Rundepleje og sære terapier

Når Olga har kontrolleret puls, blodtryk og respiration, blandet medicin i saltvandsdroppet og sat nye flasker op hos patienterne på stuen, lagt brugte kanyler og sprøjter i kloraminopløsning i den blomstrede emaljegryde, tørret instrumentbordet af og klistret sedlerne med prøvesvar ind i journalen, sætter hun sig ned og holder en god, lang pause.

Hun går ikke hen og hjælper patienternes pårørende med at made, give bækken og skifte sengetøj. Det hjælper patienternes koner og døtre hinanden med – ofte er det også dem, der har det rene tøj og linned med hjemmefra.

Hun går heller ikke ud på gangen for at se, om der er noget, hun skal overtage fra de andre sygeplejersker, som hendes danske kollega ville gøre – og det er der flere forklaringer på.

Russisk sygepleje foregår efter et rundeplejeprincip, der gennemføres meget konsekvent. En sygeplejerske er specialiseret i en bestemt procedure, som hun udfører hele tiden.

Hun arbejder måske fast i det lokale, hvor man skifter rene sår, eller lokalet for skift af urene sår eller lokalet, hvor man lægger gipsbandager.

Blodterapi. Sygeplejersken trækker blod fra en åre og sprøjter det ind i en muskel. Blodterapi siges at styrke immunforsvaret. Alternative terapier er stadig almindelige. Foto: Søren Svendsen. 

Som i 50'erne

Ligesom der ikke findes et russisk ord, der betyder sygepleje, er der heller ikke noget, der hedder en medicinsk afdeling.

Mens alle andre afdelinger har navn efter specialer, der er velkendte for vesteuropæere, hedder det russiske sidestykke til en medicinsk afdeling 'den terapeutiske afdeling'. Det er først i de senere år, at russiske læger bredt har fået adgang til en række af de lægemidler, som deres vesteuropæiske kolleger anvender som en selvfølge.

Det samme gælder for så vidt sygeplejerskerne, der må arbejde med instrumenter og hjælpemidler, der vil få en ældre dansk sygeplejerske til at mindes sine meget unge dage.

Engangsspøjter er ved at vinde udbredelse – om ikke andet så fordi patienterne selv kommer med dem. Men gammeldags sprøjter og kanyler, der skal steriliseres efter brug, er stadig almindelige de fleste steder. Suget ligner et produkt fra den russiske sværindustri, og moderne overvågningsudstyr findes meget få steder.

I Sovjet-perioden var det endnu mere småt med moderne lægemidler i afdelingerne. Til gengæld var en række mere eller mindre alternative terapiformer almindeligt brugte – og er det stadig.

Fx er den såkaldte blodterapi udbredt: Sygeplejersken tager blod fra en åre og sprøjter det ind i en muskel, fx i bagdelen. Blodterapi siges at styrke immunforsvaret.

Kopsætning er også almindeligt, dvs. at man sætter mange små varme, runde glas på huden, fx på ryggen. Når den varme luft køler af, bliver der undertryk i glasset. Det siges at stimulere blodcirkulationen. Disse terapier er en del af den såkaldte proceduresygeplejerskes arbejde.

Andre sygeplejersker er specialiserede som fysioterapeuter. De giver massage og træner med patienterne, men de udfører også en række andre terapier:

Magnetterapi, hvor man behandler smerter og ødemer ved at lægge et magnetisk felt om fx et ben. Galvanisk strøm – man lægger omslag med en opløsning af lægemidler, som trænger igennem huden, når der sættes strøm til. Mudderbade. Højfrekvente stråler, der giver dybdevarme.

Uselvstændigt arbejde

I landområderne og på skadestuerne arbejder den såkaldte feltskærer, der selvstændigt kan foretage en række behandlinger.

Arbejdet kræver en særskilt uddannelse, der er lidt længere end en sygeplejerskeuddannelse, og feltskærerne omtales tit lidt nedvurderende som 'halve læger'. Men faktisk minder de meget om de praktiserende

Side 13

sygeplejersker (nurse practitioner), der findes i lande som USA og Canada.

På dagholdet i en russisk hospitalsafdeling møder nogle som vagthavende sygeplejersker. Det er dem, der deler medicin ud og observerer patienterne efter lægens anvisning.

Proceduresygeplejersken er beskæftiget hele dagen med at tage blodprøver, sætte drop op, give injektioner og foretage blodterapi.

Til ethvert lokalsamfund hører et sundhedscenter, hvor borgerne kan søge læge og gennemgå undersøgelser og behandlinger. Her næseskylning hos sygeplejersken. Foto: Søren Svendsen,

Madudbringning, sengetøjsskift, personlig hygiejne og uddeling af bækkener er opgaver, som udføres af det sanitære personale. De kan være sygeplejersker, men som regel er det uuddannet personale.

