Boganmeldelser

BARNDOMMEN ER BEDRE END SIT RYGTE

Dion Sommer

Barndomspsykologi
Udvikling i en forandret verden

København: Hans Reitzels Forlag 1996
240 sider, kr. 225 

Når vi i Danmark har Børnerådet og kan finde på at tale om børns rettigheder, er det udtryk for, at børn og deres vilkår ligger de voksne meget på sinde, i hvert fald mere end på noget andet tidspunkt i historien. Det er en af Dion Sommers pointer. Faktisk er hovedparten af forældre i høj grad optaget af og bekymrede over, om de gør det rigtige for deres børn, og samtidig er standarderne for, hvad der er godt og rigtigt meget høje.

Hvis forældrene læste Dion Sommers bog, ville det være muligt at lægge en del af bekymringerne fra sig. Mange af de kvinder, jeg kender, har kronisk dårlig samvittighed over at være for lidt sammen med deres unger. De vil gerne hente dem tidligt fra daginstitutionerne og hjem og 'være noget for børnene'.

Dion Sommer siger derimod, at børn udmærket kan trives og trives rigtig godt sammen med andre voksne end mor og far. Så længe der er tale om engagerede og motiverede voksne, evner barnet fint at knytte sig til andre end forældrene og få noget godt ud af det.

Dion Sommer tager afstand fra den traditionelle udviklingspsykologi og opfattelsen af, at barnet er en novice, der præges af gode eller dårlige oplevelser og bliver derefter. Barnet er kompetent og skal forstås, ikke som isoleret fænomen, men i sammenhæng med den omverden og kultur, det lever i. Teorier, der uden for tid og rum beskriver barnets stadier, er alt for isolerede og tager ikke højde for, at opfattelsen og håndteringen af barnet præges af aktuelle strømninger i samfundet. Bogens nærmest sociologiske indfaldsvinkel understøttes af talrige eksempler fra empirisk forskning, som diskuteres undervejs.

Modercentrisme får en på hatten

Dion Sommer taler for et nuanceret og optimistisk syn på børn og barndom og ønsker at 'sandsynliggøre at barndommen er bedre end sit rygte'. Det gør han så veloplagt, at man ikke kan undgå at blive revet med. Myten om, at de gode gamle dage var bedre for børnene end den verden, vi lever i nu, tilbagevises med klare eksempler, og nutidens modercentrisme får en på hatten.

Fædre udvikler en kontaktform til barnet, der i høj grad ligner moderens, når de vel at mærke placeres i en situation, hvor omsorg forventes af dem, siger Dion Sommer. Men det skorter på historiske forbilleder for den moderne far, og kulturel støtte til den engagerede far er nærmest ikkeeksisterende.

Det autoritative forældreskab beskrives som løsningen frem for den sort/hvide opfattelse af, at god opdragelse enten dikterer total indlevelse i børn eller strenge krav til børn. Dion Sommer taler for en responsiv autoritativ stil, der kombinerer krav og indlevelse som forudsætning for kvalificeret opdragelse. Det betyder i praksis, at både børn og voksne har indflydelse på de områder af hverdagslivet, der har betydning for dem, og at de voksne tålmodigt kan indgå i forhandlinger og argumentation med børnene. Om de forhandlingsbørn, der bliver resultatet af en sådan nuanceret opdragelse, er der interessante iagttagelser og bemærkninger, bl.a. til lærerne.

Hvis børn er vant til at blive både set og hørt hjemme, ønsker de også at blive set og hørt i skolen. Det stiller nye krav til lærerne. Deres autoritet ligger ikke i stillingsbetegnelsen længere, men skal vindes hver dag i klasseværelset på baggrund af faglig viden og personlige egenskaber.

Hvad enten man i ny og næ møder børn i sit arbejdsliv eller har børn og familier som fokus på jobbet, er 'Barndomspsykologi' et ualmindelig dejligt og befriende opgør med faste og negative forestillinger om barndommen hos normale børn.

Af Jette Bagh, sygeplejelærer, Københavns Amt, Sygeplejeskolen. 

KOLLEKTIV SOLIDARITET OG INDIVIDUEL ANSVARLIGHED

Per Buresø-Jespersen (red.)

Velfærdssektorens fremtid

Selskabet for fremtidsforskning
København: Fremad 1997
80 sider, kr. 98

''Hvorledes forenes kollektiv solidaritet med individuel ansvarlighed?'' Således formuleres det tema, som den lille bog 'Velfærdssektorens fremtider' (i flertal!) centrerer sig om. Bogen er baseret på en høring om 'Den sociale sektors fremtider', som blev afholdt af Selskabet for Fremtidsforskning i 1995.

