Faglig kommentar: En hård nød at knække

Så lykkedes det endelig. Nummer to artikel til 'Sygeplejersken's videnskabelige tillæg 'Videnskab & Sygepleje' blev godkendt af det videnskabelige panel og blev bragt i sidste uge. Cirka halvandet år efter den første artikel.

Men hvorfor skal der gå halvandet år mellem artiklerne i 'Videnskab & Sygepleje'? I den forløbne tid har nogle måske helt glemt, at 'Sygeplejersken' har et videnskabeligt panel. Andre har muligvis smilet overbærende over redaktionens ambitionsniveau, som det har vist sig så svært at leve op til.

Der er videnskabelige tidsskrifter nok, og disse slås bravt om artiklerne, så hvordan kan redaktionen tro, at de forholdsvis få forskende sygeplejersker vil vælge at sende deres arbejder til 'Sygeplejersken', som hverken er anerkendt som et egentlig videnskabeligt tidsskrift eller bliver læst i større omfang uden for landets grænser?

En forskende sygeplejerske, der stiler efter fx en ph.d.-grad, skal for at opnå den eftertragtede akademiske grad have haft et vist antal artikler anerkendt og offentliggjort i et eller flere internationale, videnskabelige tidsskrifter.

For at et tidsskrift kan blive anerkendt som et videnskabeligt tidsskrift, skal det bringe et vist antal videnskabeligt bedømte artikler om året.

Det er en hård nød at knække, men på redaktionen er vi af den opfattelse, at der kun er én mulig løsning på det problem, nemlig at blive ved med at rende folk på dørene, indtil vi når over den magiske bundgrænse og kan anerkendes som videnskabeligt tidsskrift. Det kan komme til at tage sin tid, men vi har ikke i sinde at give op, for forarbejdet er gjort, og proceduren omkring behandlingen af videnskabelige indlæg er ren rutine.

Det er bl.a. et spørgsmål om optimisme og tålmodighed, og 'Sygeplejersken' har også andre strenge at spille på, så det ikke er et spørgsmål om tidsskriftets overlevelse.

Der kan under ingen omstændigheder være tale om at slække på kravene til artiklerne, blot for at flere sygeplejersker kan få deres arbejder bedømt som videnskabelige. Det ville være at grave vor egen grav, og ingen seriøs, forskende sygeplejerske kan i længden være tjent med at få foræret en fjer til hovedprydelsen, der ikke respekteres i videnskabelige kredse. Sygeplejen ville tabe anseelse og få endnu sværere ved at blive respekteret som selvstændigt fag.

Karrierepleje eller sygepleje

'Sygeplejersken' når som det eneste danske fagtidsskrift ud til næsten alle danske sygeplejersker, og det giver redaktionen en forpligtelse til at oplyse og formidle ny viden, så flest mulige sygeplejersker kan holde sig fagligt ajour til gavn for faget.

Det er ikke 'Sygeplejersken's formål at fremme individuelle karriereforløb, selv om vi gerne vil yde noget ekstra service til gengæld for en god artikel. Derfor stiller vi krav til formidlingen, som måske ikke altid er i forfatterens interesse. Som et minimum forlanger vi, at forskningsartikler såvel som alle andre artikler skal være skrevet på dansk, selv om vi ved, at det ikke er særlig ønskværdigt i international forskning.

Det kunne altså se ud som om, der er en interessekonflikt mellem forskeren og hendes karriere og 'Sygeplejersken's ønske om at formidle mest mulig ny viden til flest mulige sygeplejersker. Der findes formentlig også sygeplejersker, der sætter karriereplejen højere end sygeplejen, men generelt holder det ikke. Med få undtagelser er det slet ikke de toner, vi hører på redaktionen.

Forskende sygeplejersker er generelt vældigt interesserede i at få udbredt den ny viden, de producerer. Men de akademiske anerkendelser er ikke blot nødvendige for den personlige karriere, de kan også være et nødvendigt skridt på vejen, før man kan regne med, at den nye viden bliver brugt til gavn for faget.

Ting tager tid, så vi væbner os endnu en gang med tålmodighed i forvisning om, at der med tiden vil blive uddannet stadig flere sygeplejersker, der kan præstere et stykke videnskabeligt arbejde, og at disse arbejder på et tidspunkt vil begynde at vælte ind på redaktionen i en lind strøm.