De gode og de dårlige eksempler

På Lungemedicinsk Afdeling på Gentofte Sygehus kan sygeplejerske Gitte Lindvang og assisterende afdelingssygeplejerske Charlotte Bischoff genkende de samarbejdsproblemer mellem primær- og sekundær sektor, som rapporten fra Københavns Amtskreds beskriver. Afdelingen har både lungespeciale-patienter og almen medicinske patienter, foruden et stort indtag af akutte indlæggelser. Næsten alle patienter bliver udskrevet fra afdelingen med bevilget hjemmepleje i en af de fem kommuner, som Gentofte Sygehus samarbejder med.

''Det er et kæmpeproblem, at vi ikke kan udskrive patienterne, når de er færdigbehandlede. Når en patient bliver indlagt, bliver patienten slettet på hjemmeplejens liste, og når vi skal udskrive patienten efter et par dages indlæggelse, skal de ofte bruge fire dage til at planlægge, før patienten kan få hjemmepleje, og det kan sjældent lade sig gøre at udskrive en patient op til en weekend. Det vil sige, at den færdigbehandlede patient optager en dyr specialeplads. Hvis det drejer sig om en patient, som er indlagt på grund af dehydrering og urinvejsinfektion, ringer vi derfor nogle gange til hjemmeplejen, så snart vi har fået patienten indlagt og siger, hvornår vi regner med, at patienten kan komme hjem, så udskrivningen er varslet i god tid. Vi kan nemlig ikke gøre mere end at sørge for, at patientens tilstand bliver stabiliseret. Vi har ikke ressourcer til at tilbyde ordentlig fysioterapi, og vi har ikke kapacitet til at træne de ældre i at gå på trapper, derfor er vi interesserede i at få de færdigbehandlede patienter udskrevet, siger Charlotte Bischoff.

Som oftest er samarbejdet med primær sektor godt, når det handler om specialepatienterne, for eksempel terminalpatienter med lungekræft. Problemet opstår helt klart, når der er tale om de medicinske patienter, og Charlotte Bischoff og Gitte Lindvang valgte derfor at give eksempler på godt og dårligt samarbejde omkring denne type patienter.

''Én af de kommuner, vi samarbejder med, har vi et virkelig godt samarbejde med, og det skyldes, at kommunen har en kontaktsygeplejerske. Når vi har fået en patient indlagt, møder hun op og tager en snak med patienten og med os. Hun orienterer os om, hvilken hjælp patienten er vant til at få, og hvad patienten kan klare selv. Sammen planlægger vi udskrivelse af patienten og omfanget af hjælp i primær sektor. Der er også nogle hjemmesygeplejersker, der ringer herind på eget initiativ, når én af deres patienter er blevet indlagt, og det er godt at få snakket om, hvad vi skal tage højde for i behandlingen,'' siger Gitte Lindvang.

''Når samarbejdet med nogle af de andre kommuner fungerer dårligt, er det generelt på grund af dårlig kommunikation. Vi kan ikke bruge hjemmeplejens kontaktbog til noget, der står måske, at fru Hansen i onsdags drak så og så meget, men der står ikke noget om, hvad resultatet så var af det, eller hvad man har foretaget sig på baggrund af det. Der er en masse oplysninger om patienten, som vi mangler. Hvis vi selv skal kontakte hjemmesygeplejersken, er det et problem, at der kun er telefontid i en time om eftermiddagen, og for at få nummeret skal vi først finde ud af, hvilket område sygeplejersken arbejder i. Det ville nok være en hjælp, hvis vi havde en telefax på afdelingen,'' siger Charlotte Bischoff.

Hun mener, at ældre mennesker får for lidt hjælp af hjemmeplejen, fordi de er for beskedne og ikke er gode til at gøre opmærksomme på deres behov.

''De ældre bliver indlagt, fordi de ikke drikker. De bliver obstiperede, får kvalme, de spiser ikke, og de får urinvejsinfektioner. Hvis den ældre ikke magter selv at sørge for at få tilstrækkelig mad og drikke, eller ikke kan klare den personlige hygiejne, så mener jeg, at man må gå skridtet videre og bestille mere hjælp. Og hvis den

Side 17   

ældre vægrer sig ved at tage imod tilbuddet om hjælp, så mener jeg, at man skal tage en snak og forklare, hvorfor man synes, at den ældre skal tage imod tilbuddet og forklare konsekvenserne ved at sige nej,'' siger Charlotte Bischoff.

''Det værste eksempel på dårligt samarbejde handler om de patienter, hvor vi kan se, at nu går det altså bare ikke længere at sende patienten hjem – nu skal han på plejehjem. For at en patient kan blive visiteret til plejehjem, skal afsnitslederen i den pågældende kommunes primærsektor herind til en samtale med os. Det oplever vi som spild af ressourcer, eftersom de samtaler ofte foregår helt rutinemæssigt, fordi begge parter ved, at plejehjem er den eneste løsning. Den aftale kunne vi lige så godt lave i telefonen – men det er politisk bestemt, at aftalen skal ske ved et møde. Først skal patienten altså vente på, at vi får en aftale i stand med at mødes med afsnitslederen. Derefter lader den pågældende kommune patienten ligge her i lang tid – en enkelt patient ventede i fem måneder på en plejehjemsplads. Ventepatienter er en slags lovløse, der bliver flyttet rundt fra afdeling til afdeling alt efter, hvilken afdeling der har plads. Der er så mange latterlige eksempler på, at ressourcerne bliver brugt dårligt. Det handler ikke kun om dårligt samarbejde men også om politik, hvor politikerne tror, at de kan lave noget smart, men hvor det viser sig at blive til stor ulempe for plejepersonale og patienter,'' siger Gitte Lindvang.