De fire dele består af en diskussion om velfærdssektoren, dernæst en problemformulering og en forklaring på den sociale sektors problemer og til sidst fremtidsviften med løsningsmuligheder.

Velfærdsstaten har været til debat i mange år. I 1970'erne blev det populært at kalde den 'velstandsstaten'. Deri lå, at vi havde velstand, at vi ikke manglede noget, men at vi ikke havde 'velfærd'. Så kom Schlüter til, det skulle være lettere at være dansker, og der blev effektiviseret og reduceret i offentlige budgetter. Diskussionerne er ikke blevet mindre i de senere år med en skattebyrde, som er konstant, eller konstant stigende synes mange. Måske mest unge liberale mænd mellem 20 og 30 år, som endnu ikke har haft brug for andet end uddannelsessystemet og sygehuset i forhold til enkelte sportsskader. Og hvad får vi egentlig for pengene? Vi hører om og erfarer måske på egen krop eller i familien, at der er ventelister til sygehuse, daginstitutioner og hjemmehjælp. Vi ser psykisk syge på gaden, hjemløse og misbrug af snart sagt hvad som helst, danskere, der drikker som aldrig før i historien, og ensomhed og mangel på mening med tilværelsen.

Velfærd diskuteres tilsvarende i internationale sammenhænge. I det nordiske ministerråd, som også afholdt en velfærdskonference i 1996, og i EU-sammenhænge med diskussionerne om den sociale dimension i EU-samarbejdet. Der tales om andre måder at finansiere velfærden på, fx som man gør i USA ved udtalt markedsmekaniske virkemidler. Eksemplerne fra USA skræmmer som hovedregel danskere og europæere med de store forskelle på rig og fattig, stigende kriminalitet, nødvendigt dobbeltarbejde for mange amerikanere og arbejdsløshed for andre, men også velstand for mange, som klarer liberaliseringens betingelser.

Samtidig beroliges vi herhjemme af Gallupundersøgelser: De fleste danskere vil fortsat gerne betale til velfærdssamfundet, men er utilfredse med nogle af velfærdssamfundets ydelser.

Mærkeligt at vi er forvirrede? Nej, det er ikke, for det er svært at finde ud af. Bliver det hele så lettere at forstå med 'Velfærdssektorens fremtider' i hånden? Det tror jeg egentlig ikke, men jeg opfatter 'Velfærdssektorens fremtider' som et indlæg i den standende debat og også et kvalificeret indlæg, fordi den er rimelig nøgtern, dog ikke uden bid. Eksempelvis får Socialministeriet et par dask. Baggrunden for daskene er en kritik af Socialministeriets mangel på visioner i lovgivningsarbejdet. Det siges, at lovgivningsarbejdet er bagudrettet, eksisterende praksis gøres lovlig.

Sygeplejerskers arbejde er direkte afhængig af, hvorledes samfundet indretter sig m.h.t. velfærdssystemer, og sygeplejersker har derfor en naturlig interesse i at følge med i, hvad der siges fra forskelligt hold om velfærdsamfundet, og i at studere analyserne af, hvad der er galt, eller om der gik noget galt, og forslagene til ændringer er ikke mindst interessante. Fremtidsscenarierne peger meget i retning af et individualiseret samfund.

Af Bodil Ludvigsen, konsulent. 

VEDKOMMENDE OG NEM AT ARBEJDE MED

Johan Olav Undheim

Innføring i statistikk og metode for samfunnsvitenskapelige fag

Oslo: Universitetsforlaget Metodebibliotek 1996
283 sider 

Johan Olav Undheim, der er professor i psykologi ved Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet i Trondheim, giver en grundig indføring i kvantitativ metode og statistik. I de ni kapitler fremstilles grundbegreber som reliabilitet, validitet, hypotesetestning og årsag-virkning-analyser omhyggeligt, ligesom statistikkens begrænsninger, fejlkilder, muligheder for misbrug og manipulation tages op. Der er mange eksempler fra bl.a. nyhedsmedier og fra samfundsvidenskabelig forskning (herunder en del fra forfatterens egen forskning), som gør bogen vedkommende og interessant.

Bogen, der er skrevet på et letforståeligt norsk, er meget systematisk opbygget, og en udførlig indholdsfortegnelse, en samling af definitioner bagest i bogen og et godt stikordsregister gør den nem at arbejde med. Hvert kapitel afsluttes med en opsummering, referencer og med opgaver, hvor der lægges vægt på både diskussion af brugen af statistik og på beregninger. En diskette med øvelser i statistikprogrammet NSDstat+ fra Norsk sammfundsvitenskapelig datatjeneste følger med.

