganmeldelser

Man skal gøre sig umage med dialogen 

Lis Garbers, Sten Høgel

Retorik – Levende tale eller tom snak?

København: Nyt Nordisk

Forlag Arnold Busck 1997

220 sider, kr. 198

Forfatterne underviste begge i mundtlig formidling på Institut for Retorik på Københavns Universitet, da bogen blev skrevet. Lis Garbers er nu død, hvorfor Sten Høgel selv måtte lægge allersidste hånd på denne bog.

Bogen er skrevet, fordi forfatterne gerne ville bringe deres arbejde ud til en større kreds, og den handler om kunsten at holde en tale. Der levnes i indledningen plads til at forklare begrebet retorik, og der tages hul på retorikkens største problem som disciplin, nemlig at ordet retorik i daglig tale bruges til at tilkendegive et negativt syn på en tale eller et udtrykt synspunkt ved at sige, at det bare er retorik, eller at det ikke er bare retorik, men at vedkommende mener det, der er sagt. Forfatterne siger, at retorikken afgjort hverken er god eller ond, uanset om det er en Hitler eller en Churchill, der var Anden Verdenskrigs store retoriske begavelser, som anvender dens virkemidler.

Retorikken går i al sin gribende enkelhed ud på, at form og indhold ikke kan eller skal adskilles. Det siges også, at retorikken går imod den opfattelse, at man kan splitte menneskets bevidsthed op i forstand, følelse og vilje. Det enkelte menneske betragtes som en helhed, erkendelse og følelse kan ikke adskilles.

Herefter følger de teoretiske afsnit, hvor læseren får en kort og præcis indføring i nogle af retorikkens enkeltområder, som først brugtes i antikkens Athen, og som stadig anvendes i retorikken og såmænd også ubevidst ved forberedelse af konfirmationstalen. Der er bl.a. gennemgang af de fem forarbejdningsfaser: Inventio – at samle stof og finde på, dispositio – at ordne stoffet, elocutio – at vælge sprog og stil, memoria – at huske talen, actio – at fremføre talen.

Under afsnittet om 'inventio' findes en kort introduktion til argumentationsteorier. Det fastslås, at der ikke er faste regler for, om et argument for en sag er godt eller dårligt – i denne sammenhæng overbevisende eller ej, men argumentet skal som mindstemål passe til situationen, og der skal i forvejen være en vis enighed (konsensus) mellem taleren og modtageren til stede, for at argumentet kan godtages. Det var i middelalderen, at man fandt på at bruge remser for at sikre sig, at man havde husket det hele, eksempelvis remsen hvem, hvad, hvor, hvorved, hvorfor, hvordan og hvornår. En remse, som vi andre fremdeles har gavn af.

Afsnittet om elocutio fortæller om 'de klassiske taledyder'. Herunder bl.a. 'puritas', som betyder renhed, renselse. I denne sammenhæng kravet om, at sproget skal være grammatisk og lydligt korrekt! En svær ting at blive enige om, og hvor listeskoene skal frem for ikke at støde sit publikum. Bare tænk på 'majonæsekrigen' fra 1986, der nævnes som eksempel på, hvor personligt og følelsesmæssigt, vi oplever og lever med det danske sprog, og hvad der er korrekt/ukorrekt.

Bogen er på sin egen lidt tørre facon morsom og interessant, men også let at læse, og forfatternes tankegang følges ubesværet. Forfatterne anvender selv nogle af de retoriske virkemidler og tankegange, som med lige så god ret kan benyttes i skriftsproget. Men af gode grunde gives der kun anvisninger og gode råd om actio – at opføre talen.

Øvelse gør mester, siger de, og de retoriske færdigheder, der kan opnås ved træning, drejer sig om stemmens styrke, højde og klangfarve, om at beherske artikulation, sproglig frasering og kropssprog. Taleangst og talefrygt har fået sit eget afsnit, som meget udtryksfuldt slutter med at sige, at det gælder om at blive gode venner med sin krop, så den er en hjælp og støtte i stedet for en forræder, der falder en i ryggen. Sande ord, som er værd at tænke over.

