Faglig kommentar: På eget ansvar

De sygeplejestuderende i praktikken savner sygeplejersker, der tager dem og uddannelsen alvorligt. Tit overlades opgaven med at oplære de første års studerende til sygehjælpere, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere. Når jeg som sygeplejelærer spørger om, hvordan det kan være, får jeg tit det svar, at sygeplejersken ikke arbejder med grundlæggende plejeopgaver.

Jeg bliver forundret og vil drøfte problemet med sygeplejerskerne. De forstår grundlæggende sygepleje som identisk med at hjælpe patienten med personlig hygiejne. For mig er grundlæggende sygepleje stammen i hele sygeplejen med Virginia Hendersons 14 grundlæggende behov som omdrejningspunkt. Hvordan er det muligt at yde sygepleje til mennesker, uden at plejen kommer til at handle om, hvordan de grundlæggende behov hos patienten imødekommes?

Jeg får sjældent et tilfredsstillende svar, nogle gange bliver kontaktsygeplejersken fjern i blikket, og jeg får en følelse af, at jeg har trådt ind over hendes faggrænser, og at jeg som sygeplejelærer ikke har forstand på praktikken. Men jeg er virkelig bekymret for fagets fremtid. Hvordan skal de studerende få lært at studere i praktikken når oplæringen overlades til andre faggrupper?.

Travlhed som undskyldning

Hvad er det, der får sygeplejersken til at fralægge sig ansvaret? Hvis jeg spørger til dette, får jeg at vide, at de har så mange elever og studerende, at arbejdspresset er så stort og at de derfor ikke har tid. Men det har jeg hørt i årevis. Hvad er grunden til at sygeplejegruppen bliver ved med at finde sig i så elendige arbejdsforhold? Og hvad gør de reelt for at forbedre dem? Jeg får efterhånden en mistanke om, at mange sygeplejersker bruger travlheden som undskyldning for at undgå at tage ansvar for egen faglig udvikling.

Når jeg læser artiklen vedrørende rapporten fra Institut for Sundhedsvæsen om Sygehjælpere, plejere og social- og sundhedsassistenters arbejdsforhold, ser det ud, som disse faggrupper kun i travle perioder får mulighed for at varetage de opgaver, som de ifølge deres uddannelse kan. I situationer uden travlhed fratages de ansvaret. Min påstand er, at sygeplejerskerne bruger deres kræfter til at kontrollere hjælpegrupperne, fordi de har svært ved at honorere de nye krav om at udvikle eget fag hen imod en selvstændig profession. Sygehjælpergruppen får så opgaven med at oplære første års sygeplejestuderende. Sygehjælperne er kompetente til at yde grundlæggende sygepleje og vil godt kunne lære de studerende nogle praktiske ting, men stille refleksive spørgsmål, som øger den studerendes faglige bevidsthed, kan de ikke. Og på samme måde som en ælling ikke kan lære at blive en and af en høne, kan en sygeplejestuderende ikke bruge sygehjælpergruppen som rollemodel.

Jeg tror, at sygeplejerskerne bruger den megen tid på at kontrollere andre faggrupper, fordi det er lettere at forholde sig til, hvem der gør hvad på afdelingen, end at se på, hvad man egentlig selv kan gøre for at udvikle faget.

Faglig udvikling kommer ikke ved magtkampe med andre faggrupper eller ved at fralægge sig ansvaret for oplæring af egen faggruppe. Faglig udvikling kommer ved åbent at tale om de vanskeligheder, der er i faget og derved få afklaret, hvad de faglige problemer egentlig er. Det kliniske område trænger til at blive udviklet, så den grundlæggende patientpleje bliver bedre.

Bruges som arbejdskraft

Større bevidsthed om faget kan læres ved at tage opgaven med uddannelsen af de sygeplejestuderende i praktikken alvorligt. De sygeplejestuderende anses stadig mange steder som arbejdskraft, på trods af at de ikke mere indgår i normeringen og ikke får løn for at være i praktik. Start med at erkende denne ændring og tag din studerende med i dit arbejde i stedet for at lade hende arbejde alene. Jeg er sikker på, at de sygeplejestuderende vil værdsætte det og stille gode spørgsmål, som vil fremme den faglige bevidsthed hos den sygeplejerske, hun er sammen med.