Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: Død på social indikation

Når dødens nytteværdi bliver afgørende for, hvornår et menneske kan erklæres dødt, vil det efterhånden føre til, at grænserne flyttes, hver gang det er bekvemt.

Sygeplejersken 1997 nr. 37, s. 13

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

Det hævdes at være svært at spå om fremtiden, og heri er jeg ikke uenig. Der er dog i hvert fald én undtagelse.

Dengang man debatterede, hvorvidt et hjernedødskriterium skulle indføres af hensyn til transplantationskirurgiens fortsatte udvikling, forudså modstanderne, hvordan hele dødsbegrebet og menneskesynet ville begynde at skride.

Når dødens nytteværdi bliver afgørende for, hvornår et menneske kan erklæres dødt, vil det efterhånden føre til, at grænserne flyttes, hvis det er bekvemt. Efterspørgslen efter levedygtige organer vil føre til udvidede eller flere dødskriterier, og disse vil blive brugt i stadig flere tilfælde.

Om døden defineres i relation til åndedræt, cirkulation, hjernestamme, hjernebark eller forrådnelse er i virkeligheden ikke særlig vigtigt. Det ændrer ikke i sig selv på vort menneskesyn. Menneskesynet ændrede sig derimod skelsættende, da man i en halvtom, clearet folketingssal en sommerdag i 1990 vedtog, at det var i orden at erklære et menneske dødt, hvis dette kunne gavne et andet menneske med en bedre prognose. Bevares – forskellige kriterier skulle være opfyldt, og det blev i første omgang ophør af hjernestammens funktion, der fik retten til at glide ned.

Det er syv år siden. Nu diskuterer man, om ikke det var på tide at udvide dødskriterierne med et hjernebark-dødskriterium. Forslaget møder endnu modstand i danske kredse, men det diskuteres dog, for efterspørgsel på organer er trods alt så stor, at der er grund til at tænke i nye baner. Men det skal nok komme. Når først et tema lægges ud til offentlig debat, betyder det, at projektet er klart og blot mangler den folkelige og politiske opbakning.

Individuelle dødskriterier

Opskriften på at gøre forslaget spiseligt er den sædvanlige. Der vil i den kommende tid fremkomme stadig flere vidnesbyrd og hjertegribende historier om patienter, som henligger i årevis som grønsager uden fungerende hjernebark – uden at kunne få lov at dø. De lider ikke, for det skulle være utænkeligt, hvis hjernebarken er død. Men deres familie lider og er fortvivlede, og det koster det hvide ud af øjnene at holde dem i live, hvilket kan belaste såvel samfundsøkonomien som privatøkonomien. Det ville løse mange problemer, hvis man kunne få lov at erklære disse patienter døde. Hvilken lettelse for familien. Den dag dette bliver muligt, kan vi hermed konstatere, at en person kan erklæres død på social indikation. At det også vil kunne give flere organer til transplantation tales der måske ikke så meget om i begyndelsen, hvor det gerne skulle lyde, som om det er patientens tarv, der er begrundelsen for at udvide dødskriterierne.

Når dette bliver en realitet, formentlig i USA som det første sted, vil fænomenet brede sig til resten af verden. I Danmark pr. tradition foregået af en folkelig debat, selv om resultatet er givet på forhånd. Det gælder jo om ikke at sakke bagud, hvad angår medicinsk teknologi, og når nu lægerne kan konstatere, at hjernebarken er død, så er det vel blot noget, man skal vænne sig til. Det sker også stille og roligt, når debatten dør ud.

Seneste forslag til endnu et hjernedødskriterium er fremsat på konferencen 'Hjernen og Selvet', der er refereret i dette nummer af 'Sygeplejersken' på side 10. Det går ud på, at det enkelte menneske selv får mulighed for at bestemme, hvornår hun eller han vil erklæres død. Alt afhængigt af, hvor stor vægt den enkelte nu tillægger graden af hjernens og hjertets funktion. Et individuelt dødskriterium må være det ultimativt rigtige, og så kan hver enkelt selv bestemme, hvor meget eller hvor lidt, der må høstes, når den individuelt fastsatte død er en realitet.

Jeg tror, at transplantationskirurgien er kommet for at blive, ligesom Storebæltsforbindelsen. Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, interessen for at prioritere den almindelige folkesundhed nogen sinde kommer til at overgå interessen for medicinsk højteknologi, som gavner de få. Men jeg er efterhånden også kommet til den opfattelse, at man ikke uden videre kan fratage befolkningen nogle behandlingsmuligheder, når disse først eksisterer. Det er for sent, det ville være at vække et håb om helbredelse og derefter fratage det.

Men selv med den indstilling undrer det mig, at man bliver ved med at tro, at døden nødvendigvis skal omdefineres, for at der kan skaffes organer nok.

Uhyrlige overvejelser

Man kan donere en vis portion af sit blod, hvis en række helbreds-, alders- og adfærdsmæssige kriterier er opfyldt uden at være erklæret død. Hvorfor skulle man så ikke også kunne donere sine organer, hvis en række helbredsmæssige kriterier er opfyldt, at man fx er uden hjernestamme- og/eller hjernebarkfunktion? De, der vil give deres hjerte væk, dør af det. De, de kun vil give en enkelt nyre væk, dør ikke nødvendigvis af indgrebet, selv om der nok er en øget risiko. Handlingen, tidspunktet og resultatet er imidlertid nøjagtig det samme, som hvis man benyttede sig af diverse hjernefunktionsbaserede dødskriterier.

Forskellen er ærligheden, dvs. at man ikke søger at skjule, at organerne udtages på levende mennesker, der selv har ønsket at give dem væk på særlige vilkår, som er acceptable for samfundet.

Forskellen er også, at der ikke røres ved dødsbegreber og menneskesyn. Enhver kan se og fornemme forskellen på liv og død. Det kan mennesker, og det kan dyr. Det er biologisk og indbygget i os. Der er også grader af død, fordi dødsprocessen strækker sig over tid, men det har vi jo også ganske udmærkede og hævdvundne kendetegn på. Usikre og sikre dødstegn afgør, hvornår forskellige dødsritualer må indledes, og det fungerer og er ikke i disharmoni med vor instinktive forståelse for døden, vor sunde fornuft og kulturelle baggrund.

Overskriften 'Død, dødere, dødest' på artiklen side 10 er sikkert ment som et udtryk for en grotesk udvikling, men den stemmer godt overens med den almindelige opfattelse af døden som en proces, man kan være kort eller langt henne i. Det uhyrlige er ikke, at døden kan gradbøjes, for det er rent biologisk. Det uhyrlige består i, at nogle seriøst overvejer, om døden endnu en gang skal omdefineres og flyttes af bekvemmelighedshensyn.