Samtalens kunst

Bogen behandler også i detaljer samtalens kunst, den dialektiske proces, dialogen, og det afsnit kan vi alle – stadigvæk – lære meget af. Det er svært at undlade at citere fra afsnittet, det fyndigste og korteste citat må blive: 'Man skal gøre sig umage', altså med dialogen. Dialogen har uden al tvivl optaget mennesker i alle tider, de klassiske eksempler på nedskrevne samtaler er Platons dialoger, hvor Sokrates optræder i samtale med forskellige personer. Her bliver Sokrates fremstillet som den, der får sine unge disciple til at nå nye erkendelser ved at stille spørgsmål og få dem til at forløse de tanker, som de selv går svangre med.

Et andet godt afsnit behandler et af retorikkens klassiske begreber 'persuasio', eller på dansk 'overbevise nogen om noget', som består af tre former for appel: logos, etos og patos, hvoraf alle tre er indbyrdes forbundne og meningsfulde også for sygeplejersker at benytte i deres professionelle arbejde. Da mennesket er en helhed af fornuft og følelser, må man som sygeplejerske interessere sig for såvel mennesket som talesituationen. Gensidigheden i samtalen kommer først frem, hvis nøglebegrebet i retorikken er til stede, nemlig 'pistis'. Pistis betyder tankevækkende nok for sygeplejersker tiltro, beviser, bevisførelse og bevismidler. Det vil sige, at det drejer sig om såvel talerens troværdighed og adfærd som argumenternes beskaffenhed. Det kan man som sygeplejerske godt overveje en ekstra gang, når man står som vejleder, underviser eller rådgiver over for patienter, pårørende, elever og andre.

Så spørg mig lige, om sygeplejersker har brug for denne bog.

Retorikkens historie gennemgås også, før forfatterne sluttelig kommer til de afsnit, som læseren kan droppe, hvis tiden og lysten rinder ud, selv om det ville være synd, nemlig gengivelse og gennemgang af kendte taler gennem tiderne. Flere af disse taler vil kunne huskes af os, der er lidt ældre: Kennedys tale i 1963 'Ich bin ein Berliner' afholdt i Berlin under den kolde krig. Tidligere greb de berømte ord fra hans tiltrædelsestale os: 'Ask not, what your country can do for you, ask, what you can do for your country'. Fremdeles er Martin Luther Kings berømte tale 'I have a Dream' et eksempel på en uforglemmelig tale fra en retorisk begavelse, som kæmpede for en retfærdig sag – de etniske minoriteters rettigheder. Fra vor egen andedam er Dronning Margrethes nytårstaler et interessant retorisk studium værd, fordi hun også indimellem udfordrer vore følelser og fornuft.

Jeg er overbevist om, at alle, hvis de ellers øver sig, kan lære at holde en tale. Måske skulle man bare have begyndt lidt før på at øve sig. Skolerne er nu blevet bedre til langt tidligere at lade elever fremlægge opgaver og projekter etc. Det har uden tvivl fjernet nogle barrierer og vil gøre det lettere senere at komme overens med sin krop i pressede situationer, hvor man skal præstere noget afgørende på kort tid ud over at holde en tale, eksempelvis også ved mundtlige eksaminer, interview til radio og tv, ansættelsessamtaler, m.v. Men teori og praksis skal følges ad.

Så spørg mig lige igen, om sygeplejersker har brug for en bog om det retoriske system. 

Af Bodil Ludvigsen, konsulent. 

KONTAKT TIL ANDRE VOKSNE ER AFGØRENDE

Wigdis Nilsen
Oversat og bearbejdet fra norsk af Agnete Iversen, Birgitte Kjær

Psykiatriens børn

Når mor ikke orker mere

– Fokus på psykiatriske patienters børn
Århus: Psyko-Info 1996
22 sider, kr. 31,25

Når en psykisk syg er mor, giver det problemer og bekymringer. At mange psykisk syge oveni er alene med deres børn betyder, at de har behov for ekstra støtte og omsorg.

Gennem cases beskrives, hvordan en skizofren mor, en deprimeret mor, en mor med en borderliner-diagnose, en mor der lider af angst og tvangshandlinger, og en mor med spiseforstyrrelser varetager den omsorgsopgave, der ligger i moderrollen. Der beskrives, hvordan forældrenes symptomer påvirker børnene, og ud fra Kari Killen opdeles problemerne efter alvor. Det er ofte værre for et barn at vokse op med en deprimeret mor end med en psykotisk mor. De deprimerede skjuler sig ofte og får ikke den nødvendige hjælp, hvorimod den psykotiske mor er lettere at få øje på.

