Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Sygeplejersken 1997 nr. 37, s. 29

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

UD MED HURTIGMADEN IND MED VISKESTYKKET

Johannes Andersen

Hverdagens centrifuge Det daglige liv og den moderne livsform

Højbjerg: Hovedland 1997
170 sider, kr. 188,- 

SY-1997-37-29-1'Hverdagens centrifuge' er en genial titel på en bog, der sigter mod at forholde sig kritisk til dagens danske hverdagsliv. Man får på forhånd alle mulige associationer og går veloplagt i gang med at læse den.

Men forventningerne bliver ikke helt indfriet, fordi der er for mange gentagelser og postulater. Derudover medfører et typografisk fif med i hele bogen at skrive visse vendinger, som 'spisning i forbifarten', med kursiv, at man til sidst føler sig konfronteret med en påstand om, at hvis vi bare gik tilbage til brun sovs og hjemmeskrællede kartofler, så ville alt falde på plads, og helt så enkelt er det vel ikke.

Johannes Andersen gør en del ud af at forklare, at han ikke bruger de sædvanlige sociologiske kilder og derfor ikke behøver en alenlang litteraturliste, der alligevel ofte vil være præget af tilfældigheder. Men faktisk savner man flere gange konkret viden om, hvor udbredte de hverdagsvaner, som han kritiserer, egentlig er. For hvis det er væsentligt, om vi selv skærer grønsagerne ud, så er det da også væsentligt at vide noget om, hvor mange der har opgivet at gøre det. Hvis hurtigmaden skal bruges som målestok for fællesskabets forfald, så vil man gerne vide, hvor fremskredet forfaldet er. Om ikke andet for at kende omfanget af den indsats, der så skal til for at vende en negativ udvikling.

I stedet for sociologiske håndbøger og statistiske tabeller er reklametryksagerne fra nutidens 'katedraler', en lidt søgt betegnelse for supermarkeder, blevet gransket. Men spørgsmålet er, hvor fyldestgørende denne beskrivelse af danskerne som forbrugere egentlig er. Trods alt foretager vi os en del andre ting end at læse i varekataloger og skubbe rundt med indkøbsvognen i supermarkedet.

Alligevel har Johannes Andersen fat i nogle modsætningsfyldte forhold og adfærdsmønstre, som kan være relevante at diskutere mere indgående. Den evindelige stræben efter at lette tilværelsen ved hjælp af alle mulige sindrige apparater, der så i anden omgang tvinger de stolte ejere til at motionere. Den maniske optagethed af unikke og autentiske oplevelser, som rejsebureauer og bungy-jumpsælgere lever højt på at masseproducere. Det slik- og snackgnaskende hyggeri rundt om den firkantede, der optræder sideløbende med en stærkt skærpet bevidsthed om sund levevis, motion og fedtfattig, fiberrig mad.

Desuden kritiserer Andersen danskerne for at forvandle alle deres forehavender, hvad enten det er parforhold, arbejde, familieliv eller fritidsaktiviteter til projekter. I den forbindelse bliver det meget tydeligt, at bogens kritiske holdning især rettes mod den enkeltes gøren og laden, mens betydningen af samfundets strukturer fortoner sig som noget blegt og ubetydeligt. Mens der ikke kan være tvivl om, at positive, varige forandringer i dagliglivet ikke bliver til virkelighed blot ved, at Folketinget vedtager nye regler og bestemmelser, så er udsigten til, at den enkelte helt alene lige kan vende op og ned på hverdagen, heller ikke stor. Både stat og civilsamfund må inddrages.

Så selv om man godt kan få kvababbelser af nutidige forældres enorme optagethed af deres børns ve og vel og i ironiske øjeblikke blive fristet til at omtale fænomenet som børnekulten, så er det måske ikke helt retfærdigt at hænge deres anstrengelser for at forbedre opdragelsen ud ved at kalde anskaffelsen af børn for et projekt. I hvert fald er der intet nyt i, at nybagte forældre stolt paraderer med en flot barnevogn og går op i, om det lille pus er fin i tøjet.

Andersens ærinde med bogen er at få os til at stikke en kæp i centrifugen, så det hele går lidt langsommere, og livet bliver mere nærværende og ikke efterlader det hul af utilfredshed, som han mener er blevet fast inventar i det moderne menneske. Kuren går ud på, at vi sammen udfører de små daglige husopgaver, mens vi giver os tid til at tale sammen og være. Derudover mener han, at der kan opbygges en fælles ansvarlighed, hvis alle påtager sig at arbejde frivilligt, hvor som helst der er brug for en ekstra hånd, hvad enten det er hos den lille købmand eller nabokonen.

De spørgsmål, man sidder tilbage med efter endt læsning, er dels om den gnavende bevidsthed om et mangelfuldt liv er så udbredt, som Andersen hævder, og dels om disse mangler så kan udbedres ved fælles opvask og lugning i naboens have. Begge spørgsmål kan kun besvares, hvis det dokumenteres, at der er tale om udbredt ondt i livet og om, at de fælles aktiviteter ikke allerede foregår. Siden bogen er uden dokumentation, kunne den fremførte kritik måske have haft mere gennemslagskraft i kronikform, og så var der også blevet mere tid til opvasken både til forfatteren og til læserne.

Af Karen Ellen Spannow, etnograf og sygeplejerske 

UROEN MÅ IKKE LAGRE SIG

Jytte Hansen

Udviklingsrum

Åbenrå: Udviklings- og Formidlingscentret for Fyn og Sønderjylland 1996
77 sider, kr. 140,- 

Der opstår uro i sundhedsplejerskens faglige følsomhed, når vi gribes af angsten, som er fast gæst under forandringsprocesser, så den kommer til at dominere arbejdet med forældre og børn. Familien udsender særlige signaler, vi kender så godt, men som vi tilsyneladende forholder os skidt til.

Grundlæggende vil forfatteren kvalitetsudvikle os. Ikke for at gøre os til følelseskolde gespenster, men som hun virtuost skriver:

''I første omgang må sundhedsplejersken kunne rumme genklangen i sin egen følsomhed.'' Så vi roligt kan trække videre på de stabile strenge.

'Udviklingsrum' handler om sundhedsplejerskers evne – eller mangel på samme – til at balancere psykisk og etisk forsvarligt i marken. Vi skal lade være med at handle og lade uroen, der griber omkring sjælen i urolige børnefamilier, lagre sig. Den faglige iagttagelse må blive mere end en subjektiv lunte, der får bomben til at eksplodere i en familie, for ellers er alt tabt.

For at støtte udviklingsprocessen bør vi bevæge os gennem forskellige rum, ligesom i kinesiske æsker med indhold som planlægning og koordinering, til rummet i den enkelte sundhedsplejerskes arbejde. Forfatteren giver os redskaber til processen. Bl.a. gode råd om at holde pauser af ti-femten minutters varighed, samt en kort gennemgang af den franske socialpsykiater Jacques Salomés opdeling af barnets sprog.

Hvis der er ressourcer til det rundt omkring i familieafsnittene i diverse socialcentre, må denne bog give anledning til debat. For kompetence er også faglig kompetence, og hensigten må være at skabe mulighed for at åbne endnu flere udviklingsrum for at værne om det unikke i hvert eneste barn.

Af Wivian Fuglsang, sundhedsplejerske på Vesterbro i København.