Boganmeldelser

SAMLET VIDEN OM SÅR OG SÅRBEHANDLING

Finn Gottrup, Lars Olsen
Sår Baggrund, diagnose og behandling
København: Munksgaard 1996
180 sider, kr. 275 

Den kliniske sårbehandling har primært været varetaget af sygeplejersker, der traditionen tro har haft berøringsangst over for dokumentation, hvilket har medført, at et oplagt forskningsområde er blevet negligeret.

Dette er der i de senere år ved at blive rådet bod på. Man er ved at få øjnene op for, at der i sundhedssektoren er behov for en koordinering, standardisering og opfølgning af sårbehandlingen, så der kan opstilles sammenlignelige behandlingsprogrammer med henblik på klinisk forskning til gavn for såvel patienter som samfund.

Denne bog kan ses som et resultat af den øgede opmærksomhed, der er kommet på sårbehandlingen.

Redaktørerne Finn Gottrup og Lars Olsen har sat sig for sammen med 21 medforfattere at fremstille en samlet opdateret gennemgang af baggrund, diagnosticering samt behandling af alle kendte sårtyper.

Den almene del giver sit bud på en standardiseret strategi for et sårforløb. Forskellige måder at kategorisere sår på bliver gennemgået, før det afklares, hvorledes inddelingen i bogen baseres på sårets ætiologiske baggrund.

Herefter tales der varmt for sårjournalen, som det redskab der kan sikre dokumentation, standardisering, rationalitet, sammenlignelighed, og som giver mulighed for fremtidig forskning. Forfatterne giver samtidig deres bud på, hvorledes en sårjournal kan opbygges.

Efter en kort beskrivelse af metoder til at diagnosticere sår fortsættes med en gennemgang af almene sårbehandlingsprincipper. Her kommer vi vidt omkring. Minsandten om ikke også larver kan bruges i sårbehandlingen. Larverne lever kun af dødt væv og bakterier, deres sekret har en opløsende virkning på pus og sårskorper, og den øgede mængde sårvæske, larvernes tilstedeværelse medfører, udvasker og renser såret – ja, naturen er forunderlig!

Hovedtyper inden for sårplejemidler bliver gennemgået ud fra deres opbygning, funktion, fordele, ulemper og indikationer.

Kompressionsbehandling beskrives enkelt og overskueligt, efterfulgt af en grundig gennemgang af bakterier og sårinfektion.

Inden den almene del afsluttes med en beskrivelse af, hvorledes man kan evaluere effekten af sårplejen, beskrives sårsmerters kompleksitet, og hvad der skal tages højde for ved behandlingen af disse smerter.

I bogens specielle del, der gennemgår de enkelte sårtyper opdelt efter ætiologi, sikrer en standardiseret opbygning, at det er let at finde rundt i stoffet, Sårtyper og grupperinger defineres, og den ætiologiske baggrund beskrives, anamnesen udredes, hvorpå sårets morfologi beskrives. Der redegøres for, hvorledes den diagnostiske udredning sikres, og behandlingstilbud bliver gennemgået. I slutningen af hver sårtypegennemgang kommer forfatterne ind på, hvorledes sårbehandlingen følges op, og hvorledes visitationen af patienten bør forløbe i sundhedssystemet.

Hvert afsnit afsluttes med en enkel og overskuelig tabel, hvor afsnittets rekommandationer trækkes frem.

Bogen er rig på illustrationer, der på bedste vis underbygger teksten, til tider også mere end dette. Måske er jeg sart, men jeg findes det overdrevet, grænsende til sensationslyst, at bringe billeder af en delvist afrevet hånd og et halvt forkullet ansigt efter en stikflammeforbrænding, når der samtidig er andre billeder, der illustrerer den samme tekst.