Altgørende for børn af psykisk syge er, at de har kontakt til andre voksne, som kan støtte dem.

I pjecen beskrives, hvilke opgaver der påhviler den enkelte med hensyn til underretningspligt til socialforvaltningen, og hvordan der bør samarbejdes med socialforvaltningen og den psykisk syge. Desuden beskrives anbringelser uden for hjemmet, forebyggende foranstaltninger, og hvordan det går børnene på længere sigt. Gennem hele barndommen bør der være et godt samarbejde mellem socialforvaltning, skole, sundhedspleje, daginstitutioner og psykiatri.

Moderen er stadig en meget vigtig person i barnets opvækst, og det skal tilstræbes, at hun laver ting med sit barn, når hendes tilstand tillader det, så hun også føler, at hun kan fungere i sin moderrolle, selv om den er begrænset.

Pjecen giver på en enkel og overskuelig måde et billede af psykiatriens børn og hvordan de bedst hjælpes. Da der mangler litteratur om emnet, er denne pjece med til at dække et stort behov.

Af Anne Marie Detlefsen, sundhedsplejerske i Ølstykke Kommune. 

DET KAN GØRES BEDRE

Olav Felbo, Anne Marie Søland

Ældre og sundhedsvæsenet

Hvordan gør vi det bedre?

Ældre Sagen - forskning og udvikling
København:Danmarks Universitetsforlag/Akademisk Forlag 1996
173 sider, kr. 192,- 

Årsagen til ældre menneskers møde med sundhedsvæsenet er ofte præget af tab af funktioner og det ældre menneskes frygt for afhængighed af andre. De ældre medborgere er derfor afhængige af et velfungerende sundhedsvæsen, hvor de mødes med respekt.

På ældreområdet bliver spørgsmålet ''Hvordan gør vi det bedre?'' af afgørende betydning. Det stiller krav til faglig dygtighed og forpligtelse i samarbejdet med de ældre medborgere.

'Ældre og sundhedsvæsnet – Hvordan gør vi det bedre?' er en kilde til viden i forhold til samarbejdet med de ældre, der har brug for hjælp fra sundhedsvæsnet.

Der indledes med et kort tilbageblik over sundheds- og sygehussektorens udvikling på området inden for den seneste halve snes år. Derefter behandles en række områder, hvor ældre mennesker kommer i kontakt med sundhedsvæsnet i forbindelse med sundhed og forebyggelse, indskrivning, ventelister, udskrivning, genoptræning og død. De enkelte områder behandles grundigt med henvisning til aktuelle forskningsresultater. Der er til hvert kapitel et udmærket noteapparat. I kapitel 6, der handler om udskrivningssituationen for ældre, beskrives fx udviklingen i indlæggelsestider og genindlæggelsesfrekvenser, det tværsektorielle samarbejde eller manglen på samme ved selve udskrivelsen. Her bevæger forfatterne sig ind på kvalitetssikring af udskrivelsen. Endelig tages problematikken 'Ventepatienter' op, dvs. patienter der er færdigbehandlede på sygehuset, og som venter på en plejehjemsplads eller en beskyttet bolig. Ordet i sig selv lyser af en holdning, der opfatter mennesker i en sådan situation som værende til overs, og der peges på muligheder for at bringe ventetiden ned for disse mennesker, og anbefalinger til, hvordan udskrivelsen kan gøres bedre.

I kapitlet 'Værdig død' beskrives følgende døden på hospital, døden i hjemmet, herunder plejeorlov, aflastningsmuligheder for pårørende, og eksempler på forsøg, hvor der gives mulighed for at passe døende i hjemmet, døden på hospice, livstestamente og hjælp til pårørende efter dødsfald. Kapitlet afsluttes – som de øvrige kapitler og i tråd med bogens titel – med anbefalinger til, hvordan det kan gøres bedre.

Bogen afsluttes med en gennemgang af sundhedsplanlægningen fra 1994 frem til 1997 og en konklusion.

Litteraturhenvisningerne rummer litteratur, der er meget varieret, både hvad angår niveau og udgivelsestidspunkt. Jeg ser det som en fordel, da det giver mulighed for at søge områderne bredt belyst.

