WHO både private og offentlige har et ansvar

Sundhedsfremme i det 21. århundrede vil kræve samarbejde på tværs af de styrende sektorer og mellem den offentlige og private sektor, fastslog den 4. internationale konference om sundhedsfremme, som WHO afholdt 21.-25. juli 1997 i Jakarta, Indonesien: 'New Players for a New Era'.

Konferencen afholdtes i samarbejde med det indonesiske sundhedsministerium.

De tidligere tre konferencer blev afholdt i henholdsvis Ottawa, 1986, Adelaide, 1988, og Sundsvall, 1991.

Det berømte Ottawa-charter fra 1986 slog for første gang på internationalt niveau fast, at 'sundhed skabes, hvor folk bor, elsker, arbejder og leger'.

Ottawa-charteret definerede sundhedsfremme som 'den proces at sætte folk i stand til at øge kontrollen over og forbedre deres sundhed'. Dette skulle ske gennem sundhedspolitik, miljø, lokalsamfunds-aktivitet, personlig kunnen og omstilling af sundhedsvæsenet.

Adelaide-konferencen i 1988 havde som udgangspunkt, at sundhed både er en grundlæggende menneskeret og en sund social investering, og de delegerede lagde vægt på behovet for retfærdighed på sundhedsområdet. Ud over at bekræfte Ottawa-charteret prioriteredes områderne: kvinders sundhed, ernæring, tobak og alkohol og sundhedsfremmende miljøer.

Sundsvall-konferencen i 1991 belyste den væsentlige forbindelse mellem sundhed og det fysiske miljø, herunder også de åndelige, sociale, kulturelle, økonomiske, politiske og ideologiske dimensioner.

Jarkarta-konferencen 1997, den første, der holdtes i et uland, havde tre overordnede dagsordenspunkter:

• forstærkning af positive sundhedstendenser i en verden, der præges af hastige globale ændringer
• brug af informationsteknologi til at overbevise verden om, at sundhed er alles sag
• samarbejde, der reducerer sundhedsmæssige forskelle og fremmer sundhed for alle i det 21. århundrede.

Jakarta-deklarationen

Konferencen resulterede i en deklaration, som fastslår, at en kombination af Ottawa-charterets fem nøglestrategier til sundhedsudvikling er mere effektiv end en enkelt af dem. Der nævnes en række faciliteter, hvor denne kombination kan gennemføres: i storbyer og byer, øer, kommuner og lokalsamfund, på markeder, i skoler, på arbejdspladser og i sundhedstjenestens faciliteter. Mennesket skal være i centrum, og der er enighed om, at viden om sundhed skaber engagement.

Men det slås også fast, at de nye udfordringer, der ligger i de trusler mod vores sundhed, som det 21. århundrede kan ventes at bringe, kræver nye handlingsmønstre. Samarbejde på tværs af de styrende sektorer og mellem den offentlige og private sektor er noget af det vigtigste.

Beslutningstagerne må erkende deres sociale ansvar. Det er både det offentliges og den private sektors sag:

• at undgå at skade andres sundhed
• miljøbeskyttelse og bæredygtigt ressourceforbrug
• begrænsning af produktion og handel med skadelige varer og stoffer
• beskyttelse af borgerne
• anlæggelse af retfærdigheds-kriterier i sundhedspolitikken.

Øget investering i sundhedsudvikling er påkrævet i mange lande, og det kræver en indsats fra mange sektorer. Der skal investeres ikke blot i sundhedssektoren, men også i undervisnings- og boligsektoren.

Global alliance

Deltagerne tilsluttede sig dannelsen af en global sundhedsfremme-alliance, som bl.a. prioriterer

• t øge opmærksomheden på de skiftende faktorer, der har indflydelse på sundheden
• at støtte udviklingen af samarbejde og netværk til sundhedsudvikling
• mobilisering af ressourcer til sundhedsfremme
• at samle viden om den bedste praksis
• fælles indlæring
• at fremme solidaritet i handling
• at skabe gennemsigtighed og offentlig ansvarlighed i fremme af sundhed.

De nationale regeringer opfordres til at tage initiativ til at skabe og sponsorere netværk til sundhedsfremme både i og mellem deres lande.

Deltagerne i Jakarta '97 opfordrede WHO til at føre an i opbygningen af en global alliance for sundhedsfremme og sætte medlemslandene i stand til at handle i overensstemmelse med resultaterne fra Jakarta-konferencen.·

Merete Andersen er konsulent i Dansk Sygeplejeråds internationale afdeling.