Normeringerne er rummelige i forhold til belægningsprocenter og arbejdsopgaver. En tilfældig torsdag i en terapeutisk afdeling med 39 patienter i 50 senge møder der fx fem sygeplejersker i dagvagt sammen med to sanitære medarbejdere og en køkkenassistent.

Selv om der er klart adskilte niveauer blandt plejepersonalet, er det generelle uddannelsesniveau ikke højt. Typisk har den russiske sygeplejerske ni års skolegang og en toårig sygeplejerskeuddannelse bag sig.

Nu er sygeplejerskeuddannelsen udvidet til tre år, og der er oprettet en sygehjælperuddannelse.

Traditionelt er der meget lidt prestige i at være sygeplejerske. Mange af de dygtige og ambitiøse læser videre til læge. Medicin er også et kvindefag i Rusland og har ikke den samme status og prestige som i Vesten. Tre fjerdedele af lægerne er kvinder. Men at være læge er ikke desto mindre betydelig mere attraktivt end at være sygeplejerske.

På sygehuset og primærsektoren har den russiske sygeplejerske en lang række af de samme opgaver, som hendes danske kollega står med til daglig. Men hun har ikke den samme selvstændige position.

Når en diabetespatient fx skal lære at foretage

Side 14

en indsprøjtning med insulin, er det ganske vist en sygeplejerske, der viser hvordan. Men medens sygeplejersken demonstrerer, er det lægen, der står ved siden af og forklarer.

Sygeplejens underordnede stilling afspejles også i ledelsen. Hver afdeling har en oversygeplejerske, og hele sygehuset har også en forstander. Men de ledende sygeplejersker kan ikke selv ansætte og afskedige sygeplejepersonalet. Det gør lægerne.

Elektroterapi i sundhedscenteret. Sygeplejersker på hospitaler og sundhedscentre står for en lang række af de terapier, der indgår i den russiske behandlingstradition.

Råhed og hjertevarme

Sygeplejersker og sygehjælpere er imidlertid ikke alene om en plads i bunden af hierarkiet.

Allerlængst nede kommer patienterne. Selvbestemmelse og dialog er ikke noget, der er nået frem til det russiske sundhedsvæsen, og behandlingen af syge og svage kan forekomme ganske barsk.

Men selv om patienter og pårørende viser
sundhedspersonalet stor respekt, og de pårørende sænker stemmen på stuerne, når sygeplejersken og lægen kommer, oplever man ikke den formelle autoritet og ærefrygt, som prægede stuegangen på en dansk sygehusafdeling før i tiden.

Mange sygeplejersker og læger behandler patienterne med stor menneskelig varme. Munterhed og knus er også en del af hverdagen.

Derfor kan stemningen i afdelingen alligevel være afslappet, selv om arbejdet foregår med rigoristisk arbejdsdeling og efter en plan, der nøje specificerer, hvornår patienterne skal have taget temperatur, stå op, spise, motionere osv.

Planen er som regel fældet ned på en tavle, så alle ved, hvad de har at forholde sig til. Og når stuegangen er overstået kl. 10.50, kan Olga sætte sig ned indtil næste punkt på programmet, fysisk træning og motion, der skal foregå mellem 11.30 og 13.

Feltskærer klar til udrykning fra skadestuen. Feltskæreren må behandle med adrenalin, atropin, lidokain og en række andre medikamenter.

Lange pauser

Når hun holder en god pause, hver gang hun er færdig med de planlagte aktiviteter, skal man imidlertid også søge forklaringen et andet sted end i arbejdets planlægning og fordeling.

Olga er nødt til at arbejde i et roligt tempo, for hun har en 24-timers vagt foran sig. Hun møder klokken otte om morgenen og bliver først afløst næste morgen klokken otte.

Russiske sygeplejersker har lange vagter, og de arbejder meget. De er nemlig så dårligt lønnede, at de ikke kan klare sig med ét job.

Nogle har overarbejde, nogle har to stillinger på en gang, og når de er færdige med at tjene penge, tager de ud og arbejder på den lille jordlod, som sikrer dem kartofler, grønsager og syltetøj på bordet året rundt.

Sundhedscenterets procedurerum. Engangsudstyr findes kun i den udstrækning, patienterne selv køber det og tager det med.

De russiske sygeplejersker, der har haft kontakt med Vesten, har opdaget, at deres kolleger i Vesteuropa og USA arbejder meget mere selvstændigt, end de gør, og der er et voksende ønske om at udvikle faget.

Men det forudsætter også, bemærker mange, at sygepleje bliver et fag, man kan leve af.

Før sygeplejersken får en løn, så hun kan nøjes med at koncentrere sig om ét job, er der grænser for, hvor stor en udvikling man kan forvente af hendes engagement og faglige bevidsthed.

Side 15

Afdelingssygeplejerske på lokalsygehus modtager en ny patient.