Der er meget inspiration at hente for den, der gerne vil gøre det bedre inden for de nævnte områder.

Af Vibeke von der Lieth, sygeplejelærer i Københavns Amt Sygeplejeskolen. 

TUNG OG UPRÆCIS KRITIK

Janne Seemann

Når organisationer skal samarbejde

Distriktspsykiatri på tværs af professioner, sektorer og politiske niveauer
København: Munksgaard 1996
264 sider, kr. 278.- 

Psykiatrien er overalt genstand for talrige evalueringer af mere eller mindre lødig kvalitet. Kun få af disse udgives i bogform, og det er måske meget godt. Som læser må man i det mindste kunne forvente, såfremt en evalueringsrapport udgives i egentlig bogform, at teksten er redigeret og indholdet af almen interesse. Dette synes jeg ikke helt denne bog lever op til.

Janne Seemann har i en årrække deltaget i et evalueringsprojekt af distriktspsykiatrien i Viborg Amt. Bogen er et af resultaterne fra dette evalueringsprojekt. Rapporten – og forfatterens synsvinkel – er den organisationsteoretiske, og i et afsluttende kapitel gør Janne Seemann rede for de organisatoriske ændringer, der har fundet sted i offentlige institutioner i de senere år. Fra hierarkiske fagbureaukratier, som hviler på den faglige eksperts (lægens) autonomi og selvbestemmelsesret, til moderne netværksstrukturer, hvor forskellige fagligheder arbejder sammen. Dette er ganske interessant, men ikke præcist nok, hvis rapporten skal læses med sundhedsfaglige eller bare psykiatriske briller.

Rapportens forfatter deler et langt stykke synsvinkel med den kritik af de psykiatriske institutioner og den psykiatriske faglighed, der har været udgangspunktet for omlægningen i Viborg Amt. Kritikken er desværre for unuanceret til at være oplysende. I sidste afsnit diskuterer forfatteren, om den psykiatriske omlægning mere har været præget af slogans om socialpsykiatriens fortræffelighed end af grundige argumenter for en ny psykiatrifaglighed. Gid Janne Seemann havde fulgt disse spor yderligere.

Der er ikke kun indholdsmæssige kritikpunkter over for denne bog. To forhold gør læsningen til en tung opgave, dels de meget omstændelige casebeskrivelser, som gør bogen uoverskuelig, og dels en sprogbrug, der både er abstrakt og for mig nogle steder uforståelig. 

Af Agnete Iversen, chefsygeplejerske, Psykiatrien i Århus Amt. 

YDMYG OVER FOR SIN UVIDENHED

Niels Stensen

Foredrag om Hjernens Anatomi

Revideret udgave af Wilhelm Maars oversættelse fra 1903
København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1997
72 sider, ill. kr. 148,- 

Dette 332 år gamle foredrag er interessant både historisk, men også i forhold til valg af metoder og ydmyghed over for egen viden og den begrænsning ens viden til enhver tid må have.

Det er bemærkelsesværdigt, at en ung dansk læge på 26 år har kunnet sætte så mange spor, at hans foredrag om hjernens anatomi i Paris år 1665 er oversat til utallige sprog og stadig udleveres til medicinstuderende. Dengang tog det fire år at få det trykt og yderligere et halvt år, før der kom en detaljeret anmeldelse i 'Transactions of the Royal Society' i London.

Niels Stensen forholder sig kritisk over for dem, der udtaler sig meget kategorisk uden helt at have belæg for det. Samtidig kan han godt se det nødvendige i nytænkning, som fører til nye undersøgelser. Når skaberen ikke kan vise os konstruktionens dele og sammenhæng, må 'maskinen' skilles i mindste dele og undersøges hver for sig og i sammenhæng. Her sætter han lighedstegn mellem mennesket og en maskine. Han mener også, at man må lave undersøgelser på dyr for at finde ud af, hvad man overhovedet skal søge efter i den menneskelige hjerne.

Om metoder siger Stensen, at hvis man gør, som man plejer, finder man ikke ud af noget nyt. På den anden side skal man heller ikke starte helt på bar bund, men bygge på den viden og de metoder, der er. Viden skal bygge på kendsgerninger og erfaringer, ikke på ræsonement.