Bogen, der henvender sig til alle inden for sundhedssektoren, som har direkte patientkontakt, er anbefalelsesværdig. Ideen med at samle viden på sårbehandlingsområdet, så udviklings- og forskningsmuligheder kan etableres, er både tiltrængt og velkomment. Bogen er skrevet i et let tilgængeligt sprog, og dens logiske opbygning gør den let læselig. Bogen har et appendiks med ordforklaringer, der, når man tager den brede målgruppe i betragtning, godt kunne være væsentligt udbygget. Endelig er der et fyldestgørende stikordsregister.

Af Jens Bydam, sygeplejelærer, cand.phil., Københavns Amt, Sygeplejeskolen. 

Her kan hjælpen fås

Flemming Simonsen, Mogens Damsø

Handicappede børns sociale rettigheder

2. udgave
København: Frydenlund 1997
234 sider, kr. 198 

At blive forældre til et handicappet barn er et chok. Men de færreste forestiller sig den jungle af love og paragraffer, som eksisterer, når det gælder hjælp til familien med et handicappet barn.

Her kan man på let og overskuelig vis få adgang til de love og regler, som gælder, når der skal ydes hjælp. Så hvis man er nysgerrig sundhedsplejerske eller på anden vis kommer i berøring med handicappede børn, er dette en udmærket opslagsbog.

Forældrene vil naturligvis også have let adgang til de oplysninger, som måtte have interesse. Bogen gennemgår, hvor og hvilken rådgivning man kan få, beskriver, hvilke pligter og rettigheder man har, og giver mange eksempler på, hvad der kan søges støtte til.

Forfatterne kommer også ind på aflastning og institutioner til handicappede børn og omtaler også Center for små handicapgrupper, som beskæftiger sig med sygdomme, hvor der er mellem to og 500 danskere, som er ramt.

I bilagene findes bistandsloven, diverse ansøgningsskemaer, klageregler og et hav af nyttige adresser på patientforeninger m.m. Der er også et fyldestgørende stikordsregister.

En nyttig opslagsbog for nysgerrige forældre og sundhedspersonale, som giver overblik over, hvilken hjælp der er at hente, og hvordan hjælpen opnås.

Af Anne Marie Detlefsen, sundhedsplejerske i Ølstykke Kommune. 

GRUPPERING AF DAMP-BØRN ER IKKE ENSARTET

Susanne Freltofte

Hvor slipper DAMP'en ud? Dysfunktioner og neuropædagogik ved forskellige typer DAMP

København: Borgen 1997
116 sider, kr. 148 

Der er efterhånden skrevet en del bøger om DAMP, som henvender sig til forældre, pædagoger, lærere og psykologer, så jeg var egentlig ikke så vældig meget oplagt til at læse endnu en bog om emnet. Inspirationen kom, da jeg fik tanken, at det måtte være vigtigt at vide, om den også har nogen relevans for børne- og ungdomspsykiatriske sygeplejersker.

Det har den for de nye i faget, men der skal tages højde for, at de seks forskellige typer af DAMP- børn, som forfatteren har valgt at beskrive, er ''nogle af de grupperinger, som jeg er i stand til at foretage i dag.'' Netop derfor kan bogen miste væsentligt i værdi, for hvad nu, hvis andre professionelle ikke kender eller benytter de samme grupperinger?

Målet med bogen har ikke været at udarbejde en DAMP-facitliste, men derimod et arbejdsredskab til at differentiere mellem nogle typer af DAMP-børn (forfatterens grupperinger) og deraf afledte pædagogiske tilbud. Det sidste er et væsentligt plus for bogen.

Da børn med DAMP (Dysfunktion med hensyn til Afledelighed, Motorik og Perception) har en eller anden form for hjernemæssig vanskelighed, er det vigtigt at vide lidt om hjernens funktion. Dette gøres meget pædagogisk, kort og let forståeligt. Hjernen sammenlignes med en fabrik, 'hjernen A/S', med portneren, produktionen, direktøren og kørselsafdelingen, en model kendt fra forfatterens tidligere bøger. Hertil er flere gode illustrationer. Gennem hele bogen refereres til modellerne af hjernens funktion. Det beskrives, hvad der ikke fungerer så godt i det konkrete barns nervesystem, så man får god forståelse for, hvad der er barnets virkelighed og dermed for barnets indre logik, så vi forstår, hvorfor barnet netop gør, som det gør.