Undheim har med denne stærkt reviderede udgave af en ti år gammel bog bidraget med en meget fin introduktion til metodisk-statistisk tænkning uden at forfalde til kedsommelige matematiske fremstillinger og vanskeligt tilgængelige statistiske beregninger.

Bogen kan med fordel benyttes af forskere med samfundsvidenskabelig interesse og af undervisere, der ønsker en kritisk indføring i statistik. Også sygeplejestuderende kan anvende visse kapitler som supplement til undervisning i kildekritik og forskning, men bogen henvender sig efter min mening i første række til studerende ved specialkurser i fx klinisk beslutningstagning eller forskning.

Af Merete Munk, sygeplejelærer, Sygeplejeskolen ved Rigshospitalet. 

SJÆLESORGSSAMTALER OG ÅNDELIG OMSORG

Bente Chemnitz

Er det min skyld, eller hvad er meningen? Om sygdom og tro

København: Aschehoug 1997
84 sider, kr. 100 

Er det min skyld, eller hvad er meningen?

Sygehuspræst ved Rigshospitalet, Bente Chemnitz, skriver her om noget, som vi ofte møder i sygeplejen, men muligvis ikke bemærker, nemlig om den tro, der bliver synlig hos mange danskere under modgang. Den tro, der ofte viser sig, er troen på en 'bogholdergud', en gud, der straffer efter fortjeneste, en gud, der holder øje med os og fører et nøje regnskab for at ramme os, når det rette øjeblik er inde. Bogen er et opgør med denne form for gudstro.

Teksten er bygget op over en række sjælesorgssamtaler og præstens refleksioner over dem. Det er ikke mange danskere, der går i kirke, og derfor rummer deres forhold til kristendommen ikke den viden om Guds kærlighed, som forkyndes i kirken. Folketroens Gud er den gammeltestamentlige straffende Gud, ikke den kærlige, tilgivende Gud fra Det ny Testamente. Forfatterens opgave som præst er at hjælpe patienter og deres pårørende til et andet gudsbillede, så de ikke straffer sig selv ved at påtage sig skylden for den sygdom og ulykke, der har ramt dem selv eller deres nærmeste. Det lykkes som regel for hende, selv om hun af og til må tænke sig grundigt om for at finde den rette indfaldsvinkel.

Et af de forhold, hun skriver om, er vreden på Gud. De fleste mennesker fornemmer, at man ikke kan tillade sig at være vred på Gud, så de vedkender sig ikke den vrede. De fortrænger den, og en sådan fortrængt vrede kan blokere for et ægte forhold til den lidelse, de står i. I den situation henviser hun til de gammeltestamentlige klagesalmer, hvor der udtrykkes stærk vrede mod Gud.

I præstens refleksioner over skylden, meningen, den straffende Gud, og hvad hun ellers møder, blander der sig ydmyge overvejelser over hendes egen formåen i de beskrevne situationer. Det er velgørende som læser at følge med i processen, så man forstår, at heller ikke præsten som hjælper altid er sikker på sin egen dygtighed. Det er godt at tænke på, når vi som sygeplejersker stræber efter at kunne klare enhver situation, også de vanskelige samtalesituationer.

Bogen er bundet sammen af Grundtvigs salme 'Der er en vej, som verden ikke kender' (salmebogen nr. 338), hvor hvert vers indleder et nyt afsnit. Salmen træder meget tydeligt frem, når den bliver brugt på den måde. Hvert enkelt vers er trøsterigt i sig selv og kan umiddelbart formidles til mennesker, der har det svært. Fx lyder en linje: Med rosen læges tornestikket.

Bogen er ikke en lærebog i åndelig omsorg, men indholdet, som er formidlet klogt, fint og varmt, giver stof til eftertanke i den forbindelse, og den er særdeles god at få forstand af. Det billede af danskernes tro, som her fremstilles, kan inspirere til, at plejepersonalet bliver mere opmærksom på den åndelige side af plejen, så de kan tilkalde præsten eller indimellem selv afklare nogle begreber hos patienterne, fx ved selv at turde gå ind på spørgsmål om Guds vrede og om skyld og straf. Det er en lille bog, skrevet i et enkelt sprog, så selv om de eksempler, der er trukket frem her i anmeldelsen, kan virke tunge, er bogen let at læse. Den er velegnet som udgangspunkt for samtaler blandt plejepersonalet både mere alment og om konkrete forhold. Bogen hører naturligt hjemme på alle afdelinger med kronisk syge eller terminale patienter. Den bør også findes på patientbiblioteker og på alle uddannelsessteder i plejesektoren.

Af Anne Elsebet Overgaard, sygeplejelærer på Sygeplejeskolen, Københavns Amt.