Niels Stensen giver en detaljeret beskrivelse af, hvorledes han med en sav, frem for med hammer og mejsel, kan undgå at beskadige hjernen – 'Den rette måde til at åbne kraniet', kaldte han det. Han fik ved denne metode lavet en særdeles nøjagtig anatomisk beskrivelse af hjernen, som stort set stemmer overens med nutidens MR-skanninger.

Stensen kritiserer Descartes og Willis for henholdsvis uholdbare hypoteser og unøjagtige tegninger. Han undskylder det lidt med de vilkår, eller mangel på samme, som gjorde, at datidens videnskabsmænd ikke udelukkende kunne beskæftige sig med videnskaben. Lægerne måtte også passe patienterne og undervise lægestuderende.

I indledningen siger Niels Stensen om sin lærermester Sylvius, at han aldrig udtaler sig om hjernen uden forbehold, senere nævner han, at han personligt foretrækker at indrømme sin uvidenhed.

Her 332 år efter vides meget mere om hjernen, specielt om dens funktioner, og jo mere viden, der kommer for dagen, des flere forbehold oplever jeg, at der med rette bliver taget.

Af Birte Aarslew-Jensen, sygeplejelærer, Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole for H:S. 

FLEKSIBILITET ER BEGGE PARTERS BEHOV

Hans Jeppe Jeppesen, Henrik Bøggild, Kurt Larsen
Rapport

Arbejdstid og arbejdsmiljø på sygehuse

Aalborg 1996: Center for Arbejdstidsforskning, Arbejdsmedicinsk klinik, Aalborg Sygehus
110 sider, kr. 90

Rapporten belyser den indflydelse eller mangel på samme, som de lovgivnings- og aftalemæssige principper har for planlægning af arbejdssystemer på sygehuse. Den er et resultat af et projekt, hvor følgegruppen har inkluderet Det centrale sygehusudvalg, forvaltningssikkerhedsudvalg, sygehusenes administrative ledelser, samt de faglige organisationer, alle beliggende i Nordjyllands Amt. Der er ingen grund til at antage, at forholdene her adskiller sig væsentligt fra forholdene i det øvrige Danmark.

De konkrete formål var at kortlægge de nuværende anvendte arbejdstidssystemer for afdelinger med døgnarbejde og at undersøge, hvilken indflydelse og rolle ledelsen, samarbejds- og sikkerhedsudvalg, de enkelte afdelinger samt de faglige organisationer har på udformning og anvendelse af de nuværende systemer og inddragelsen af arbejdsmiljøhensyn. Desuden at belyse baggrunden for systemernes udvikling og udformning, herunder afdelingens funktion samt personalets tilfredshed og ønske om forandring.

Dataindsamlingen er baseret på gennemgang af lokalaftaler, kortlægning af anvendte arbejdstidssystemer, analyse af referater fra samarbejds- og sikkerhedsudvalgsmøder samt interview med involverede aktører.

Ved gennemgang af mødereferater fra de nævnte grupper konkluderes det, at: ''Problemstillingen kun yderst sjældent er på dagsordenen.''

Efterfølgende gennemgås ansvarsfordeling for vagtfordeling, potentiale for ændringer, fritagelse for vagtarbejde og ændringer i vagtarbejde og brug af lokalaftaler.

Projektet afdækker, at de formelle og almene principper til overholdelse af arbejdsmiljøet har beskeden indflydelse blandt de anvendte rguleringsformer i arbejdstilrettelæggelsen på sygehusene. Endvidere at indgåelse af aftaler om fridøgn og hviletider er en formalitet.

Begge parter, arbejdsgiver og arbejdstager, betragter fleksibilitet som en mulighed for at tilgodese begge parters behov.

Der foregår en vis forebyggelse af stor vagtbelastning gennem deltids- og vagtansættelser. Denne ansættelsesform er svingende og konjukturbestemt.

Der drages en lang række konklusioner om årsag og virkning, bl.a. at den fremherskende reguleringsmekanisme synes at være fleksibilitet, og at belastning ved døgnarbejde opleves individuelt og som en naturlig følge af vilkårene.

En udmærket rapportering om den virkelighed mange sygeplejersker lever i, men jeg fandt ikke noget overraskende i konklusionerne og frem for alt ingen løsning på det faktum, at patienterne skal passes døgnet rundt, hele året.

Af Connie Egelund, oversygeplejerske på Kirurgisk Mave Tarm Afdeling, KAS Gentofte.