Faglig kommentar: Berettigede krav eller kræven ind

Patienternes tærskel for at ringe 112 er ikke særlig høj,\54\54 skriver en sygeplejerske fra en skade/modtageafdeling i en kommentar i sidste nummer af 'Sygeplejersken'. Herefter nævner hun eksempler på urimelig udnyttelse af udrykningskøretøjer til småskader.

Jeg kunne supplere med tilsvarende erfaringer. Ikke blot fra skadestuer, men også fra den lokale omegn, hvor tilkaldelse af udrykningskøretøj hos nogle kan indgå som et fast, tilbagevendende element ved husspektakler, når parterne vil sætte trumf på argumenterne. Den form for misbrug tror jeg nu ikke, man kan komme til livs med undervisning. Her er der nok brug for andre sanktionsmuligheder. Ellers er jeg helt enig i, at sygeplejersker ofte vil have mulighed for at vejlede folk i, hvornår man skal bruge alarmopkald, og hvornår man godt kan tage den lidt med ro.

Det modsatte kan også forekomme, nemlig at udrykning ikke kan afværges. Jeg har selv været med til at hjælpe en gammel mand i seng efter et fald, der viste tegn på at have forårsaget hoftebrud. Efter telefonisk aftale med vagtlægen trykkede jeg 112, hvorefter jeg forklarede den vagthavende på alarmcentralen, at situationen var under fuld kontrol, der var ikke grund til udrykning, det var almindelig, om end akut transport til nærmeste skadestue, det drejede sig om. Bagtanken hermed var, at vi ikke ønskede at stresse den gamle mand yderligere ved at skabe panik. Men det er der altså ikke noget, der hedder, for vi havde dårligt nok fået pakket tandbørsten ned, før ambulancen arriverede med sirener og blå blink. Det kan man næppe tillade sig at beklage sig over, så længe der ikke sidder læger på alarmcentralerne. En vis form for fråds med ressourcerne synes jeg nu godt, man kan kalde det.

Værre er historien om den meget gamle kvinde, der efter et langt og svært sygdomsforløb i hjemmet ganske forventeligt begyndte at dø i familiens skød. Et familiemedlem kaldte af vanvare eller i forvirring 112, og den gamle kvindes død blev derefter forvandlet til en hæslig opvisning i uværdig behandling af den døende. Hun blev udsat for hjertemassage og ventilation på det bare gulv af redderne, som har pligt til at forsøge genoplivning, og som ikke må begynde at diagnosticere på egen hånd. Hændelsen har med rette været diskuteret i pressen, for det er en historie, alle kan lære af.

Den ulykkelige hændelse vil gentage sig i fremtiden. Det kan ikke være anderledes, når der på den ene side er og også bør være klare retningslinier for redderne, og man på den anden side aldrig kan gardere sig mod, at pårørende til døende ikke kan bevare fatningen og tænke rationelt i øjeblikket. Men man kan nok godt i nogen grad forebygge, hvis læger og sygeplejersker, som kommer i hjemmet hos alvorligt syge, forbereder familien på, hvordan forløbet kan blive, og taler med dem om, hvordan de skal handle, når døden begynder.

En gylden middelvej

Misbrug af alarmopkald er noget helt andet, og det harmonerer ikke helt rigtigt med de positive egenskaber, vi sædvanligvis gerne vil tillægge brugerne af sundhedsvæsenet.

Folk ønsker i stigende grad at tage ansvar for eget helbred, hævdes det. Men hvad med at turde tage ansvar for andres helbred? Min farmor tog selv nål og tråd fra syæsken og syede en flækket underlæbe sammen på en af sine unger, for hun så ingen grund til at ulejlige og betale doktoren. I dag kan en flækket underlæbe udløse et alarmopkald. Fra den ene grøft til den anden. Skulle det ikke være muligt at opdrage befolkningen til at bruge den gyldne middelvej?

Er det frygt for eller uvilje mod at løbe den risiko, det er at tage ansvar for andre?

Eller hænger ansvarsforflygtigelsen sammen med krævementaliteten?

For ligesom vi også ustandseligt taler om, at befolkningen stiller krav til sundhedsvæsenet, så skulle vi måske se lidt mere kritisk på, hvad det er for krav, befolkningen stiller. Konkrete krav til faglighed er der langt imellem. Til gengæld er der næsten ingen grænser for kravene til seviceniveauet. Tolerancen over for ventetid bliver stadig lavere, og sociale og sundhedsmæssige ydelser betragtes ofte som noget, man automatisk har krav på, fordi man har været skatteyder et langt liv. ''Når min nabo kan få hjemmehjælp og medicinkort, vil jeg også have.'' Som om sundhedsvæsenet var et opsparingsselskab.

Befolkningen ved ikke ret meget om, hvad de kan og bør kræve af faglighed. Det er måske medvirkende til, at vi i stedet for at møde berettigede krav om faglighed møder stadig mere kræven ind af det, folk umiddelbart kan overskue og forholde sig til.

Krav og kræven ind er ikke helt det samme.

Til gengæld er der ikke andre end de respektive faggrupper i sundhedsvæsenet, dvs. os selv, som kan fortælle, hvilket fagligt niveau befolkningen kan stille krav om.