Medicinske afdelinger er bedst

Hvis hospitalssygeplejerskerne oplever, at kommunikationen med hjemmeplejen er besværlig, kan distriktssygeplejerske i Gentofte Kommune, Mona Holmkvist, bekræfte, at problemet også opleves den anden vej.

''Hvis afdelingerne ville sende en fax til mig og skrive, hvornår de forventer at udskrive patienten og tilføje 'ring lige', så ville det være en stor hjælp. Et af de værste eksempler på udskrivning var en kvinde med underlivskræft, hvor der på faxen stod, at hun ville blive udskrevet næste dag, og at hun skulle have hjælp til støttestrømper og hjemmehjælp. Da jeg kom ud til kvinden, viste det sig, at hun var en terminal patient, der havde brug for en hospitalsseng i hjemmet, som jeg først skulle til at skaffe. Den bestilte hjælp til støttestrømper var helt utilstrækkelig, fordi hun havde smerter på grund af cancermasser, der stoppede blodtilbageløbet i benene. Hun havde brug for en læge, der kunne ordinere smertestillende medicin,'' siger Mona Holmkvist.

Hun tilføjer, at terminale patienter ellers ikke er de patienter, hvor der er størst problemer omkring samarbejdet mellem primær og sekundær sektor. Problemet opstår omkring de ældre, der falder og brækker arme og ben eller dem, der ikke får nok at drikke.

''Vi har ikke ressourcer til at sørge for, at alle ældre får nok at drikke. Vi kan stille væske til dem og gøre dem opmærksomme på, at de skal drikke rigeligt – især i sommervarmen gør vi meget for at få dem til at drikke. Men vi kan ikke køre ud morgen, middag og aften og kontrollere, at de drikker. Derfor vil det ikke kunne undgås, at de ældre nogle gange må indlægges på grund af dehydrering. Når patienterne bliver udskrevet, sker det, at sygeplejerskerne på hospitalet for at helgardere sig har sat kryds i alle felterne ud for, hvilke ting patienten skal have hjælp til. Så må vi selv tage en snak med patienten og finde ud af det reelle behov,'' siger Mona Holmkvist.

Hun mener, at der er for få ressourcer i primærsektor til at tilbyde de ældre en ordentlig service.

''Hvis jeg skulle forestille mig en drømme-hjemmepleje – og det er min helt personlige mening – så går den ud på, at rengøring skal udliciteres, så hjemmehjælperne kan bruge mere tid på omsorg. I dag er der ikke tid til at gå tur eller tage på indkøb med fru Hansen. Men uanset hvor mange ressourcer vi havde, mener jeg dog stadig, at vi ikke ville kunne undgå, at ældre mennesker af og til må indlægges, fordi de falder eller ikke får nok at drikke,'' siger Mona Holmkvist.

Generelt mener hun, at de medicinske afdelinger er bedre til at samarbejde end de kirurgiske – selvom der er undtagelser.

''Mit postulat er, at de medicinske sygeplejersker er indstillet på at se helheder, mens de kirurgiske ser problemet frem for hele mennesket. De medicinske afdelinger og de geriatriske sender ofte en fax, hvor der står, hvornår patienten bliver udskrevet og beder os om at ringe. Så fortæller de om, hvad der er sket på hospitalet, og vi kan fortælle, hvordan det går derhjemme.''

Mona Holmkvist tager af og til ind på hospitalet for at se til én af sine patienter, afhængig af hvor alvorlig indlæggelsen er. Andre gange ringer hun til sygeplejersken på afdelingen, og hvis hospitalssygeplejersken af hensyn til sin tavshedspligt ikke vil give hende oplysninger over telefonen, så beder Mona Holmkvist om at tale med patienten selv.

''Vi behøver kun at få én dags varsel for, at vi kan nå at købe ind og få patienten hjem. Vi kan godt modtage en patient op til en weekend, men det afhænger af, hvor stort behovet er for hjælp. Hvis det er en ny tung patient, kan vi ikke med en dags varsel få patienten hjem en fredag eftermiddag, hvor der i weekenden kun er én sygeplejerske til at dække fire distrikter.

Hun kan ikke lørdag morgen gå i gang med at bestille bleer, linned, seng osv. Det vigtigste er dog i første omgang, at vi får tid til at snakke med den afdeling, patienten bliver udskrevet fra, før der lige pludselig ligger en fax om, at patienten kommer hjem i eftermiddag – for så hurtige er vi dog ikke,'' siger Mona Holmkvist.

Hun kan godt forstå, hvis hospitalssygeplejerskerne føler, at de kun får sparsomme oplysninger på skrift fra primær sektor.

''I mit distrikt yder vi hjælp til 134 mennesker, men det er langtfra dem alle, jeg besøger. De fleste får kun hjælp til rengøring, og der findes derfor ikke nogen sygeplejejournal. Dem, jeg besøger, har jeg en sygeplejejournal på, og hvis hospitalssygeplejerskerne skal have fat i den, skal de henvende sig til mig. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det er så besværligt at ringe i telefontiden eller sende en fax til mig,'' siger Mona Holmkvist.

Nøgleord: Hjemmepleje, primær sektor, sekundær sektor, samarbejde.