Sygeplejersken - 1997 - 42

Efter sammenbruddet af den tidligere supermagt Sovjetunionen har der været en tilbøjelighed i de vestlige lande til at betragte udviklingen i Rusland med en vis ligegyldighed. Måske endda et gran skadefryd.

Russiske sygeplejersker, der har været på studiebesøg i Vesten, beskriver oplevelsen som et chok. De troede, de havde verdens bedste sundhedsvæsen. Men selv om den russiske sygepleje er tilbagestående, set med vestlige øjne, er det ikke desto mindre sygepleje. Og selv om mødet med Vesten efterlader dyb frustration, virker det også inspirerende. Der skal udvikling til, og den er allerede i gang. I dette nummer lægger vi ud med en beskrivelse af russisk sygepleje.

Ruslands overgang fra kommunisme til privatisering og markedsøkonomi har været en smertefuld operation, der er foregået uden bedøvelse. Værst er det gået pensionisterne, hvis pensioner ikke er fulgt med de voldsomme prisstigninger, men sygeplejersker er i lighed med 20 millioner andre lønmodtagere også hårdt ramt, fordi de ikke har fået løn i månedsvis. Staten mangler penge til lønninger, pensioner, sygehuse, undervisning, kultur og socialhjælp, og den sociale nød i befolkningen får skylden for, at levealderen er faldet drastisk.

Historien har tidligere vist, at når der sker store omvæltninger i et samfund, så blomstrer infektionssygdommene op, og den aktuelle situation i Rusland er ingen undtagelse. I øjeblikket er de to mest alvorlige infektionssygdomme tuberkulose og syfilis, som rammer forskellige grupper af befolkningen.

I princippet er det gratis at blive behandlet i det russiske sundhedsvæsen, men i praksis skal patienterne medbringe både medicin, bandager, sengetøj, tøj og mad. På de nedslidte sundhedscentre og hospitaler i provinsen Karelen er der mangel på alt lige fra håndsæbe til diagnostisk udstyr. Personalet kan ikke leve af deres løn og slet ikke af den løn, som ofte udebliver i lange perioder. På trods af de hårde tider bliver de mindre bemidlede patienter hjulpet efter bedste evne.

I Karelen samarbejder russiske sygeplejersker i byen Sortavala med finske kolleger i byen Joensuu om efteruddannelse og fælles seminarer. Som russisk sygeplejerske er det en stor omstilling at skulle begynde at tænke selv og turde komme frem med sine ideer over for lægerne.

Engang var der råd til møbler og rejser sydpå, og først nu går det op for sygeplejerske Ljudmila Jakovlevna Popkova, at hun dengang havde et godt liv. Hver eftermiddag knokler hun i køkkenhaven for at strække husholdningsbudgettet til blandt andet at kunne købe dyr medicin til sin svigermor. En ordentlig fest på 50-års fødselsdagen blev der dog alligevel råd til, de hårde tider til trods.

Efter jerntæppets fald gik det op for russiske sygeplejersker og lærere på læreanstalterne, at den russiske sygeplejeuddannelse var håbløst forældet i forhold til internationale normer. Med rekordhast fik russerne med amerikansk hjælp reformeret uddannelsen, og i dag er de første universitetsuddannede russiske sygeplejersker blevet uddannet, og alle sygeplejestuderende får mindst tre års basisuddannelse.

'Foreningen af sygeplejersker i Rusland', RNA, er Ruslands første frie fagforening for sygeplejersker, og på fem år har organisationen fået ca. 7.000 medlemmer.

God sygepleje er ikke mere den enkelte sygeplejerskes suveræne ansvar, for et af hendes vigtigste redskaber er taget fra hende: Tiden.

Karriere er andet end ledelse. Det er også faglig udvikling. Og med de nye lønformer er der mulighed for at tiltrække og fastholde de medarbejdere, der sætter klinikken i fokus.

Den største barriere for samtale om patienters alkoholproblemer findes hos personalet. Men hvis der tages hånd om problemet, reagerer flertallet af patienter positivt. Det har erfaringerne fra et forebyggelsesprojekt på Bispebjerg Hospital vist.

Sygepleje er en praksisdisciplin, hvor sygeplejersken i samarbejde med patienten, pårørende og andet sundhedspersonale skal sørge for, at patienten bliver bedre til at tage vare på sig selv. Det er hovedbudskabet i Merry Elisabeth Scheels teori om interaktionel sygeplejepraksis, der bl.a. påpeger, at der ikke findes en bestemt metode, der er bedst til at finde frem til viden om god sygepleje. Artiklen er en forlængelse af serien 'Teori om sygepleje', der blev bragt i 'Sygeplejersken' nr. 7, 8 og 9 i år.

Hvert år bruger amterne mere end 500 millioner kroner på ambulancetjenesten. En gennemgang af amternes måde at kontrollere kvalitet, pris og service dokumenterer, at flertallet foretager en yderst mangelfuld og lemfældig kontrol.