Skader kan trygt anmeldes

Det er den enkelte læge eller sygeplejerske, der bør tage initiativet til at anmelde en patientskade, selv om de ikke har pligt til det. For sundhedspersonalet har bedst mulighed for at konstatere, om der er sket en skade, der kan erstattes. I værste fald risikerer man et erstatningsansvar, hvis man undlader at henlede patientens opmærksomhed på muligheden.

Opfordringen – og advarslen – er at læse i Patientforsikringens årsberetning for 1996. Det er dog kun i én ud af syv anmeldelser, at sundhedspersonalet har sat pen til papir først, viser tal fra Patientforsikringen.

'Sygeplejersken' har bedt Patientforsikringen om at opgøre, hvor mange anmeldelser der indløb fra patienter, og hvor mange der kom fra sygehuset, i løbet af 1996.

Ud af 1.713 anmeldte sager kom 1.462 anmeldelser fra patienterne, og 251 skadeanmeldelser kom direkte fra hospitalet. Omregnet var 85,3 procent af samtlige sager indsendt af patienter, mens sygehuspersonalet kun stod for 14,7 procent.

Det er dog en fremgang i forhold til året før, hvor kun 12 procent af samtlige anmeldelser indløb fra sygehuset.

Uafhængig instans

Ifølge kontorchef i Patientforsikringen, Ole Graugård, kan der være flere forklaringer på, hvorfor det forholder sig sådan. En af dem er muligvis frygt for at få den faglige kompetence beklikket. Men frygten er grundløs, for Patientforsikringen er en fuldstændig uafhængig instans, der alene tager stilling til erstatningsmulighed og beløbsstørrelse.

Sundhedspersoners faglige virksomhed er Sundhedsstyrelsens og Patientklagenævnets ressortområde. Patientforsikringen videregiver aldrig oplysninger til disse instanser, selv om der givetvis vil være en del sagssammenfald.

''Det ligger i loven, at patientens ret til økonomisk kompensation ikke skal kompliceres af, at læger, sygeplejersker og andre sundhedspersoner ikke vil risikere at få ørene i maskinen,'' som Ole Graugård formulerer det.

Noget af forklaringen på personalets tilbageholdenhed ligger måske også i, at de involverede fagpersoner mener, at behandlingen har været optimal.

''Mange tror sikkert stadigvæk, at en patient kun kan være berettiget til erstatning, hvis fagpersonerne har gjort noget forkert. Men det er en forkert måde at anskue tingene på:

Det drejer sig om tilfælde, hvor der er indtrådt en uundgåelig komplikation, som er meget alvorlig i forhold til det, patienten oprindelig fejlede – altså grundsygdommen.

Principielt har en erstatningssag intet at gøre med den faglige kompetence,'' siger Ole Graugård.

Side 7

Anerkendte og afviste sager

Ser man på, hvor mange anmeldelser, der viser sig at være hold i, fremgår det tydeligt, at sundhedspersonalet – af gode grunde - er bedre til at vurdere end lægmand – og det er selvfølgelig også en del af forklaringen på, at fagpersonerne ikke står for flertallet af indberetningerne: 52,3 procent af de anmeldelser, som sygehuset indsendte, blev anerkendt i 1996. For patientanmeldelserne var tallet 36,5 procent.

Tallene fremkommer således: Ud af 1.392 afgjorte sager var 1.183 indsendt af patienter, 209 af personale. Ud af de 1.183 blev 432 tilkendt erstatning, mens 751 sager blev afvist. Ud af 209 skadeanmeldelser fra sygehuset blev 110 anerkendt, mens 99 blev afvist.

Desuden fortæller Ole Graugård:

''Det fremgår direkte af en del journaler, at personalet har udleveret et skadeanmeldelsesskema. Og en del af de patienter, som anmelder en skade, skriver formuleringer som 'de sagde på sygehuset, at jeg skulle henvende mig her' i deres brev. Alt i alt er jeg ret sikker på, at mange patienter har fået information om erstatningsmulighederne gennem sygehuset. På den måde mener jeg, at personalet opfylder den forpligtelse til at informere, som de er pålagt gennem de forvaltningsretlige regler.''

Det er Patientforsikringens opgave at oplyse sagen fuldt ud. Dvs. at patienten er sikret en sagsbehandling, uden at han eller hun behøver at engagere lægefaglig kompetence eller at bruge penge på advokatbistand.·

Nøgleord: Erstatning, Patientforsikringen, patientinformation, patientskader.