De seks typer DAMP beskrives hver for sig ud fra starttidspunkt, afledelighed, motorik, perception, adfærd, testmæssige karakteristika, pædagogik og medicinsk behandling. Meget læsevenligt.

Bogen kan anbefales med det forbehold, at der tages højde for at det er forfatterens egne grupperinger af DAMP-børn, der beskrives. Til forældre ville jeg kun anbefale bogen, hvis deres barn har fået betegnelsen DAMP med en eller flere af forfatterens beskrevne seks typer.

Af Jette Ravn, oversygeplejerske på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital, Risskov.

En god alderdom skal planlægges

Eigil Boll Hansen, Merete Platz

Gamle danskere

København: Socialforskningsinstituttet 1997
68 sider, kr. 75

Publikationen er livsbekræftende, idet en interviewundersøgelse af en større gruppe 80-100-årige danskeres levekår i 75 kommuner landet over understreger, at de fleste har det godt og klarer tilværelsen godt på baggrund af et langt livs erfaringer og visdom.

Skal vi uddrage nogle erfaringer, som de yngre generationer kan bruge til at forberede sig på alderdommen, må det være, at forberede sig på at blive alene. Det gælder især for kvinderne, som oftest kommer til at opleve enkestanden. Desuden bør man sørge for at flytte i tide til en bolig, man kan bevæge sig rundt i og komme ud fra. Mulighed for at skabe sociale kontakter og leve i fællesskab med andre mennesker er også vigtigt.

Undersøgelsen gør op med generaliseringer som 'firs og fjong' eller i den modsatte ende 'firs og færdig' og viser et mere nuanceret billede af en gruppe, der omfatter ca. 200.000 mennesker i Danmark.

Omkring halvdelen har ikke nævneværdige problemer med førligheden, psykiske gener eller omfanget af kontakter med andre. Godt en tredjedel har i varierende grad problemer med førlighed, psykiske gener eller kontakter med andre. En restgruppe lider under dårlig førlighed og ensomhed, som har betydning for oplevelsen af et godt liv. 25 pct. må opholde sig indendørs og er afhængige af andres hjælp til at kunne komme ud, mens 5 pct. aldrig kommer ud af boligen.

De gamle, der bor sammen med ægtefælle, kan have udbredte problemer med førlighed og helbred, men klarer sig på baggrund af fællesskabet ifølge eget udsagn alligevel godt.

De gamle lægger selv vægt på deres velbefindende, tryghed og tilfredshed med at bo, at have kontakt med familie og venner og at have mulighed for at bo i en bolig, de kan overkomme. De, der har haft god kontakt med deres børn livet igennem, har også stor glæde af og hjælp fra børnene nu, hvor de er blevet gamle.

Ved flytning til plejehjemsbolig, viser undersøgelsen samstemmende, at ud over et godt fagligt plejemiljø er personalets personlige indsats vigtig. Ensomhedsfølelse og psykiske gener forsvinder ikke ved flytning til plejeboligen, men der skal skabes mulighed for og opfordres til sociale kontakter fra personalets side.

Undersøgelsen viser ganske godt, at man i planlægningen af sin alderdom har et personligt ansvar for at tænke fremadrettet, men at det også kræver ikke så få ressourcer.

Kommunerne bør i deres planlægning af boliger til ældrebefolkningen tænke på at bygge med mulighed for, at der kan skabes sociale kontakter, eksempelvis at der i ældreboligbyggeri også skabes fællesrum. Vi må også tænke på alternative boformer for befolkningen som helhed.

I forbindelse med tilrettelæggelsen og udførelsen af de lovpligtige forebyggende hjemmebesøg til ældre over 80 år, og fra 1998 over 75 år, i kommunerne, ser jeg denne let tilgængelige publikation som god inspiration.

Af Lisbeth Bøggild, hjemmesygeplejerske i Socialcenter Sundby Nord, Københavns Kommune.