Synspunkt: Dr. Jekyll og mr. Hyde på plejehjem

Svigerfar har i en alder af 82 år fået tildelt en ny rolle. Han har på syv måneder opnået status som plejehjemmets sorte får, og det helt uden at gøre sig fortjent til det.

Inden vi (søn, datter og svigerdatter) kastede håndklædet ind i ringen og gjorde ham til beboer på plejehjemmet, var han en forpint, men rørende taknemmelig gammel herre med senildemens.

I dag er svigerfar voldelig, verbalt aggressiv, vred og truende, vælter de andre beboere, hvis ikke han bare er vred og sur. Personalet er bange for ham. De er flere på stuen til at holde på ham, når der skal gøres rent eller skiftes vådt tøj. Det står der i hans meddelelsesbog, når vi besøger ham, og sådan omtaler personalet ham, når vi spørger dem, hvordan det går.

Efter de tre første måneder blev han stemplet som depressiv og fik lykkepiller. Nu er han erklæret angst, og lykkepillen er skiftet ud med Cisordinol.

Personalet har tilbudt deres hjælp, hvis vi ikke kan magte svigerfar alene, når vi er på besøg!

Vi er målløse. Hidtil har vi lyttet til Mozart og Bach, drukket rødvin og talt om svundne dage. Måske har vi trillet en tur med kørestolen og fulgt skyerne på himlen og blomsterne i haverne.

Det er en kendsgerning, at svigerfar opfører sig som Dr. Jekyll og Mr. Hyde i én og samme person. Personalet på plejehjemmet har hidtil ikke spurgt sig selv hvorfor, men de har jo også haft travlt med at vurdere graden af hans voldelighed osv.

Forklaringen er enkel. Han optræder, som han gør, fordi han er senildement og ikke er i stand til at leve op til den standard, som plejehjemmet forventer af en omgængelig beboer.

Det kræver for det første, at svigerfar ved, hvem han er. Det gør han i glimt, når han bliver guidet rundt i sit livs historie ved hjælp af indsigt og tålmodighed. Det er som at fiske med den rigtige madding. Når der går kludder i hukommelsen, kalder han sig selv for en dompap.

For det andet kræver det, at svigerfar ved, hvor han er. Han ved ikke, hvor han kom fra, men han orienterer sig mellem sine møbler og billeder ved hjælp af kropslig viden.

Det har givet ham en vis tryghed og følelse af ejendomsret. Han viser det ved at se mistroisk og afventende på de mennesker, som vandrer uopfordret ind i hans bolig. Og det gør vi jo alle sammen i sagens natur.

Han prøver forgæves at orientere sig, når han søger at få kontakt fra døren til sin stue. Udenfor ser han lutter sælsomme og meningsløse fænomener. Fremmede, unge kvinder taler til ham, og gamle damer tøffer forbi i kørestole, hvis ikke de hænger frit svævende i luften fra en kran.

Svigerfar oplever virkeligheden på gangen så skræmmende, at han engang sendte den unge aftenvagt væk, ''fordi det ikke var sikkert for hende at færdes alene på gaden om natten.'' Han har gået patruljevagt i politiet i sine unge dage.

For det tredje kræver det, at svigerfar ved, hvorfor han er på plejehjemmet. Det burde være logik på nuværende tidspunkt, at han ikke har en kinamands chance for at leve op til det krav.

Principielt forhindrer det ham dog ikke i at modtage andres hjælp, men det er helt afhængigt af, hvilken tilgang man har til hans person.

Start med sproget

Når plejepersonalet tolker svigerfars handlinger som bevidste og velovervejede, må de selvsagt se ham som en Mr. Hyde. Den vurdering styrker ikke svigerfars udhulede selvfølelse, men sender ham ud i affekt. Han optræder så, som personalet forventer af ham. Fysisk og psykisk aggressiv.

Det er ikke umuligt at ændre på forholdet. Forudsætningen er, at personalet erkender, initiativet skal komme fra dem.

Begynd med sproget og nedlæg totalt forbud på plejehjemmet mod ord som: Voldelig, truende, aggressiv. Det er magtfulde begreber, som signalerer kriminelle betydninger. De burde ikke findes i sygeplejens terminologi.

Mød i stedet svigerfar uden fordomme, og anvend sproget i skrift og tale til at beskrive hvad der sker i situationen. Så får både svigerfar og plejepersonalet chance for at mødes om at få Dr. Jekyll frem.

Marianne Schmidt er stud.scient.soc. og sygeplejelærer på Københavns Amts Sygeplejeskole i Herlev.